Hej alle
Jeg har et personligt ønske om at have en dialog om hvad fred egentlig er, så derfor denne tråd.
Vi kender fra biblen, Martinus og mange andre steder udsagnet eller lignende udsagn som "Vend den anden kind til".
Hvis vi ser dette som en livslov mere end en anbefaling, så må det vel betyde at hvis vi selv bliver angrebet (på den ene eller anden måde) så vil vi blive ved med at blive angrebet så længe vi selv angriber "tilbage" (igen på den ene eller anden måde). Angreb er her kun et eksempel, der dækker over intolerance, had, misundelse, latterliggørelse, fysisk og psykisk vold etc. etc.
Så langt så godt. Mon ikke de fleste vil være nogenlunde enige om dette her på forummet.
Det næste som jeg så finder interessant er begrebet passivitet i forhold til fred. Her tror jeg de fleste kan være enige om at fuld passivitet ikke er det samme som fred. De fleste mener nok at det vi aktivt gør for vores nærmeste er eller kan være et udtryk for kærlighed. Så en vis form for aktivitet er også udtryk for fred eller kan være udtryk for fred. Man kan vel også sige at vi alle er aktive indenfor et eller andet - måske er det umuligt at leve livet på dette fysiske plan uden dette, men det er vist et andet emne.
Nu kommer jeg så til noget som jeg oplever at der er mere forskellige holdninger til. Nemlig hvad er fred i relation til det samfund vi lever i?
Nogle vil mene at fred er at lade tingene være som de er for de udvikler sig når de er klar til det, andre at det ikke er mit område, andre at man ikke skal være imod noget, andre at man skal kæmpe (evt i fredens navn) for at opnå fred og andre igen er ligeglade med fred for hvis ikke man kæmper for noget så ændrer det sig aldrig. Osv, osv der er masser af andre holdninger end blot disse. En sidebemærkning kunne være at vi nok alle indeholder mere end én af disse holdninger afhængig af situationen, men det er også et andet emne.
Alle disse holdninger er naturligvis valide og netop som de skal være. Vi vælger alle det der passer os bedst her og nu eller det vi er udviklet til at forstå eller en kombination af disse og andre ting. Men hvad er fred ud fra de kosmiske analyser? Hvad betyder det at vende den anden kind til?
Hvis vi ser på en given situation i vores eget liv så kan vi vurdere hvad fred er i denne. Hvis vi bliver gale over en andens opførsel overfor os, så er det naturligvis ikke fred ud fra de kosmiske analyser (men det er som det er og derfor såre godt). Som i dette tilfælde må det vel gælde at det er vores reaktion, tanker og følelser der afgør om det er fred eller ej.
Det samme må vel så gælde i relation til fred i forhold til det samfund vi lever i. Vores reaktion, tanker og følelser er det bestemmende for om vi udlever fred i forhold til dette. Hvis vi føler ufred mod det der er så er det ikke fred. Men dette siger kun noget om os og ikke noget om samfundet.
Samtidig har vi en aktie i det samfundet gør fordi samfundet er os. Det samfundet gør det gør vi. Det samfundet gør mod andre det gør vi mod disse andre. Når Danmark er i krig mod andre stater, så er det os i Danmark der er i krig med andre mennesker i f.eks Irak og Afghanistan. Når samfundet er indrettet sådan at vi i Danmark har mere end dem der dør af sult i Afrika, så er det os der tager fra disse mennesker for egen vindings skyld. Følger dette ikke logisk af de kosmiske analyser?
Vi kan så gøre en masse for at afbøde disse virkninger. Vi kan forsøge at give til de fattige i Afrika eller vi kan selv lade være med at føre krig. Vi kan også sige til os selv at jeg stemmer på de gode politikere, og jeg er for ulandsbistand og fred så jeg har gjort mit. Alle disse ting er jo gode ting og de fleste vil mene at jeg kan jo ikke gøre mere, det er ikke mit ansvar, jeg alene kan jo ikke ændre samfundet, alt er som det skal være efter Guds plan, alt er såre godt osv. Alt dette kan være rigtigt for den enkelte og jeg mener ikke at nogen skal lave om på deres holdninger for de er jo netop som de kun kan være og det er såre godt.
