Kære Trixo! 

Der var en mand som var storryger og så spurgte han en gang en vis mand, hvordan han kunne holde op med at ryge. Den vise mand svarede ham, at han bare skulle forsætte med at ryge, så skulle han nok holde op.

Trixo, du skal forstå det på den måde, at man skal have udleveret sine primitive begær inden man kan elske sin næste og sig selv. Martinus har engang udtalt lidt humoristisk, at man godt kan være nonne i et liv og så være prostitueret i sit næste liv. Det, Martinus mener, at hvis man undertrykker sine begær, så kan det blive så voldsomt senere i livet eller i efterfølgende liv, at man går ud i ekstremer.

Vi kommer alle fra en fortid, hvor det var en dyd at overtræde kærlighedslovene. Datidens paradis var baseret på de mørke verdensgenløsere vejledning. Her var der ikke plads til næstekærlighed, ja man kunne slet ikke overleve i sådan en verden, hvis man ikke ofrede til guderne og nogle gange var det mennesker man ofrede.

For at kunne opleve (næste) kærligheden i renkultur, må vi først have oplevet den modsatte side, nemlig egoismen og den primetive begær. Denne proces er ikke alle mennesker her på jorden færdige med endnu. Vi lever i en overgangsfase eller ved indgangen til det rigtige menneskerige. Det betyder at mange mennesker har en forceret udvikling her i de sidste tider, således at den gamle seksualitet er kommet i krise hos mange på grund af lysets indtrængning (den nye menneskeseksualitet). Her bliver mange forført af andre ufærdige mennesker, således at deres naturlige seksualitet blevet forceret og i mange tilfælde ender med mordbrand, sadisme eller andre udskejelser inden for det seksuelle område.

Vi skal ikke så mange år tilbage at fx onani var forbudt (ca. 100 år tilbage), ja man kom ligefrem i helvede eller man blev sindssygt, hvis man gjorde det, sagde mange af datidens voksne til deres børn. Hvordan tror man ikke sådanne mennesker vil have det; nogle af dem blev virkelig sindssyge eller seksuelt afsporet på grund af samfundets holdning til det dengang. At forbyde onani, betyder jo en katastrofe for sådanne mennesker; men mange af os har været igennem disse faser i tidligere liv, så vi behøver ikke at frygte noget nu, med mindre man undertrykker sin naturlige seksualitet.

Jeg har kun givet et par eksempler, men du kan læse mere om det i LB5. Har vi ikke oplevet mørket i tilstrækkelig grad, så kan man heller ikke opleve lyset fuldt ud. Har man kun oplevet 10 % mørke, kan man også kun opleve 10 % lys. Er man 100 % mættet af mørket, da kan man tåle lyset i fuld styrke. Her kan man elske sin næste som sig selv og skinne på alle levende væsener. Her er seksualiteten på sit højeste, her er der ikke noget, der skal gemmes væk for Guddommen, alt skinner og vibrerer i livets store ocean.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik       [/align]

Hei Svend Erik eller andre

Betyr det at det er nytteløst å ta seg sammen for å gjøre det gode, at det beste er å leve spontant?
Jeg er selv i en tilstand der jeg har mistet mye av det som før var en naturlig del av min verden.
Resultatet er at min sønn opplever meg som sur og mutt, men jeg har rett og slett ikke mye å gå på
og vrede ligger like bak. Men man skal vel ha kvaler med å slippe til vredesutbrudd?

Hilsen Jostein

Hejsa,

Jeg mener ikke man skal udleve alle begær, fx skal/kan man ikke udleve unaturlige (tobak, alkohol, narkotika) eller sygelige (seksuelle afsporinger) begær, for der findes ingen mættelse for dem. Det er som en sygdom, de skal "helbredes". Desuden har samfundet lov til at beskytte sig mod seksuelt afsporede, så de ikke kan gøre andre fortræd - bare det sker med forståelse for hvad der er galt med dem og uden hævnfølelse, ifølge Martinus. I Livets Bog IV kan man bla. læse om incestforbrydere, pyromaner etc.

