Kære venner,
I anledning af latterens dag synes jeg dette emne må være oplagt. Martinus var en meget humoristisk person, det kan man bl.a. få indtryk af i bogen "Martinus som vi husker ham", men også Per Bruus-Jensens "Sol og Måne" gengiver et par muntre skildringer af den humoristiske sans, som hr. Thomsen var i besiddelse af.
Men skal man da ikke være meget alvorlig, når man beskræftiger sig med livets højeste problemer? Gjorde Jesus grin med noget? Gjorde Buddha? Lavede Muhammed practical jokes?
Ja, det ved vi jo faktisk ikke spor om. Måske har de folk, som har bragt oplysningerne om disse personer videre til vor tid, ikke følt at humoren var værd at viderebringe? Eller måske forstod de den ikke? Måske holdt disse menneskehedens store vejledere igen på humoren for ikke at støde folk, eller for at deres budskab ikke skulle misopfattes eller helt ignoreres?
Rene gisninger, men i hvert fald tror jeg at den humoristiske sans er en menneskelig egenskab. Naturligvis findes der ondsindet humor, som stiller folks svagheder til skue og griner på deres bekostning, men det er ikke den slags humor jeg taler om. Jeg taler om den befriende humor, som kan åbne døre og fjerne barrierer mennesker imellem.
Intet er så effektivt til at fjerne selvhøjtidelighed som netop humor, og en kosmisk bevidst person tager netop ikke sig selv spor højtideligt.
Erik Gerner Larsson sagde noget om dette i Kosmos nr.5 1987, "25 år med Martinus" (oversat fra svensk af mig, da jeg ikke har den danske original): "Begæret efter at få andres tilbedelse er uforeneligt med en humoristisk indstilling. Lad mig i den forbindelse berette om en lille oplevelse, som jeg netop har haft - i tilknytning til hvad jeg har berørt her. Det hændte mig en dag, at jeg traf en mand, som rent ud og uden omskrivninger sagde til mig: 'Ja, du er jo et menneske, der tilbeder Martinus i modsætning til mig, som foretrækker at tænke selv!'.
Jeg blev virkeligt lamslået, og jeg vil ikke påstå, at jeg i det øjeblik havde hele min bevidsthed 'hjemme'. Men det lykkedes mig dog at sige til denne mand, at uanset om det han sagde var sandt eller ej, så ville jeg trods alt foretrække at hjælpe en stor ånd med at fuldbringe hans mission fremfor at leve et for andre betydningsløst og i sig selv værdiløst liv. Jeg har medtaget denne lille hændelse, fordi den berører noget, som jeg synes retteligt bør kommenteres. Er illusionen om en sådan tilbedelse virkelig rigtig? Kan det tænkes at et menneske med normal bevidsthed år ud og år ind kan leve et liv i det, som vedkommende - her må jeg anvende hans egne ord - udtrykte som "en fladpandet tilbedelse af et nulevende menneske". Lad mig svare helt ærligt, og så korrekt som jeg selv har oplevet det, at Martinus aldrig på noget som helst tidspunkt har appelleret til nogen som helst form for tilbedelse fra min side. Og jeg vil gerne se den, som i nogen af hans bøger eller skrifter kan vise mig bare en eneste sætning, som tyder på at han skulle ønske det. Mennesker, som tænker således, glemmer helt at en af de aller fornemste egenskaber ved kosmisk bedvisthed netop er, at det rummer det som dyret og det primitive menneske overhovedet ikke ejer, nemlig humoristisk sans. Vi bør forsøge at forstå at alle mennesker, som sætter stor værdi på at man tilbeder dem, lider under det forfærdelige, som man kan udtrykke med ordene "at tage sig selv højtideligt", og det vil jeg mene - og det står jeg også inde for - at det ville en kosmisk bevidst aldrig nogensinde kunne gøre i forhold til de væsener, han skal undervise. Vi kan undersøge alt hvad de store, som har levet før, har sagt, og vi vil hos dem alle finde denne fremtrædende humoristisk sans, der betinger at de er originale, skabende personligheder, som netop afviser enhver form for tilbedelse. ..."(citat slut)
Muligvis sneg der sig et par oversætterfejl ind, men jeg håber i så fald ikke det er noget graverende.
