Til Steen2!

Her kommer du ind på en af mine ynglingsområder, og det det er i virkeligheden lettere at svare på, end man skulle tro, selv om det ikke altid er lige let, at skrive det ned med ord.

Hvor mærkeligt det end lyder, skal Guddommen også hele tiden have fornyet sin bevidsthed. Da Guddommen udgør ALT HVAD DER EKSISTERE, ser vi her, at det Gud oplever, jo må være betinget af hvert eneste væsens oplevelser. Men da hvert eneste væsen er på en evig kosmisk rejse, og bevæger sig fra lavere spiralkredsløb til højere spiralkredsløb, og for hvert spiralkredsløb et væsen gennemløber, har det fået opbygget helt nye sansemetoder og gjort sig nye typer erfaringer end det havde i forhold til alle sine tidlige spiralkredsløb, bliver alle disse nye sansemetoder og erfaringer også til Guds nye sansemetoder og erfaringer.

Alle væsener, der i dette øjeblik, befinder sig i den ”guddommelige verden”, må jo udgøre den ypperste viden, der findes, og dermed bliver de også til Guds ypperste viden. Gud kan altså ikke gå uden om disse væsener og hente end endnu højere viden; sådanne verdener findes slet ikke. Hvis sådanne verdener skulle findes, var den guddommelige verden jo ikke den verden, der besad den ”højeste viden”, men fra Martinus analyser og symboler, kan vi se at ”den guddommelige verden” er udviklingens højdepunkt. 

Men hvorfor skal Gud have forny sin bevidsthed? – Ganske enkelt fordi de væsener, der befinder sig i ”den guddommelige verden” før eller siden bliver trætte af, at være der. På et eller andet tidspunkt bliver der brug for en så stor forandring, at de en for en forlader ”Faderens gård” og rejser ind i en ny udviklingsspiral, vel at mærke en helt ny udviklingsspiral, som aldrig før har været afprøvet.

Vi tænker måske ikke over det til daglig, men bevidstheds er noget, der hele tiden må skabes, og hvis vi forstillede os, at vi stoppede vores tanker i længere tid, vil vores blod ikke få tilført livskraft og vi ville dø til sidst. Vi må altså hele tiden tænke tanker, for at kunne eksistere. På samme måde er det i ”Guds primære zone”. De væsener, der befinder sig i de højeste verdener, skal også bruge deres tanker hele tiden, men på et eller andet tidspunkt, må der ske en forandring, der bliver brug for en hvileperiode og det er her at væsenet falder i dyb ”søvn”, det er her væsenet trækker ind i sig selv og tænker tilbage på forsvundne tider, fra dengang det var i de ”mørke” fysiske verdener, men her som "guldkopier".

Gud får altså udskiftet sin bevidsthed ved, at der hele tiden er nogen, der forlader den ”guddommelige verden” og nye kommer til den ” guddommelige verden” med helt nye typer oplevelser, som ”de gamle” ikke havde med sig. Så for hvert nyt spiralkredsløb, der skabes, skabes der også nye bevidsthedsformer og oplevelser, som aldrig tidlige har været afprøvet. For en ordens skyld, skal jeg nævne, at det gælder også for ”visdomsriget” og ”det rigtige menneskerige”, altså hele Guds primære zone, der bliver udskiftet.

Men er det ikke på samme måde, vi andre får brug for forandring på? – Har man set sin ynglingsfilm 10 eller 20 gange, så er der ligesom ikke mere at hente i den film og så ønske man at se en hel ny type film med helt andre begivenheder, end der var i den gamle film. På samme måde har Gud også brug for fornyelse, og det gøres på den måde, at bruge de gamle erfaringer og viden, til at bygge helt nye spiralkredsløb på, med helt nye uafprøvede muligheder og på denne måde vil Guddommen selv og gudesønnerne aldrig komme til at kede sig. Selv om Guddommen er alvidende, vil Guddommen komme til at kede sig ihjel til sidst, hvis der ikke kunne skabes noget nyt, i helt nye spiralkredsløb. Dette nye viser sig altid, at være meget skønnere end de foregående spiralkredsløb.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hummm spænnende og ret nyt for  mig 
Så Guddommen kan blive klogere og er ikke altvidende ?
Dem som har en "Tro" , tror noget andet 

steen2 wrote:

Hummm spænnende og ret nyt for  mig 
Så Guddommen kan blive klogere og er ikke altvidende ?
Dem som har en "Tro" , tror noget andet 

Tak for din hurtige kommentar! 

