Hej Lars1

Tak for dit interessante indlæg! Jeg har tydeligvis meget at lære i den sammenhæng - men tro mig: Jeg arbejder på sagen...

Jeg har ikke så mange kommentarer, udover at jeg også finder det vanskeligt at forklare, videreformidle og involvere andre i kosmologien. Dels er det vanskeligt at kende - selv nære venners - modtagelighed for de begreber og analyser, som Martinus har bragt for dagen. Og dels gør Martinus jo det, at han - udover dit udsigtspunkt og mit udsigtspunkt - etablerer et tredje udsigtspunkt, nemlig Guds. Dette tredje perspektiv for oplevelse af livet har vi endnu kun teoretisk-logisk adgang til (med personlige intuitive oplevelser som undtagelsen).

Mht. andres (manglende) modtagelighed kender man den ofte først, når de har afvist kosmologien. Her kan man - ved jeg af egen erfaring - med fordel fare med lempe, for at undgå at afvisningen af kosmologien også vil ramme den, der forsøger at introducere Martinus' tanker for andre. Sommetider kan man selvfølgelig også blive glædeligt overrasket over, at få én person, som man kan dele kosmologien med og udveksle tanker og spørgsmål med.

Den rette modtagelighed (dvs. en tilstrækkeligt udviklet følelses- og intelligensevne) er afgørende, når det gælder godtagelsen af verden set fra Guds udsigtspunkt, fordi det (som du også er inde på) drejer sig om en analyserække på flere tusinde sider, hvis ikke kosmologien blot skal blive dogmatiske udsagn, som man kun kan tro på, men ikke forstå.

Venlig hilsen

Petersh

Hej Petersh

Ja - det er også min erfaring at det er godt at fare med lempe og det passer jo godt med Martinus, da det er gået op for mig at jeg jo egentlig ikke er særligt næstekærlig, når jeg er den udløsende årsag til den frustration, som der jo ofte ligger bag afvisningen.

Med kærlighed

Lars 

Hej Lars.

Interessant indlæg

Jeg har ikke direkte kendskab til det du kalder du/jeg-sortering. Blev for mange år siden kort introduceret
til NLP og "Girafsprog" på et kursus, men ellers er jeg først for nylig virkelig begyndt at blive bevidst om og interesserer mig for kommunikation via Byron Katie.

I forhold til Martinus, har dette haft interesse for mig i den forstand, at der findes et område med ubevidste fordomme, som jeg ikke umiddelbart har haft mulighed for at "se". Et område, hvor jeg førhen ubevidst blandede mig i "de andres" eller "Guds område" både på tankeplan men også i min kommunikation med andre.

 I min interaktion og kommunikation med mine medmennesker, ser jeg det som nyttigt og i næstekærlighedens ånd, at slippe af med disse ubevidste fordomme og øve mig i ikke, at rode rundt
inde på områder jeg ikke har hjemme. Slippe det ubevidste behov for, at have kontrol over de ting jeg
ikke kan have kontrol over og overlade det til Gud.

Min erfaring er, at når jeg i min kommunikation er inde på områder jeg ikke høre hjemme, så møder jeg "modstand" fra omverden, og kommunikationen falder ikke heldigt ud. Mens når jeg, kommunikerer ud fra mit eget område, ser det helt anderledes ud.

Efter jeg er begyndt at se på tingene på denne måde, er jeg blevet bedre til at opdage (blive bevidst om) når jeg selv træder i spinaten og er inde på områder jeg ikke høre hjemme......det medfører samtidig,
at jeg, når jeg ser andre gøre den samme fejl, er blevet langt mere medfølende og overbærende og bliver knap så "defendsiv"

Jeg kommer til, at tænke på noget i denne forbindelse som måske ikke direkte har noget med kommunikation at gøre.

Jeg har undret mig over og tænkt en hel del over, noget Jesus har sagt. Det er noget i retning af, at de enfoldige skal arve himmerrige og at ingen kommer til Gud uden at blive som børn påny.
 Jeg er efterhånden kommet frem til, en forklaring der giver mening for mig.

Fra vort lokale perspektiv findes der rigtigt og forkert...godt og ondt. Men fra Guds synsvinkel er alt "såre godt", alt er et gode. Der er intet der ikke høre hjemme eller har sin plads i Guds rige.
Martinus deler det op i "der behagelige gode" og "det ubehagelige gode", men alt er dog et gode.
Det gamle ordsprog: "Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget".