Hvad mener man om dette? Har hr. Larsson ret? Kan vi evt. finde eksempler på humor hos Jesus, Buddha og Muhammed? 
Lattermilde hilsner,
Torben
Aner ikke om de tre herre brugte humor...
Skal man ikke have en vis form for intelligent for at forstå og udøve humor ?... hvis det var tilfældet, var det så kun "de lærde" der dengang havde og brugte humor ? Hvis det forholder sig sådan... har de tre herres forudsætninger da været i orden 
Jeg har fået sjove ting ud af af læse M. Jeg sad og læste her den anden aften... og der stod:
.... der har nået et vist fremskredent trin i humoristisk udvikling..... (eller det var i alt fald som jeg læste det) for der stod selvfølgelig humanistisk :
Den fejl-læsning hyggede jeg mig vældigt over 
Og som Gerner skriver... så skal der vel humor til for ikke at tage sig selv højtidelig...
Jeg har også mødt mennesker, som rystede gevaldigt på hovedet, når jeg fortalte, at jeg studerede M og at studiet havde gjort, at jeg var blevet vegetar og havde lagt smøgerne på hylden.
I stedet for at se det sundheds-tegn som jeg mener disse 2 ting er, så mente de jeg skulle passe på ikke at blive fanatisk - det må da være udtryk for ægte humor...
Jeg tror at det - omend det måske er ubevidst - kan skyldes, at disse mennesker fornemmer at et sådan studie betyder, at man må tage ansvar for sit eget liv og det kan virke overvældende og skræmmende - eller overtolker jeg ???
Oops - sorry Torben.... det er jo et indlæg om humor... så her kommer den
kh
Tina :0)
Kære Torben, Tina og Andre
Humoren er det, der får rigtige budskaber til at hænge
sammen for mig - ovenover pc hænger Martinus i et 
smil, liggende - vist taget oppe ved Per Bruus, han skrev
ikke direkte sjove ting, men under overfladen ruger
humoren, som salt kan forsøde maden, Johannes
Møllehave har skrevet en bog - H.C. Andersens salt Om
humoren i H.C. Andersens eventyr -, har ikke læst den
endnu, men glæder mig, det fik mig til at tænke på flere
steder, hvor Martinus er morsom...nå, jeg kan ikke direk-
te referere det, så.
Martinus var en glad sjæl, og så kommer humoren
automatisk...
Kærlig Hilsen
Michael
I anledning af latterens dag synes jeg dette emne må være oplagt. Martinus var en meget humoristisk person, det kan man bl.a. få indtryk af i bogen "Martinus som vi husker ham", men også Per Bruus-Jensens "Sol og Måne" gengiver et par muntre skildringer af den humoristiske sans, som hr. Thomsen var i besiddelse af.
Men skal man da ikke være meget alvorlig, når man beskræftiger sig med livets højeste problemer? Gjorde Jesus grin med noget? Gjorde Buddha? Lavede Muhammed practical jokes?
Ja, det ved vi jo faktisk ikke spor om. Måske har de folk, som har bragt oplysningerne om disse personer videre til vor tid, ikke følt at humoren var værd at viderebringe? Eller måske forstod de den ikke? Måske holdt disse menneskehedens store vejledere igen på humoren for ikke at støde folk, eller for at deres budskab ikke skulle misopfattes eller helt ignoreres?
Rene gisninger, men i hvert fald tror jeg at den humoristiske sans er en menneskelig egenskab. Naturligvis findes der ondsindet humor, som stiller folks svagheder til skue og griner på deres bekostning, men det er ikke den slags humor jeg taler om. Jeg taler om den befriende humor, som kan åbne døre og fjerne barrierer mennesker imellem.
Intet er så effektivt til at fjerne selvhøjtidelighed som netop humor, og en kosmisk bevidst person tager netop ikke sig selv spor højtideligt.
Erik Gerner Larsson sagde noget om dette i Kosmos nr.5 1987, "25 år med Martinus" (oversat fra svensk af mig, da jeg ikke har den danske original): "Begæret efter at få andres tilbedelse er uforeneligt med en humoristisk indstilling. Lad mig i den forbindelse berette om en lille oplevelse, som jeg netop har haft - i tilknytning til hvad jeg har berørt her. Det hændte mig en dag, at jeg traf en mand, som rent ud og uden omskrivninger sagde til mig: 'Ja, du er jo et menneske, der tilbeder Martinus i modsætning til mig, som foretrækker at tænke selv!'.
