Hej Tor,

Jeg mener godt at man kan gå en mellemvej mellem at tro og viden. Man kan arbejde med kosmologien som en formodning eller hypotese og gå ind i den fremstilling og de argumenter som Martinus kommer med. Det mener jeg man kan gøre vel vidende at der er nogle grundelementer i kosmologien, som man kun kan sandsynliggøre med mindre vi er ude i højere indsigter som kosmiske glimt eller kosmisk bevidsthed.

Jeg har selv dele af kosmologien hvor jeg tænker at det kan godt være at tingene forholder sig som Martinus beskriver dem, men jeg ved ikke. Med nogle ting aner jeg det faktisk ikke. Men det meste lyder plausibelt og der er dele som jeg er ret overbevist om er rigtige. Specielt det med at verdensbillede hænger sammen, giver mening og virker plausibelt tror jeg har været vigtigt for mig. Det er simpelthen den bedste forklaring om hvordan og hvorfor verden er skruet sammen som den er, som jeg er stødt på indtil videre.

-Lasse

Punzaak: Tak for svaret!

Lad mig forsøge at uddybe;
Når jeg hævder at f.eks. en hallucination kan være "uvirkelig", mener jeg selvfølgelig ikke at den er ikke-eksisterende. En hallucination vil altid eksistere som en hallucination i det mindste.
Og hvis jeg forstår Martinus ret, vil den i bund og grund være et udtryk for noget ligeså virkeligt som mit hverdagslige liv, i det den er noget, der "udspiller sig" for det "oplevende noget", som er "mit" jeg.
Når jeg alligevel skelner mellem "virkelig" og "uvirkelig" skyldes det især spørgsmålet om hvorvidt vores bevidsthed er noget, som udspringer af hjernen, eller er noget, som eksisterer uafhængigt af hjernen (evt. som noget evigt, uforanderligt, som Martinus mener).

Jeg kan under en hallucination (eller hvad man nu vil kalde det) - f.eks. forårsaget af psykedeliske stoffer - have en oplevelse af at min bevidsthed eksisterer uafhængigt af min nuværende fysiske organisme. Men når jeg "kommer til mig selv" igen, vil jeg som regel ikke være stålfast overbevist om at det rent faktisk forholder sig således, som det var min oplevelse mens jeg hallucinerede.
I modsætning hertil oplever størstedelen af de mennesker, som har haft en klar nærdødsoplevelse, en fuldstændig og absolut overbevisning om at det faktisk forholder sig således, at deres bevidsthed er uafhængig af deres fysiske krop - hævet over enhver tvivl for dem personligt.

Og det er som sagt netop denne absolutte vished, som jo ikke på nogen måde synes at kunne overføres fra én person til en anden, men udelukkende kan erhverves ved en subjektiv oplevelse. Lidt ligesom jeg aldrig ville kunne forklare en blind hvordan farven rød ser ud.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det er, at have en oplevelse, der udsletter enhver tvivl om sjælens udødelighed - jeg tror man nødvendigvis må have oplevelsen selv, for at blive 100% overbevist.

Men ja, du har helt klart ret i at jeg er bedre stillet med min negative konklusion. Jeg må vel blot arbejde på at få "tomrummet" fyldt ud med viden

Lasse: Også tak for svar

Jeg kan sagtens følge dig i din "videnskabelige" tilgang, og jeg vil helt og holdent medgive dig, at Martinus' verdensbillede er det absolut mest plausible, der endnu er blevet fremstillet.
Også netop derfor tiltrækker det mig og min systematiske tankegang

Mit problem går mest en dels på, at jeg ofte mister motivationen for at praktisere bøn og næstekærlighedstræning, fordi jeg bliver i tvivl om det nu også er sandheden.
Men jeg tænker at vores begyndende intuition måske alligevel trods al tvivl vil blive ved med at drage os stadig tættere og tættere, således at f.eks. den intellektuelle bøn til sidst vil føles naturlig, hvorefter de kosmiske glimt (og dermed visheden) efter sigende skulle begynde at indtræffe.

Hej Tor.

Meget spændende debat du her lægger op til.

Jeg vil give Lasse ret. Man kan tro 100% på noget uden at have nogen som helst viden om det. Og man kan have 100% vished om noget, og så betyder tro ikke noget. Men imellem disse yderpunkter eksisterer alle andre grader af viden også. For mig at se kan man godt have f.eks 25% viden om noget, og resten baserer man så på logik og en form for tro. For mig er det ikke sort og hvidt, der eksisterer også hele gråtoneskalaen, hvor man så kombinerer elementer af viden, logik og tro.

Jeg vil ikke sige, at jeg har 100% viden om noget som helst i Martinus beskrivelse. Men logikken i det meste af det synes jeg er meget klar og overbevisende. Jeg mener ikke, at tro betyder noget særligt for mig i den forbindelse.

Jeg vil dog sige, at der er noget som står meget klart for mig. Det man kan kalde "den objektive virkelighed", altså, at der findes en verden som eksisterer uafhængigt af en subjektiv oplever, denne objektive virkelighed findes ikke. Det Kant kalder "der ding an sich", findes ikke. Og dog. Man kan sige, at der objektivt eksisterer det Martinus kalder "X", altså det levende væsen. Dette kan dog ikke erkendes, men det er det der selv erkender. Dette "X" er det eneste objektive i tilværelsen overhovedet, men enhver oplevelse som dette "X" har, må være subjektiv.