Det er en misforståelse at sige, at Gud ikke er alvidende. Gud er alvidende på den måde, at alt hvad der har været skabt i fortiden og til det, der eksistere i dag, er Gud alvidende på; men Gud ved ikke helt præcist, hvor skønne og vidunderlige de nye spiralkredsløb vil blive i fremtiden, men Gud ved, at de altid bliver meget skønnere og smukkere end de gamle var.

For at give et eks. på noget, vi måske bedre kan forholde os til, er det udviklingen af vores computere. De første computere var meget primitive i forhold til dem vi har i dag, men vi ved også, at dem der vil komme på markedet om 50 år vil være nutidens computere meget overlegne. Men grundprincipperne i databeregningerne vil sikkert ikke være meget anderledes om 50 år. Men de ville kunne meget mere; men vi ved ikke præcist, hvad de ville kunne til den tid; og på samme måde er det med Guds viden. X1 indeholder ALT, derfor er mulighederne utømmelige, og hvis Gud og os, havde oplevet ALT, hvad skulle vi da så opleve i fremtiden?     

[align=center]Medkærlig hilsen
Svend Erik[/align]

I de højeste riger har væsenerne sin største viden,

men hvis jeg skal forstå dine indlæg rigtigt, har de væsener der er i de højeste riger i deres spiralkredsløb- en større viden end væsenerne der befinder sig i de højeste riger på spiralkredsløbet under det andet  :

Til Johnny! 

Alle der har kosmisk bevidsthed, kan tune sig ind på de forskellige udviklingsspiraler, f.eks. fik Martinus lov til at se 12 udviklingsspiraler, der lå foran jordklodens udviklingstrin, så vidt jeg husker. Meningen med at skabe nye udviklingsspiraler, er jo at skabe helt nye oplevelsesmuligheder, som ikke tidligere har været afprøvet.

Måske kan jeg bedst forklare det ved, at en der bygger et nyt instrument, bruger al sin erfaring fra tidligere bygget instrumenter. Når det så er blevet bygget, og det er blevet afprøvet og spillet på det i meget lang tid, så kommer der et behov for at forbedre des klang eller egenskaber. For at kunne forbedre instrumentet, må byggemesteren bruge al den viden og erfaring vedkommende har. Samtidig skal han have en ide om, hvordan det kan forbedres i forhold til de gamle instrumenter, han tidligere havde bygget.

Han ved ikke helt præcist, hvordan det nye instrument kommer til at lyde, men han ved, at det bliver meget bedre end de gamle var. På samme måde er det for Guddommens vedkommen; men Gud ved, at de nye spiralkredsløb bliver meget mere forfinet i forhold det alle tidlige og nuværende spiraler, der findes.

For at det kan lade sig gøre, kræves der et samarbejde mellem væsener både fra de underliggende spiralkredsløb til de overliggende spiralkredsløb, for at kunne føre en sådan ny plan ud i livet. Det er ikke tilfældigt, at Martinus taler om ”Guds tegnestue”, det er her, at ideerne bliver til. Hvert spiralkredsløb, har jo deres egne personlige erfaringer fra netop deres spiralkredsløb; og ligesom der findes et udtal af spiralkredsløb i vores egen krop, samt mellemspiraler, kræver det et stort samarbejde, når nye spiralkredsløb skal bygges op.

Ligesom vi ikke kan have den samme erfaring som jordkloden måtte have, kan jordkloden heller ikke have den samme erfaring som mælkevejsystemet har osv. Det er på denne måde forskellen findes, men Guddommen er forbundet til samtlige spiraler og på denne måde er Gud alvidende inde for samtlige skabte spiralkredsløb.

Håber at dette indlæg kunne belyse lidt mere om dette emne.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik
   [/align]

Tak Svend 

En form for test labratorie , hvor vi alle er prøvekaniner ..

Kan han ikke bare tænke selv ?

Så  længe du tænker, så tænker Gud også! 

Man kan sige, at det er Guds evige eksperiment med sig selv og vel at mærke, evigt at kunne udforske de utømmelige muligheder, der ligger i X1. Både til glæde for gudesønnerne og Gud selv. Forestil dig, at vi evigt skulle være på denne jord og aldrig komme over i højere og endnu skønnere spiraler, så vil al ting til sidst gå i stå, ingen muligheder for fornyelse, ingen nye kontraster at kunne opleve. Forestil dig at Gud ikke måtte skabe nye spiralkredsløb, men måtte nøjes med det, der nu er, tror du ikke, at det til sidst vil blive kedeligt for samtlige levende væsener i Guds gigantiske univers(er)?

