Apropos Orwell og 1984. Mener du, at staten bør skride ind og forbyde folk at beskæftige sig med det Martinus beskriver? Hvem skal afgøre hvad der er nødvendigt og unødvendigt?
Nope, det sagde jeg ikke.
Hej V.
Hvad er eksempelvis hukommelse så, hvis ikke det er energi? At jeg kan huske hvad jeg lavede i går, hvis ikke det er energi, hvad er det så? Er det noget ingenting? At jeg kan huske, at min forrige bil var blå er selvfølgelig energi eller materie, på fuldstændig samme måde som bilen selv er materie eller energi. En erindring er blot mest hukommelsesenergi, mens bilen selv primært er det Martinus kalder tyngde og følelsesenergi.
Hej V.
Du og jeg, vi taler samme sprog. 
Aha, så logikken er kun logisk i Martinus's og jeres verden? Det er jo sådan lidt George Orwell "1984" logik over det. Lige som når de i den bog siger: "2+2 = 4, men nogle gange 5, når staten siger det er mest logisk."
Er det ikke lidt det Martinus kommer frem med. En logik som i tror på er rigtig, men som i intet belæg har for at tro på?
Mg:
Jeg skulle snarare sige "logik" i betydelsen "följdriktig", og som ordet "logisk" används i vardagen. Det är ju "logiskt" att solen går upp från vårt perspektiv, givet att jorden snurrar runt solen. Men det är inte "logiskt" i filosofisk betydelse, blott et empirisk iakttagelse. "Logiskt" kan något också vara inom ramen för en teori: du nämnde Habermas tidigare. Givet Habermas syn på människan är det "logiskt" att samhället går mot större enhet og förståelse, till exempel.
Orwells "logik" är ikke en bra jämförelse eftersom den "logiken" är korrupt; den handlar om att manipulera og terrorisera.
Så: i fallet med Martinus kosmologi är vissa saker "logiska", dvs de följer av premisserna i teorin/kosmologin. F eks: det är "logiskt" att gudasönnerna byter kön mellan varje spiralkredslob, givet kontrastprincipen.
V:
Men der er jo andre forklaringer på verden, som faktisk giver en forklaring, hvor man ikke behøver at bruge sin intuition, og hvor man ikke behøver at spekulere på, om vedkommende digter noget op. Jeg synes det virker som et unødvendigt forskningsområde, når nu der er så mange andre mere holdbare forklaringer der ude.
Mg:
Det finns massor av "forklaringer på verden"!
Vilken man väljer är ju upp tll var och en, kanske beror det på temperament, mood og liknende. Någon lika bra og "holdbar" utläggning om Gud än den Martinus ger har jag ikke hittat (även om det såklart finns många andra intressanta teorier, og dermed ikke sagt att TT ikke indeholder problem som kan diskuteras...). En del nöjer sig med kristendom eller islam, andra med Bertrand Russell, osv.
(Jag vill återigen poängtera att det är stor skillnad mellan det Martinus kallar "videnskab" og videnskab i dagens bemärkelse. Den förra handlar om absolut visshet, den senare är snarare en metod för att nå (potentiellt reviderbar) kunskap.)
Hej V
For de mennesker, der ønsker en næstekærlig tilværelse på jorden, er det ikke et unødvendigt forskningsområde. Der er det tværtimod et uundværligt forskningsområde. Ved at forske i dette verdensbillede, og ved at forstå det, kan man i første omgang udrydde krigen i sit eget sind. Og hvor mærkeligt det end lyder, når man fjerner krigen i sit eget sind, så forsvinder krigen også i den omverden man erkender. Den omverden man erkender, er nemlig et spejlbillede af ens eget sind, det kan ikke være andet, for de energier vi modtager, har vi selv udsendt. Så når vi ikke længere udsender krigstendenser, så skal vi heller ikke mere opleve dem. Det er en meget storslået grundlov, som hvis den er sand, næppe kan tænkes mere logisk. Jeg kan i hvert fald ikke udtænke noget mere logisk. Er det logisk, at Hitler, Stalin, George Bush eller Jesus skulle bestemme, hvad jeg skal opleve? Nej vel? Er det logisk, at jeg og kun jeg bestemmer, hvad jeg selv skal opleve? Ja - det er da logisk og fuldkomment.
