Hej Avatar
Dette eksempel er jo en fast talemåde, derfor forskellen. Det er korrekt, at "mind" også kan oversættes til "forstand" - men det er jo ikke så mærkelig, for det betyder "sind" også ifølge en dansk ordbog...
Venlig hilsen
Petersh
Hej Petersh.
Jo, og netop derfor sætter jeg ordet mind i klammer, så man forstår at det kan have flere betydninger.
Men det vigtige er jo om man forstår hvad jeg gerne vil udtrykke, så er det med hvilke ord der bruges jo mindre væsentligt. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar
Det, jeg prøver at sige, er egentlig bare, at man som dansker ofte risikerer at tillægge ord fra andre sprog nogle mere "eksotiske" betydninger, end de på originalsproget er udtryk for.
Selv er jeg også ret vil med ""... Og det får mig til at tænke på historien om herremanden, der til en fin middag sagde til sin smukke bordddame: "De er en gås i herreøjne", hvortil hun svarede: "Og De er en "herre" i gåseøjne"...
Venlig hilsen
Petersh
Hej Petersh.
Jo, det er helt rigtigt at vi (som danskere eller andet) let kommer til at nisforstå hinanden, via den "kontekst" vi selv sætter et givent ord ind i, og det er nok svært at undgå.
Jeg skulle nok blot have brugt ordet forstand, men jeg havde jo nævnt at det nok var det mest sammenlignelige danske ord for den betydning af ordet mind jeg brugte, så jeg valgte den lette løsning, altså fortsat at bruge ordet mind i resten af mit indlæg.
Ordet "mind" kan jo have mange betydninger, f.eks kan det betyde :"Pas dig selv", hvis man siger "mind your own buisness", så ligesom mange danske ord, har dette ord flere betydninger.
I kontekst med Ian`s foredrag omkring Mayaernes kalender og deres "teorier" ,så var det dog mest nærliggende for mig at bruge det samme ord, så de som har haft lyst til at sætte sig ind i den "kontekst" ordet blev brugt i, i Ian`s foredrag, kunne relaterer til hvad jeg ville udtrykke.
Iøvrigt morsomt "svar på tiltale" du giver eksempel på.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Dyrene udvikles gennem lidelser. De lider når de slagtes. At spise køt bidrager vel på den måde til deres udvikling? Er det mer udviklende for alle hvis man spiser køt end kun spiser vegetarisk, hvis man lider mindre som ikke-køtspiser? Måske man begynder og lide på et højere niveau som vetarianer, mer psykisk end fysisk. Er det nogen som kan verifiere det? Jeg kan det, til dels...
Jeg synes jeg generelt er begyndt at lide mindre efter jeg er blevet vegetar.
Med kærlighed
Lars
Så den anden dag et program om hundeopdragelse og der sagde de at hunde har det bedst når de kender deres plads i hierakiet. De har faktisk behov for en "flok-leder" for at være "glade".
Dette er jo meget gældende i dyreriget og det må derfor være C-viden for de fleste af os mennesker.
I relation til denne tråd synes jeg det forklarer, hvorfor så mange mennesker har det bedst med at tro (eller ikke tro) det samme som "de andre" og hvorfor de fleste har behov for at se de samme TV programmer, nyheder, have lignende uddannelser, tro på de "kloge", følge de politiske og andre ledere osv. osv.
C-viden er jo ikke noget der ændrer sig fra dag til dag. Som Martinus beskriver starter al viden jo som en anelse i det fjerne og ligesom vi på det fysiske plan kan se ting tydeligere når vi kommer tættere og tættere på, så forholder det sig på samme måde for viden.
Med kærlighed
Lars
Hej Alle.
Jeg ved godt at Martinus har den opfattelse og at mange andre af jer også giver udtryk for den opfattelse, at dyrene udvikles gennen lidelserne, og at det gør vi mennesker også, men virkeligheden viser jo noget andet, og måske er det som Lars1 er inde på, vore repetitioner af den viden der "serveres" for os, der gør os ude af stand til at se den virkelige sandhed. 
Tænk at det kan "vendes" så modsat,. at man kan mene at vi gør dyrene en "tjeneste" i deres udvikling, ved at spise dem, fordi de "behøver" en sådan lidelse. ???