Hvor vil jeg hen med det?
Jo, jeg har indset at vi fra vort perspektiv i grunden ingenting ved...eller ihvertilfald meget lidt....iforhold til Guds overordnede synsvinkel. Selv forståelsen af Martinus verdensbillede er kun en lille knappenål i livets store høsstak. Ved at indse, hvor uvidende vi i grunden er om den overordnede plan og detaljerne heri...opstår der en form for respekt og total ydmyghed i forhold til Gud. Man bliver som den enfoldige eller som et barn, der erkender sin uvidenhed.

Ved at slippe behovet for kontrol og fordommen omkring, hvad der er rigtigt og forkert og hvordan verden og de andre "burde" være i en given situation...(= indse, at man ikke har overblikket til at vide det)....åbnes muligheden for overgivelse til Gud. Det er barnets (eller den enfoldiges) overgivelse til faderen.

Det er den totale erkendelse af sin egen plads i "Livets fosterzone", den ydmyghed der følger med denne erkendelse og den overgivelse og totale tillid til Gud/faderen, der i sidste ende fjerner "Tærsklens vogter" og gør, at man er moden til "Den store fødsel".

Hvad mener i andre om denne ide/tolkning?

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Lars.

  Ja, jeg må vel hellere også kommentere, da dette emne jo netop omhandler noget jeg selv har/har  haft tæt på, og tænkt en del over, både omkring hvordan jeg selv formulerer mig, men også omkring bla.a den følelse man får via kommunikationen med andre her i forummet, (omkring åbenhed/afvisning).

  Hvad angår mig selv, så er jeg afgjort ikke den bedste til at kommunikere, jeg "undskylder" så dette med min fortid, bla.a som præst i mormonkirken, hvor det at stå på talerstolen jo indebærer at man taler for "Gud" og ikke for sig selv, og derfor med autoritet, det virker ikke at stå på talerstolen og mene eller tro, man skal "vide", og kommer derfor let til at virke som selvophøjet eller hovmodig, men når det er på Guds vegne, så virker det anderledes på andre mennesker, end når det er på egne vegne, man formulerer sig på denne måde.

  Martinus selv taler jo netop med denne selvsikkerhed og ophøjethed, og kan jo så i stor udstrækning forsvare sig, via sin kosmiske indsigt, men når andre taler på samme måde som Martinus, så anses de (ihvertfald af "ikke tilhængere") som værende belærende og selvhøjtidelige.

  Jeg har dog haft stor gavn af gennem forummet at blive bevidst om hvordan jeg åbenbart opfattes af andre, på griund af mine formuleringer alene, og tit syntes jeg der ligges mere mærke til hvordan jeg siger noget, end til indholdet af hvad jeg siger, og det må jeg så prøve at forholde mig til, og at forbedre, så godt det er mig muligt.

  Det er så det ene aspoekt af de tanker jeg har haft, og det handler jo kun om mig og om mine egne "fejl", men der er et andet aspekt også, som jeg mener er vigtigt at fremhæve.

  Da jeg ankom til forummet var det i håb om at kunne udvide mine forståelser, via andres argumenter og indsigter, og jeg lagde derfor ud med at sætte nogle spørgsmål i "omløb" og et par af disse fik jeg også god respons på, da de kunne forklares umiddelbart, udfra Martinusses egne analyser.

  Da jeg derimod i andre sammenhænge gik fra at fremstå som "eleven", til at ville indvie andre i mine egne indsigter, og til at ville finde sammenhænge mellem mine egne oplevelse, opfattelser og Martinusses, så vendte "bøtten" og jeg blev flere gange mødt med afvisninger, ikke begrundet med andet end, at disse ting hørte ikke hjemme her i forummet, eller at jeg ikke forstod Martinus ordentligt, og derfor burde sætte mig ordentligt ind i tingene, før jeg udtalte mig.

  Den form for kommunikation fik mig til at stille det spørgsmål til mig selv, at hvis det var den slags "frugter" man bar, når man satte sig ind i Martinusses analyser, så var det nok ikke den vej jeg selv skulle søge videre, men jeg blev dog alligevel og forsøgte (stædig som jeg jo er) at få mine argumenter frem, alligevel, ikke altid med lige stort held, og langtfra altid uden at måtte bruge "provokationer" for at frembringe de svar, der underbyggede det jeg ville sige.

  Med tiden har det jo så vist sig, at flere af de ting jeg førhen blev krittiseret for at bringe frem, eller de opfattelser jeg lagde på bordet, som mange mente Martinusses analyser modsagde, i virkeligheden er blevet bekræftiget af Martinusses egne ord. 😮

  Og da er det jeg mener at den "rummelighed" jeg efterlyser, i dialogen med andre, kunne have været positiv, fremfor den ensidige fastholdelse af egne opfattelser omkring Martinus, som jeg følte nogle havde, og som de mente var nok for dem.