Der findes kun den virkelighed som vi hver især oplever. Da denne virkelighed er afhængig af opleveren, kan denne virkelighed aldrig blive objektiv beskrivbar. Derfor vil jeg også stille spørgsmålstegn ved, om "hallucinationer" overhovedet har nogen relevans. Hvis jeg tager stoffer og ser en lyserød elefant, så eksisterer denne elefant faktisk for mig, uanset hvad andre så vil påstå. Det er kun hvis jeg selv er klar over, at den ikke eksisterer, at jeg kan erkende den som noget ikke-eksisterende, altså en hallucination. Men synet af den vil jeg stadig have, men jeg har dog en viden om den som en hallucination. I det øjeblik jeg ved, at noget er en hallucination, så oplever jeg det også på en anden måde, end hvis jeg ikke ved det er en hallucination, selv om mine sansemæssige oplevelser ikke forandrer sig. Det er derfor ikke kun det vi sanser der er det der eksisterer for os, men i lige så høj grad vores tilgang til egen sansning, der påvirker vores virkelighedsopfattelse. At se en rød elefant, og vide at det er en hallucination jeg har fordi jeg har taget stoffer, er ikke den samme oplevelse som at se den helt samme røde elefant, når jeg selv tror på at den virkelig er der.

Mit kendskab til Martinus gør, at jeg oplever den ydre verden sansemæssigt på helt samme måde som inden jeg fik kendskab til Martinus. Men alligevel så er min forståelse af hvad en oplevelse er markant forandret. Jeg er klar over, at enhver oplevelse foregår inde i mig selv, der findes ikke denne ydre verden, men kun min egen oplevelse. Hele min oplevelse af noget som en ydre verden er en "hallucination", men dog en hallucination jeg aldrig kan eller skal komme bort fra. Denne hallucination er jo livet i en nøddeskal. Inden jeg lærte Martinus at kende ville jeg påstå, at den ydre verden burde være ens for alle der har de samme sansemæssige evner, men i dag ved jeg 100% sikkert, at det ikke forholder sig sådan. Min oplevelse af noget som en ydre verden vil jeg derfor sammenligne med den røde elefant fra før. Jeg er 100% klar over, at min oplevelse er en form for hallucination, men det gør mig også klar over, at jeg selv er en meget stor herre over, hvad det er jeg oplever og ikke mindst hvilken kvalitet jeg vil tilegne denne oplevelse af verden.

I øvrigt må man jo sige at den materielle videnskab også er kommet frem til, at man rent faktisk ikke kan sige hvad "materie" er for noget, jo mere man borer i det, jo mere synes materien af forsvinde som dug for solen.

Tilføjelse: Det jeg kalder viden, logik og tro vil jeg mene kan henføres til de grundenergier Martinus kalder intuition (giver viden), intelligens (giver logisk forståelse), og følelse og til dels instinkt (giver troen på noget). Det er kun intuitionen der gør, at man føler sig hævet over enhver tvivl, så det er nok vanskeligt at fremskynde denne proces.

Hej Tor , jeg har lige set dit indlæg og forstår ganske udmærket hvordan du må have det , det var nøjagtig den følelse jeg selv havde inden mine specielle oplevelser som jeg har fortalt om før her på forummet , men jeg gentager det gerne ( her kan jeg nemlig gøre det uden at folk får himmelvendte øjne ) dog vil jeg tilføje at selvom det måske er den største personlige oplevelse kan det være noget af en nedtur at fortælle andre om det , man skal i hvert fald være temmelig selektiv , de fleste antager sådanne udtalelser på linje woodoo eller jomfrufødsler . For at være ærlig , jeg ville nok også selv stille mig noget tvivlende over for sådanne påstande hvis ikke jeg havde oplevet det selv.
Jeg sad en aften på min første sals terrasse og slappede af ( havde lige foretaget nogle Buddhistiske meditationer , en praksis jeg havde haft i 6-7 år ) men direkte bøn var der ikke tale om , det er snarere en fysisk meditation kaldet prostrationer eller glidefald så jeg var fysisk flad og totalt afslappet da det var ligesom om landskabet forandrede sig , lidt svært at forklare , men som om alt pludselig bestod af tråde som forbandt alt med hinanden og jeg forstod intuitivt at alt er forbundet med hinanden , først bagefter da jeg vendte tilbage til ( uvirkeligheden ) huskede jeg at trådene var af guld og at jeg ikke havde nogen ide om hvor længe seancen havde varet , men fra da af var al tvivl forsvundet , og det holder endnu , men igen det er jo desværre en temmelig subjektiv oplevelse men jeg ønsker virkelig at andre også måtte få den helt unikke oplevelse .
Hvad jeg ikke forstår er at jeg skulle have den oplevelse da jeg troede at det var mennesker der havde levet et mere kontemplativt liv end jeg har , jeg har virkelig ikke holdt mig tilbage i livets supermarked men taget for mig af retterne , hvilket også involverede eksperimenter med psykedeliske stoffer som LSD og cannabis
hvilket gav nogle fantastiske oplevelser ( men intet i forhold til glimtet ) jeg oplevede aldrig noget negativt som nogle gør men drog kun positive erfaringer af mine eksperimenter , ud over det var jeg vel som de fleste hverken speciel altruistisk eller det modsatte .
Jeg må så lige tilføje at inden jeg fik glimtet havde jeg ingen ide om deres eksistens , det var først senere at jeg læser om fænomenet jeg var klar over hvad jeg havde oplevet .
Den anden oplevelse var mere af ( nonlocation ) art , ikke decideret en nærdødsoplevelse men noget der minder om det efter de beskrivelser jeg har fået ,
altså en oplevelse af "ren" eksistens eller ren bevidsthed , men det kan jeg fortælle om hvis du skulle være interesseret .
Jeg er selvfølgelig klar over at mine oplevelser ikke er noget bevis for dig men det er det bedste jeg kan gøre for dig , men du skal vide at det ikke nødvendigvis alene er en salighed , man skal som sagt være meget varsom med hvem man betror sig til , for mig har det i hvert fald haft den konsekvens at der er visse individer jeg ikke frekventerer mere , eller sagt på en anden måde , ens omgangskreds kan skrumpe substantielt .
Du skal tænke på at når man får en sådan oplevelse vil man per definition dele den med andre , det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af , så man kan rent faktisk opleve det som noget af en nedtur , ens oplevelse bliver decimeret og tanken om at nogen opfatter dig som en fantast er ulideligt .
Til sidst , om jeg så har absolut viden , hmm , det er naturligvis ikke tilfældet , desværre , men jeg vil påstå at jeg efter at have studeret hele Martinus` værk ( har også læst PBJ`s X ) sammenholder det med min viden om F.eks kvantefysik er jeg personligt ikke i tvivl om at jeg har en viden der ikke er alle beskåret , og jag er sikker på at for at have absolut viden må du opleve hvad Martinus i sin tid oplevede , min oplevelse var kun en duft af havet , Martinus`
var selve havet .
Det var så det , jeg håber at dette giver dig lidt håb og lyst til at fortsætte din rejse .
De kærligste hilsner Denis .