Personligt mener jeg slet ikke at vi udelukkende kan udvikles via selvoplevede følelser og lidelser, enhver kan sætte sig ind i en lidelse, hvis de blot har oplevet smerten en gang, så det er ikke nødvendigt at have brækket et ben selv, før man kan lide med en der har et brækket ben, man kan måske have brækket en arm erller blot en finger, så kender man til den form for smerte, og sådan er det også med alt andet, har man sultet blot en enkelt gang, så genkender man sultens lidelser, når man ser andre sulte, uanset i hvilket "omfang".
Jeg ser derimoid (IRL) utallige eksempler på udviklinger der sker via motivation og vejledning, vi taler i samfundet i nuet meget om at sætte "straffene" op (som vanligt) så de der ier "kriminelle" kan få yderligere lidelser der kan "presse" dem væk fra kriminalitet ( så de bliver mætte af konsekvenserne), men det virker kun modsat, derimod er resocialisering et effektivt redskab, og det handler jo ikke det mindste om at udsætte de pågældende for endnu mere lidelse, tværtimod.
I dyreverdenen er det ligeså, min hund ændrer ikke adfærd hvis jeg straffer den med lidelser, når jeg vil "opdrage" på den, men den ændrer let adfærd når jeg motiverer den med godbidder eller kærlige ord.
Jesus kom heller ikke til denne jord med våben og med strenge ord, som kunne skabe den lidelse der (i Martinusses øjne) skulle til for at vi kunne blive "mætte" og ændre adfærd, nej han kom med tilgivelse og vejledning, og det var det der havde effekt i positiv retning.
Det er tydeligt i alle de sammenhænge hvor vi gør vilde dyr tamme, at dyrene langt foretrækker at få maden serveret og måske at lære nogle menneskelige egenskaber, (som kunst/maling, som elefanter og gorillaer jo sagtens kan lære), i stedet for at forblive vilde og selv at skulle skaffe sig føden ved at slå andre væsener ihjel, så det med at det er af "lyst" til at dræbe, det tror jeg ikke det mindste på, det er kun af nødvendighed, dyrene dræber, de kan jo ikke overleve på anden måde, hvis ikke vi mennesker giver dem en anden mulighed.
Lidelserne forsvinder ikke i det åndelige rige, men de er der en følge af den medlidenhed vi har udviklet, så det at vi udvikler os væk fra at "nænne" at gøre andre ondt og at udsætte andre for lidelser, det medfører også at vi selv lider ved blot at se/opleve at andre udsættes for lidelser.
Derfor bringer nogle højt udviklede væsener det offer, selv at inkarnere (selvom de ikke behøver dette), for at lindre de lidelser de er vidne til sker hos os, for de lider selv (psykiskt) ved at være tilskuere til vore lidelser.
Sådan vil vi også selv fortsat lide, når vi er fri af inkarnationerne i denne fysiske materie, men stadigvæk har indsigt i hvad der sker for alle de som endnu ikke er fri af at inkarnere, og vi begynder jo allerede at udvikle sådanne "tendenser", idet vi jo sagtens kan lide med dyr, selv fluer eller andet småkravl, når vi ser hvad der sker for disse, på deres udviklingstrin, og det er slet ikke en betingelse for at man lider med en flue der er fanget i et edderkoppespind, at man selv har været en flue fanget i et edderkoppespind, betingelsen er alene at ens forestillingsevne er udviklet nok til at man kan forstå intellektuelt hvilken situation en sådan flue er i. :'(
Vi skal selvfølgeligt have oplevet smerter for at kunne "genkende" smerter hos andre og lide med dem, men vi behøver slet ikke at have oplevet helt samme form for smerter eller helt samme situation, for at føle med andre. og man kan derfor godt føle med andre, når man ser på tv hvad der sker i verden omkring os, og blive "mæt" af lidelser på den måde, men dog kun når man har opnået kendskab til hvad selve "lidelserne" er for et "begreb".
Personligt vil jeg hellere satse på motivation og vejledning, end brug af lidelser og "straffe" i forbindelse med at føre andre frem til en mere positiv udvikling, så det er for mig ikke gavnligt at tale om at lidelserne er den eneste vej frem i udvikling, det er blot "vanetænkning" skabt af det system og de "hypnotiske" virkninger dette system har indbygget, så på det område er jeg tilbøjelig til at være enig med Lars1 omkring at det meste af det vi "tror" på, er indoktrinerede "sandheder" skabt via gentagelser/repetioner, så på det punkt tror jeg ikke det gavner det mindste at holde fast i at Martinus jo siger, at lidelserne er den eneste vej frem.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hei Avatar
Jeg spør: hvis lidelsene ikke har en lærende effekt, hvorfor har vi da lidelser? Er ikke guddommen da en slem værelse som lar lidelsene fortsette?