Men set ud fra de kosmiske analyser så mener jeg ikke det kan være fred at støtte det samfund vi har i Danmark. At vende det blinde øje til er ikke det samme som at vende den anden kind til. Hvis jeg støtter det danske samfund så støtter jeg grådighed og krig, det synes jeg logisk følger af de kosmiske analyser.
Nogle vil så mene at det er bedre at støtte det mindste onde. Vi gør så mange gode ting i Danmark, så derfor er det det mest fredelige at tage det sure med det søde. Ud fra de kosmiske analyser vil jeg mene at dette argument ikke holder vand. Vi ved reelt ikke hvad det er vi støtter for vi har overladt ansvaret for udførelse til nogen andre. Vi kan jo se på resultatet at vi ikke støtter det vi tror vi støtter. Pengesystemet udnytter fortsat de fattige og der er fortsat krige. Herudover sker der en masse forfærdeligheder, som vi lukker øjnene for eller ikke ønsker at sætte os ind i fordi vi ikke "tror på det".
Dette er absolut ok, hvorfor skulle jeg bruge tid på dette, når jeg har mistet mit job og min pension er halveret og jeg er fortvivlet over hvordan jeg skal lykkes med at forsørge min familie. Det er en helt forståelig og naturlig reaktion. Efter en lang dag har jeg bare brug for at lægge mig foran fjernsynet. Dette er også et resultat af det samfund vi har skabt. Folk er stressede, trætte, bekymrede, syge. Der er intet overskud til at tage ansvar for det samfund vi har skabt. Vi - ikke samfundet - gør vores medvæsener stressede, trætte, bekymrede og syge. Det er OS der gør det. Er det fred?
"Mit område" som ofte kommer op her i forummet hvad er det? Er det mit område at støtte vores danske samfund og så håbe at der sker det som jeg gerne vil have der skal ske? Vi ved fra de kosmiske analyser at staterne er det sidste der udvikles. "Mit område" må være at tage ansvar for det jeg støtter og det jeg gør - ikke at pantsætte min kærlighedsudfoldelse hos nogensomhelst andre - mindst af alt et samfundssystem som vi ved fra de kosmiske analyser gavner overklassen til fordel for underklassen og hvor vi med vores egne øjne kan se at fattigdom, sult og krig er selve resultatet af denne samfundsopbygning.
Så kan det være fred at støtte et samfund der resulterer i krig? Mange vil nok sige at det er jo blevet meget bedre, så det går den rigtige vej. Det kan man så diskutere, for hvis man undersøger tingene så er det ikke blevet spor bedre, hvilket den krise vi nu befinder os i er ved at gøre tydeligere og tydeligere, men mit formål med denne tråd er ikke at diskutere dette. Her ønsker jeg at se på fred ud fra de kosmiske analyser.
Kan det være fred at pantsætte sin kærlighedsudfoldelse hos nogensomhelst andre? Kan det være fred ikke selv at tage ansvaret? Når vi ved at staterne er det sidste der udvikles kan det så være fred at støtte op om nogensomhelst organisationer, grupperinger, ideologier, koncepter osv?
Er fred måske blot at lade alle være som de nu er? Og er dette ikke nærmest det modsatte af vores samfund, som på mange områder fortæller os at det vil ændre tingene til det bedre (og gang på gang viser os at det ikke fungerer), altid nye regler, nye tiltag, nye løsninger, nye begrænsninger. En uendelig liste af nye frelsere der nu har den helt rigtige løsning på vores problemer. Er dette ikke netop årsagen til alle vore problemer? Frem for at fokusere på vores eget område, så giver vi folk vi ikke kender magten til at blande sig i alle andre menneskers forhold. Er det fred?
Ovenstående skal absolut ikke ses som et oplæg til krig mod nogetsomhelst. Jeg har følt krig og bitterhed om tingenes tilstand og det gør jeg da stadig, selvom det har hjulpet lidt at erkende det. Men krig kan aldrig være fred. Jeg er ved at lære at vende den anden kind til, men jeg tror aldrig jeg lærer at vende det blinde øje til for det er for mig krig mod alle mine medvæsener.