Jeg kan ikke sige det mere poetisk end Lucifer gør her:
Det er stor poesi. 
Til yderligere inspiration er her en lille film:
http://martinus-webcenter.dk/martinus-mennesket-verdensbilledet.html
Hvad er eksempelvis hukommelse så, hvis ikke det er energi? At jeg kan huske hvad jeg lavede i går, hvis ikke det er energi, hvad er det så? Er det noget ingenting? At jeg kan huske, at min forrige bil var blå er selvfølgelig energi eller materie, på fuldstændig samme måde som bilen selv er materie eller energi. En erindring er blot mest hukommelsesenergi, mens bilen selv primært er det Martinus kalder tyngde og følelsesenergi.
Din hukommelse er lagret i hjernen, og det kan som sådan kaldes frem af fysiske faktorer, men energi ville jeg ikke kalde det. Det kræver energi fra hjernen, at huske på ting, det kan sikkert måles i nogle joul, men ens hukommelse er ikke det samme som joul. Ligesom ens bevidsthed ikke 'er' kemiske reaktioner, de er et produkt af kemiske reaktioner. Man er ikke den dopamin som ryger rundt i hjernen, men ens bevidsthed er et produkt af, at der er dopamin i hjernen.
Men hvis siger, at hukommelse er energi, så går du vel med på det præmiss, at energi kan måles, og at hukommelse i den forlængelse også kan? Jeg troede ikke bevidstheden kunne måles, men ens hukommelse er lige så meget noget af bevidstheden, som så meget andet.
Men hvis det er energi, hvor meget hukommelse skal der så til, for at varme 1 liter vand op til kogepunktet? Hvilken enhed kan hukommelse siges at have, i det tilfælde at det er energi?
Jeg skulle snarare sige "logik" i betydelsen "följdriktig", og som ordet "logisk" används i vardagen. Det är ju "logiskt" att solen går upp från vårt perspektiv, givet att jorden snurrar runt solen. Men det är inte "logiskt" i filosofisk betydelse, blott et empirisk iakttagelse. "Logiskt" kan något också vara inom ramen för en teori: du nämnde Habermas tidigare. Givet Habermas syn på människan är det "logiskt" att samhället går mot större enhet og förståelse, till exempel.
Orwells "logik" är ikke en bra jämförelse eftersom den "logiken" är korrupt; den handlar om att manipulera og terrorisera.
Så: i fallet med Martinus kosmologi är vissa saker "logiska", dvs de följer av premisserna i teorin/kosmologin. F eks: det är "logiskt" att gudasönnerna byter kön mellan varje spiralkredslob, givet kontrastprincipen.
Når noget er logisk inden for en teori, så er det fordi præmisserne også er logiske. I Harbermas teori, da er det muligt at diskutere præmisserne for teorien og dermed teste logikken. Dertil er det muligt at modbevise samme teori, ved hjælp af logik, både internt og eksternt.
Men i Martinus filosofi/teori, da er det ikke muligt at finde logik, for da er præmisset, at man skal erkende noget, at man skal være villig til at acceptere hele konceptet som logisk, inden det logiske bliver præsenteret.
Det finns massor av "forklaringer på verden"!
Vilken man väljer är ju upp tll var och en, kanske beror det på temperament, mood og liknende.Det var ikke det jeg mente. Jeg mente ikke, at man bare skulle vælge en forklaring på hele verdenen, og så bare tro på den. Der er en forklaring på hvorfor solen står op, hvorfor ting falder, hvorfor planter gror, og så videre. Disse forklaringer behøver ikke det overnaturlige eller åndelige for at være rigtige, og det tror jeg heller ikke man behøver at inddrage nogensinde, for at forklare verden.
Så når Martinus forsøger at forklare verdenen med det åndelige, og vi tydeligvis kan se, at der ikke er meget i tilværelsen, som indikere noget af det, jamen så kan man da kun være skeptisk på det han siger.