  Når argumenter om at sætte sig bedre ind i tingene, kommer fra personer der i årevis selv har studeret Martinus, men som stadigvæk ikke forstår ham ordenligt, på grund af egne forkerte konklusioner, så føler man sig underkendt på et useriøst grundlag, og det kan så gøre at man mister interressen, måske ikke for Martinus, men ihvertfald for forummet.

  Nu er jeg ikke selv særligt interresseret i at "få ret", så jeg afholder mig normalt fra at komme på banen med " hva sagde jeg" talen, jeg går da ud fra at læsere og deltagere selv kan se når der kommer ting på banen, som underbygger hvad jeg førhen har sagt i en tidligere debat, og at man så selv retter sine misopfattelser, hvis man er i stand til dette, og der er ikke noget behov i mig, for at få bekræftigelse på at man har set en fejl i sig selv, jeg har nok i at indse mine egne, men et eksempel vil jeg godt give, blot for forståelsens skyld.

  Et eksempel der er nærliggende, er omkring den dialog jeg tidligere har haft, både langt tilbage (iøvrigt med Pondus, som nu er væk, som meddebattør) og for nyligt, omhandlende besøg fra rummet, enten i rumskibe eller som materialisationer.

  I denne dialoog er jeg blevet præsenteret for argumenter gående ud på, at Martinusses energianalyser påviser, at man skal have kosmisk bevidsthed for at opnå adgang til det rigtige menneskerige, og til rigerne derover, og at dette medfører at man så ikke kan være andet end alkærlig og derfor kan det ikke være rigtigt at nogle fra "rummet" kan komme her og gøre onde ting.

  Bringer så lige et citat her, taget fra linien omkring hvorfor Martinus fik sin kosmiske bevidsthed i 30 års alderen.

 
Martinus:
Hvad var det for tre mænd, der besøgte Abraham i Mamre Lund, og som blev opfattet som Gud og to engle? (1. Mos. 18:2). - Og bagefter gik englene til Sodoma og Gomorra, som stod foran en stor mørk karmaudløsning og skulle ødelægges. Lot bød dem indenfor i sit hus, men de ville helst blive på gaden. Da nødte han dem meget, og de gik ind i hans hus, og han gjorde dem et gæstebud. Men før de lagde sig, omringede mændene af staden, mændene af Sodoma, folk alle steder fra, huset. Da gik Lot ud til dem og bad dem ikke at gøre mændene noget ondt. Men da trængte mændene ind på Lot og ville sprænge døren. Da udstrakte englene deres hænder og toge Lot ind til sig i huset og lukkede døren. Og mændene, som vare udenfor husets dør, blev slået af englene med blindhed. Derefter reddede englene Lot og hans døtre, før de ødelagde staden og dens omegn, som de netop var kommet for at ødelægge (1. Mos. 19: 1-2, 24).

Hvad var det for tre fremmede og ukendte mænd, der således kom til Abraham og yderligere havde magt til på et øjeblik at udslette en hel by med dens befolkning, en magt som Abraham vidste, de havde, ellers havde han nok ikke bedt dem så bønligt om at redde byen fra ulykken (1. Mos. 18:2). Var det ikke netop færdige mennesker i Guds billede, mennesker der kunne materialisere og dematerialisere sig, redskaber for Guds primære bevidsthed, der her er tale om? Hvem skulle det ellers være? Gud kan kun manifestere sig ved hjælp af redskaber. Hvorfor skulle de levende væsener ellers kunne forstå ham? - Hvorfor skulle Abraham tro, det var Gud og engle, hvis ikke de var særlige, usædvanlige og fra alle andre vante væsener afvigende og ophøjede og med evner og magt, jordens mennesker ikke havde?

  Her forklarer Martinus altså selv, at ikke alene kan disse engle, som er af ren åndelig natur, og som kommer her via materialisation, gribe ind i vores menneskelige liv, men de kan skam også slå børn, gamle og kvinder og mænd ihjel, på Guddommens befaling, da de jo havde til opgave at udslette Sodoma og Gomorra.

  Hvor er alkærligheden henne i det?, jo den er der da, men det onde som vi ser og oplever er jo slet ikke "ondt" i yderste konsekvens, men kun til gavn for os via den lærdom vi derved opnår.

  Pointen er blot at der altså er "ansatte" i forsynet, der udfører negative handlinger på Guds vegne, og derfor kan der sagtens komme sådanne onde væsener til vor jord, også fra højere riger, i forbndelse med de karmaudløsninger vi som menneskehed endnu har til gode.