Jeg er helt enig at dagens straffemetoder som brukes mot kriminelle, ikke er virkningsfulle. Martinus skriver en hel del om dette emne, og det kan være interessant at uddype mere i en egen tråd.
Jeg tror også på motivation og vejledning, og det samme gør Martinus. Han skriver mye om vejledning. Moral f.eks. utgør en begyndende vejledning.
Vejledning har en forutsetning: personen må kunne ta den imod. Det kræver at personen har erfaringer på forhånd. Vi kan vejlede en hund til å lære alleslags kunster, men ikke til å lære spansk. Vi kan i vår tid lære et menneske moralbegreper, men ikke absolutt uselvisk oppofrende kærlighet som medfører egne lidelser (gjelder de allerfleste mennesker).
Martinus skriver i LB7 2574: For at man kan forstå en teoretisk vejledning, kræves der altså, at man absolut i forvejen har erfaringer, med hvilke en vejledning udefra kan forbindes. Den fremmede vejledning og væsenets udviklingstrin må være så nært beslægtet, at der kan skabes kontakt imellem disse to foreteelser. I modsat fald bliver vejledningen utrolig eller opfattet som fantasi af eleven eller den, til hvem den er rettet. Den bliver således uden betydning.
Så vi må tilpasse vejledningen etter personen som skal få den, slik at mottagelighetens love blir fulgt.
Kærlig hilsen
Oscar
Hej Oscar.
Jeg et meget enig i det du skriver. Du er inde på kernen i al motivation for lærdom: Det skal ikke være for let, og heller ikke for svært. Den bedste lærer er den der kan sætte sig i elevens sted, og derefter give eleven de udfordringer, som er passende for dennes udvikling. Mon ikke de fleste har prøvet at have haft en meget dygtig lærer til at undervise sig i en eller anden ting - men selv om læreren var meget dygtig kunne han eller hun ikke "lære fra sig", simpelt hen fordi læreren ikke kunne sætte sig i elevens sted.
Hej Oscar.
Jo, det er rigtigt, mener jeg da også, at "basis" skal være til stede, så det at forstå hvad lidelser er, er en forudsætning for at kunne lære af teoretisk vej, så langt kan jeg sagtens godtage udlægningen af Martinus.
Men det opleves blot tit af mig, at nogle "forherliger" lidelsen som et "læreredskab", og som er en nødvendighed, og det er der jeg mener man overser nogle ting.
Når mennesker lider, som f.eks i krig eller under mangel på mad, så "forsvares" det jo tit med, at det SKAL de, for ingen kan udsættes for noget de ikke selv har sendt ud, og det de så får tilbage er kun gavnligt for dem selv.
Men for mig at se, så er langt de fleste lidelser på vores klode skabte af selviskhed og ligegyldighed med andre, det er ikke afrikanernes skyld at de ikke har nok mad, de er os i vesten der spiser deres mad, og det er ikke irakkerne og afghanerne der vil have krig, det er os i vesten der pådutter dem en krig.
Der er blot tale om at mennesker og alle andre væsener er nødt til at vælge mellem de muligheder de får stillet til rådighed, og når vi ( fra vestens side) skaber systemer der fratager den tredie verden deres muligheder for at skaffe føde nok (eksempelvist) så er det ikke en karma de fortjener, når de så sulter, men en lidelse vi har påført dem, for selv at kunne få overflod.
Da er det let at undskylde det hele med at de da må "fortjene" den situation de er i, og at vi da må "fortjene" den velfærd vi lever i, ellers var tingene jo ikke som de er (alt er jo såre godt), men for mig ser dette blot ud som en undskyldning, der skal tjene, dels til at vi kan hæve os selv op over disse andre, for vi fortjener jo den "lykke" vi får, den må vi jo selv have "sendt ud", og de andre fortjener jo de lidelser de har, dem har de jo også selv sendt ud, og derfor er der ingen grund til hverken at ændre på tingene, eller at føle "medlidenhed", ihvertfald ikke så megen medlidenhed, at det bliver ubehageligt for os selv at opleve.