Takket være Guds evige eksperiment med sig selv, så er der ingen, der kommer til at kede sig…

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Jeg det her er virkelig et emne med kød på. Trods de dækkende svar vil jeg lige prøve at se på det på en helt anden måde.
Vi er her i et af de områder hvor vi adskiller os fra Guddommen.  Vi taler udvikling eller oplevelse, og dermed må man jo antage at man bliver en oplevelse rigere, men det er der nogle problemmer i for Guddommen. Hvis jeg skal redegøre for det direkte, bliver det en meget vag forklaring, så jeg vil istedet påstå at det forholder sig ligesom med karma, og det har M forklaret ganske fint. Som gudesønner kan vi bringe vores "karma konto" ud af ligevægt, for senere senere igen at få den i ligevægt når energiudladningen kommer retur, men for gudommens vedkommende skal der ALTID være ballance ellers bryder illusionen sammen. På samme måde med oplevelse/udvikling degenerere der til en hver tid præcis lige så meget som der udvikles, og på den måde sker der en evig fornyelse, men ingen tilvækst eller intet forfald.

Tak for din kommentar! 

Jeg vil svare dig op denne måde, at på den ene side, har Gud brug for at forny sine oplevelser og Gud kan ikke skabe nye oplevelser uden at gudesønner er med i processen; det er i høj grad til glæde for alle partnere, for det handler ganske enkelt om at tilføje nye oplevelser til alt det gamle. Vi ville f.eks. aldrig have været beboer på denne jordklode, hvis Gud ikke engang i fortiden, havde skabt vores nuværende univers for ca. 15 milliarder år siden. Og for det andet, hvis der kun var opbygget en vis antal spiraler, så vil de væsener, der var i den allerøverste spiral, der fandtes, ikke have muligheder for at komme videre opad til et nyt spiralkredsløb. Hermed var de jo nået til den allersidste grænse for oplevelsesmuligheder. Hermed håber jeg, at jeg har anskueliggjort, at det vil være i strid med al logik, at dette skulle være tilfældet.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Når vi nu taler om det evigt knyttende bindeled der er imellem Guddommen og sønnen (dig og mig), kan jeg ikke lade være med at tænke på viljens princip.
Har det guddommelige en viljekraft? Og nu skal jeg se om jeg kan formulere mit spørgsmål.

Den korespondance der er imellem det guddommelige og dig og mig samt resten af det universelle's X1 er underlagt den frie vilje, dvs. at vi har en bred nuanceret vifte af muligheder hvert evigt eneste øjeblik.

Når det guddommelige er afhængig af vores sansning - vort liv og vores evner til at tage valg ud fra vores viljes princip, hvori kan man så tale om det guddommelige viljes princip ("din vilje ske")? Man kan jo ikke, på den måde sige, at guddommen er handicappet, vel? 

Kærligst

2mas

Hej 2mas!

Overordnet kan man sige at Guds vilje er mest muligt behag for Gud selv. Det er igen ensbetydende med mest muligt behag for alle levende væsener.

I praksis fungerer det ved en primær zone, hvor man er kosmisk bevidst, og hvor der kun er behag i stadigt stigende intensitet, og hvor man kun kan og vil overholde livsloven - at elske sin næste som sig selv - hvilket er Guds vilje.

Overholdelsen af livsloven - næstekærligheden - kan overholdes på uendelige mange måder. Den kunstneriske udfoldelse af næstekærlighed er ubegrænset. Så længe man er næstekærlig gør man Guds vilje, samtidig med at man så ellers kan gøre hvad man vil.

Men for at denne paradiszone kan eksisterer, er der nødt til at være en sekundær zone. Et fysisk "lisvrum", hvor det er det dræbende princip, der eksisterer. Der går man i en vis forstand imod Guds vilje - altså man går imod at elske sin næste som sig selv - men for at man kan overholde livsloven, er man nødsaget til i en periode at gå imod. Det skyldes kontrastprincippet og sult- mættelsesprincippet.

Derfor er det også Guds vilje at være dræbende gennem de væsener, der længes efter at være det. Gud vil altså det hele - set fra et overordnet perspektiv. Man kan derfor ikke gøre noget, der ikke er Guds vilje i absolut forstand

Når man alligevel taler om at gå imod Guds vilje, så er det altså alene dette at gå imod næstekærlighedsloven. Men det er altså i virkeligheden også Guds vilje.

Men i praksis for den enkelte, er det jo ikke et fedt om man er dræbende eller livgivende. På et vist tidspunkt bliver man mæt af det ene, og det er så Guds vilje, at man skal det andet. Da man var mæt af lyset, var det Guds vilje, at man skulle være dræbende. Men når man er blevet mæt af at være dræbende, så er det Guds vilje, at man skal være livgivende. Gud ønsker altså hele tiden det bedste for en - det er Guds vilje.

