J
Martinus fortæller at verden er bygget op af tre grundlæggende ting:
Bevægelse.
Energi.
Tomhed.
Eller: "Ånd" "skaberevne" "det skabte"
Mit spørgsmål er så, ud af disse 3 elementer, hvordan definere Martinus Kærlighed/alkærlighed..
Ligger det i en af de tre "bestandele" eller er det det samlede udtryk?
Siger han ikke at alt er udtryk for kærlighed?
Kærlig Hilsen
Jacob
Hej Jakob!
Velkommen tilbage. 
Jeg mener ikke man kan sige, at kærligheden ligger i en af de 3 bestandele.
Denne 3-enighed er jo igrunden uadskillelig, og kan kun skilles ad på et teoretisk plan.
Jo, Martinus siger, at alt er udtryk for kærlighed (fra Guddommens side). Han siger
også, at kærlighed er universets grundtone.
At vi har fri vilje til, at handle ukærligt...er også udtryk for Guds kærlighed. 
...og
den tilbagevendende karma, sådan en handling afstedkommer...ligeså!
Kærlig hilsen Ejby
Kære Jacob,
Der var En, der var godt igang med Livets Bog,
men da han kom til, at kærlighed og logik er det samme,
ja, så stod han af,
Kærlig hilsen
Holger
Ligger det i en af de tre "bestandele" eller er det det samlede udtryk?
Siger han ikke at alt er udtryk for kærlighed?
Hej Jacob
Det var godt, du kom tilbage. 
De tre bestanddele - tomhed/energi/bevægelse eller jeget/skabeevnen/det skabte - er karakteristiske for absolut alle levende væsener. Der er ingen eller intet, der ikke rummer disse tre aspekter.
De tre bestanddele giver hvert eneste levende væsen (jeget) mulighed for at interagere (skabeevnen) med andre levende væsener og opleve livet som reaktionen med disse andre levende væsener (det skabte).
Denne reaktion er med til fortsat at udvikle skabeevnen og dermed skabe en evigt fornyet livsoplevelse.
Er det ikke et udtryk for den allerhøjeste kærlighed, at vi får lov til at skabe og opleve livet i al evighed - i kraft af disse evige bestanddele?
Venlig hilsen
Petersh
Hej igen Jacob
Måske har jeg misforstået dit spørgsmål. I de flg. uddrag definerer Martinus kærlighed som skabte ting.
I "Den intellektualiserede kristendom" (stk. 142):
"Da bevidsthed hører til de "skabte" ting, er Guds alvidenhed, almægtighed og alkærlighed også i realiteten "skabte" ting."
Og i "Livets bog" (bind 6, stk. 2378):
"Visdom, kærlighed og magt er skabte foreteelser og vil umuligt kunne eksistere eller kunne opleves, hvis der til dem ikke eksisterede nogen som helst modsætning eller kontrast."
Venlig hilsen
Petersh
Hej Jacob.
Martinus har også, i et af sine foredrag, defineret kærlighed som intellektualiseret følelse. Følelse uden intellekt kalder han tossegodhed.
J
Hej Jacob
Jeg kommer til at tænke på, at din diskussionspartner måske ikke definerer tomhed som det umanifesterede "noget som er", men derimod som en slags åndelig tilstand af ligevægt uden tyngdeenergiens dominans? Og så er i måske slet ikke så uenige, men benytter bare forskellige ord... ???