At Guddommen er god er ikke det samme som at vi mennesker er gode, og at Guddommen har skabt nogle retfærdige og fornuftige livslove, er ikke ensbetydende med at vi mennesker ikke kan gå imod disse love og skabe uretfærdighed "an masse".
Hvis vi med vort intellekt kan forstå, at "forbrydere" ikke lærer via straffe og lidelser i f.eks fængsler eller via fysiske afstraffelser, hvordan skulle Gud så kunne overse, at alle væsener ikke lærer via selv at blive udsat for samme oplevelse, som de har sendt ud ?
Karmaen fremlægges jo netop som et læreredskab, der skal få os til at ændre adfærd via "straf" i form af at vi selv må lide det samme som vi lader andre lide, og det er jo direkte i modstrid med at man netop ikke skal reagere med "retfærdig harme" men vende den anden kind til og tilgive.
Så kan man måske nok sige, at vi ikke skal reagere med samme reaktion som den aktion vi udsættes for, da det er ugavnligt og ukærligt, men hvis Guddommen selv gør dette, via karmaloven, er det vel lige så ugavnligt og ukærligt, ikke?
Jeg tror da på karmaloven, men i mine øjne er alt der sker ikke karma, idet karma for mig kun forefindes 100% der hvor den frie vilje er til stede, men når man "isoleres" af andre i en situation hvor man ikke har en fri vilje, hvilket vil sige hvor man ikke har alle muligheder at vælge imellem, så er karmaen ikke gældende i samme omfang, og som jeg oplever det, er de fleste mennesker på denne klode netop sat i en sådan "ufri" situation, via de systemer og retningslinier et fåtal af menneskene har sammensat og presset ned over vore hoveder.
Vi bliver fra barnsben hjernevasket og systematisk hypnotiserede (via uddannelsessystemerne og opdragelsesmetoderne) til at tro på det vore "autoriteter" vil have os til at tro er rigtrigt, og med tiden holder vi helt op med at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af det vi har lært.
Og kan nogen servere lidelserne på et "sølvfad" for os, så de ser ud som dejlig spise, fremfor som det de reelt er, så tager vi gerne imod, da vi så ikke længere oplever personligt at lidelser er noget negativt.
At Gud giver os en fri vilje er kærligt, men det er ikke ensbetydende med at det så også er Gud der har skabt lidelserne, der følger med, når vi bruger vore frie viljer forkert, og skaber lidelser for andre, for da er det OS der skaber lidelserne og ikke Gud der har skabt disse (for at lære os noget).
Så det at vi har fået en fri vilje stillet til rådighed af Gud, er da kærligt nok, og det medfører jo så også at Gud må tillade lidelserne at være til, når vi bruger denne frie vilje forkert overfor hinanden, men det er slet ikke analogt med at det også derfor må være Gud selv der har skabt vore lidelser med et bestemt formål, eller på et kærligt grundlag, den konklusion laver vi blot selv, for at retfærdiggøre alt der sker, som værende "såre godt" (mener jeg).
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Jeg mener, at enten har Gud skabt det hele, eller også så har han ikke skabt noget af det. Jeg mener ikke, at man kan skille noget ud og så sige, at det er noget vi og ikke Gud er ansvarlige for. Hvis vi og ikke Gud er ansvarlige for lidelserne, så må det også være os og ikke Gud der er ansvarlige for velbehaget.
Hej Avatar.
Så er vi igen (i dit indlæg) tilbage ved tilfældighed og uskyldige ofre.
Karmaloven, syndernes forladelse og loven for tiltrækning og frastødning er ikke
almengældende.
Sukker er ikke altid sødt men nogen gange salt.
Retfærdighed og orden erstattes med uretfærdighed og kaos.
Nogen mennesker er uskyldige ofre for andres luner.
(Afrikanerne, Irakerne og Afganerne er ofre for de "onde" vesterlændinge
der spiser deres mad og pådutter dem krige. Verden ville være et fredeligt
sted, hvor alle havde nok at spise og delte ligeligt med hinanden, hvis det
ikke var for dem.)
Alt er aldeles ikke "såre godt", men snarere "såre skidt".
Gud skabte verden og overlod den til sig selv.
Kaos, tilfældighed og uskyldige ofre hersker i verden og skyldes menneskenes
"frie vilje" til at gå imod Gud. Det er derfor ikke Guds skyld men menneskenes.