Med kærlighed
Lars
Hej Lars1.
Ja, det er et godt spørgsmål, jeg har selv meget svært ved at definere selve ordet, og det kommer sig nok af mine fortidige fokuseringer på lige dette "udtryk". 
Som "kristen" var et gennemgående tema, i forbindelse med talen om "De sidste tider" , et bibelsk "tegn", netop indeholdende dette "udtryk".
Der står i Biblen, kort og godt:"Når de siger "Fred og Sikkerhed", da vil enden komme over dem". 
Jeg har selv fokuseret lidt på at holde øje med om dette udtryk blev brugt, og både Bush, Netanyahu, Kofi Annan, om mange andre har indenfor de sidste år, sagt nøjagtigt dette, fra forskellige talerstole :"Peace and security".
Der ligger vel også noget "paradoksalt" i udtrykket "At kæmpe for freden", for hvordan kan man det, al kamp er jo udtryk for ufred, selv når man blot kæmper med sin munds sværd, er det jo ikke fredeligt, (brugbart og positivt, men fredeligt, nej ikke i ordet normale betydning)
Og det skal det vel heller ikke være, for da ville Jesus nok ikke selv påpege: Når jeg kommer igen, så tro ikke at jeg kommer med fred, men vid at jeg kommer med sværd .(mundens sværd).
Fred er derfor blevet et andet udtryk for "balance" for mit vedkommende, så den fred der tales om i mange andre forbindelser, og som jo dækker over ønsket om at ændre på andre, så ens egen livsoplevelse kan opleves som værende i "balance", i virkeligheden udtrykker det modsatte, nemlig en "ubalance", mellem det man oplever og det man mener man skulle/burde opleve.
Fred kan derfor , for mig, kun være en indre "ting", ikke en ydre, en indre fred med livet, includerende alle dets forteelser, så man netop ikke rokkes ved, eller kommer ud af balance på grund af hvordan man har det (eller oplever hvordan andre har det), men så man "TAR" det, med fred (indre balance).
Pledianeren som du selv sidst lagde linket ind omrking (igen), sagde på et tidspunkt, at vores tilværelse her på kloden (eller generelt) går ud på at opøve en evne til at bevare lyset og næstekærligheden i os selv, selv når vi er placeret i det "værste mørke", og det er vel også et måde at sige det på, altså at udtrykke, at det at kunne holde balancen mentalt i sit eget indre, uanset kaoset i omgivelserne, er den virkelige fred og det vi er her for at lære. 
Men derudover er jeg ganske enig med dig i, at vi har ansvar i mange former, også for hvad vore ledere gør, og for de ting vi ikke selv påtaler som "forkerte", når vi vender det blinde øje til,, så en balance i form at kendskab og forståelse og en deling af en sådan indsigt, er også et element af vor livsoplevelse.
Gud giver mig kendskab til de ting jeg kan lave om på, viden om hvad jeg ikke kan forandre, og accept af alt andet, og det er en sådan "balance" jeg finder giver mig en personlig fred.
Den fysiske fred, som mange bruger til at skabe opbakning med, omkring deres egne agendaer, er jo blot et "falsk" udtryk, brugt i forbindelse med at skabe endnu flere fjendebilleder, og kan derfor aldrig føre til mere fred, men kun til "enden", på denne tingenes tilstand, og det er jo også positivt.
En kamp mellem magt og etik, kan jo ikke opleves som fredelig, trods dens naturlige placering i ethvert udviklingsforløb.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Venner.
Der vælter lige en masse flere tanker ind over mig, som måske kan gøre tingene lidt klarere på dette område, så dem får i også del i her.
Martinus taler om at Jesus jo ikke kommer igen , helt så "konkret" som mange tror, men at det er kristusbevidstheden der bryder frem, indefra i det enkelte menneske.
Personligt tror jeg at begge dele sagtens kan være rigtige, men det er så en helt anden debat.