Men som det materialistisk ikke er en god nok forklaring for dig for hvordan Verden fungere, så er det jeg har fået at vide om hvordan hjerne fungere heller ikke en god nok forklaring på det jeg har oplevet.

Nej, den moderne hjerneforskning synes at følge kvantefysikken trop. Det hele bliver blot mere og mere uforklarligt set med materialistiske naturvidenskabelige briller. Og det kan jo kun understøtte sådan noget som Martinus' analyser.

En stor grund til det er jo du er bevist om du har taget noget som har gjort dig istand til at opleve det som du gjorde. Og derfor vil du jo naturligt give det du har taget "skylden" for det du har oplevet, i stedet for det oplevede. Men jeg kender ikke nok til stoffer til at skrive noget om de oplevelser føre til oplevelse af virkeligheden. Jeg ved bare nogle kan føre til en bedre forståelse ved at frembringe nogle oplevelser, som jeg også uden stoffer er i stand til at opleve.

Jeg kender faktisk heller ikke selv så forfærdeligt meget til stoffer, udover det jeg har hørt fra andre. Jeg ved at nogle få, som har taget LSD, faktisk har haft oplevelser, som kan ligne "kosmiske glimt", og nogle har ligefrem kunnet verificeres - dvs. de har fået oplysninger under deres oplevelser, som stemmer med virkeligheden, og som de umuligt kunne have fået at vide ad anden vej.
Jeg tænker mest på det faktum, at langt de fleste mennesker, som oplever fantastiske ting under påvirkning af stoffer, ikke har en fornemmelse af, at det, de har oplevet, var virkeligt. Derimod har rigtig mange af dem, som har haft nærdødsoplevelser, en dyb intuitiv følelse af, at det var absolut virkeligt. Denne fornemmelse har ikke så meget at gøre med deres "bevidste" viden. De kunne jo også ligeså godt tænke at det bare var hallucinationer frembragt af deres hjerne. Den dybe intuitive følelse af sandhed, er noget som er uforklarligt i den sammenhæng.
Og netop derfor tager jeg det som et klart tegn på, at der netop er tale om noget radikalt anderledes her. Ligesom drømme ifølge Martinus er en blanding af åndelig og fysisk materie, tænker jeg (de fleste) hallucinationer som det samme, hvorimod nærdødsoplevelsen er af ren åndelig materie - og netop derfor forekommer den som absolut overbevisende for den oplevende.

Men indtil man selv subjektivt har haft en sådan ren åndelig oplevelse, er man vel "dømt til" at leve i uvidenhed og tvivl - hvilket sandsynligvis er en nødvendig del af udviklingen, som netop skal forberede én til at "vende tilbage til faderen" i sand ydmyghed

Tak for svaret, Svend!

Jeg vil ikke sige, at jeg har 100% viden om noget som helst i Martinus beskrivelse. Men logikken i det meste af det synes jeg er meget klar og overbevisende. Jeg mener ikke, at tro betyder noget særligt for mig i den forbindelse.

Jeg er helt enig med dig i at logikken er meget overbevisende. Men indtil man har absolut viden, vil jeg mene at man i princippet kan stille spørgsmålstegn ved alt. Inklusive hvorvidt verden overhovedet er logisk. Nogle filosoffer hævder at selv logik er relativ, og er noget som udspringer af et arbitrært sprog. Ifølge denne tanke kan vi slet ikke bruge det faktum, om noget er "logisk" eller ej, til at antage noget om dets sandhed. Jeg er ikke selv enig - så ville jeg jo ikke kunne værdsætte Martinus' analyser - jeg har en rimelig overbevisning om, at der eksisterer en fundamental logik, som overskrider det arbitrære sprog. Men 100% overbevist er jeg ikke, og bliver det nok heller ikke før jeg selv får en oplevelse, som kan hæve mig over enhver tvivl.

Det Kant kalder "der ding an sich", findes ikke. Og dog. Man kan sige, at der objektivt eksisterer det Martinus kalder "X", altså det levende væsen. Dette kan dog ikke erkendes, men det er det der selv erkender. Dette "X" er det eneste objektive i tilværelsen overhovedet, men enhver oplevelse som dette "X" har, må være subjektiv.

Jeg mener jo egentlig at Kant har beskrevet det fuldstændig i overensstemmelse med Martinus
Kant siger netop at "Ding an sich" nødvendigvis må eksistere, for ellers ville der ikke være "noget", som kunne give os oplevelsen af den ting, som fremtræder for vores sanser. Men "Ding an sich" vil ifølge Kant altid nødvendigvis forblive uoplevet eller "usanset" - netop fordi "Ding an sich" ikke er sanselig, men derimod frembringer eller skaber det, der fremtræder for vores sanser. "Ding an sich" bliver dermed som du siger lig Martinus' "X1".
Jeg vil sige at "Ding an sich" eller "X1" absolut må eksistere "objektivt" i den forstand, at det ikke er et relativt spørgsmål hvorvidt det eksisterer - men det eksisterer naturligvis ikke "objektivt" i den forstand, at det kan forekomme som objekt for en oplevelse.

