Logisk 
Så siger du hvertfald også at stilheden/ånd/tomhed ikke er kærlighed i sin egen natur... og det er det vigtigste at forstå.. ellers kan man ikke forstå Åndvidenskaben, det er jo fundamentet for al logik.
Tomheden savner anden natur end eksistens. Og eksistens er vel ingen egentlig "natur"? Natur er detsamme som "summen af egenskaber" og tomheden er - egenskabsløs. Den eksisterer kun. Hved hjælp af "kamouflaget" blir den "nøgne" tomhed "klædt i" egenskaber og kærlighed. Den får så en egen natur, livet og kærligheden, skapendet og oplevendet.
J
Ren egenskabsløs eksistens... Tomhed = tom på egenskaber, ikke vakuum, ikke det tomme rum der har fysisk-rumlig udstrækkelse og kan måles...!
Ikke heller et "noget" thi "noget" er detsamme som "en ting"...
Ikke heller evig thi evig kan noget vare kun i relation til noget der er timeligt...
Et eksisterende intet?
J
Det er et meget fint udtryk du bruger
Et eksisterende - intet, syntes jeg er et utoligt nøjagtigt. Bregrebsmæssigt og teoretisk syntes jeg ikke at vi kommer nærmere. Det også det tætteste vi kommer på det praktiske udtryk.
Et eksisterende intet! 
YES MY MAN! bullseye
Ja, thi alt vi kan sige om "dette intet" er jo kun at det "er" i modsætning til alt vi kalder "(oplevbar) virkelighed" (Martinus kalder jo "intet" "den tænkte modsætning till virkeligheden"; men "dette intet" er "den virkelige modsætning till vores oplevbare virkelighed").
Men jeg har alligevel fundet et passende ord der ikke drejer sig om at negere et andet ord eller begreb: tilstedeværelse. Ikke af noget eller nogen men kun: tilstedeværelse. Grunden til alt. Ikke mindest till alkærligheden.
Hej Jacob og Algotezza.
"Eksisterende intet"...lyder for mig som 2 modsætninger i samme udtryk. ???
og giver ikke nogen mening for mig.
Hvordan kan "intet" eksisterer?
Jeg synes ikke det er så heldig en beskrivelse, og foretrækker Martinus "noget om er"
for forståelsen.
Kh Ejby
J
Hej Jacob.
Må indrømme, at logikken ryger sig en tur i svinget for mig her....
Måske det er mine små grå, der ikke lige er i stand til, at følge med her. 
Kh Ejby
"Noget der er" mener jeg ledt kan gøre at vi vil tro at det der aldrig er et objekt til kan betragtes som et objekt. Jeg har ikke et jeg på densamme måde jeg har en organisme. Jeg er jeg(et). Jeg har ikke evigt liv. Jeg er evigt liv.
Når vi snakker om "noget der er" gør vi det begrebsmæssig til et iobjekt. Men i realiteten kan det aldrig blive et objekt, og deri ligner det "intet", thi vi kan aldrig "fornimme" "noget der er" på anden måde end som "noget vi ikke kan fornimme". Dvs. det som altid er nærværende kan aldrig direkte fornimme tilstedeværelsen, thi det er noget det nærværende er, ikke noget det kan fornimme. Kærligheden knytter for evigt det "noget der er" sammen med det som fornimmes, materien. Kærligheden er i grunden detsamme som urbegæret, den højeste "magnetiske og alt magnetiserende" ild.
J
Såre godt!
Skriv et svar