Jeg blev virkeligt lamslået, og jeg vil ikke påstå, at jeg i det øjeblik havde hele min bevidsthed 'hjemme'. Men det lykkedes mig dog at sige til denne mand, at uanset om det han sagde var sandt eller ej, så ville jeg trods alt foretrække at hjælpe en stor ånd med at fuldbringe hans mission fremfor at leve et for andre betydningsløst og i sig selv værdiløst liv. Jeg har medtaget denne lille hændelse, fordi den berører noget, som jeg synes retteligt bør kommenteres. Er illusionen om en sådan tilbedelse virkelig rigtig? Kan det tænkes at et menneske med normal bevidsthed år ud og år ind kan leve et liv i det, som vedkommende - her må jeg anvende hans egne ord - udtrykte som "en fladpandet tilbedelse af et nulevende menneske". Lad mig svare helt ærligt, og så korrekt som jeg selv har oplevet det, at Martinus aldrig på noget som helst tidspunkt har appelleret til nogen som helst form for tilbedelse fra min side. Og jeg vil gerne se den, som i nogen af hans bøger eller skrifter kan vise mig bare en eneste sætning, som tyder på at han skulle ønske det. Mennesker, som tænker således, glemmer helt at en af de aller fornemste egenskaber ved kosmisk bedvisthed netop er, at det rummer det som dyret og det primitive menneske overhovedet ikke ejer, nemlig humoristisk sans. Vi bør forsøge at forstå at alle mennesker, som sætter stor værdi på at man tilbeder dem, lider under det forfærdelige, som man kan udtrykke med ordene "at tage sig selv højtideligt", og det vil jeg mene - og det står jeg også inde for - at det ville en kosmisk bevidst aldrig nogensinde kunne gøre i forhold til de væsener, han skal undervise. Vi kan undersøge alt hvad de store, som har levet før, har sagt, og vi vil hos dem alle finde denne fremtrædende humoristisk sans, der betinger at de er originale, skabende personligheder, som netop afviser enhver form for tilbedelse. ..."(citat slut)
Muligvis sneg der sig et par oversætterfejl ind, men jeg håber i så fald ikke det er noget graverende.
Hvad mener man om dette? Har hr. Larsson ret? Kan vi evt. finde eksempler på humor hos Jesus, Buddha og Muhammed?
Lattermilde hilsner,
Torben
Jo da, Guddommen har humor.
Tænk bare på naturen og fx alle de små dyrebørn som leger og laver krumspring, de er både søde og sjove.
Naturen er i sig selv ret komisk.
Der er mange mærkelige skabninger af alle slags.
Også menneskets færden må siges at være fyldt med humor.
De klokker i det som det vil noget.
Gør alt mere besværligt eller let end det behøver at være.
Jesus selv havde også humor.
Han elskede at komme til en god fest og få et glas god rødvin.
"Stig ned Sjakæuf, i da gør jeg dig et gæstebud", ham som var så lille at han måtte klarte op i et træ for at se Jesus.
M ville ikke tilbedes.
Nej slet ikke.
Men vi elsker ham så meget for alt det han har givet os at det ligner "tilbedelse"
vh
asc
Hej venner!
Først må jeg lige ...
Jeg tror bestemt I har ret i mange af jeres betragtninger. Tina, måske kan man ligefrem med god samvittighed bytte ordene "humanistisk" og "humoristisk" ud ind imellem?