Der findes kun den virkelighed som vi hver især oplever.

Her kan jeg til dels følge dig, men jeg vil dog mene, at der nødvendigvis som et minimum også må eksistere de fakta, som gør det muligt for en oplevelse at eksistere som sådan. Filosoffen Rom Harré talte om "affordances" (kan måske oversættes til "tilladelser"). Ideen er et svar på den absolutte relativitet som kvantefysikken synes at pege hen imod. I kvantefysikken synes den "objektive virkelighed" jo at blive bestemt af den subjektive iagttager. Her kan man få den tanke, at der, som du siger, netop udelukkende eksisterer oplevelse. Harré pointerer dog at der nødvendigvis må være nogle fakta, som "afforder" eller "tillader" disse oplevelser at være på den og den måde. Altså en slags fundamentale "love" eller noget andet, som muliggør at oplevelsen overhovedet kan eksistere. Dette kunne jo meget vel være de evige love, som Martinus taler om. Og altså nogle faste principper, som ikke i sig selv er oplevelser, men som muliggør oplevelsernes eksistens.

I øvrigt må man jo sige at den materielle videnskab også er kommet frem til, at man rent faktisk ikke kan sige hvad "materie" er for noget, jo mere man borer i det, jo mere synes materien af forsvinde som dug for solen.

Det har du helt ret i. jeg nyder også selv at læse kvantefysisk faglitteratur, fordi det netop understøtter min spiritualitet. Jeg mener faktisk også at Niels Bohr var Martinus-interesseret

Tusind tak fordi du deler dine oplevelser, Denis!
Det er spændende for mig at læse om dem. Man kommer let til at tænke på sådanne beretninger som om det var en film eller noget andet, og glemmer hvor utroligt og fantastisk det må være, at opleve dem i første person. Jeg kan sagtens høre, at det må have været helt uovertruffent for dig
Jeg håber at jeg en dag selv kan få sådan en oplevelse, men jeg ved selvfølgelig også at det ikke bare er for sjov, så jeg må vente til det bliver min tur.

Jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være skuffende at fortæller andre om sådanne ting. Man skal passe på sig selv og være varsom med at "kaste perler for svin".
Nu har jeg jo ikke selv endnu haft sådan nogle oplevelser selv, men jeg har prøvet at være meget entusiastisk omkring at videreformidle f.eks. Martinus' analyser, og så blive slemt skuffet.

Derfor har jeg også lært at gå mere stille med dørene, og holde de vigtigste ting for mig selv, medmindre jeg møder nogle, som er modtagelige.
Jeg mener også at Martinus selv sagde, at man kun skulle dele ud af sin viden for dem, som selv opsøger den. I modsat fald vil man både "belemre" nogle med informationer, som de slet ikke kan stille noget op med, fordi de ikke selv endnu har nået et trin, hvor de kan komme til nogen form for forståelse, men også kunne komme til ligesom at "give for meget af én selv" (altså "kaste perler for svin").

Det, som er helligt, skal vitterligt behandles derefter.

Hvad jeg ikke forstår er at jeg skulle have den oplevelse da jeg troede at det var mennesker der havde levet et mere kontemplativt liv end jeg har

De "kosmiske glimt" og andre livsændrende oplevelser kommer nok præcis når der er brug for dem. Måske du meget mere udviklet, end du giver dig selv kredit for
Det er jo netop et tegn på højt niveau af humanitet, at man undervurderer sig selv snarere end det modsatte.

Kan du i øvrigt anbefale PBJ's "X" som tilskud til Martinus' værk?
Jeg er selv i gang med at læse mig igennem hele Livets Bog, og har tænkt på om "X" tilføjer noget nyt, eller om det blot er en - måske mere pædagogisk - indførelse i de samme ting?

Hej igen Tor.

Du ved mere om Kant end jeg gør, så du har helt sikkert ret i det du skriver om "der ding an sich".

Jeg vil dog sige at for mig er "der ding an sich" mere end blot X1, det må være hele "X" der er "der ding an sich". Du skriver:

Harré pointerer dog at der nødvendigvis må være nogle fakta, som "afforder" eller "tillader" disse oplevelser at være på den og den måde. Altså en slags fundamentale "love" eller noget andet, som muliggør at oplevelsen overhovedet kan eksistere. Dette kunne jo meget vel være de evige love, som Martinus taler om. Og altså nogle faste principper, som ikke i sig selv er oplevelser, men som muliggør oplevelsernes eksistens.

Her mener jeg, vi er inde på det Martinus kalder "X2". X2 er også en del af det jeg vil kalde "der ding an sich", ellers kunne X1 ikke opleve noget. Men selve begrebet X3 eller det skabte vil jeg også betragte som en del af "der ding an sich". Her tænker jeg på selve det abstrakte begreb at noget i det hele taget er skabt, og ikke på det skabte som noget foranderligt. Hele foranderligheden i X3 må være noget der subjektivt opleves, mens begrebet "X3" i det hele taget må være noget objektivt ved et levende væsen - ellers var væsenet ikke levende. Alle væsener oplever evigt og altid - det er objektivt - men hvad vi oplever er subjektivt. Altså X1 oplever via X2 evigt og altid X3 - dette hele "X" vil jeg mene er objektivt, mens selve kuløren eller karakteren af oplevelsen er subjektiv.

Men jeg tror vi er enige når det kommer til stykket.