  Der hvor jeg vil hen med dette ene eksempel, er blot at åbne for en forståelse af at, dels er ikke alle sandheder forbeholdt Martinusfolket, mange andre har da opnået lige så store indsigter, eller endda større, via andre kilder, dels er heller ikke Martinusfolket selv i stand til altid at tolke Martinus korrekt, og derfor burde argumenter som det, at man bør sætte sig bedre ind i Martinus før man udtaler sig, ikke fremkomme i en dialog, hvis ellers den skal opleves som "God kommunikation", for begge parter, derimod er ligeværdighed og respekt for andres opfattelser, vejen til "god kommunikation".

  Fint nok med rettelser og henvisninger, men at bede andre sætte sig ordentligt ind i tingene, uden at henvise til hvilke ting der menes, eller uden selv at have sat sig ordentligt ind i tingene, det virker ikke som "god kommunikation", ej heller at afvise emner man ikke selv ved specielt meget om, blot fordi man så ikke anser sådanne for at være af "kvalitet" for lige en selv.

  Jeg har selv den indstilling, at ingen kan overbevise mig om noget, hvis ikke min egen intuition siger mig at det er rigtigt, hverken Martinus eller nogen anden, men jeg glæder mig så til gengæld også, når det lykkedes andre at ændre på mine opfattelser.

  Sådan håber jeg også at andre har det, og jeg ser intet forkert i at man er uenige, da enhver jo selvfølgelig skal holde fast i sin personlige overbevisning, til den ændres indefra i dem selv, krittisk sans er blot et sundhedstegn i mine øjne.

På samme måde er vi også forskellige i interresser, så jeg forstår sagtens at ikke alle har samme interresser for eksempelvist "ufoer" som jeg har, men jeg mener jo blot, at vi bør dele med hinanden og fortrinsvist med de som gerne vil dele lige på det område man selv mener at have noget at give af, fremfor at debattere for at få ret, eller for at pådutte andre noget de ingen interresse har i.

  Og her er det nok den enkelte der selv må være styrende, ved kun at deltage i dialoger der har vedkommendes interresse, og ved kun at argumentere i en atmosfære af ligeværdighed.

  Det ville mine øjne kunne gøre de fleste kommunikationer gode, og kan jeg så lære at formulere mig bedre, kan jeg måske selv blive en del af dem, med tiden.

  Kærlige Tanker fra Avatar.

Hej Avatar

Det med hvor "ond" et væsen kan være hvis det samtidig er så udviklet at det kan materialisere er et vanskeligt spørgsmål i Martinus sammenhæng for så vidt jeg ved har Martinus ikke direkte beskrevet dette. Vi er således på dette område overladt til vores egen intuition.

Jeg tror der er følgende gode grund til at Martinus valgte at undlade at beskrive dette i detaljer. DTT henvender sig mere til mennesker der har behov for at forstå sammenhænge set i forhold til mennesker der fortsat har evnen til at tro, hvilket for mig er det samme som at sige at ud over dem af os som både har en meget højt udviklet intelligens og samtidig har en lige så højt udviklet følelse (i Martinus' forståelse af disse ord), så må de fleste af dem der tiltrækkes af Martinus have en følelse-udvikling der er lavere end deres intelligens-udvikling. Heraf følger så også at de fleste af os Martinus interesserede må have mere "behov" for at få videreudviklet vores følelelsesevne end vores intelligensevne for at opnå balance mellem disse. Jeg ser derfor DTT som en hjælp til disse mennesker, som lige præcis giver os nok viden til at vi kan forstå at der er en Guddom, men samtidig ikke giver os nok viden til at vi kan "tænke" os til det (hvilket i henhold til Martinus er umuligt).

Min personlige vej videre er jeg f.eks sikker på går via udviddet følelsesevne og kun i mindre grad via udviddet intelligensevne. Og som Martinus skriver så udvikles følelse gennem lidelse (og dermed ikke gennem tanker, spekulationer, forklaringer og andre "intelligens"-prægede ting).

For mig giver det derfor mening at Martinus har valgt at undlade at beskrive mange ting i detaljer. Ud over de generelle store linier har DTT meget, meget få forudsigelser, der er konkrete (jeg kan ikke komme i tanke om nogen), der nævnes så vidt jeg husker ikke et eneste tal, procent eller årstal - lige med undtagelse af de 3000 år - som jeg gætter på kun er nævnt for at gøre os alle opmærksomme på at der er lang vej endnu, så vi ikke alle pludselig tror at hele verden ændrer sig i morgen.