Derfor er der rigtig store muligheder for at det kan gå rigtig galt. Hvis vi ikke
skynder os at vågne op så ender det med, at vi udsletter os selv og planeten
Jorden med. 😮 Den ufærdige uvidende menneskehed har alene magten, ja endog
kun de få "onde" rige vesterlændinge. 😮
Gud fratages sit "almægtige, alvise og alkærlige" væsen.
Denne teori minder lidt om, at sætte en 3-årig ind på forsædet af en bil, give han nøglerne
og sende ham ud på motorvejen. 😮 Men som voksne mennesker ved vi heldigvis
bedre end som så.
Kærlig hilsen Ejby
Og kan nogen servere lidelserne på et "sølvfad" for os, så de ser ud som dejlig spise, fremfor som det de reelt er, så tager vi gerne imod, da vi så ikke længere oplever personligt at lidelser er noget negativt.
At Gud giver os en fri vilje er kærligt, men det er ikke ensbetydende med at det så også er Gud der har skabt lidelserne, der følger med, når vi bruger vore frie viljer forkert, og skaber lidelser for andre, for da er det OS der skaber lidelserne og ikke Gud der har skabt disse (for at lære os noget).
Hej Avatar
Sådan som jeg ser det så har vi i Vesten meget karma til gode som følge af alle de ulykkeligheder vi er med til at skabe, hvad enten vi gør dette bevidst eller ubevidst og uanset om vi gør det af grådighed, ligegyldighed eller uvidenhed.
Karmaloven er ikke en straf men en læreproces der garanterer at vi alle får lært det vi skal lære.
Hvis vi i Vesten har bildt os ind at vi er bedre mennesker og at vi fortjener at have det bedre end andre pga en højere udvikling og de kærlige ting vi har gjort i tidligere liv, så betyder det blot at vi har meget vi skal have lært. Den krise vi nu er i begyndelsen af er et godt eksempel på at karmaloven er 100% retfærdig. Mange vil miste alt hvad de ejer og sikkert få problemer med at skaffe den nødvendige føde til deres familier, hvilket jo er meget lig det vi har været med til at gøre ved andre gennem tiden.
Heruover er der alle problemerne med stress og andre psykiske lidelser i den vestlige verden for ikke at nævne fedme, kræft og en række andre fysiske lidelser. Nej den vestlige verden har meget karma til gode og har meget at lære og heldigvis er det hele indrettet så vidunderligt at vi netop får lov til at gennemleve de oplevelser, der skal til for at vi kan finde ud af hvordan vi bedst optræder som alkærlige væsener.
Med kærlighed
Lars
Hej Svend.
Jo, Gud har da skabt alt , men indbefattet i denne skabelse er også vore frie viljer, og når den frie vilje bruges forkert, er det da ikke Gud der har skabt den lidelse der fremkommer, men mennesket selv.
Som jeg nævnte, så er den frie vilje som Gud kærligt har givet os, ledsaget af muligheden for at gå imod livslovene, men gør vi det, er ansvaret vort eget og ikke Guds.
Gud kan netop ikke give os en fri vilje, hvis ikke der også medfølger et personligt ansvar for os selv omkring forvaltningen af denne frie vilje.(selv Gud kan ikke blæse og have mel i munden på en gang)
Låner du af næstekærlighed din bil til din nabo, og han vælger at drikke sig fuld og trafikdræbe andre med din bil efterfølgende, så er det jo heller ikke dit ansvar, fordi du har skabt muligheden for ham til at gøre dette, ved at låne ham din bil, (mens han var ædru), ansvaret er din nabo, i kraft af den måde han "forvalter" din bil på, mens han har ansvaret for den.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Ejby.
Jeg er ked af at mine udsagn altid lader til at "ryste" dig i din opbyggede "tryghed" omkring at alt er såre godt, og intet kan gå galt, men vågner du ikke lidt op så ser du slet ikke dine fejlvurderinger, (som jeg mener du har).
Hvis du kan svare mig på følgende på en logisk måde, så kan det jo være jeg selv vågner lidt op.
Det siges, og fremhæves endda meget i Martinusses materiale, at Gud siger "Lad os skabe et menneske i vort billede, efter vor lignelse. (taget fra biblen).
Martinus siger at vi skal komme til at ligne Gud selv, det er Guds hensigt med os, og i det ligger også, at vi skal udvikle os til at være til gavn, glæde og velsignelse for alle levende væsener omkring os.