Tak for de pæne ord , Tor .
PBJ var som bekendt elev Martinus og tilbragte megen tid sammen med Martinus og fik svar på spørgsmål som Martinus ikke detaljeret har omtalt eller slet ikke i sine analyser eksempelvis ">> Hvad sker der præcis når vi forlader kroppen << ", det giver PBJ så svar på. Om det er en mere pædagogisk metode eller ej skal jeg lade være usagt men jeg syntes absolut det er værd at bruge tid på .
Det er svært at sige nøjagtigt hvad gør det interessant når man har læst LB 1-7
men måske er det bare sprogbruget samt PBJ`s evne til at anskueliggøre det anderledes ( ikke at der er noget galt med M`s måde at udtrykke sig på ) men det er dog en anderledes retorik .
I øvrigt kan jeg sagtens forestille mig at der er mennesker uden noget som helst kendskab til åndsvidenskab eller som tænker særligt meget over det metafysiske udmærket kan have haft " glimt " , men som bare har afvist det som " en underlig oplevelse " og så ellers bare har holdt sin kæft med det enten fordi de ikke har tillagt det nogen nævneværdig betydning eller ikke havde lyst til at blive latterliggjort , men det er selvfølgelig blot en antagelse .
Men en ting er 100% sikkert er at intelligens i denne sammenhæng ikke er tilstrækkeligt , det kræver en god del medfødt intuition ( og her tænker jeg ikke på kvindelig ditto ) men genuin intuition .
Der er så i øvrigt en del af M` påstande der faktisk allerede nu med lidt god vilje kan efterprøves , mens resten må overlades til tiden ( den bandit ) eller intuitionen .
Så er det i øvrigt dejligt hvis vi har fået filosofspire på Forummet , det kan vi vel alle drage nytte af , ikke at jeg personligt er blank på området , men det kan vel aldrig skade at få udvidet sit talentkerneforråd .
Med hensyn til det kvantefysiske tror jeg desværre at mennesker i almindelighed stadig har ligegyldig tilgang til emnet , de fatter simpelthen ikke de implikationer der ligger i det , men det skal nok komme over tid ( til sidst kan man sgu ikke slippe uden om , men bliver nød til at have tanker selv ).
Men jeg har god tid ( har faktisk ikke andet ) så man lærer at bære over .
Så alt i alt kan jeg bare ønske dig god læsning min ven .
Kærligste hilsner Denis

Svend:

Du har sikkert ret i dine betragtninger.

Martinus understreger jo også igen og igen, at de tre "Xer" udelukkende kan skilles ad i analysen, mens de i virkeligheden udgør aspekter af én og samme ting, nemlig verdensaltet.

Jeg er personligt helt klart mest fremskreden i intelligensenergien, og kan have svært ved at gennemskue og forstå følelses- og intuitions-problematikker.
Af samme grund har jeg rimelig let ved at jonglere med selve den teoretiske analyse, hvori vi skiller de tre "Xer" ad, men har langt sværere ved at forstå de tre "Xer" som udgørende én og samme ting. Så vidt jeg forstår, er det intuitionen, der skal i spil her - og på det område er jeg formentlig ikke stærk nok endnu.

Sådan som jeg imidlertid tænker det - ikke fordi vi skal tærske langhalm på det, men bare fordi det er interessant - vil jeg dog stadig mene, at der er en fundamental forskel på X1+X2 og så X3. De to første "Xer" repræsenterer overbevidstheden, mens det tredje repræsenterer underbevidstheden eller "det skabte".
Og det er jo netop udelukkende "det skabte", vi bliver vidne til i vores oplevelse. X3 svarer derfor til "fremtrædelsen" i Kants analyser, hvorimod man kan sige at X1+X2 svarer til "Ding an sich", altså ophavet til fremtrædelsen.
Martinus siger jo så, at "Ding an sich" og "fremtrædelsen" i bund og grund er én og samme ting, så på den måde har du jo helt ret.
Det er forvirrende 🙂

Jeg er måske heller ikke nok inde i forståelsen af "Xerne" endnu, men det vil vise sig når jeg får læst mere på lektien 🙂

Denis:

Nogle gange synes jeg at Martinus formulerer sig på måder, som giver mig en fornemmelse af, at tingene har været så ligetil og selvfølgelige for ham selv (fordi han kunne se det hele), at det har været svært for ham at få det formidlet på en måde, som er forståelig for alle os, der aldrig har haft nogen form for klarsyn 🙂

Derfor kan jeg også forestille mig, at en velformuleret sekundærlitteratur kan være til hjælp for "fatsvage" som mig selv 🙂
Jeg vil helt klart undersøge "X" inden længe.

Med hensyn til det kvantefysiske tror jeg desværre at mennesker i almindelighed stadig har ligegyldig tilgang til emnet , de fatter simpelthen ikke de implikationer der ligger i det , men det skal nok komme over tid ( til sidst kan man sgu ikke slippe uden om , men bliver nød til at have tanker selv ).
Niels Bohr sagde jo også, at hvis man ikke blev svimmel af at tænke på implikationerne af kvantefysikken, så havde man ikke forstået noget som helst 🙂
Desuden har Thomas Kuhn sagt at videnskabelige paradigmer (som i dette tilfælde den klassiske newtonske fysik) ikke ændres fordi forskerne lader sig overbevise af nye videnskabelige landvindinger, men fordi de gamle paradigmers tilhængere ligeså stille dør ud 🙂
Det er mit indtryk at der ligeså stille er ved at ske et skred i naturvidenskaben, således at flere og flere begynder at åbne sig for muligheden af sådan noget bevidstheden som fundamental. Se f.eks. Rupert Sheldrake og Dean Radin.

Men ja, du har ret - kvantefysikken viste for over 100 år siden, at den hidtidige "materialistiske" opfattelse af den fysiske materie er forfejlet, men ikke desto mindre sværger de fleste naturvidenskabsmænd stadig dogmatisk til Newton.