Det er så interessant at der i forhold til hvor lidt Martinus nævner det specifikke, fra vores side er en forholdsvis stor interesse for netop disse konkrete forudsigelser og beskrivelser og her tror jeg at det er fordi vores intelligensudviklingen for de fleste af os er længere fremme end vores følelsesudvikling. Hvis vi lige her tager en afstikker til mange af Østens filosofier som f.eks Buddhismen, så er der så vidt jeg ser det her præcis det modsatte fokus, hvilket vil sige meget få "intelligente forklaringer", men til gengæld meget stort fokus på oplevelse, lidelse og de "Livets erfaringer" der netop er de eneste der kan videreudvikle følelsesevnen.

Personligt tror jeg at DTT - lige som biblen - er tilrettelagt så genialt at der præcis beskrives det der er "godt" for os at vide på dette stadie af vores udvikling og jeg tror også at Martinus - lige som biblen - bruger billeder som er egnet til vores udviklingsniveau og jeg antager derfor at disse bileder - lige som biblens billeder - dækker over langt større sandheder, som vi slet ikke på vores nuværende udviklingstrin har anlæg til at forstå. Martinus skriver et sted noget i retning af at sådanne billeder naturligvis må være sande - så vores "opgave" er at udvikle os til via intuitionen at kunne forstå de billeder eller lignelser som Martinus bruger. Hvis man er et væsen med overvægt af intelligens i forhold til følelse, så er det følelsen der trænger til udvikling for at opnå balance og dermed optimale vilkår for videreudvikling af intuitionen.

Med kærlighed

Lars

Hej Avatar.

Jeg kan se, at Markus har dette citat fra en artikel i kosmos nr 25 fra 1969, som jeg ikke har læst.

Må indrømme at du har en pointe der.

Jeg finder dette citat i modsætning til, hvad jeg ellers har læst af Martinus om det rigtige menneskerige
og væsner fra de åndelige verdner i DTT ???

At væsner fra de åndelige verdner udøver det dræbende princip, har jeg umiddelbart svært ved at passe ind i Martinus verdensbillede.

Nogen der har en god forklaring eller kan hjælpe mig med at knække denne nød?

Kærlig hilsen Ejby

"Ondt" og "godt" er ifølge DTT kun følelsesmæssige farvninger af oplvelserne, d.v.s. ubehageligt resp. behageligt godt. Det gives ikke noget s.k. ondt udenfor vore personlige følelser, thi "ondt" er jo en variant af "det gode", d.v.s. "det ubehagelige gode", og det gives kun "det gode", hvis vi bortsr fra den føleslemæssige farvning af behag og ubehag. Eksistens er derfor noget godt per se! Og sedt fra Guddommens synspunkt/perspektiv er eksistensen, dvs. alt,  hver detail i skabelsen, også noget såre godt!  

Jeg kan derfor sledt ikke forstå hvorfor den traditionelle kristne definition af det s.k. onde, som skilt fra det gode og til sin natur noget helt andet end det gode, endnu er til stede i mange af DTT-lesernes bevisdthed... En tankedril - et traditionelt-kristet tankearv!

Naturligtvis skulle vi kunne følelsesfarve et møde med et høgåndeligt vesen som et meget ubehagligt møde og vi ville derfor følelsesfarve dette vesen måske som "meget ubehageligt". Ergo, som "ond". Men det er ju kun fra vort jordmenneskelige perspektiv! Som alt andet er dette væsen eksistensmæssigt noget godt - og fra Guddommens synspunkt noget "såre godt"!

Også Gud selv har sider vi temporært kan føleslesfarve som behagelige og ubehalige, men det er kun en timelig farvning! Det gives intet der for evige tider vil vare følelsefarvet som "ubehageligt" af et individuelt/ enkelt levende væsen!

Ifølge kommunikation gives der behagelig og ubehagelig såden, betinget av vor egen følelsesfarvning!

En dårlig kommunikation kan vi komme at umværdere i lyset av senere erfaringer! Al kommunikation vil med tiden vise sig vare - såre god! Al kommunikation er samvær med overdenen, d.v.s Guddommen! Hvem er jeg at kalde Ham dårlig/ ond?

At leve er at kommunikere - på en eller anden måde! Vi kan intet andet!

  Hej Lars.

Nej, Martinus taler ikke om "grader" af ondskab, eller om at disse er "onde" overhovedet, men det var nu blot påvisningen af at sådanne materialiserede engle også kan gøre ting der i vore øjne opfattes som onde, jeg ville påpege, da det jo i den omtalte forbindelse var argumentet mod at der overhovedet kunne komme nogle ting vor jord, på den måde som vi da talte om.