Når Martinus taler om at udleve "mørke" begær, så tror jeg han mener de naturlige tankeklimaer og ikke afsporinger, som hører til hvert udviklingstrin.

Hvis man fx er opfyldt af vrede, så skal man udleve det, så det så vidt som muligt IKKE er til gene for nogle medvæsener. Fx hvis man går ud og råber sin vrede og afmagt ud over en mark. I Livets Bog III stk. 885 henviser Martinus til Jesus' udtalelser om at dømme, blive vred etc. og her er der klar karmisk forskel på at tænke vredt om andre mennesker og udspyde sin vrede mod andre mennesker.

Rent psykologisk bør en indestængt og vedvarende vrede behandles, så der kan ske en opløsning af den. For ellers ligger den som et indre spændingsfelt (en tikkende bombe), der producerer skadelige biokemiske stoffer i ens mikrokosmos. Og lader man den tilstand eller det tankeklima plage sig dagligt over længere tid, så skaber man faktisk en afhængighed i cellerne - ligesom narko, efter det biokemiske stof, som vredesfølelsen producerer. "Kuren" mod vrede viser sig ofte at være tilgivelse, når man arbejder terapeutisk med den.

Kærlig hilsen
Anette

Hej Jostein! 

Nu har Anette S. svaret på dit spørgsmål, men her er mit indlæg alligevel.

Man skal være ærlig over for sig selv og ikke tro, at man altid er så højt udviklet, som man måske gerne vil være, men det betaler sig altid at arbejde på, at forbedre sig selv. Har man let til vrede og gerne vil af med denne vrede, så kan man øve sig på at blive mindre vred næste gang, når man bliver irriteret over et eller andet. Her skal man øve sig mange gange, men til sidst vil man ikke føle vrede mere. Omvendt hvis man prøver at holde en vrede indespærret, hver gang man bliver irriteret, så vil det gå ud over helbredet. Så i virkeligheden er det et udviklingsspørgsmål. Først når man indser, at ens vrede er en unødvendig tilstand, kan man gøre noget ved det. På den sidste del af vores udvikling, kan vi selv hjælpe til med at forbedre vores egen situation.

Hvad kan man ellers gøre for at tæmme sin vrede?
Du er på den ene side klar over, at du har svært ved at styre din vrede, så næste gang du bliver vred, kan du prøve med alle dine kræfter at slå i en dyne i stedet for. Hermed får du afreageret over for dynen i stedet for, at det går ud over andre levende væsener. Om aftenen inden du går i seng gennemgår du dagens begivenheder og beder om at du må blive mindre vred næste gang, du kommer ud for lignende situation. Dynen er kun en midlertidig løsning, indtil man kan kontrollere sin vrede så meget, at man kun bliver lidt irriteret. Øvelse gør mester. Til sidst kan man finde sig i al ting.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Ja Anette det lyder mere fornuftigt, at man ikke skal leve alle de unaturlige seksuelle og andre alvorlige afsporinger ud.
Og ville det jo ikke skabe en total mørk og abnorm skæbne eller karma, med allle de afsporinger??
(Unnlad at gøre det onde, foredl dit sind), det stemmer jo ikke med, at vi skal leve vores primetive-mørke-afsporede sider ud eller hvad???
Trixo :

Hej alle! 

Kommentar til mine tidligere indlæg!

Jeg tror, nogle har misforstået noget af mit tidligere indlæg. Man skal naturligvis prøve at undgå afsporingen. Martinus har givet os en morallære, som viser vejen ud af mørket. Når man interesserer sig fx for Martinus kosmologi, har man været gennem helvedes forgård og har derfor kun mindre mørk karma tilbage.

