Hej Claus,

Det er "alkærligheden", der tænkes på. Dvs. at være til glæde og velsignelse for alt og alle.

hilsen
Jan

Hej!
Då allt som existerar i universum är levande väsen, vilka befinner sig i en evig hundraprocentigt logisk utvecklingsprocess, (baserad på karma- och kretsloppslagen etc), vilken leder till att alla blir fullkomliga, så är denna eviga existens identisk med en kärleksmanifestation.
Universum är identisk med Guds organism och psyke, och vår utveckling sker således i en permanent kontakt med Gud, vilket innbär att det levande vaesendet är föremål för Guds kärlek i form av livsupplevelsen eller det dagliga ödet.
Därför kan man säga att universets grundtone är kaerlighed.
n

Desværre er jeg ikke god til svensk. Men ellers tak for svaret

Når der bliver sagt at universets grundtone er "kærlighed" Hvad menes der så helt præcist?
Er denne "grund-kærlighed" lig med "den ultimative harmoni/balance"?

Hej Claus,

Ja, det kan man vidst godt sige. Guddommen er et "balance-væsen" - dvs han i al evighed har den perfekte balance mellem "mørke"-manifestationer og "lys"-manifestationer. "Mørke"-manifestationerne er dybest set også udtryk for lys eller kærlighed, og det er kun pga. uvidenhed at "mørket" opleves som meningsløst. Men "mørket"s eller det såkaldte "onde"s mission er kærligheden. Derfor er alt i virkeligheden udtryk for kærlighed. Dvs. alting har det formål at skabe mest mulig glæde og velsignelse for alt og alle i al evighed. Sådan ganske kort fortalt.

kh
Jan

Alt er såre godt...

Jeg kan godt få det helt skidt, ved at tænke den tanke. Jeg mener. For mange af os i Danmark, er det rimelig let at sige "alt er såre godt"
Men prøv at sige det, til en fordrevet sudaneser i Dafur 😮

Hej Claus - og velkommen til!

Den "kærlighed", som Martinus nævner, er ikke det samme, som man sædvanligvis kalder kærlighed, fx mellem en mand og en kvinde. Den er  derimod at forstå som en fulkommenhed i livsevne, der er et resultat af alle de erfaringer, et levende væsen har fået igennem den periode, hvor det pga. uvidenhed har levet i strid med livets love (altså i dyreriget).

Summen af disse erfaringer er, at det betaler sig at gøre det gode, dvs. at leve så man er til glæde og gavn for sine medvæsner - i stedet for at være sig selv nærmest - for i kraft af at udsendte energier vender tilbage til deres afsender, høster man som man har sået. Og så det "bare" om at forstå, hvilke energier - tanker og handlinger - der udløser de mest "fordelagtige" virkninger;-)

De venligste hilsner

Petersh

De kosmiske analyser og facitter er ikke tiltænkt hvem som helst. De er kun tiltænkt sådanne personer, der i analyserne kan finde inspiration til at opøve sin egen kærlighedsevne. Der hvor de ikke har en sådan virking, er de ikke tiltænkt, og derfor kan man heller ikke være agtpågivende nok med, hvem man forsøger at påvirke med sin viden.

Men hvad er det, der gør, at du får det skidt, ved at tænke tanken: alt er såre godt?

Hvis man i stedet tænker tanken: "alt er IKKE såre godt", så må det betyde, at der er noget, der er 100% meningsløst og ondt.  Det vil så igen sige, at den totale meningsløshed skulle kunne ramme hvem som helst, uden at man havde nogen som helst mulighed for at gardere sig imod det.

Hvis ikke "alt er såre godt", så må den logiske konsekvens enten blive, at der findes en lunefuld Gud, som er mere sadistisk end noget menneske, der nogensinde har eksisteret; eller også at der ikke eksisterer nogen Gud overhovedet; alt bygger på tilfældigheder; gør du godt eller gør du ondt, det er helt lige meget. Du er kort sagt en slags "marionetdukke" styret af tilfældigheder. Enhver stræben kan når som helst tilintetgøres af en eller anden meningsløs tilfældighed.