  Det "onde" eksisterer jo egentligt ikke (overordnet set), og hvis man f.eks læser på siden : ufo-info-kontakt, omkring beskrivelserne af de billeder og tegninger af "onde" væsener, der forklares der, så vil man se, at disse beskrives som, f.eks: Dette er et væsen der arbejder under Lucifer, og som er i færd med at UNDERVISE menneskene omkring nogle negative konsekvenser.

  Her tales heller ikke om ondt eller godt, men om undervisning af os, fra højere steds side, i form af negative karmaer og reaktioner på det vi selv gør.

  Så for mig hører sådanne ting med som nødvendige redskaber i Guddommens hænder, og bruges kun (i sidste ende) i alkærlighedens tjeneste.

  Omkring du/jeg og iøvrigt alle former for forsøg på at intellektualisere kommunikationsbegrebet, så er jeg en smule skeptisk omkring det "gode" i dette.

  Basalt set er der for mig kun brug for ligeværdighed, ordentlig formulering og empati, for at en god kommunikation kan forekomme, går man meget videre, bliver det let til en bevidst form for kommunikation, der styrer ens meddebattører i den retning man selv ønsker dialogen skal gå.

  Scientolegi har f.eks sådanne ting på "programmet" og her kan man så lære at "manipulere" med sine tilhørere, så disse føres bevidst igennem forskellige ønskede følelser, man kan få dem til at græde, grine, være alvorlige eller pjattede, blot ved at sige bestemte ting og via bestemte krops og ansigtsudtryk, og manipulerer på den måde helt bevidst med andres følelser, hvilket jeg ikke selv er tilhænger af sker.

  Det er så noget vanskeligere i et forum som dette, hvor det kun er det skrevne ord man har til rådighed, men alene tanken om bevidst at forsøge at styre dialogen, er jeg personligt imod.

  Jeg har min mening andre har deres, og alle meninger er ligeværdige, set i lyset af at vi alle har forskellige udviklingstrin, og at man ikke individuelt forstår en given ting, før man er rede til at rumme indsigten denne ting bringer med sig.
  Kan man have den holdning er "ligeværdigheden" på plads.

  Derudover skal man så forsøge at formulere sig ordentligt, men det kommer mange gange af sig selv når ligeværdigheden er på plads, og empatien også, blot har nogle få som jeg selv, lidt vanskeligheder på dette område, på baggrund af fortidige "vaner", men det kan bearbejdes.

  Empatien er vigtig, mener jeg, den er du/jeg princippet, og handler om at kunne sætte sig i den anden part sted, umuligt ja, helt konkret kan dette jo ikke lade sig gøre, men til dels kan det.

  Muhammedsagen er jo et godt eksempel på hvordan dialog uden empati udvikler sig, for havde der været empati fra begge sider i denne sag, så ville den nok ikke have udviklet sig så voldsomt, som den jo har gjort.

  Ejbys tanker omkring os mennesker som værende små børn, syntes jeg er meget sigende, vi tror vi ved en masse, men den ydmyghed der følger af at vi indser hvor lidt vi egentligt ved, den er positiv, og kunne også bruges i dialoger internt mellem os, netop til at skabe ligeværdigheden i dialogen med, så man ikke hæver sig over andre, via sin viden, men blot deler ud af denne i håb om selv at få lidt nu viden tilbage, fra den Guddom, som jo taler til en via ens næste også.

  Det svære er så blot at formulere sig omkring det man mener at vide, på en måde så det ikke virker på modtageren som noget man "kræver" denne skal påtage sig eller gøre, men så det man udtrykker bliver modtaget som en "neutral" ting man kan bruge eller lade ligge.

  Lige på det punkt er vi nogle få der stadigvæk mangler udvikling, men det er da godt at vi så kan "slibe kanterne" af på hinanden, og med tiden på den måde blive mere bevidste omkring vor egen virkemåde på andre.

          Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Ejby,
frågan har diskuterats tidigare på STT. Några har berättat att Martinus vid ett tillfälle sagt att Sodom og Gomorra utplånades med en atombomb, og att denne bomb var materialiserad från det åndeilge plan. Det var dessutom fuldt kosmiskt bevistde (superkosmiske) väsen som gjorde det. De som var närvarande blev lite shockerede, men Martinus förklarade något i stil med att det var det mindst onde. Det handlade om att en för stor koncentration av urspårade människor samlats på ett og samme sted. Genom att dematerialisera dem (dvs atombombe dem) kunde balansen återuprättas (när de senare inkarnerade på andra ställen). Utplåningen av Sodom og Gomorra var alltså inte uttryck för agression från Guds side, utan snarare en intervention i ett sygdomstilstand.
Detta kastar en del lys på kommunikationen mellan Gud og världsåterlösningen under biblisk tid, den tog sig lite mer drastiske uttryck än idag! Citatet visar også att det nog är mycket vi inte vet.

vh
markus

  Hej Ejby og Algotezza.