At have en god forklaring på gud, det ændre ikke på det faktum, at vi endnu ikke ved om der er nogen Gud. Hvad er Martinus forklaring, kort fortalt, og hvad er den, i det tilfælde at der ikke er en Gud. Har hans så ikke kommet med en forklaring, på noget som ikke eksisterede, og dermed kikset i sin kosmologiske indsigt?
Hvis Martinus's videnskab handler om absolut vished, hvorfor har dette forum, som har læst den samme bog, så forskellig mening omkring mange af tingende? Hvis det er en absolut vished, så er det jo urokkeligt fastlagt, og kan aldrig modargumenteres, og dermed burde alle være enige om budskabet. Hvis det netop handler om, at man erkender åndsvidenskaben, hvorfor har I så ikke erkendt det samme?
Hej V
Grunden til forumbrugerne skriver forskelligt,er at de er forskellige.Du må vide at forskellige mennesker tolker de samme tekster...forskelligt,også når det drejer sig om videnskablige tekster.Martinus siger at vi er på forskellige udviklingstrin,og dermed ikke reagerer/fortolker ens.
Men jeg synes du i det mindste skal læse introduktionen her på siden.Den er kortfattet og en alligevel fyldig kilde til Martinus Kosmologi. Her er sakset fra indledningen:
Martinus understreger, at hans forklaringer ikke er det eneste saliggørende for alle mennesker (note 1). Han opfordrer til at hans tanker afprøves i praksis og ikke optages ukritisk igennem blind tro. Hensigten med Martinus' livsværk har nemlig på ingen måde været at danne en ny religion. Han stiller sin viden og sine åndsvidenskabelige værker til rådighed for alle mennesker til gavn og glæde for alle. Hvorledes det enkelte menneske vil tage imod denne viden er dets egen sag.
5
Hvad videnskaben med alle dens forgreninger angår, ser Martinus ikke nogen modsætning til åndsvidenskaben. Tværtimod er det hans opfattelse, at det kun er et tidsspørgsmål inden videnskabeligt interesserede mennesker opdager, at de kan finde tilfredsstillende svar i et åndsvidenskabeligt verdens- billede, hvor intet er overladt til tilfældigheder. Videnskaben som den ser ud i dag, er i Martinus´ forståelse et absolut nødvendigt led i udviklingen. Det er igennem udforskning af materien, at det enkelte menneske får udviklet sin intelligens og det er videnskaben, der skal danne grundlag for den materielle opbygning af det fremtidige verdenssamfund. Efterhånden som det enkelte menneske udvikler sin intelligens og tilegner sig ny viden, både inden for materieforskning og forskning i højere moral, giver dette på længere sigt adgang til indsigt i de kosmiske love, der ligger til grund for universets opbygning.
Så jeg synes det er en dårlig måde, at udforske Martinus ved at lade nogle "kosmologistuderende"
stå for at forklare ham og ikke mindst hans omfattende værk for dig.(selvom du møder stor velvilje her for at forklare).Du må simpelthen begynde at læse hans værker for at prøve at forstå ham.
Det er vel det du gerne vil...altså prøve at forstå Martinus ???...eller hvad.
Det er meget muligt at studier i Martinus kan dette. Der er andre måder at gøre tingende på, men hvis du har fået fred i dit sind via dette, så er det også fint. At det er uundværligt for dem, som ønsker næstekærlighed på jorden, det tvivler jeg dog på.
Jeg vil mene, at jeg har "udryddet krigen i mit eget sind", for nu at bruge dine ord. Jeg hviler meget godt i mig selv. Men det har dog ikke fjernet krigen i min omverden. Der er mange ting, at forholde sig til, ikke bare på verdensplan, men også i forhold til sine venner og familie f.eks.
Her knækker det så lidt for mig. De energier vi modtager har vi selv sendt ud? sådan lidt karma agtigt? Jeg skulle da mene, at der er en del situationer, hvor denne teori ikke passer, så frem der overhovet er belæg for at tro på det i første omgang.
Den burde være sand, fordi den er logisk. Men hvorfor er det logisk, at få den energi tilbage som man udsender? Det kan vel være lige så logisk, at det ender et andet sted? Har du nogen grund til at tro, at man får det tilbage, andet end Martinus påstand?