Når Jesus udtaler at han ikke kommer igen med fred, men med sit munds sværd, så indikerer dette for mig, at kristusbevidstheden, der er ved at bryde frem i os alle, medfører at etikken denne indeholder, får os til med munden at tage afstand fra magtens bindinger af os, systemernes magt over os, eller de enkelte personers uetiske handlinger, og det er jo så den kamp vi ser bryde ud omkring os, og som slet ikke ser fredelig ud.
Så i mine øjne er det at forsøge at afdække "konspirationerne" og at påpege alle de steder i verden hvor magten bruges negativt, blot et udtryk for en stor "kristusbevidsthed", brydende frem i den enkelte, og slet ikke udtryk for at mennesker der fokuserer på disse ting, skulle være i "konflikt" med Guddommen, tværtimod anser jeg netop dette for at være i samhørighed med Guddommens ønsker for lige det "nu" vi lever i.
Selvfølgeligt er et sådant syn på tingene, afhængigt af ens individuelle erfaringsgrundlag og måde at konkludere på, men lige i nuet er dette mit personlige syn på disse forhold.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Lars1.
Sætter lige dette link ind, du har jo fået lidt smag for A.C, så dette kan måske inspirere dig lidt også.
Han nævner netop Kennedy, og billederne der er lagt oveni "talen" siger jo en del, (free your mind) o.s.v.
Og overskriften lyder jo, sluk det (forbandede) tv, så du igen kan opleve virkeligheden.
http://www.youtube.com/watch?v=A2X7Jmi6H3g&feature=related
Og denne opfordring til at komme op af stolen, er jo ikke på nogen måde et udtryk for fred med tingenes tilstand som de er i nuet, men netop et opråb om at være med til at ændre, (på så fredelig vis som muligt, selvfølgeligt), de normer vi lever efter.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Venner.
I forbindelse med fred og ufred og apati og debat omkring hvad Guddommen selv ønsker, vil jeg lige citere direkte fra biblens åbenbaring, (som omhandler profetierne om "de sidste tider").
Joh Åb Kap 3: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds almægtige ophav.(Jesus)
Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm.
Gid du var enten kold eller varm.
Men nu, da du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg udspy dig af min mund.
Siden du siger ; jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld der er blevet lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenhed ikke skal kunne ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.
Alle dem jeg elsker, revser og tugter jeg.
Vær nidkær og omvend dig.
Se, jeg står ved døren (hjertet) og banker på, hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind og holde måltid med ham og han med mig.
Den der sejrer vil jeg give sæde hos mig, på min trone, ligesom jeg har sejret og taget sæde hos min fader på hans trone.
Den der har øre, skal hører hvad ånden siger til menighederne.
Citat slut.
Klammerne er mine egne tilføjelser.
I disse linier tales der jo netop om apatien, og det at være lunken og ikke at ville tage "stilling" til noget, på konkret måde.
Vi har det godt i Danmark, vi er "rige" og har samlet til huse, og mener da at dette er et udtryk for en "høj" udvikling af næstekærlighed, (ellers levede vi vel ikke lige her og så materielt godt).
Men kors hvor er vi blinde, for den rigdom og udvikling vi tror vi har, er det lige modsatte, vi er fattige og ynkelige, og vil vi ikke "høre" så forbliver vi nok sådan .
Den jeg elsker, revser og tugter jeg, siger Gud, og er det et udtryk for "fred" med det hele, eller et udtryk for kærlighed, som manifesterer sig som tugt,(karma) ja, det må vi nok hver enkelt spørge os selv om, min opfattelse er vist tydelig nok, på det område.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hvis vi vidste 100% hvad fred var, så ville vi være (ét med) freden. Det vil sige, så ville vi have kosmisk bevidsthed.
Det ikke at have kosmisk bevidsthed er symptom på, at man ikke er 100% ét med freden. Men her er der jo alle mulige grader fra den allerhøjeste disharmoni med freden og til at være meget tæt på at være eet med freden. Et eller andet sted på den skala, må vi nødvendigvis befinde os, så længe vi ikke har permanent kosmisk bevidsthed.
