Hej Ejby

Som stor ynder af begge dele vil jeg da gerne give mit bud. Både humor og ironi kan bunde i dyriskhed. At grine af et andet væsen, der kommer til skade eller dummer sig, kan være eksempler på den slags. Og ironi, der grænser til det perfide eller deciderede spydigheder, er vist heller ikke af den mest kærlige slags sjov.

Men man kan også bruge humoren og ironien som pædagogiske virkemidler og til at fremme (selv-)forståelsen hos andre. Humor og ironi kan virke afvæbnende og på en elegant måde gøre opmærksom på alt for meget selvhøjtidelighed hos dem ironien er tiltænkt. Men i de tilfælde, hvor dette ikke opnås, fx fordi en person slet ikke formår eller ønsker en afvæbning af en situation eller er fanget af sin egen selvhøjtidelighed, kan denne brug af humoren gøre ondt og dermed få personen til at føle sig som offer. Og så er det selvfølgelig ikke sjovt længere...

Men hvorfor er der egentlig humor i verden? Jeg synes, at Mogens Møller forklarer det meget godt i artiklen "Humor og Livskunst" (Kosmos 1/1965): "Fordi vi med vort evige "Jeg" og vor evige skabe- og oplevelsesevne og alle vore skiftende manifestationsformer lever, røres og er i en evig guddom, der ikke er den gamle gnavpot, mennesker har villet gøre ham til, men er væsenet med "det evige smil", det smil, hvis stråleglans er så skøn, fordi det ikke er en stivnet maske, men den evige fornyelses smil, bag hvilket livets alvor ligger gemt."

Venlig hilsen
Petersh

Hej Ejby

Jeg mener at det er forskell på humor og humor.

En del humor er basert på at trykke ned andre, at gøre spøg/drilleri/gjøn med andres svagheter. Det kan man godt plassere i et dyriskt hjørne.

Humor som er til glæde, opløftende, og som ikke går ud på å nedverdige andre, det mener jeg man godt kan plassere i det lyse hjørne.
Ordspill hører til denne ufarlige humorkategorien.

Samme med ironi. Ironi kan bruges for å belyse tåpeligheden i et fenomen. Bruges det konstruktivt, til oplysning, uden bagtanke om at trykke ned en anden person eller en gruppe, så er det positivt. Men ironi er vanskelig og kan lett misforståes.

Selvironi er et meget nyttig verktøy. Med det kan man vise at man ikke tar sig selv så høytidelig, og det kan være bra at gøre en gang innimellem.

Når man finder glæden ved livet og ved tilværelsen, finder ud at man har sin plats i kosmos, så får man en bunnklang af glæde i livet, som gærne får udløp i form af humor.

Så jeg er inne på samme spor som Peter, ser jeg. Skal læse Mogens Møllers artikkel, tak for linken Peter.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Peter og Oscar

Forstår jeg jer ret, når jeg læser at det ikke er humor eller ironi i sig selv der er dyrisk....men hvordan den benyttes og måske også hensigten bag?

Kh. Ejby

Helt enig Ejby! Ja, akkurat det!

Kjærlig hilsen
Oscar

Jeg holder meget af humoren og ironien....og jeg elsker når et indlæg får et smil frem på læben eller nogen gange udløser et grineflip.

Det er ikke fordi jeg griner af nogle enkelt personer - jeg griner af det komiske i situationen eller fordi jeg genkender det i mig selv....og jeg benytter ofte selv humor og ironi. Det er skønt at smile og grine og få andre til at smile og grine.

Jeg er klar over, at nogen mennesker er meget nærtagne og tager mange ting personligt og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at såre nogen.

Er evnen til at grine af alien- og konspirations-jokes ligesåvel som kosmologi jokes, jesus- og muhammed tegninger, for ikke at snakke om, at grine af sig selv og andre, når man genkender dramaet og egoèts agenda, udtryk for dyriske egenskaber?

Skal man lægge bånd på sig selv og undlade al humor og ironi, fordi der altid vil være en mulighed for, at der er nogen der føler sig trådt på? Kort sagt, kan man tillade sig at lave sjov og være en smule ironisk for, at fremhæve en pointe?

Kh. Ejby

Hej Ejby

Ja, humor og ironi er vigtige ingredienser i livet. Jeg tror ikke man skal la være at bruge det fordi man kan gå over en strek en gang innimellem. Hvordan skal man ellers lære? Bare man kan erkænde og forsone seg med vedkommende, hvis man blir klar over virkningen. Da kan det til og med ha et positivt resultat, for et forhold mellom mennesker etter et forsonet ufrivillig fejlplassert ord kan være varmere end før det skedde...