Rygere
Når jeg gav eksemplet med en storryger, der ikke kunne holde op med at ryge, ja så må han forsætte med at ryge, for så vil han før eller siden blive så syg, at han bliver tvunget til at holde op. Det var det svar vismanden gav ham. Mange rygere vil sikkert gerne holde op med at ryge, men de formår det bare ikke, ja så kan det ende med sygdomme, der til sidst kan medfører døden. Det man sår, må man høste.

Undertrykkelse af seksualitet
Jeg gav i mit tidligere indlæg et eksempel med nonnen som i sit næste liv kunne blive prostitueret. Forklaringen er ganske enkelt. Hvis man kunstig holder sin seksualdrift tilbage, vil der jo være tale om ophobning af denne energi og til sidst vil ”beholderen” være fyldt op. Når hun så bliver genfødt i et senere liv, skal hun have sin seksualitet udleveret og nu er den blevet så kraftig, at hun må have mange partnere, for at komme af med sin ophobede seksualitet. Hun var altså slet ikke moden til at blive nonne og dermed blev hendes manglende seksualitet en belastning for hende i senere liv, her blev det til en eksplosiv og unaturlig seksualitet.   

Vrede og irritation
Vi kan alle blive vrede og irriteret, men det kan man gøre noget ved, såfremt man bliver ked af det.
Løsningen med vrede er at råbe det ud over en mark som Annete S. er inde på (Martinus egen løsning), eller som jeg skrev, at slå sin vrede ud i en dyne (taget fra Louise L. Hay bog, Selv helbredelse).

Seksuelle afsporinger
Mange mennesker i dag skal prøve deres eget køn, fordi det nu er på ”mode”. Sådanne forsøg er ikke naturlige og det skal ej heller være et ægteskab med deres eget køn. Det er ikke en kritik, men en analyse af disse tilstande, jeg giver her. Men det er uundgåelige tilstande mellem Mosesloven (det gamle ægteskab) og så det nye mennesketype (det rigtige menneske) der opstår her på jorden. Men det betyder ikke, at alle kommer ud for den slags afsporingen.

Martinus skriver et sted, at det er den pris nogle mennesker må betale for. Martinus giver et eksempel på mænd, der kommer i fængsel uden adgang til naturlig seksuel kontakt til det modsatte køn. I fængsel bliver trangen til seksuelt kontakt så stor for nogle, at de forfører deres eget køn. Det sætter så en forceret udvikling i gang med den modsatte pol hos disse mennesker, at det let bliver til
seksuelt afsporing. Fængslerne har ikke gjort det nemmere for mange mennesker på det seksuelle område.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Kære alle…

Jeg er enig i, at Martinus skriver, at der ikke findes mættelse for de unaturlige begær – LB 5 stk 2162

Men selvom at de unaturlige begær ikke kan mættes, medfører disse begær, at væsenet får andre oplevelser, som væsenet kan føle mættelse af – feks sygdomme som Svend Eriks skrev om storrygeren, men der kan også opstå mentale sygdomme som livsleden.

En forsat unaturlige livsførelse ændrer væsenets elektriske kraft, så det ikke længere vil kunne tiltrække sunde mikrovæsener. Når de sunde mikrovæsener ikke længere inkarnerer, forringes væsenets evne til naturlig oplevelse, hvilket til sidst medfører livslede.

Denne livslede kan for nogle væsener være påvirkning nok til, at væsenet bliver mæt af den og begynder at føle begær efter den naturlige livsførelse igen. Og derfor vil man kunne se, at nogle tilsyneladende får mættet deres unaturlige begær (rygere, drankere, stofmisbrugere, der stopper misbruget) – men det er i virkeligheden det sideløbende begær efter modsætningen til livsleden eller sygdommen, der mættes – og tvinger et ophør af de unaturlige begær igennem.

Hvis livsleden ikke er påvirkning nok eller væsenet ignorerer den og måske endda forsøger at overdøve denne ”indre stemmes” ønske om et naturlig livsførelse, ved yderligere unaturlig livsførelse, vil det ødelægge sine talentkerner så meget, at det ikke ville kunne genskabe en naturligt fungerende krop i senere liv og vil dermed være overladt til andre menneskers pleje. Dermed bliver det tvunget til en rigtig livsførelse igen.