Det forklares også at måden vi udviser en sådan næstekærlighed på, er ved at tilgive, at vende den anden kind til, og ved kun at gøre gode ting mod vore næster, altså at hjælpe og støtte og passe på hinanden, og give glæde til hinanden, ned til mindste detalje, selv includerende vore mikrobasser.
Men den Gud vi skulle komme til at ligne , gør selv det modsatte. ???
Karmaloven indeholder ingen form for tilgivelse, der føres nøje regnskab med alt vi udsender, og selv det vi ikke har brug for at "lære" af i nuet, gemmes til senere kredsløb, for der skal jo være "retfærdighed" til i Guds øjne ???
Men vi skal tilgive og glemme, og da slet ikke holde noget "regnskab" med hvad vore næster gør imod os.
At være til gavn glæde og velsignelse, indebærer når der er tale om Gud selv, at han lader os lide de mest frygtelige ting, mord, voldtægt, levende begravelse eller bålbrænding, og meget andet, alt imens han blot velsigner os med "lærdomme", men Gud undskyldes jo (af Martinus) med at alt Gud gør er til vort eget bedste???, underligt at vi, når vi gør det samme mod hinanden, ikke er til gavn glæde eller velsignelse for hinanden, men at vi i stedet får helt andre handlinger præsenteret, som værende hvad vi skal gøre, for at være næstekærlige, end dem Gud selv gør, vi skal jo komme til at ligne ham, ikke ???
Hvis du kan give mig et fornuftigt svar på, hvorfor en mor på 29 år og hendes dreng på 8 år og datter på 2 år, skulle køres ihjel af en spritbillist, her ikkie langt fra min bolig, i fredags, og forrklare hvad i alverden disse (specielt børnene) skulle kunne lære af en sådan hændelse, som kunne give dem udvikling og et bedre liv i fremtiden, så vil jeg gerne høre en sådan forklaring, men ellers mener jeg stadigvæk at den opfattelse du har, blot er den der "kildrer" dine ører, og som giver dig ( i mine øjne ) en falsk tryghed, som du åbenbart har behov for at have i nuet.
Svar der omhandler at det ved ingen jo, men at det blot er sådan og at der er en kærlig hensigt med dette fra Guds side, det siger "gud" jo selv, kan jeg altså ikke bruge til noget fornuftigt, desværre har jeg noget mere svært ved at bilde mig selv ting ind, end nogle andre måske har, og hvad angår sjælefred heller ikke det behov at skulle gøre det.
Tilfældighed og uskyldige ofre er der masser af, men det ændrer ikke ved at Guddommen til enhver tid kan rette op på de fejl vi begår mod hinanden, så en "balance" opretholdes, og den konklusion ser jeg passer meget bedre med virkeligheden, end en påstand om at intet er tilfældigt, uretfærdigt eller ukærligt, så ingen (trods deres frie vilje) kan gøre noget forkert overhovedet mod hinanden.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Personligt mener jeg ikke, at man kan bruge den frie vilje "forkert". Det der er rigtigt set fra et synspunkt er forkert set fra et andet, og derfor må det være en lokal analyse, hvis man anser noget for at være "forkert". Ethvert væsen gør det som det føler er det rigtige i enhver situation, at bedømme en handling som "forkert" antyder, at den der dømmer ser tingene fra et andet udsigtspunkt. Urbegæret stræber kun efter oplevelse, ikke efter "rigtigt" og "forkert", at noget er rigtigt eller forkert er noget som hvert levende væsen må føle med sig selv. Først når man selv føler, at noget er forkert at gøre for en selv, vil man stoppe med det - uanset hvad andre siger eller gør.
Jeg står måske lidt alene med det synspunkt, at det "at handle mod livslovene" også er en en lokal analyse. Hvis Gud har givet os en fri vilje, kan det umuligt være imod livslovene, at vi bruger denne fri vilje til at gøre det vi selv finder er det rigtige. Andre Martinus-interesserede kan måske her have en anden udlægning af tingene, men jeg finder det ikke muligt at "handle imod livslovene". Livslovene er defineret af Gud, hvem skulle ellers definere dem, og vi kan i sidste instans ikke handle mod Guds vilje, og derfor kan vi ikke handle imod livslovene.
"Evige" sandheder som for eksempel "Du skal tilgive din næste" osv. er heller ikke mere evige, end at det er op til enhver selv at føle, om det er det rigtige at gøre.