Kære Tor,

Jeg tænker, at dit ønske om absolute vished er blevet en slags ”Getsemane” for dig. ”Getsemane” handler om tab, som man skal lære at give slip på.
Kristus gav slip på sit getsemane ved, at bede om at denne kalk måtte gå ham forbi, men med den afgørende tilføjelsen ”men dog, ske ikke min, men din vilje!”.
Det er sådan, man giver slip på det tabte. Det var sådan Kristus gjorde.
Nu kan du sige, at du ikke har tabt noget, men det, at du ønsker noget, som du ikke har (absolut vished,) er et tab, som du - indtil videre – kan forsøge at give slip på, og det kan du gøre ved at bede: ”ske ikke min, men din vilje!”.
Sagt på en anden måde hjælper denne indstilling dig til at acceptere virkeligheden som den er for dig lige nu. Når du kan acceptere 100%, at du ikke har den vished, som du vil have, så kan du også bearbejde den smerte og sorg, der er forbundet med et sådant tab/afsavn. Så ved at give afkald på det, du ønsker, kommer du nærmere på at få det.
For mig at se, er det det, det handler om. Selvom der fandtes en million som havde haft kosmiske glimt og som fortalte dig om det, ville det ikke kunne overbevise dig. De kunne jo alle sammen lide af vrangforestillinger. Så længe du mangler erfaringer, må du vente indtil disse erfaringer indfinder sig. Hertil kræves tålmodighed, dvs evnen til at rumme, at man ikke har det, man gerne vil have. Til at styrke denne tålmodighed er bønnen ”Fader, ske din vilje!” den bedste hjælp.

Mange hilsener
Jan

Hej Tor,

Jeg kom til at tænke på at man må kunne blive fanget mellem to verdener eller tilstande. Det sted hvor man ikke længere kan tro på et materialist verdensbillede og den tilstand, hvor man ved hvordan verden hænger sammen og at der er en mening med verden. Man ved at man er nødt til at vide, men man kan ikke. På den anden side så kan man ikke gå tilbage til troen på at man er en "pose tilfældige atomer". Det er det er der ingen mening i. Når man ikke ved, så er man nødt til at gå efter den bedste forklaring, vel vidende at man måske ikke ved i absolut forstand. Det synes jeg er en tilstand, som er til at leve med.

-Lasse

Hej Tor,

Interessant emne. Fedt.

Personligt skelner jeg selv imellem Tro og Tillid.

Vi kan ha to forskellige mennesker der hver har deres overbevisning omkring et givent emne. Hvor den enes overbevisning er baseret på tro og den andens overbevisning er baseret på tillid.

Den som tror, altså virkeligt tror og har evnen til at tro, har ingen tvivl i sin overbevisning.
Men den hvis overbevisning er baseret på tillid, er åben, og har derfor stadigvæk tvivl tilbage i sig. Hans tillid er baseret på en intellektuel og følelsesmæssig fornemmelse og forståelse af det givne emne. I denne sammenhæng tilliden til en kærlig og logisk verdensorden.

Men fordi at hun eller han forstår hvad en overbevisning virkeligt er og dens begrænsninger, må vedkommende indrømme sin egen fundamentale uvidenhed.

Og selvfølgelig kan enten den intellektuelle eller følelsesmæssige side del ved pågældende menneske være mere dominerende end den anden. Hvilket gør at opfattelsen enten er mere rodfæste i følelses livet end intelligensen og omvendt.

Det kan selvfølgelig også være at der er en form for balance imellem de to.

Der er flere her på forummet der har udtrykt at de ikke er i tvivl om sandheden. Og sådan har jeg det også selv, jeg føler at jeg forstår dem fuldtud. Jeg er selv overbevist, så som sådan er jeg ikke i tvivl. Men fordi at jeg stadigvæk ligger under for en overbevisning, er der stadigvæk tvivl i mig og det tror jeg heller ikke at de andre vil benægte at der er i dem. Selvfølgelig kan det være at der er en der er helt sikker, og skal jeg heller ikke sige noget til eller imod. Martinus var jo også sikker i sin sag.

Men jeg tror ikke at tvivlen kan overkommes, men jeg tror nærmere at det er i hjertet på tvivlen at vi finder vores mest ærlige, sårbare, åbne og modne side i os selv. Den finder vi ikke i alt det vi ved. Der hvor vi ikke er sikre og ikke ved, er vi børn, og der er vi åbne for virkeligheden, som den virkeligt er. Så på en måde er vores rejse ind i sandheden ind rejse ind i tvivlen. Dybest set er tvivlen jo bare et hudløst og ærligt: jeg ved det ikke. Og hvor ville vi være uden tvivl og spørgsmål? Jeg tror ikke at man kan nærme sig sandheden uden tvivl, hverken, følelsesmæssigt, intellektuelt, hjernemæssigt eller kropsligt.

Som de eksempelvis siger i film klassikeren The Matrix, det er spørgsmålet der driver os. Og man kan sige at spørgsmålet til at starte med søger efter mere og mere viden, men at det ender om med at stille spørgsmål til alt hvad man ved.

Spørgsmålet vender sig til allersidst imod spørgeren...
"Hvad er jeg?"
"Hvad er jeg ikke?"

Jeg tror det er en blandet omgang at søge sandheden eller den virkelige natur, for jo mere vi forstår og samler ind af viden, jo mere bliver vi klar over, at vi dybest set ikke kan vide noget som helst. Men al den viden vi samler ind i form af natur og samfundsvidenskab, psykologi, filosofi og åndsvidenskab, støtter, modner og udvikler os til at vi til sidst ”tør” slippe det hele og lade os falde ind i døden.

Det tror jeg i hvert fald.. Men det er min personlige mening og oplevelse.

Jeg tror dybest set at tvivlen til sidst bliver forvandlet til ”ikke-viden”, som igen er katalysator for intuitionen.

Fordi at ikke viden, er absolut åbenhed og at absolut åbenhed igen kun kan være identisk med den mest nøjagtige beskrivelse af det levende væsens inderste og mest virkelige natur.

