Hej Steen2

Jeg tror, at vi bliver nødt til at væbne os med tålmodighed lidt endnu - selvom udviklingen nu heldigvis foregår med en sådan hast, at vi - ifølge Martinus - allerede inden for de nærmeste årtusinder vil blive i stand til at praktisere næstekærlighed af hidtil usete dimensioner her på kloden.

Vi må huske på, at de organiske strukturer, som hidtil har opretholdt vores jordmenneskelige zone som en zone for de lykkelige ægteskaber, er blevet støbt i kød, blod, kultur og traditioner over en periode på hundredetusindvis af år. Derfor vil det også være urealistisk at forestille sig, at vi vil kunne udvikle vores næstekærlighedsevne "over night" og uden at skabe blot en smule ravage i forbindelse med afviklingen vores stadig dybt forankrede dyriske baggrund.

Men hvis vi prøver at forstå den tid, vi lever i, som et beskedent bidrag til en gigantisk modningsproces, der vil fuldkommengøre vores livsevne og skabe lys og kærlighed i og omkring os, synes de ubehageligheder, vi oplever, måske ikke helt så uretfærdige eller uforståelige.

Venlige hilsner

Petersh

Jeg tror, at vi bliver nødt til at væbne os med tålmodighed lidt endnu
**
Er det ikke for letkøbt bare at bruge tiden som årsag til at ingenting sker ?
Det gør de også inden for religionerne !
"Bare vent så kommer den "Nye verden" ?

Hvad mener du med, at "ingenting sker"? Beskriver dit eget indlæg, der startede dette emne, ikke netop ting, der sker?

Er det ikke blot, fordi vi kun kan overskue et begrænset udviklingsforløb på få tiår, at vi oplever nutiden som kaotisk? Vi er simpelthen ikke i stand til at se og tyde de store linjer i udviklingen - uden hjælp fra det verdensbillede, som Martinus har serveret for os.

Vi kan så benytte vores - endnu - beskedne jordmenneskelige intellektuelle formåen til at efterprøve rigtigheden af dette verdensbillede. Indtil videre har hverken du eller min egen kritiske sans fået det kosmologiske korthus til at vælte hos mig. Men bliv endelig ved med at forsøge, indtil du ikke gider længere ...

Venlige hilsner herfra -

Petersh

Indtil videre har hverken du eller min egen kritiske sans fået det kosmologiske korthus til at vælte hos mig.
**
Ja det er jo det der hedder TRO !

Når nu at Martinus var dobbelpolet og han taler om at et knus
kunne give en orgasmeoplevelse hvorfor gik han det så ikke selv ?
Jeg har set på DVD at han hiver mange hånden og giver kuns
men jeg har da ikke set at han fik en orgasme af den grund.

Det gjorde han måske også

...men måske ikke foran et kammera. Måske slet ikke offentligt.

...men jeg gætter bare. Jeg ved ingenting om det. Jeg har kun hørt rygter som jeg ikke synes er værd at bringe videre.

kh
Lasse

Hej Steen2

Nej, det er ikke dét, der hedder "tro". Kosmologien bygger jo på logiske analyser, som vi med vores intelligens selv kan efterprøve (og det er dér, min kritiske sans kommer ind).

For den troende er det ligemeget med "mellemregningerne", dvs. de logiske analyser, som vedkommende ikke har evnerne til at forstå. Til gengæld finder den troende glæde og inspiration ved "facitterne" i form af fx kristendommens dogmatik.

Venlig hilsen

Petersh

Hej Steen2.

Jeg har i den seneste tid studeret en del historie, både den ældre Danmarkshistorie, men også lidt generelt om verdenshistorien. En ting der altid går igen er, at store fremskridt i menneskets måde at leve på, ikke kommer af sig selv. Et samfund, hvor menneskene har det som de selv ønsker det, og går og nyder tilværelsen, vil ikke ændre sig nævneværdigt. Hvad er det så, der driver udviklingen fremad? Det er selvfølgelig de store kriser. Kun i krisetider kan man forvente virkelige forandringer. I Danmarks historie skyldes de store spring fra jægerstenalder, videre til bondestenalder, bronzealder, jernalder osv. alle større kriser.

Det der sker i øjeblikket med især miljøkatastrofer, og den stigende rodløshed som du også nævner, er efter min mening noget, der kan udvikle sig til enorme kriser. Men disse kriser er altså også forudsætningen for, at det rigtige menneskerige kan komme i gang. Så længe miljøet overhovedet holder til det, vil vi blive ved med at brænde olie af, og forbruge helt hæmningsløst. Vækst vil være mantraet, indtil det bare ikke går længere. Sådan er mennesket, og sådan har det altid været.