Ord og tone er vigtige sager at ha opmerksomhed på, for de er kraftfulle i relationen mellem mennesker. Kraftfulle begge vejer, både til det positive og til det negative.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Oscar

Jo, jeg forstår at nogen kan føle sig såret.

Der er et ordsprog der siger. "Det handler ikke så meget om hvordan man har det, men om hvordan man tager det." Føler jeg mig såret over et humoristisk eller ironisk indlæg, er det så ikke fordi det rammer et ømt punkt i mig selv som jeg kan se nærmere på? Kan man og skal man tage ansvar for, hvad andre måske føler eller ikke føler, når man skriver et indlæg om et emne ved at undlade ironi og humor?...og selv om man undlader det, kan man risikerer, at nogen alligevel føler sig ramt eller såret over noget man skriver, tænker jeg.

For at bringe Martinus ind i denne tråd, så beskriver han hvordan latter bringer en følelse af solskin i microkosmos...og det er min erfaring at det føles godt at le. Der findes faktisk ikke meget der er bedre end det. Smil, glæde og latter er den bedste medicin i verden og fylder os med energi og livskraft.

Jeg ser bare ikke det dyriske i, at kunne se det sjove i tingene og kunne grine af sine egne og andres ufærdige sider...eller jeg skulle måske sige "Vores" ufærdige sider på nuværende stadie i udviklingen som dyremenneske Nogen gange kan ironi være med til at fremhæve det dyriske i en forestilling, så det bliver tydeligt og vi bedre får øje på det.

Et eksempel: "Achmed the dead terrorist"   http://www.youtube.com/watch?v=1uwOL4rB-go

I stedet for at hade terrorister, så ser man måske at det skyldes uvidenhed og man føler måske snarere medfølelse istedet for had. Jeg tænker at man genkender tankegangen fra sig selv - for enten er vi der selv eller også har vi været der. Jeg tænker, at det er når vi får øje på og genkender et nuværende eller tidligere udtryk for uvidenhed, at det udløser en befriende latter. Ingen er bedre end andre. Egoet ser stort set ens ud i os alle.

Det er muligt, at der er nogen terrorister der føler sig stødt eller såret. Det er også muligt, at nogen vil føle sig støt eller såret når Jesus udtaler, at man ikke kaster perler for svin....eller nogen føler sig måske ubehageligt til mode, når martinus taler om, at vi fejre julen ved at mæske os i lig der er godt i gang med forrådnelsesprocessen. 😮 Eller når Eckhart Tolle og Byron Katie ironisk og humoristisk viser os fejltænkning eller egoét. Er det udtryk for dyriske tendenser i disse mennesker? Nej, det mener jeg ikke.

Dyrisk eller ej...så synes jeg det er super fedt når mennesker er i stand til, at se det sjove i situationer. Desuden mener jeg det er sundt, at øve sig lidt i ikke at tage alting så personligt og nært.

Kh. Ejby

Jeg mener heller ikke at ironi eller humor er dyriske egenskaber, dog mener jeg at den "onde" side af ironi(sarkasme) er en ondskabsfuld egenskab, eller en dyrisk egenskab.
Jeg oplever den tit i skolen, dog ikke på mig selv, men f.eks. at en lærer er sarkastisk overfor den samme elev, konstant, og kører på vedkommendes svagheder osv..

Men jeg mener heller ikke at sådan noget som Muhammed tegninger er "godt." Fordi, for mig viser det en intolerance, og mangel på respekt for andre mennesker(og der mener jeg at det er en dyrisk funktion, eller nærmere en "oldgammel" tradition.)

Og til dig Ejby, så den måde man kan se terrorister på, er - man kan måske indse at man selv har været sådan, og så også give dem så meget kærlighed som muligt

Hilsen Mibro

Kierkegaard mente, at ironi var en højintellektuel form for humor.

Skrev sin afhandling i teologi, "Om begrebet ironi - med stadig hensyn til Sokrates", så han har i hvert fald gjort sig sine tanker. De eneste indvendinger mod afhandlingen, var den lidt "friske" måde at skrive på. Aldrig kedelig at læse. Har betydet mere for mit liv end selveste Martinus.