  Jeg er meget enig med dig, algotezza, vi mennesker opfatter ting som værende "onde" men forstår endnu ikke fuldt ud, at i "sidste ende" fremkommer der kun noget godt, via det vi betegner som værende ondt.

  Så det er nok heri du (Ejby) skal finde meningen omkring hvorfor det er sådan, at der kan være tilsyneladende "ondskab" der kommer fra alkærlige eller teknologiskt overlegne  væseners side.

    Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Ejby

Den "forklaring" jeg mest tror på er at vi tager teksten for bogstaveligt. Jeg har som du heller ikke læst artiklen i sin helhed og ved derfor ikke om dette er taget ud af en sammenhæng eller om Martinus gik mere ind i at forklare netop dette citat.

Mit umiddelbare bud er at det skal ses som en lignelse, hvilket Martinus jo også selv er inde på i citatet. Ligesom mange af lignelserne i biblen heller ikke skal tages helt bogstaveligt - f.eks slangen - så ser jeg også dette som en lignelse og derfor vælger jeg ikke at lægge for meget i at disse engle "ødelagde staden og dens omegn". Jeg vil ikke begynde at gætte på hvad dette mon kunne betyde uden at have læst historien i sin helhed.

Her kommer jeg til at tænke på at vores historier og vores syn på Guddommen jo viser meget om det udviklingstrin vi er på. Thor og Odin var stærke og kunne vinde alle krige og kampe, det første testamente sagde "øje for øje og tand for tand", biblen sagde "du skal elske din næste som dig selv" og Martinus sagde "Alt er såre godt", men dette er jo næppe det endelige slutfacit. Det er vel meget sandsynligt at menneskeheden om nogle tusind år, når til endnu højere erkendelser? Vi ved jo nu gennem Martinus at alle de tidligere "slutfacitter" var en delmængde af "Alt er såre godt" på samme måde som Newtons love f.eks er en specialsituation indenfor Einsteins relativitetsteori.

Min pointe er at Martinus ligesom biblen og de andre tidligere lignelser og Gudsopfattelser netop har valgt kun at beskrive de ting som vi har glæde af at vide på vores nuværende udviklingstrin og på samme måde er lignelsen om Abraham "tilrettelagt" så den kunne forstås af mennesker på dette tidspunkt.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars,
det er ikke en liknelse. Det var fråga om superkosmiske väsen som dematerialiserade en hel by. Det var det minst onde (se mitt inlägg ovan).
vh
markus

Hej Algotezza.

Det kan du have ret i

Jeg vil derfor prøve at omformulerer mig.

Jeg har svært ved at se væsner i de åndelige verdner udøve det dræbende princip.

Jeg har fået den opfattelse, at næstekærligheden her er så høj, at disse væsner hellere gav deres eget liv frem for at tage andres....og at de ikke længere er i stand til eller kan nænne, at gøre andre levende væsner fortræd.

Jeg har svært ved at forestille mig fx Jesus eller Martinus, være istand til at udslette en hel by. 😮

Vi undervises i, at aflægge os det dræbende princip via "vend den anden kind til" og "det betaler sig at være god." for på den måde, at komme frem til det rigtige menneskerige på jorden.
Hvorfor det?...hvis væsnerne i de åndelige verdner udøver det dræbende princip ???

Der er noget her jeg slet ikke forstår???

Kærlig hilsen Ejby

Avatar wrote:

eg er meget enig med dig, algotezza, vi mennesker opfatter ting som værende "onde" men forstår endnu ikke fuldt ud, at i "sidste ende" fremkommer der kun noget godt, via det vi betegner som værende ondt.

Så det er nok heri du (Ejby) skal finde meningen omkring hvorfor det er sådan, at der kan være tilsyneladende "ondskab" der kommer fra alkærlige eller teknologiskt overlegne  væseners side.

Jeg er også helt enig i dette.

En anden for mig interessant ting er at vi jo må ser Guddommen ud fra det udsigtspunkt vi nu har og selv om vi har en vis forståelse af Guddommen gennem Martinus' værker, så er den jo nok langt fra "komplet", men blot et nyt højere udsigtspunkt på vores vej op af bjerget.