Den tanke kunne jeg godt få det skidt over at tænke, hvis ikke det var fordi, jeg var sikker på det ikke forholder sig sådan.

Og hvis alt virkelig i bund og grund var tilfældigt, hvordan kan disse tilfældigheder så falde så enormt heldigt ud, så millioner og atter millioner af væsnener har rigtig mange glæder over livet og nødigt vil miste det. Og omvendt hvis Gud var psykopat, hvordan skullle han så samtidig have evnen til at skabe alle de mange uselviske og geniale manifestationer, som verden er fuld af? Hvordan skulle en syg hjerne udtænke geniale, humane projekter?

venlig hilsen
Jan

Jeg har nu længe haft svært ved at tro, at alt var styret af tilfældigheder.
Når jeg kan få lidt skidt ved at tænke "alt er såre godt" og samtidig tænke på alle de mio. af mennesker der lider, er det nok også fordi jeg er bange for mine egne tanker.
Jeg er bange for at tænke "godt det ikke er mig" For det kunne jeg godt opfatte som værende arrogant, eller på anden måde tænke ukærligt, hvis du forstår?

Hej Claus...

Jeg kan godt forstå hvad du mener, men jeg tror, at grunden til at man kan få det skidt ved tanken om at "Alt er såre godt", kan være at man læser det som: "- og det behøver jeg ikke gøre noget ved/tage del i", men det er jo ikke det Martinus lægger op til. Når Martinus siger, at Alt er såre godt, så forsøger han at fortælle os, at der er en mening med alt - også med lidelserne, men han opfordrer os ikke til at vende ryggen til dem der lider og har det svært, tværtimod.

Meningen med lidelserne er at udvikle vores medfølelse for andre, så vi netop vil hjælpe andre og selv afstå fra at påføre lidelse, men det er jo ikke noget der sker fra dag til dag eller for nogle skæbnebuer endog fra liv til liv. Vi kan ikke altid se årsagen til lidelserne, men det skyldes at de så ikke ville have den tilsigtede virkning, for hvordan skulle du kunne lære nøjagtig det samme af det du gav ud til et andet menneske, når karmaen kommer tilbage til dig, hvis du vidste at det var en "afbetaling"? - allerede der, ville der være taget lidt af broden af virkningen og det er jo ikke meningen. Meningen er netop at det du giver ud kommer tilbage med samme styrke, indtil du har lært lektien - dvs ikke selv nænner at gøre det samme.

Jeg håber det sætter "Alt er såre godt" i et lidt andet perspektiv for dig - og velkomment til forummet

kh
Tina :0)

Det gør det. 
Selvføkgelig tager det laaaang tid, at vende sig til at tænke - og handle - automatisk, på de nye tanker, som kosmologien giver en.

Jeg har nu selv 3 af småbøgerne, og Livets Bog bind 5. Og bare i dem, er der jo analyser for flere år frem. Jeg læser ikke i dem, fra start til slut, men slår op, og læser det der nu falder mig ind.
Det næste jeg gerne vil købe mig, er symbolbøgerne.

Kærlig hilsen herfra 

Det skal du skam ikke være. Der er jo en grund til, at du lever her i Danmark og ikke i Darfur. Det er her, du bedst kan lære det, som du nu skal lære for at udvikle dig, på samme måde som indbyggerne i Darfur lever dér, fordi det giver dem de mest optimale udviklingsmuligheder i forhold til deres aktuelle udviklingsniveau.

Jeg synes da, at det er synd og skam, hvis man ikke giver sig selv lov til at nyde tilværelsen, når den giver én grund til det. Ens mikrokosmos og nærmeste vil sikkert også sætte mere pris på, at man er glad, end at man kammer over i en misforstået medfølelse og tager hele verdens lidelser på sine skuldre - den slags fungerer vist kun i kirken

Venlig hilsen

Petersh

Det er lige det. Men kroppen skal lige føle det samme, som hjernen tænker.
Lige som det at tilgive. Det er ikke kun en tanke, det er også en følese

Claus 35 wrote:

Det er lige det. Men kroppen skal lige føle det samme, som hjernen tænker.
Lige som det at tilgive. Det er ikke kun en tanke, det er også en følese

Ja, det er kunsten - pyha

Petersh