Og sandheden er nemlig intet andet end det levende væsens mest mulige absolutte syn af sin egen absolutte natur.

Man skal tænke på at intelligensmæssig og intuitionsmæssig viden er to vidt forskellige ting. Det er umuligt for intuitionen at konkluderer noget som helst, fordi den i sig selv er konklusionen.

Med intuition kommer man aldrig til at sige, ”sådan er det” og ”sådan er det ikke” og nu ved jeg det, og det er punktum, facit og slut.
Intuition er det dybeste, evige og uendelige flow og flod af ”lys og syn”, der imitere, afbilleder og akkumulere det absolutte og dens væren i sin reneste form. Hvertfald som jeg forstår det.

Intuition har ingen ben at stå på.

Det er klart at vi med intelligensen bagefter kan beskrive sandheden og få fodfæste i vores bevidsthed og sige sådan er det. Men det er hverken i intelligensen eller følelserne at vi forstår i absolut forstand.
Ligeså snart at ren viden bevæger sig ind i intelligensen eller analysen, opdeles den og bliver relativ. Og i den relative verden, kan man aldrig blive absolut mættet eller nå til fuldstændige konklusioner.

Så jeg tror, at vi skal lade tvivlen lede os. Og samtidigt undersøge vores egen tvivl og se hvad den er for noget. Jeg tror der er meget at komme efter..

Dybest set, tror jeg at essensen af spiritualitet er at komme i kontakt med sin tvivl og frygt og efterforske og granske den. Vores frygt og tvivl er direkte forbundet med det vi enten ikke kan eller tør se, og ved at rette vores blik i netop den retning, bliver vi oplyste.

Og der findes ingen der ikke er bange for døden. Og hvis de ikke er bange for den fysiske død, så er de bange for deres egos død.. I bund og grund er alt frygt rodfæste i ophørs princippet.

Tvivlen og frygten er de to piller hvorpå porten til himmelen hviler.

Og de kan ikke overvindes eller overkommes, kun transformeres. Eller måden hvorpå at man hæver sig over enhver tvivl er at bliver kendt i den.

Efter min mening og overbevisning.

JC

Hej igen.

jeg tænkte at jeg ville komme kort ind på de tre måder vi vågner op på..
Vi vågner op på tre planer, eller i tre principper..

I sindet
I hjertet
I maven

I sindets princip forstår vi universets tekniske og fundamentale natur, det her hele den videnskabelige, fornuftsmæssige, filosofiske, abstrakte og intellektuelle forståelse dybest set kommer omkring. Det er her at vi ser den teoretiske eller matematiske logik.
Det er også her man erkender at livet dybest set er en illusion og en drøm, alt kan føles meget gennemsigtigt. Vi ser at tilværelsens essentielle natur er tomhed, stilhed og hvile.

I hjertets princip, forstår vi universet udfra intimitet og følelse, vi føler os meget tæt på alle ting, vi har lyst til at beskytte og kærtegne levende væsener. Der er her vi så at sige elsker og mødes med livet.

I mavens princip, oplever vi os selv organisk forbundet med alt liv, vi føler vores autonome individualitet, og vi føler livet som en organisk ting. Det hele føles meget saftigt, levende og virkeligt. Livet føles og opleves som noget håndgribeligt, dybt og ægte. Og man føler sig her rodfæstet i selve eksistensen, som en ”fysisk” ting.

Disse tre principper er naturligvis ét. Men de tre områder af ens personlige opvågning er ikke altid lige aktive. Det er forskelligt fra menneske til menneske.

Dette kan gøre at vi opfatter virkeligheden meget forskelligt…

Men dette ulige forhold imellem de tre principper betyder ikke at man mangler nogen grim skæbne eller man er mindre udviklet end andre, det kan det selvfølgelig godt være tilfældet, men det er sjældent tilfældet for nutidens søgende mennesker. Men oftest betyder det at man mangler at kultivere eller opdage et område i sig selv der ligger og snorker. Måden hvorpå vi vækker disse områder og talenter er selvfølgelig ved vedholdende at forsøge at leve efter vores bedste evne og højest tilgængelige viden.

Jeg kæmpe selv ekstremt meget i mit daglige liv for at få det praktiske til at mødes med det teoretiske. Men jeg syntes at jeg i min 2 skridt frem og 1½ tilbage manøvre, klare mig ok, og at jeg oplever at livet hele tiden forbedre sig igennem mig. Men det der er forskellen på mig og én som tror, er at dem som virkeligt tror ikke har tvivl, men at vi begge er overbevidste om at der er en mening med livet. I det at jeg ikke kan tro, og idet at jeg ikke er sikker i min sag, gør at jeg ikke manifestere en tro på noget, men en tillid til livet.

jc

Hej Jacob min tænksomme ven ,
Jeg kan jo ikke vide hvordan andre har det med at være overbevist men for mit eget vedkommende kan jeg kun sige at når jeg overvejer de andre muligheder , altså at det er slut når man dør , eller at religionerne taler sandt syntes jeg at det bliver nemmere , fordi , for at tage den første overvejelse at det er slut når vi dør skal man tænke på at vi ved at alt er energi , dette gælder i høj grad også det metafysiske , og energi forsvinder ikke men bliver transformeret , så spørgsmålet er vel ikke om vi er efter døden men mere hvad vi er . Med hensyn til religionen kender du min holdning , jeg vil stadig påstå at religiøse mennesker er ignoranter .
Så jeg har vel bare brugt udelukkelsesmetoden .
Kærlige hilsner Denis.