Det kommer an på hvem man spørger. Mange kristne vil kunne se logikken i, at Jesus bestemte ens skæbne, fremfor at man selv gjorde.
Nej, det er ikke logisk og fuldkomment. Hvis noget skal være logisk, så skal argumentet for det være holdbart. Men er der nogen grund til alt det overstående skulle være rigtigt, uden for Martinus påstand og åndsvidenskab? Er der noget i universet, som objektivt kan siges, at underbyge overstående fænomen, så frem det eksistere?
Grunden til forumbrugerne skriver forskelligt,er at de er forskellige.Du må vide at forskellige mennesker tolker de samme tekster...forskelligt,også når det drejer sig om videnskablige tekster.Martinus siger at vi er på forskellige udviklingstrin,og dermed ikke reagerer/fortolker ens.
Men hvis Martinus åndsvidenskab fører til absolut vished, så må det være den samme vished der er tale om. Så selvom i ikke alle er lige tæt på denne vished, så burde I slet ikke være uenige om så mange områder.
4
Martinus understreger, at hans forklaringer ikke er det eneste saliggørende for alle mennesker (note 1). Han opfordrer til at hans tanker afprøves i praksis og ikke optages ukritisk igennem blind tro. Hensigten med Martinus' livsværk har nemlig på ingen måde været at danne en ny religion. Han stiller sin viden og sine åndsvidenskabelige værker til rådighed for alle mennesker til gavn og glæde for alle. Hvorledes det enkelte menneske vil tage imod denne viden er dets egen sag.
5
Hvad videnskaben med alle dens forgreninger angår, ser Martinus ikke nogen modsætning til åndsvidenskaben. Tværtimod er det hans opfattelse, at det kun er et tidsspørgsmål inden videnskabeligt interesserede mennesker opdager, at de kan finde tilfredsstillende svar i et åndsvidenskabeligt verdens- billede, hvor intet er overladt til tilfældigheder. Videnskaben som den ser ud i dag, er i Martinus´ forståelse et absolut nødvendigt led i udviklingen. Det er igennem udforskning af materien, at det enkelte menneske får udviklet sin intelligens og det er videnskaben, der skal danne grundlag for den materielle opbygning af det fremtidige verdenssamfund. Efterhånden som det enkelte menneske udvikler sin intelligens og tilegner sig ny viden, både inden for materieforskning og forskning i højere moral, giver dette på længere sigt adgang til indsigt i de kosmiske love, der ligger til grund for universets opbygning.
Så jeg synes det er en dårlig måde, at udforske Martinus ved at lade nogle "kosmologistuderende"
stå for at forklare ham og ikke mindst hans omfattende værk for dig.(selvom du møder stor velvilje her for at forklare).Du må simpelthen begynde at læse hans værker for at prøve at forstå ham.
Det er vel det du gerne vil...altså prøve at forstå Martinus ???...eller hvad.
Det går meget fint med at forstå Martinus ved at debattere her på forummet. Jeres fortolkninger siger meget om Martinus åndsvidenskab, og det er lige så meget det jeg søger.
Hej V
Her forklarer Martinus hvad den materielle videnskab ser af livet og hvad åndsvidenskaben ser.
Taget fra Artikelsamling 1 ,artikel 15 "Korsets tegn" :
De forskellige materielle foreteelser, som det daglige liv og selve naturen i al sin vælde udtrykker, kan altså sanses eller opfattes på to forskellige måder. Hvis vi tænker os en bog indeholdende en eller anden logisk beretning, en roman, et eventyr eller en videnskabelig afhandling blive skænket til en person, der hverken kan læse eller skrive, vil hans udbytte af denne bog, såfremt ingen andre gør ham bekendt med dens indhold, kun kunne blive et "mål-" eller "vægtfacit". Han vil kunne bedømme bogens eventuelle smukke indbinding, omslagstegning, papirets farve såvel som selve bogens format, tykkelse og vægt. Andre facitter vedrørende bogen vil han i den givne situation være ganske udelukket fra. Bogens indhold af bogstaver er for ham et ganske broget virvar. Det skønne og værdifulde litterære indhold, som disse bogstaver tilsammen udtrykker, er han helt afskåret fra. Og det er i princip ganske det samme, der gør sig gældende med den rent materielle forsker. Han ser på livets mange detaljer og udtryk, men kan slet ikke læse disse. Han ser deres format, tykkelse og vægt, deres farve og bevægelse, men hvad de derudover fortæller eller oplyser, er han lige så afskåret fra, som analfabeten er afskåret fra bogens intellektuelle indhold. Helt anderledes stiller det sig, når bogen gives til en person, der kan læse. Han kan naturligvis også se bogens ydre, dens særlige indbinding, dens format og tykkelse, men disse foreteelser bliver af underordnet betydning ved siden af den betydning, som bogens tekstindhold får for ham. Han oplever i kraft af sin evne til at læse, at bogen indeholder noget helt andet end blot og bar bogstaver, ja, at disse i virkeligheden kun er en emballage, i hvilken tanker, ideer eller forestillinger kan transporteres fra hjerne til hjerne. Hvad er da tanker, ideer eller forestillinger? – Disse nævnte foreteelser er alle uden undtagelse udgørende større eller mindre partier af et "levende væsens" oplevelse af "livet".