Hej Avatar
Er Ejby rystet? Jeg tror såmænd bare, hun ryster på hovedet...
Venlig hilsen
Petersh
Vi lever midt i dommedagens ragnarok. Bare se rundt oss - det er så mye forferdelige lidelser. Å påstå at helvete er etter døden er å stikke hodet i sanden, vi har det her hos oss. Leste i dag i Aftenposten at man i Tanzania og deromkring jakter på albinos og dreper dem fordi folk i deres overtro mener at kroppsdeler fra albinos gir lykke. Kan det bli verre? Er ikke det toppen av cynisme og blodtørstighed? Det er hjerteskærende.
Vi er på vej fra mørkets periode til lysets periode - selv om det ikke alltid ser slik ut. Vi er på vej fra et samfund basert på det dræpende principp til et fremtidens samfund basert på allkærlighetens prinsipp. Det virker som en utopi at vår samfundsorden en dag skal baseres på allopofrende kærlighed, selv for oss i Norden, som tross alt er ganske forskånet fra de verste etterdønninger av mørkets epoke. Men mørket har fortsatt et godt grep om jordmenneskene.
Mørket har sin funktion. Uten mørke kan vi ikke oppleve lyset.
Lidelse har sin funktion. Uten lidelse kan vi ikke oppleve (føle) kærligheden.
Vi kan velge bort lidelsene, men da velger vi også bort kærligheden.
Kontrastprinsippet gæller. Det er en av grundlovene i universet. Uten kontrastprinsippet kan vi bare slukke lyset og gå hjem. Uten kontrastprinsippet er det ingen opplevelser av livet.
Dermed er det innlysende at lidelsene har sin funktion. Det som er vanskelig at begripe, er ikke at det trenges lidelser. Hvis bare alle mennesker måtte lide like meget til enhver tid, hadde dette spørgsmål ikke kommet opp. Det som er svært at begripe er at noen mennesker må lide så ufattelig meget mens andre mennesker lever i et tilsynelatende paradis. Det er vanskelig at begripe.
Det er lett at tænke at noen mennesker lider mer end andre. Slik er det ikke. Vi må alle sammen genom de samme lidelser. Måske har vi vært i lidelsene, måske får vi dem siden. Vi skal genom det. For å forså det må vi se de store linjene. Fra mørkets epoke hvor vi øvet oss i å bli fullkommengjord i det drepende prinsipp, i å utøve vold og overgrep. Det som fikk oss til å komme bort fra utøvelse av det drepende prinsipp og mørket, er just lidelsene. Vi ble selv offer, dermed fikk vi medfølelse med våre offer. Kærlighedens kime ble vekket.
Hvordan skal vi da se på andre menneskers lidelser i vår tid?
Hvis jeg tror at jeg kan bedømme andre menneksers lidelser og tro at jeg har kommet lenger end dem i utviklingen, derfor må de fortsatt lide og jeg slipper, har jeg misforstått. Da er nok min følelsesevne ikke godt nok utviklet. Hensikten med vår utvikling er at følelsesevnen skal utvikles slik at vi selv heller tar på oss andres lidelse, end å se dem lide.
Våres følelsesevne vokser helt automatisk i takt med at vi opplever lidelser. Det er dette som blir til allkærligheten. Det er denne følelsesevne som forårsaker at man ikke lenger nænner at gøre ont. Man vil heller selv lide, end at andre skal lide. Litt av en oppgave vi har fået!
Men for mig at se, så er langt de fleste lidelser på vores klode skabte af selviskhed og ligegyldighed med andre, det er ikke afrikanernes skyld at de ikke har nok mad, de er os i vesten der spiser deres mad, og det er ikke irakkerne og afghanerne der vil have krig, det er os i vesten der pådutter dem en krig.
Hej Avatar
Det du skriver ovenstående er helt på linie med Martinus og Martinus forsvarer ikke dette på anden måde end han forsvarer en løve der dræber og spiser et bytte.
De lidelser du beskriver forklarer Martinus som det dyriske i menneskeheden og efterhånden som vores medfølelse udvikles, udvikles også vores ønske om hellere selv at lide end at se andre lide og dermed bliver vi udviklet til "Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse".
Dette er nok det vigtigste budskab i hele kosmologien og Martinus udtrykker hermed ubegrænset medfølelse for sin næste - som jeg ser det meget tæt på det du mener
Med kærlighed
Lars
Skriv et svar