Kan vi helt frasige os fortsat at tænke på Guddommen som noget menneskeligt? I gamle dage var det en mand, først stærk som Odin og Thor og så vis men hård med langt skæg og senere som alkærlighed. Men ser vi fortsat Guddommen som en "noget" med f.eks. en menneskeagtig vilje og beslutningsevne? Vi ved jo fra Martinus at alle væsener udgør Guddommens redskaber for sansning og skabelse og at Guddommen netop kun kan sanse og skabe gennem disse. Har vi som mennesker nogen mulighed for at forstå og opleve denne Guddom? Og hvis ikke, er det så ikke meget sandsynligt at vi ligesom mennesker før os har et "helt forkert" syn på denne Guddom?

Hvad enten vi ser på de ting Guddommen "gør" som "gode" eller "onde", så forudsætter begge disse syn jo at Guddommen "gør" noget. Hvad hvis Guddommen slet ikke gør noget ud fra vores menneskelige forståelse af "at gøre". Hvad hvis alt fungerer efter fysiske og åndelige love - præcis ligesom tyngdeloven - love vi slet ikke forstår? Måske "sender" Guddommen slet ikke højereudviklede væsener hertil og i stedet er det hele indrettet så guddommeligt at alt fungerer som et naturligt "forældreprincip" eller "tyngdelov" hvor alle væsener til enhver tid er indrettet lige præcis så guddommeligt at hele "systemet" fungerer?

Hvem ved?

Med kærlighed

Lars

Hej Avatar

Når jeg læser dit indlæg så får jeg det indtryk at du ud fra de få ting jeg skrev har fået et indtryk af jeg/du sortering som jeg tror dem der har forstand på dette vil være uenige i.

Jeg er ked af at jeg har været årsag til dette.

Med kærlighed

Lars

Hej Markus.

Det havde jeg ikke kendskab til, at Martinus skulle have sagt.

Væsner fra det åndelige plan, der anvender atombomber til at udrydde en hel by som en del af
Guds plan. 😮

Jamen så kan det jo lige såvel være en del af Guds plan, at der sendes væsner fra den åndelige verden
til at leve under jorden og æde menneskebørn (Alex Colliers historie om reptilerne), af en eller anden grund som vi ikke kender til 😮

Jeg må indrømme, at hele meningen og forståelsen af Martinus verdensbillede her skrider for mig.
Her er alvorligt noget jeg ikke kan få til at stemme overens. ???

Kærlig hilsen Ejby

Hvis disse væsener dræber, er det i alkærlighedens tjeneste i form af et guddommeligt updrag, ikke af egoisme, for deres egen skyld.

Hvad ellers med Sodom og Gomorra?

Disse væsener kan altså (undentagsvis vil jeg tro) medvirke til at dræbe men ikke for deres egen enkelte/individuelle skyld (altså ikke pga. egoisme som når jordmennesken dræber) men for Guddommens og helhedens skyld. Alt beror såleds på hensigten. Den dræbenede princip er jo betinget af egoisme - såleds følger de ikke denne princip men alkærlighedens princip når de (undentagsvis vil jeg tro) medvirker til at  dræbe, da altså de ikke dræber af egoisme.

Hej igen,
det har diskuterats här (obs: på svenska ): http://www.thirdtestament.com/web/phorum/read.php?f=5&i=30897&t=30859

Som jeg ser det handlar det ikke om utövandet av den dräpande principen utan om att styra mänsklighetens tidiga evolution. Det handlar ikke om straf eller vrede (även om de bibliske människor uppfattade det så!). Tänk på att dematerialiseringen av Sodom og Gomorra skedde ögonblickligen, og att ingen fick lida i onödan. Tänk også på att ingen dör eftersom liv ikke kan utplånas. Det handlar om att få de "primitive" människorna att återfödas på andre sted.
Dvs försynen far ikke runt i kosmos og anvnder WMD för nöjes skull! Kanske ska det ses som en drastisk men absolut nödvändig operation?
Vad tror du om det?

vh
markus

Hej Markus.

Måske er det mig der er dum, men jeg kan ikke godtage denne forklaring.

Det er meningen ifølge Martinus, at vi jordmennesker skal komme bort fra krig og anvendelse af atomvåben.
Men højere udviklede åndelige væsner anvender atomvåben til udryddelse af mennesker ???

Det er meningen ifølge Martinus, at vi jordmennesker skal udvikle os bort fra kødspisning og på det punkt aflægge os det dræbende princip og blive vegetarer.
Men højere udviklede åndelige væsner, er i stand til at spise menneskebørn i Guds tjeneste. ???

Det du siger er, at målet helliger midlet? Er det sådan du mener Gud opererer?

Kærlig hilsen Ejby