Jeg ved ikke om det er et kort glimt eller en tilstand af nogen varighed, og er heller ikke interesseret. Uden varsel i øvrigt, befinder jeg mig som i et stort rum der intet har at gøre med det aktuelle sted hvor jeg netop opholder mig. Dette rum er uendeligt og jeg er selv en part af det; rummet fornemmes som noget mildt og lysende, men er uden afstande, uden farve, form eller skikkelse af nogen art.
Det er alt hvad jeg kan berette.
Siden lukker rummet sig om én, eller man bliver sig selv bevidst med en ubeskrivelig, men lykkelig lethed i sindet. Man ved med sikkerhed at noget er født, noget der er uden tone, tanke eller form; og ens passive modtagelighed forvandles efter bevidsthedens opvågnen til udadrettet aktivitet: det bliver bydende nødvendigt at realisere et eller andet i et eller andet materiale, hvilket i dette tilfælde vil sige i det musikalske.
Fra denne situation og til det fuldt færdige værk er vejene mangfoldige og krogede. I et konkret tilfælde erindrer jeg at det bliver til et orkesterværk, en symfoni, og at rummet selv er denne symfoni, uden at jeg kender en tone af musikken. Den står ganske klar som en stor helhed for min bevidsthed; jeg ved hvordan den skal være, men ikke hvordan jeg bedst kan realisere denne viden og få værket uskadt fastholdt på nodepapiret. Men toner strømmer nu frem ligesom af sig selv, de synger i mig og snart må jeg bruge al den kunnen og teknik jeg besidder for at organisere og sortere denne strøm, vel vidende og ofte erfaret, at i det øjeblik kontakten til den oprindelige oplevelse svækkes, føres jeg meget let på afveje, bort fra den helhed som oplevelsen gav mig anelser om og som nu er blevet målet for alle mine bestræbelser.
Det tager måneder at få hold på tingene, at følge det forløb, som jeg har en så sikker, om end kun halvt bevidst viden om. Det er som at følge en Ariadne-tråd, ustandselig at miste den, besværligt at finde tilbage til den, for på ny at lade sig lede frem.