At man så ikke altid oplever det sådan skyldes uvidenhed. Når man er træt af alt det dræbende, så kan man arbejde på at frigøre sig fra det ved at finde ud af, hvad der er Guds vilje med en nu. Det er altid det, man selv har mest gavn af, og Gud kan altså støtte en i processen i samme grad som man åbner sig for det - dvs. retter sin opmærksomhed mod Gud.

Når man beder "ske din vilje", signalerer man dermed, at man gerne vil koncentrere sig på, at gøre det, der er det mest kærlige. Man beder om at man ikke må falde for fristelsen, at gøre noget tilsyneladende mere bekvemt, men som på langt sigt giver en flere besværligheder. Med bønnen "ske din vilje" begynder man at sætte sin koncentration ind på at forstå, hvad det er, Gud ønsker med en. Man erkender, at man har gavn af vejledning, fordi man er ufuldkommen, og det derfor kun kan gavne en at blive mere bevidst i Guds væremåde. Gennem bønnen åbner man sig mest mulig for hjælp fra Guds side. At bede "ske din vilje" er en bøn om at få den bedst mulige vejledning, inspiration og støtte fra Gud mht. praktisering af kærlighedsevnen.

hilsen
Jan

dette indlæg var en fejl og skulle slettes, men jeg ved ikke hvordan

Hej Jan!

Tak for dit svar (selvom jeg tror at jeg har fejlformuleret mit spørgsmål). Det er selvfølgeligt at guddommen er afhængig af alle os som guddesønner, for uden os var der ingen oplevelse. Men denne "afhængighed" får mig til at tænke på viljens princip og forholdet til guds vilje. Vi som gudesønner er underlagt den frie vilje hvori vi i kraft af vores sanser - tænkning og oplevelser høster erfaring af. Da guddommen er afhængig af os som gudesønner i kraft af sin stadigt fornyende livsoplevelse, er det svært for mig at se guds egen vilje uden denne afhængiighed til gudesønnen. Hvilken rolle spiller guds vilje og på hvilken måde - særskilt fra gudesønnens vilje?
Ja... det er sq heller ikke altid lige nemt at formulere sig fyldestgørende. 

Mange hilsner:

2mas

2mas wrote:

Tak for dit svar (selvom jeg tror at jeg har fejlformuleret mit spørgsmål). Det er selvfølgeligt at guddommen er afhængig af alle os som guddesønner, for uden os var der ingen oplevelse. Men denne "afhængighed" får mig til at tænke på viljens princip og forholdet til guds vilje. Vi som gudesønner er underlagt den frie vilje hvori vi i kraft af vores sanser - tænkning og oplevelser høster erfaring af. Da guddommen er afhængig af os som gudesønner i kraft af sin stadigt fornyende livsoplevelse, er det svært for mig at se guds egen vilje uden denne afhængiighed til gudesønnen. Hvilken rolle spiller guds vilje og på hvilken måde - særskilt fra gudesønnens vilje?
Ja... det er sq heller ikke altid lige nemt at formulere sig fyldestgørende. 

Mange hilsner:

2mas

Hej igen 2mas,

Idet Gud er den eneste af sin slags i verdensaltet, har han det enesteående - i bogstavelig forstand -, særprivilegium uafbrudt i al evighed at være almægtig, alkærlig og alvidende. Dette er samtidig hans vilje. Han vil altid gøre det kærligste i kraft af at han evigt har evne til dette, og han dybest set - betinget af de evige love - heller ikke kan andet, men altså heller ikke vil andet, da det er denne alkærlige væremåde, der betinger, at alt er såre godt, og dermed til evig tid betinger mest mulig behag og velvære for alle levende væsener, gud inklusive.

Da Gud permanent er i besiddelse af kosmisk bevidsthed, mister han altså aldrig evnen til at se og opleve at alt er såre godt - og dermed heller ikke evnen til permanent at være den evigt, kærlige Gud - der er eet med de væseners væremåde, der befinder sig i den primære zone - og samtidig er han kærligt nærværende i alle væsener der passerer mørket og uvidenhedens stadier. Disse væsener leder han med sikkerhed i tidens fylde ud af mørket og ind i lyset på ny i al evighed.

Guds vilje er altså evigt dette at være alkærlig, almægtig og alvidende - medens gudesønnens på skift er at være eet med Guds vilje og imod Guds vilje, endda  i så høj grad at Gud totalt forsvinder fra væsenets sanseevne og bliver et begreb, man opfatter som kulminationen af naivitet.

Som kosmisk bevidstløs er man altså mere eller mindre imod Guds vilje (alkærligheden), medens man som kosmisk bevidst er eet med denne vilje (elsker sin næste som sig selv).

venlig hilsen
Jan