Det du efterlyser er noget der går i stedet for det eksisterende. Men jeg tror, at det vi ser i øjeblikket, kun er begyndende krisetegn, og der skal en meget alvorlig krise til, før udviklingen tager fart. Men så vil det også komme til at gå stærkt.

Hej steen(2)!

Mange går og længes efter et eller andet paradis.

Men hvad vil man egentlig med et paradis, hvis man manlger evnen til at opleve det?

"Paradiset er midt iblandt jer!". 

- "Sludder, jeg kan ikke se det nogen steder".

"Nej, lige præcis, så kan det være det samme."

Det er nemlig ikke nok at paradiset er her. Man skal også kunne opleve det.

Hvad skal man med et klaver, hvis man ikke kan spille på det? (Og der heller ikke er andre der kan).

Ja, så kan man jo øve sig. "Men det har man måske prøvet, og det nytter ikke noget. Det bliver ved med at sige de samme halvkedelige toner, i stedet for de symfonier, nogen havde påstået, at et sådan et kunne frembringe... De har da vidst aldrig prøvet at spille på et klaver, når de kan sige sådan noget sludder. De må tale om noget, de ikke har forstand på!"

Man møder paradiset/guddommen hele tiden. Alkærligheden, alvidenheden og almagten står klar hvor som helst man vender og drejer sig. Men det kan man ikke se. Og derfor synes man ikke, det er godt nok. Man ønsker noget, der er bedre end det. Man tænker: "Det her kan da umuligt være såre godt. Det kan måske engang - om meget langt tid - blive det. Men det er nu yderst tvivlsomt".  Man tror, det man er stedet over for, er noget ubrugeligt skrammel. Derfor tror man det kan laves om og forbedres. Men det kan det ikke, fordi det ikke er ubrugeligt skrammen, men alkærligheden/guddommen/paradiset, man står midt iblandt.

Det er ikke alkærligheden, der skal laves om til noget andet og bedre. Alkærligheden er så god, den kan være. Den er nemlig fuldkommen. Det, der skal laves om, er ens egen evne til at sanse, alkærligheden som alkærlighed, og ikke som det helvede, den meningsløshed, løgnagtighed og vilkårlighed, som man også kan opleve den som.

Paradiset/Guddommen/Kærligheden kommer ikke til syne før man tilvejebringer de muligheder, der er nøvdvendige for, at det kan opleves i sin utilslørede form. Klaveret begynder ikke at spille underskønne symfonier, før man forholder sig til det på den måde, som får symfonierne frem.

Det kan jo føles enormt ærgeligt, hvis man er i den situation, at man forestillede sig, at man selv var fuldkommen, og det bare var et spørgsmål om at nogen af de andre, skulle se at få "taget sig sammen" (ligesom en selv), og så ville alt blive såre behageligt.

Men paradiset og helvede er ikke noget, de andre kan skabe for mig. De kan skabe det for sig selv. Og de, der er på bølgelængde kan udveklse med hinanden. Være hinandens spejl og hjælpere.

At man er almægtig betyder også, at man selv står med al ansvaret. Man kan ikke med rette give de andre skylden for, at man oplever tingene, som man gør. "Hvor bliver paradiset af? Det skulle have været her nu!" Det er en illusion, at det er de andre, der har skylden. Og lever man på den illusion, så svarer det til, at man vil have klaveret til at spille smukt uden at trykke på tangenterne. "Kaffen skal være sød, selv om jeg putter salt i! Ellers er der noget galt". Det er den ulogiske tankegang, der blokerer for udsynet.

Vi er alle sammen almægtige. Men hvis vi benægter det og siger, at det er de andres skyld, så tilslører vi de eneste "vinduer", hvorigennem paradiset eller guddommen - og dermed også os selv - kan opleves i sin højeste og virkeligste natur.

"Ja, det er meget godt med al den snak, men klaveret kan stadig ikke spille..." 

Kærlig hilsen
Jan

Hej Jan

Jeg tilslutter mig din tekst, kan heller ikke spille klaver he he - tror nok martinus spillede klaver
i vente tiden - tegne kunne han jo også, måske man skulle tage sig et kursus i tegning og
lade verden vente - man kan jo ikke ændre noget før det skal ændres.

Men selvfølgelig som steen siger hader vi - ellers var vi jo fuldendte - der skal jo være noget at tilgive, bare vi tilgiver inden vi ligger os til at sove - jeg tror virkelig det er sådan - ja for mig er
det sådan.

mvh
lars

Kan man forestille sig at Martinus havde en "gammeldags" "Abekrop" og den
derfor ikke kunne det en evt. nu krop som rigtig menneske kan , kan (ups) (det dansks sprog) 
Altså at Martinus krop ikke kunne få "orgasme" ved berøring
da hans Ånd var Den nye verdens mennske man hans krop magen til vores ?

Bare en tanke