På den måde kan man måske godt sige, at de unaturlige begær også skal "leves ud"

Kh
Tina :0)

Hej Trixo!
Som jeg forstår dig, så spørger du om hvordan vi lærer at nå frem til en sund, naturlig rigtig menneskelig levevis.  Hvordan kommer vi ud af diverse konflikt-situationer - og ind i smult vande så at sige?
Det kan jeg ikke svare (kort) på! ..  men iflg oplysningerne via Martinus forstår jeg, at i primitive tilstande er det især erfaringens vej, der gælder.  Når vi bliver tilpas udviklet (det er de fleste mennesker nok allerede i dag, vil jeg tro) kan vi tillige modtage undervisning - vi bliver modtagelige for teoretisk oplysning og belæring, da vi har så mange erfaringer med os, som vi kan overføre til forskellige livsområder.  Og her er det, at studier i livskunst (fx åndsvidenskab iflg Martinus) kan hjælpe os.

Martinus oplysninger om bønnens magi, om de 7 leveregler og øvrige etiske synsvinkler - vil kunne inspirere mange til at få en bedre og mere afbalanceret vekselvirkning med omverdenen.

PS.  Mht vrede er der også det gode råd (som Martinus vist også nævner), at man kan hælde koldt vand over hænderne!!
Det er måske starten på den elementære kosmiske kemi - få eksplosionsenergien kølet lidt ned med kuldeenergien (tyngdeenergien indkapsles af følelsesenergienen).

kærlig hilsen fra william

Hej Trixo!

Der er kommet mange spændende indlæg i denne tråd. Det er vist en ofte brugt metafor at sammenligne vor kosmiske rejse med et skib på oceanet. Hvis vi forstiller os, at skibet hele tiden rejser mod højere udvikling, så er skibets placering på oceanet at sammenligne med vor egen udvikling - og det er en faktor vi ikke kan påvirke, det er så at sige bare "noget som er". Hvis vi er langt tilbage i udvilingen i forhold til andre mennesker, kan vi forsøge at undertrykke vrede nok så meget - det bliver vi kun syge af. I øvrigt er vi heller ikke på dette udviklingsstadie overhovedet interesserede i at dæmpe vreden og krigslysten. Der findes altså stadier i udvilingen, hvor tyngdeenergien skal have lov til at florere. Det er det stadium det primitive menneske hører under.

Det vi selv kan påvirke er derimod, hvor vi vil befinde os henne på selve skibet. Vil vi være i agterenden, hvor vi lever et liv der er under det normale niveau for vores udvikling, eller vil vi frem på skibet, hvor der er lidt lysere end agterude? Hvis vi står over for det stadie i udviklingen, hvor vreden ikke længere er en livsbetingelse, så kan vi derfor "komme frem" på skibet, ved at søge at dæmpe denne vrede - altså kort sagt: Om vreden skal dæmpes afhænger helt af, hvor udviklede vi selv er. Og jeg vil mene, at hvis man selv synes man i visse situationer er gået over stregen, så kan man vinde meget ved at søge at dæmpe denne vrede - ikke før. Så skal der anderledes skrap undervisning til i livets lov før man selv vil indse, at man er gået over stregen. Man kan sige, at livet er så viseligt indrettet, at så længe man ikke føler ubehag ved sine egne mørke sider, så har man heller ikke lyst til at gøre noget for at ændre dem, og derved kommer man til at udleve mørket fuldt ud.