Venlig hilsen
Petersh
Hej Jacob
Jeg vil lige droppe et citat af Martinus, der beskriver kærlighed som overvindelse af tyngdeenergien:
Livets bog 1:
168. Som vi allerede før har antydet, udgør intolerance det samme som had, vrede eller indignation. Men da alle former for sådanne realiteter udgår fra eller repræsenterer en kosmisk grundenergi, vi senere skal lære at kende under begrebet "tyngdeenergien", og hvis natur må udtrykkes som eksplosiv, hvilket vil sige, at der i alle manifestationer, hvor denne energi er i overvægt, opstår ødelæggelse, adsplittelse, krig, mord, drab, lemlæstelse samt alle former for sygdomme, vil intolerancen således være at stadfæste som hovedsagelig bestående af denne energi. Som modvægt mod nævnte energi fremtræder en anden kosmisk grundenergi, som vi ligeledes senere vil få lært at kende under begrebet "følelsesenergien". Denne energi må i sin natur udtrykkes som klæbrig og sammenføjende. Overalt, hvor denne energi i forbindelse med intelligensenergien, som også er udgørende en kosmisk grundenergi og af bindende natur for tyngdeenergien, får overtaget over denne sidstnævnte energi, opstår alle de former for manifestationer, der kommer ind under begreberne: kærlighed, harmoni, skønhed, fred og sand lykke. Der hvor tyngdeenergien får overtaget over intelligens og følelse i et individs bevidsthed, opstår altså alle mørke manifestationer. Hvis nævnte individ har for megen følelse i forhold til dets intelligens, bliver de mørke manifestationer af religiøs natur, ligesom de på samme måde bliver af materiel natur, hvis individet har for megen intelligens i forhold til dets følelse. Er disse to energiformer derimod jævnbyrdige i individets bevidsthed, udløser de sig i kærlighedsenergi. Denne vil så igen mere eller mindre være i stand til at neutralisere eller binde tyngdeenergiens virkninger, alt eftersom samme individs intelligens og følelse befinder sig på et mere eller mindre fremskredent udviklingsstadium.
Indenfor dyrerigets sidste zoner i udvikling, hvilket vil sige der, hvor jordmenneskeheden befinder sig, er det således navnlig de her nævnte tre grundenergiformer, der reagerer overfor hverandre. Denne reaktion finder sted gennem de i samme zone fremtrædende levende væsener. Disse væseners manifestation bliver derfor en broget blanding af "ondt" og "godt", had og kærlighed, krig og fred, ødelæggelse og opbygning osv. Men efterhånden som intelligens og følelse mere og mere får indpas i individernes bevidsthed, kommer i ligevægt og udløser sig i kærlighed eller overvindelse af tyngdeenergien, opstår den store fødsel for de samme individer, og en forklaret tilværelse vil dermed begynde at holde sit indtog i jordens zoner.
Med hensyn til de kosmiske grundenergier bliver der jo adgang til et indgående studium i de efterfølgende afsnit, og vi kan derfor ikke her uddybe disse realiteter nærmere end til deres berøring med intolerancen.
J
og kan tilmed være ret morsomt.... 
hvis man ejer evnen til, at grine af sig selv
og ikke er så selvhøjtidelig.
Det er ihvert tilfælde min erfaring, at selverkendelse ikke
udelukkende behøver, at være smertefuld hele vejen.
Kærlig hilsen Ejby
J
Hej Jacob,
Jeg synes også godt man kan sige, at din ven har ret, når han siger at "tomheden" er kærlighed.
For det, der for sanserne er "tomhed", er jo evigheden. Og evigheden er det levende væsen. Det levende væsen er Guddommen. Og Guddommen er almægtig, alvis og: alkærlig.
Martinus siger godt nok, at om evigheden (X) kan man kun sige, at den eksisterer. Den er et noget, som er.
Men samtidig siger han, at alt er såre godt og verdensaltets grundtone er kærlighed. Hvordan hænger det sammen?
Jo, "noget som er" er analysen af evigheden, som den er (i sin egennatur). Alkærligheden er det facit, man kommer til, når man ser på hvordan evigheden (X) opfører sig. Dette, at X er levende, er jo udtryk for en måde som X opfører sig på. Og denne opførsel viser sig at være kærlig. Uanset hvad det levende væsen foretager sig, så viser det sig, at det har et kærligt formål. Nemlig i sit slutfacit at være til glæde og velsignelse for alt og alle.