Hej igen igen Jacob , ovenstående var den korte udgave , man skal jo også tage i betragtning , alle de informationer vi får fra den videnskablige verden , her tænker jeg atter på de implikationer kvantefysikken indebær.
Jeg har en ide om at jo mere information man tilegner sig fra fysikkens verden des bedre , fordi man kan bruge det til at bekræfte , eller i hvert fald at det ikke modsiger Martinus` analyser og det mener jeg personligt er en væsentlig faktor i en overordnet forståelse af universet .
I øvrigt må ens alder jo også have en betydning , jo ældre man er skulle give visse fordele da man i sagens natur i hvert fald burde have fået flere erfaringer ( dette er så nødvendigvis ikke altid tilfældet , desværre ) men tiden burde arbejde til ens fordel i al almindelighed .
I stedet for at bruge megen energi på at overbevise sig selv om at Martinus har ret i sine udtalelser , kan man bruge en del energi på at efterprøve de eksisterende teorier for at se om de holder , hvis eller rettere når man så som jeg kommer til den konklusion at de ikke holder bliver det nemmere at forholde sig til Martinus som værende den ende man vil trække på .
Det kan godt være at jeg ikke er særligt begavet men for mig er der absolut ingen vaklen i geledderne , for mig er Martinus en daglig virkelighed , og tro mig , i starten havde jeg da tvivl men den er ganske langsomt forduftet i takt med at jeg har fået flere erfaringer , mere viden samt et par åndelige oplevelser som i sig selv havde været rigeligt . Så det eneste " råd " jeg kan give dig er at akkumulere mere viden som er relaterer til emnet , forholde sig kritisk til det og se om det passer ind i din forståelse af universet .
Med universel kærlighed , din ven Denis.

Hej Denhou,

Tak for dine gode bemærkninger. Jeg følger dig langt hen ad vejen.
Forstå mig ret, jeg er som sådan ikke i tvivl. Den tvivl jeg taler om er en sund tvivl.

Og forstå mig ret dette er ikke rettet imod din udtalelse om at du ikke er i tvivl. Jeg er selv heller ikke i tvivl. Denne tvivl kan måske bedre beskrives som en indstilling end en form for forvirring eller uvidenhed.

Da jeg var 17 udformede jeg det evige verdensbillede i en åndsvidenskabelig teori der hed tre-punkt-teorien som svare til X analyserne. Og det var første gang at jeg oplevede at livet var evigt og siden har jeg ikke været i tvivl om de generelle aspekter af sandhedens natur. Jeg så at dette øjeblik rummer alt hvad der nogensinde har eksisteret og alt hvad der nogensinde vil komme til at eksistere.

Den tvivl jeg snakker om kan kun svært beskrives. Det er en slags usikkerhed, som jeg mener er sund og god, og som jeg mener holder ved helt op til udløsningen af den kosmiske bevidsthed. Og som rent faktisk er en del af billetten til kosmisk bevidsthed.

For efter min mening så ved man ikke hvad absolut sandhed er før at man har fuldt ud kosmisk bevidsthed.

Og for udløsningen af kosmisk bevidsthed, så kræver det at individet er absolut ærligt overfor hvad det ved og ikke ved. At det er ærligt i hver eneste atom, celle og molekyle i sin krop.

Det betyder ikke at individidet ikke føler og fornemmer sig 99,99999999999999999999,9999999,99999.. procent sikker på det evige verdens billede og de forskellige aspekter vedrørende sandhedens natur. Det lever som om at det er 100 procent sikkert, fordi at det mærker det i sind, krop og sjæl at sådan er det. Men det er dog stadigvæk ikke ved absolut selvsyn.

Men hvis at individet er absolut ærligt må det jo indrømme at det ikke har absolut selvsyn. Jeg tror ikke at kosmisk bevidsthed kan udløses, før at individet, erkender på trods af sin 100 procents tillid til det evige verdensbillede, at det i absolut forstand ikke ser det helt af sig selv.

Hvis individet tror at det oplever virkeligheden ved 100 procents absolut selvsyn, så er det jo i konflikt med virkeligheden, da virkeligheden eller sandheden ikke kan opleves før at den kosmiske bevidsthed er absolut permanent.

Den kosmiske bevidsthed kan kun udløses i et absolut ærligt individ der kan indrømme sin egne mangler. Underligt nok er nøglen til absolut sikkerhed, absolut usikkerhed.

Og en person der endnu ikke har permanent kosmisk bevidsthed, kan ikke være absolut sikker i sin sag, uanset hvor mange glimt vedkommende har haft.

For at individide kan blive absolut modtagelig for kosmisk bevidsthed, bliver det nød til at erkende, acceptere, forstå og se sin egen absolutte uformuenhed og uvidenhed.

At kende sandheden med 99,99999999,999 procent sikkerhed, er absolut uvidenhed.
Men det er en absolut uvidenhed der kan leves med i absolut 100 procents tillid til den absolutte viden og sandhed.

Men hvis at individet dybeset set ikke 100 procent indviet, men kun 99,999999999 procent, da er individidet stadigvæk "ikke vidende" hvad angår selvsyn.

Det er klart at det med sin overbevisning, følelser og fornemmelser skal leve i kontakt med virkeligheden. Så tilliden skal jo være absolut. Men efter min mening kommer den kosmiske bevidsthed og den absolutte sikkerhed, ikke før at man har levet i absolut uvidenhed og absolut tillid.

At leve i absolut tillid, betyder jo at blot at man at man kender og lever sandheden i sin krop, sind, sjæl og hjerte, men at den ikke er blevet herliggjort eller konfirmeret.

Først når at aspiranten er blevet "konfirmeret" kan den absolutte tillid, blive til absolut viden.

Man kan sige det sådan her.. Metaforisk sagt.

Aspiranten,

Kan: høre, mærke, smage, og dufte sandheden. Men det kan endnu ikke se den.

Synet kommer når individet er absolut ærligt overfor sin egen uformuenhed og når at det lever sandheden i absolut tillid, men uden absolut viden.

Kærlig hilsen
Jacob