At humoren findes overalt, også i naturen, behøves man bare at kigge på giraffen og elefanten for at se
Jeg overvejede humor hos Jesus og nåede frem til at naturligvis have Jesus stor humoristisk sans. Forestil jer hvordan han har fortalt sine små historier. F.eks. "Du ser splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget". Mon han har sagt det helt højtideligt og alvorligt? Har han så i givet fald stirret strengt på den eller de disciple, der smågrinede lidt ved det groteske billede af en mand med en stor bjælke i øjet? :
Alle disse små historier fra Jesu mund har vi efterhånden hørt til hudløshed, især de af os, der har gået i søndagsskole eller kirke, men humoren er der bestemt mener jeg. Enhver humoristisk fortælling kan blive gravalvorlig - der skal bare 2000 år og lidt teologi til
Hvordan var Jesu tonefald mon, da han fortalte om den rige, der havde lige så svært ved at komme ind i himlen, som en kamel gennem et nåleøje? Det morsomme billede hans tilhørere fik af en stor og klodset kamel og et lille nåleøje, kan dog næppe havde været helt ubevidst for ham?
Der går mange sjove historier om Martinus. En af de bedre er den om damen, der efter et inspirerende foredrag fortalte Martinus, at hun følte det som om hun havde det ene ben på jorden og det andet i himlen. Da hun var gået bemærkede Martinus til en ven: "Det var da en noget uanstændig position at stå i for en dame". (Her fortalt som jeg mindes den, men den findes vist nok i bogen "Martinus som vi husker ham", om jeg husker ret).
Her til slut en vits - (gad vide om den fungerer?): En universitetsprofessor gik ind på en bar og bad om en Martinus. "En Martinus?" sagde bartenderen, "mener De ikke Martini?". "Jeg skal nok selv sige til, hvis jeg skal have mere end én", bemærkede professoren tørt :
Så mangler vi Buddha og Muhammed - havde de humor?
kh,
Torben
Jeg har haft rigtig mange griner imens jeg har læst i kosmologien herligt. Og på Klint hører man også latter rundt omkring fra morgen til aften - for slet ikke at tale om i studiegrupperne, hvor vi ofte har lagt flade af grin... jo..jo der er masser af humor i kosmologien
Nu har jeg ikke lige en historie om Buddha, men der er en anden buddhistisk, hvor både humor og visdom går arm i arm:
Buddhisterne siger, at der findes otte vinde. De er vinding og tab, ros og latterliggørelse, anerkendelse og dadel og lidelse og glæde. Hvis du ikke er bevidst om dem, vil de blæse dig bort som tørt løv i en efterårsbrise. Når nogen fx. roser dig, og det smager sødt som slik i munden, bliver du blæst bort af rosens vind.
I det gamle Kina mente en ung mand en dag, at han var blevet oplyst. Han skrev et digt til sin mester om, hvordan han ikke blev blæst bort af de otte vinde. Derpå sendte han det til sin mester, som boede fem hundrede kilometer oppe ad floden Yangtze.
Da hans mester læste digtet, skrev han "Prut, prut" nedenunder og sendte det tilbage.
Jo oftere den unge mand læste de ord, jo mere oprørt blev han. Til sidst besluttede han at besøge sin mester. På den tid var en tur på femhundrede kilometer op ad Yangtze en vanskelig rejse.
Så snart han ankom, gik han lige op til sin mesters tempel. Idet han hilste, spurgte han: "Hvorfor skrev du det? Viser dette digt ikke, at jeg ikke længere bliver blæst bort af de otte vinde?"
"Du siger, at du ikke længere bliver blæst bort af de otte vinde," svarede mesteren, "men to små prutter blæste dig hele vejen herop."
Njaa... nu kan man vel godt være humoristisk uden at være humanistisk
Men... som beskrevet sker det her hos mig heeelt af sig sæl... det er sket flere gange og jeg morer mig lige kosteligt hver gang det går op for mig at jeg har læst forkert... det gør det tungere stof lettere
... er det så en dry Martinus / Martini ??? *fniis*
tossede hilsner
::)Tina
Jo, det vil nok kræve en indskrænkning af begrebet "humoristisk", for at få det helt til at stemme
😮
[hr][/hr]
Sjov historie, Anette, om buddhisten og prutterne - nu ved vi da at buddhister har humor. Så Buddha'en har i hvert fald ikke "forbudt" humor på vejen mod oplysning. Her er en side med buddhistisk humor, hvor det også påstås at Buddha besad stor humoristisk sans: http://www.serve.com/cmtan/buddhism/Lighter/
Med lidt god vilje, kan vi vel godt sige, at vi nu kun mangler Muhammed? :
kh,
Torben
Skriv et svar