Så i sin egennatur kan man ikke sige mere eller andet om X end, at det eksisterer. Men om dette X's måde at eksistere på kan man sige at denne væremåde, som er den evige livsproces, er kærlig.
kh
Jan
J
Hej Jacob
Rart med lidt tankegymnastik! Tomheden, energien og bevægelsen er i bund og grund udadskillelige aspekter af "noget som er". Der findes intet andet. Derfor er det måske ikke forkert at sige at tomhed er kærlighed - det er bare en ufuldstændig analyse.
Alting udspringer af den samme tomhed og efter de samme logiske principper. Ene og alene til glæde for det levende væsen som svar på dets begær. Dette er den kærlighed, der er livets grundtone. At vi ikke oplever denne kærlighed i alle zoner af spiralkredsløbet betyder ikke, at kærligheden ikke er til stede i disse zoner.
Venlig hilsen
Petersh
Hej alle.
Det foresvæver mig også, at Martinus et sted siger eller skriver, at ingen materie kan eksistere uden at være kamoufleret tomhed, mens ingen tomhed kan eksistere uden at være kamoufleret materie.
J
J
Og det er naturligvis en ufuldstændig analyse at betragte tomheden som være selveste kærligheden og det er det jeg bør pointere overfor min ven, jeg tror min ven er klar på den.
Tomheden udgør jo også kærligheden og det samlede resultat og det er et logisk mirakel. Og vi kan ikke skille de tre faktorer ad.
Men det finurlige er at Tomhedens rolle i det som er Kærlighed er ikke at være Kærlighed, det er altså en bestanddel.
Og det er da det kærligste â€man†overhovedet kan â€væreâ€, at være selve grunden og årsagen til at alt er kærlighed. Men for at â€man†kan være årsag til alt er kærlighed, bliver man nød til ikke at være det.. Man må altså være dets modsætning. Jeg syntes jo det er livets poesi.
Årsagen til Kærligheds Altet, kan aldrig nogensinde være Kærlighed, det må være et vakumm af Tomhed.
TOMHEDEN – ENERGI - BEVÆGELSE = KÆRLIGHED
Tomhed er den ingrediens i kærligheden som er ikke er kærlighed for at kærlighed kan være kærlighed.
Det er smukt
Men som du også sagde i dit første indlæg angående dette emne, eller stillede spørgsmålet:
â€Er det ikke et udtryk for den allerhøjeste kærlighed, at vi får lov til at skabe og opleve livet i al evighed - i kraft af disse evige bestanddele?â€
Så Petersh!
Det er jo miraklet at vi oplever og skaber det...
Og vor ånd er en uundværlig kærligheds - tom hovedingrediens i selve kærligheden.
Kærlig hilsen
Jacob
Nu skal jeg ha kartoffelmos.
TOMHED/ STILLHED/ DVS. SKABEREN/OPLEVEREN - X1; et evigt princip
ENERGI/ BEVIDSTHED DVS. SKABELSES- OG OPELEVELSESEVNER - X2, kamouflagemetoden eller -muligheden; et evigt princip
BEVÆGELSE/ SKABELSER OG OPLEVELSER AF SKABELSER - X3, kamouflaget; et evigt princip
KÆRLIGHED/ LOGIK - DET LEVENDE VÆSEN DVS. DEN LEVENDEGJORDE LOGIK; ett treenigt princip og den levende virkelighed, den der er til og kamouflerer sig og oplever, nyder af og glæder sig ad det altid skiftende kamouflage.
KÆRLIGHED manifesteres i latent form, EGOISME, og i kulminerende form, ALL- KÆRLIGHED.
LOGIK manifesteres som den almindelige "SKOLE-LOGIK" i latent form og som ALL-LOGIK i kulminerende form.
Det er så jeg ser på det hele...
J
Skriv et svar