Derimod vil en følelse af, at man er gået over stregen kræve, at man er begyndt at blive mæt af mørket. Når man fortryder en handling skyldes det altid, at man bruger sin menneskelige side af bevidstheden til at analysere noget man har gjort med den dyriske side. Man er så at sige "kommet til sig selv" efter et raseriudbrud, eller hvad det nu kan være. Når de menneskelige sider af ens bevidsthed får tilstrækkelig indflydelse vil man derved komme til at ønske at dæmpe den dyriske side - og det er den første forudsætning for at man går i gang med at øve sig på dette. Og som vi også kender det så godt fra Martinus, så skal enhver evne jo igennem A- og B-stadiet, før den endelig bliver en naturlig tilstand på c-stadiet. At lære at tæmme de dyriske sider er en lang proces som kræver megen smertefuld øvelse.

Jeg tror de mennsker der befinder sig i agterenden af deres eget skib er de mennesker der føler: Hør der er noget galt, det kan ikke passe at livet kun er sådan og sådan - de føler der må være noget mere. De er altså mennesker drevet af en sult. De mennesker der er helt fremme på deres eget skib er derimod præget af mættelse - de føler en velvære ved alting. Og et meget udvilet menneske kan sagtens være i agterenden af eget skib, mens et uudviklet menneske kan være i forreste ende af eget skib.

Hejsa

Tak til alle jer for de gode oplysninger, tror at jeg er blevet lidt mindre forvirret eller lidt mindre i konflikt! 
Venligst Trixo

Hej Trixo

Du nævner ikke, hvor i Logik Martinus skriver, at vores mørke sider skal leves ud, men som jeg læser det uden for sammenhængen, forstår jeg det umiddelbart, som om det er mørket set i spiralperspektiv, der skal leves ud. Man skal med andre ord mættes af det, vi forstår som mørkemanifestationer, før man kan nære ønske om at leve i lysets sfærer.

Som jeg læser det, skal det altså ikke forstås på den måde at hvis man i en given situation i det enkelte liv bliver vred eller andet får lyst til at skælde ud på sin nabo bare skal give los. (I disse er det bedre - som andre allerede har nævnt - at råbe sin vrede ud over en mark eller snakke med forsynet gennem en stille bøn).

Venlig hilsen

Petersh

Hej alle

Jeg er ikke helt enig i at man uhæmmet skal lade sin vrede gå ud over sin pude. Jo selvfølgelig er det bedre end at lade vreden gå ud over sine medvæsner, men vi skal også være opmærksomme på vores mikrovæsner.

Vi er jo kosmiske kemikere, som blander forskellige energier. Når vi bliver vrede, ja så tilsætter vi mere tyngdeenergi i vores manifestationer i forhold til følelsesenergien. Vi skaber eksplosioner. Dette kan være meget godt i visse udviklingsepoker, men i den epoke vi er inde i nu, begynder vi at mærke denne forholdsvise store mængde tyngdeenegi som ubehag i vores kroppe. Vi får hovedpine, vi får muskelspændinger  osv., altsammen mikrovæsnernes bøn om, at vi som makrovæsen stopper deres lidelser. Jeg tror ikke det er godt for vores mikrovæsner, at vi udsætter dem for disse tyngdeenergistrømninger, heller ikke selvom om det objekt vi lader vores vrede gå udover kun er en pude. Jeg tror vi i enhver situation, hvor vi mærker vreden, skal forsøge at mobilisere mere følelsesenergi for at neddæmpe tyngdeenergien. Og et meget simpelt råd kunne være det som Martinus anbefalede, nemlig at man kunne gå ud og åbne for det kolde vand i vandhanen og lade sig afkøle ad denne vej indtil man ikke føler vrede længere. Kulde er jo verdensaltets følelsesenergi. Men man kan også bede en bøn om at  man må falde til ro.

Nøjagtigt som almindelige kemikere ikke bliver bedre til at danne ikke-eksplosive reaktioner ved kun at sammensætte eksplosive stoffer med hinanden, ja så bliver vi heller ikke bedre til at opøve reaktioner med tilpas meget følelsesenergi, hvis vi hele tiden blander for store mængder tyngdeenergi ind i reaktionen.

Bare mine tanker

Kærlig hilsen
Kenneth