Og derfor kan vi jo også hele tiden lære nye perspektiver på freden bl.a. ved at samtale, men i det hele taget ved at opleve livet og gøre sig erfaringer. Det spændende er jo, at jo flere lidelseserfaringer man allerede har gennemgået, jo højere grad kan man gøre brug af teoretisk viden, som jo er en langt mere behagelig form for undervisning end den, hvor der er en eller anden form for "lussinger" med i spillet.
Så derfor er der virkeligt meget at hente i den gode samtale eller kommunikation på anden måde, hvis man først er moden for det.
Fred er i hvert fald ikke identisk med apati. Og at suggerere sig selv til at tro på sætningen: "alt er såre godt", er ikke vejen til at opleve det. En sådan suggereren sig selv, vil jo blive en "tærskel vogter", der forhindrer en i at opleve det.
Mht. "mundens sværd", så kan det jo både fortolkes som intolerancens skarphed, som Jesus mission vil medføre i samme grad som man misforstår hans mission. Men det kan også få som visdommens skarphed. Intolerancens skarphed er kun skarp på kort sigt, fordi den er selvmorderisk. Den udløser sig i talemåden: "den kloge narer den mindre kloge". Men det er i virkeligheden ikke udtryk for virkelig klogskab. Den virkeligt kloge hjælper den mindre kloge. Derfor kan den virkelige skarphed kun være intellektualitetens eller visdommens skarphed, der er baseret på logiske argumenter - sådan som det ses i kosmiske analyser - og ikke nogen sinde på fordømmelse, bebrejdelser og intolerance.
kærlig hilsen
Jan
Hej Jan S.
Citat: Den virkeligt kloge hjælper den mindre kloge. Derfor kan den virkelige skarphed kun være intellektualitetens eller visdommens skarphed, der er baseret på logiske argumenter - sådan som det ses i kosmiske analyser - og ikke nogen sinde på fordømmelse, bebrejdelser og intolerance.
Her rammer du hovedet på sømmet, mundens sværd er ikke fordømmende, men oplysende.
Men oplevelsen af dette "sværd" er jo nok noget anderledes, hvis man hører til den gruppe der rammes af intellektuel skarphed eller etikkens klarsyn.
Det er også derfor, mener jeg, at både Jesus og Martinus taler så meget om tilgivelse, for det at tilgive betyder jo "ikke at fordømme", man kan derfor sagtens fjerne politikere eller økonomer fra deres poster med logiske argumenter, uden efterfølgende at kræve straf over dem, (for de vide jo ikke hvad de gøre).
Så fred i ordets mest brugte forstand, kan jo derfor godt høre med, man kan fjerne det "forkerte" på fredelig måde, med argumenter og logik, eller på ufredelig måde, med magt, (som så ikke fører til fred overhovedet).
Apati eller ikke at tale eller at handle er ikke fred, det har du ret i, det er nærmere en vedligeholdelse af krigene, eller ufreden, men fordi det skaber "uro" at lave om på tingene, er det jo "forstyrrelser" der af nogle opleves som at man "ødelægger" freden, enten ved at forstyrre deres eget tankeklima, eller ved at forstyrre den sociale "struktur".
Måske det at bruge ordene "fred og ro", i denne forbindelse kan gøre det tydeligt, for når der er tale om fred i forbindelse med ro, hvad så hvis man kigger på ordet ro, er der ikke netop i dette ord også tale om en defination der kunne betyde "stille" eller uden bevægelse, og er ingen bevægelse ikke det samme som "uden liv", eller er "stille" ikke også et udtryk der kunne mene stillestående, og derfor uden udvikling.
Udviklingen lige her og nu, er afhængig af bevægelse, og af "røre i andedammen", og altså ikke af noget der kan kobles til hverken fred eller ro, så ønsker vi fredelige og kærlige forhold på denne klode, så er det nok lige her og nu, vi ikke skal bruge disse begreber til at fremkalde apati eller manglende handling på baggrund af.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Skriv et svar