Hej med jer

Jeg tænker, at ironi er et trick der anvendes, når en person ikke tør sige sin ærlige mening, men derimod snakker i koder og med en skjult agenda. Ironi er i familie med sarkasme, som dog er en grad mere bidende i sit udtryk. Med ironi, mener jeg, man gør nar af andre (griner ad dem), og ikke griner sammen med dem

Bare nogle tanker jeg har gjort mig  

kh.
Kenneth

Mit bud er at humor og ironi ofte har en dyrisk side. At smile, grine og le er derimod sundt og godt for den der gør det også selvom denne person griner af nogen eller noget og dermed udlever en dyrisk side. Det giver ingen mening for mig at forsøge at undgå humor eller ironi for den har sin plads som alt andet. Opmærksomhed på hvordan man bruger sin humor og ironi er en god ting og kan være med til at afsløre sin dyriske side for sig selv. Opmærksomhed på hvor man ikke kan tage andres humor er også en god ting der kan være med til at afsløre sin egen forfængelighed og sit eget ego.

Humor og ironi kan også hjælpe med at beskytte én mod ting som man ikke har behov for eller er parat til. Ved at grine af ting giver man sig selv en grund til ikke at gå dybere ind i ting og derved bliver man ikke konfronteret med ting før man er klar til at åbne op for dem.

Hej alle

Fandt lige nogle definitioner på ironi

Den store danske encyclopædi

ironi, (af græsk eironeia 'forstillelse, spot', af eiron 'hykler'), udtryksform, hvor man med tilsigtet komisk eller spottende effekt siger det modsatte af, hvad man mener. Muligheden for ironisk at nedgøre andre (og sig selv) er bestemmende for begrebets funktion i antikken. I den klassiske retorik er den talende ironisk, når en nedsættende vurdering udtrykkes i lovprisende vendinger. I den græske komedie er "ironiker" betegnelsen for en skikkelse, der gør sig mere ydmyg og laverestående, end han er. Når filosoffen Sokrates er berømt som ironiker, er det netop som den vidende, der stiller sig uvidende an over for samtalepartneren. Den sokratiske ironi har dog den opbyggelige pointe, at den skal lede den anden til at tvivle på sin egen viden og dermed bane vejen for en ægte undersøgelse og forståelse af det spørgsmål, der diskuteres.

I slutningen af 1700-t. fik begrebet en ny betydning. Den romantiske bevægelse i Tyskland anså ironi for et princip for al digtning. Ironiens distance er en model for digterens absolutte frihed såvel over for den faktiske virkelighed som over for sig selv. Men den er tillige en model for den permanente forskel mellem sproget som udtryksmiddel og den virkelighed, som digtningen stræber efter at gøre nærværende. Her svarer ironibegrebets rolle til fragmentets centrale position i samme epokes kunstsyn (se fragment): Også i fragmentet kommer betydningen snarere fra det usagte end fra det sagte.

Både den sokratiske og den romantiske ironi diskuteres af Kierkegaard i hans afhandling Om Begrebet Ironi (1841). I Sokrates finder Kierkegaard et forbillede for den "indirekte meddelelse", som bliver formen for den pseudonyme del af hans eget forfatterskab, der vil "bedrage" sin læser ind i kristendommen. Romantikkens ironibegreb behandler han derimod overvejende kritisk. I overensstemmelse med Hegels holdning fordømmes det romantiske kunstsyn som opløsende for enhver forpligtende virkelighedsforståelse.

Mange, heriblandt Kierkegaard, har stillet ironi i kontrast til humor, og det er i reglen sket på ironiens bekostning. Humoren sættes højest pga. dens mere forsonlige præg. Hvis ironiens latter er intellektuel, er det humoren, der udløser den hjertelige latter. Af samme grund foretrak forfatteren Thomas Mann, der ellers havde ord for at være "den ironiske tysker", rimeligt nok at blive værdsat for humoren i sine værker.

I 1900-t.s sidste årtier har ironien opnået status som et af den aktuelle tidsånds nøglebegreber. Denne status beror navnlig på ironiens distance til det bogstavelige, som den synes at opløse i et spil med ord. En del af nutidens intellektuelle bekender sig til ironien og vægrer sig ved at blive kaldt til alvor, fordi de ikke tror på et grundlæggende sprog af bogstavelige betydninger. Således fx i værker af forfatteren Umberto Eco og filosoffen Richard Rorty, hvor stikordet ironi dækker en oplyst, liberal indstilling i kontrast til filosofisk eller religiøs fundamentalisme.

Wikipedia

http://da.wikipedia.org/wiki/Ironi

kh.
Kenneth

hmmmm det lyder alvorligt al det humor og ironi

På Withus-symbolet høre humor til på den humane side.

Kh. Ejby

hej ejby har du et billede
vh luci 

Hej Luci

Jeg ved desværre ikke, hvor jeg skal finde det hvis det findes på nettet.

Nogen der kan hjælpe?

Kh. Ejby

ok jeg ringer bare til peter 

De er jordmenneskelige egenskaber. Dyrene har ingen humor, ingen ironi. Hvis den sande menneske har humor og ironi må vel vise sig i fremtiden.