Ja, intet betyder då kun: "noget andet" (dvs. jeg savner, benytter ikke navnet for det for øjenblikket).

Begreberne Guddom og Gudesøn  har for mig at se ikke så meget at gøre med en rolle for jeget.

Begreberne Guddom og Gudesøn er evigheds-identiteter. Det er de to måder, man kan eksistere som et levende væsen. Enten er man Guddommen, eller også er man en af de uendeligt mange "Gudesønner". Guddommen er evigt Guddommen og kan ikke blive Gudesøn. Og gudesønnen er evigt gudesøn og kan ikke blive Guddommen.

Der eksisterer uendeligt mange Gudesønner + 1 Guddom, som hver især oplever at have deres eget selvstændige "jeg" eller identitet. Men disse identitetsfølelser er noget, der evigt skabes og vedligeholdes (vha X.2 - den evige skabeevne). Der er kun eet X.1 eller et "jeg", idet dets identitet er evigheden, og derfor ikke kan røres, deles eller forandres.

Men vha X.2 princippet opretholdes evigt en selvstændig identitetsfølelse for alle levende væsener, således at vi evigt kan få oplevelsen af at være selvstændige individer - samtidig med at vi også - bortset fra når vi er kosmisk bevidstløse - kan have oplevelsen af at være eet eller identiske med alt og alle - eet med Gudesønnerne og Guddommen.

Hej Algotezza,

Hvis man skal have chancer for ikke at "fare vild" i analyserne af det levende væsen, tror jeg, det er vigtigt at forstå, at det levende væsen har minimum 2 (som bliver til 3) udadskillelige analyser som begge er nødvendige for forståelsen.

De 2 analyser er evigheden og timeligheden.

Alting (X) har således både en evig identitet (X.1) og en timelig identitet (X.3).
Disse to identiteter er uadskillelige og bliver "holdt sammen" eller muliggjort ved hjælp af et evigt illusionsprincip "X.2". Hvorfor er det et "illusionsprincip"? Det er fordi, det får evigheden, som er ubegrænset og usanselig til at fungere, som noget, der er det modsatte: timeligt og dermed muligt at opleve. Alt, hvad der derfor kan opleves af timelige begrænsede ting, er camoufleret evighed. Det er evigheden, der er camoufleret (vha. skabeevnen X.2) så den fremtræder som den verden af liv, skønhed, ting og levende væsener, som vi kender til. Man må også huske på, at der reelt ikke i absolut forstand skal skabes nogen timelige ting, men der skal blot skabes oplevelsen af, at der eksisterer timelige ting. Og det er denne præstation som X.2 evigt er i stand til.

Evigheden og timeligheden er altså på den ene side modsætninge. Men på den anden side er de også identiske, fordi timeligheden er evigheden i forklædning.

Derfor kan man lave en analyse, der viser hvordan de 3 X-er er forskellige. Og en anden analyse, der viser hvordan de 3 X-er er identiske. Og begge analyser er rigtige. Det er 2 forskellige perspektiver på det samme.

Når det kan være svært at forstå, det er bl.a. fordi, at livet er noget ganske enestående: Vi kan ikke rigtigt komme bag om illusions-princippet (X.2) fordi det er evigt. Vi har ikke noget tilsvarende at sammenligne det med. Derfor må vi nøjes med at sammenligne det med noget, som minder om X.2, men som ikke helt fungerer som X.2 (f.x sammenligne med en tryllekunstner) - Fordi det eneste, der fungerer som X.2 er X.2

Dybest set ved vi ikke hvordan X.2 fungerer, kun principielt. Vi ved at det foregår vha. nogle andre begreber såsom, urbegær, skabe- og oplevelses-principper, som fx. perspektivprinicip, pol-princip, bevæge-princip osv. Men hvordan disse principper bærer sig ad med at gøre det, de gør, ved vi ikke. Det er lidt ligesom en tryllekunstner, som vi ved snyder, men hvor vi ved ikke hvordan, han snyder. På samme måde ved vi godt at X.2 "snyder" og at X.2 dertil bruger forskellige principper, men hvordan mere præcis ved vi ikke. Men, det har vi heller ikke brug for. Formålet med forståelsen er alene, at vi skal inspireres til at blive mere tolerante og kærlige, og ikke til at forstå det levende væsen ned i mindste tekniske detalje.

Hvis man har en sådan forventning, så er der ikke noget at sige til, at man bliver forvirret.

Martinus har gjort det som - så vidt jeg ved - alle tidligere mystikere før ham, har udtrykt som værende umuligt: nemlig at sætte ord på det, der ikke kan formulers med ord.

Og jeg synes, Martinus gør det fantastisk godt, og han tilføjer en forståelse, som ligger ud over bare at sige, at "det her er noget, der ikke kan forklares, fordi det er hinsides sproget."

Forskellen mellem Gudom og Gudasøn, forslagsvis:

Gudasønnen har praktisk og konkret adgang til kun en, men en evigt skiftende,  livsoplevelsescen, alle andre Gudasønners scener er kun "teori" og disse har han aldrig praktisk og konkret adgang til; Guddomen har evig simultan, samtidlig adgang til alle Gudasønners livsoplevelsesscener... C'est la différence!