Hej allesammen! 

Jeg har i de sidste måneder ikke kunne deltage så meget i dette forum på grund af flytning og nyt arbejde. Men jeg så i en af indlægene en debat om, hvilken lov der står øverst? - Så lad os se på hvordan Jesus klarede det tveægget sværd angående skattens mønt.

Skattens mønt taget fra (Matt.22,15-22)

En gang mødtes nogle farisæer og herodianere for at lægge en fælde for Jesus. Begge parter ønskede at stille en fælde for ham ved at stille ham det spørgsmål om man skulle betale skat til kejseren eller ej. Sagde han ja, så kunne farisæerne bruge deres trumfkort mod ham ved at give et praj til zeloterne (et dolkeparti). Et ord til dem var nok for at dræbe Jesus og sagde han nej til at man ikke skulle betale skat til kejseren, kunne herodianerne straks overgive ham til de romerske myndigheder for lydighedsnægtelse.

Er det ikke også det valg vi kan blive udsat for nogle gange, for på den ene side skal vi tjene staten og på den anden side skal vi gøre Guds vilje. Her kan vi meget nemt komme i konflikt med, hvad vi i en given situation bør gøre.

Men lad os først se på, hvad Jesus svarede farisæerne og herodianerne.

Da Jesus jo kunne mærkede deres ondskab, svarede han dem på denne måde:

"I hyklere, hvorfor stiller I fælde for mig? Vis mig skattens mønt!" De rakte ham en denar. Han siger til dem: "Hvis navn og hvis billede ser I på den?" - "Kejserens", svarede de. Mønterne er udsendt af herskeren og tilhører ham. Med dem når herskerens navn og billede ud i de fjerneste afkroge af hans rige. En indlysende og nem måde at minde befolkningen om, i hvis rige de bor. "Giv kejseren, hvad kejserens er!" Det er jo hans i forvejen! Og skal vi så tale om noget andet?!
"Giv Gud, hvad Guds er!"

Vi skal altså både tjene staten og Gud. Bliver man sendt i krig må man vælge enten at blive militærnægter (det kan lade sig gøre i det mere humane lande) eller må man gå i krig og skyde hen over hoveder på ”fjenden”. Så kan man selv blive ramt, men så har man gjort Guds vilje, ved ikke at skyde på nogen. Eller man kan tjene sit land og skyde på ”fjenden” og være imod Guds vilje. Det er da meget enkelt eller? – ja, det her er vist et udviklingsspørgsmål. Først når det gør ondt på en selv at skyde andre, så kan man ikke skyde andre og så er man jo færdigt med krige og her vil en guddommelig anordning beskytte en mod at komme i krig senere.

Dem der lod sig skyde f. eks under den anden verdenskrig, gjorde det rigtige, sagde Martinus, de vil i deres næste liv ikke mere komme ud for krig. Vi bør handle på sådan en måde, hvordan vi bedst kan tjene vores næste, ved at sige fra der, hvor det er til skade for andre. Der vil være overgangsfaser, hvor vi vælger den nemme vej, men efterhånden som samvittigheden bliver større og større, da vil vi hellere gøre Guds vilje end at komme til at gøre skade på andre og så må man evt. tage den straf som staten giver en, hvor vi handler imod statens ordre.

Det her er kun et eksempel som jeg har givet, for der er naturligvis mange andre situationer, hvor man er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. I virkeligheden skal vi komme frem til at se det med ”Guds øjne”, så vil vi være i stand til at kunne handle på den rigtige måde og dermed med tiden komme ud af ”kejserens klør”. Så er vi på vej tilbage til faderens gård, hvor gensynet vil blive meget stort. 

”Der er altid to veje og man må kende dem begge, for at vide hvad vej, der er den rigtige”

Martinus viser os den vej, hvordan vi kan øve os på at se det med "Guds øjne".

Det kunne være interessant at høre fra andre, om situationer, hvor man har været i konflikt med det ene eller andet...

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]