En bog er således i kraft af sit indhold af bogstaver, ord og sætninger en emballage, fyldt med et brudstykke af forfatterens "liv". Hvad er da dette "liv"? – Ja, som De her forstår, udgør "livet" altså noget, som ikke er fysisk, noget som ikke kan tages med hænderne, noget som ikke kan høres eller føles uden igennem en for sanserne tilgængelig iklædning. En bog udgør således i kraft af sit tekstindhold en sådan iklædning.
For den, der kan læse, udgør en bog et slags batteri fyldt med noget usynligt, som han kan overføre til sin egen oplevelse. Denne overføring sker i kraft af hans læsning af bogen. Under læsningen går der således "noget" fra bogen over i læserens bevidsthed. Men når der ved læsningen overføres "noget" til læserens bevidsthed, må denne bevidsthed blive mere eller mindre "opladet". Og det er jo netop det, der sker.
Når læseren i det hele taget har givet sig til at læse, er det jo udelukkende fordi, han netop føler trang til denne opladning. Men det er ikke lige meget, hvilken bog han læser. Det er ikke alle bøger, der har lige netop det indhold, der kan være en tilfredsstillelse eller mættelse for den særlige hunger, han nærer. Nogle bøger indeholder måske kun noget, hans bevidsthed allerede i forvejen er fyldt med. Sådanne bøger har derfor ikke hans interesse. Men bøger, der kan give ham svar på nogle for ham særligt brændende eller aktuelle problemer eller være en tilfredsstillelse for hans trang til underholdning, vil i høj grad være kilder til hans livs fundering og vedligeholdelse.
Bøger er således ikke blot papir og bogstaver, men er udgørende "batterier" fyldte med "noget", som er mere eller mindre eftertragtet og livsvigtig "næring" for læserens liv. Hver gang læseren studerer en bog, overfører han altså til sin bevidsthed noget, der er usynligt, noget der ikke er fysisk og derfor heller ikke direkte kan sanses med fysiske sanser. Dette "noget" er intet mindre end "nyt liv". Dette "nye liv" er "påfyldt batteriet" eller bogen af dens ophav og er således noget af det samme væsens eget "liv". "Liv" er således noget, der kan overføres fra et levende væsen og opsummeres i en fysisk foreteelse, hvorfra det atter kan overføres til et levende væsen. Det har noget tilfælles med elektriciteten. Denne er også noget usynligt, der kan overføres til en fysisk foreteelse (akkumulatorbatteriet) og herfra igen føres videre. Men medens akkumulatorbatteriet kan udtømmes, kan "livsbatteriet", hvilket i dette tilfælde vil sige en bog, ikke udtømmes.
En bogs indhold kan overføres til hundreder og atter hundreder af læseres bevidsthed, uden at bogen udtømmes eller bliver "tom". Så længe den ikke er slidt op, og dens tekst er tydelig, vil det "liv", dens tekst indeholder, stadig stråle fra dens blade og linjer. "Livet" bliver således her synligt som noget "immaterielt", der kan indkapsles i en fysisk foreteelse og herfra i ubegrænset målestok tildeles levende væsener, alt efter som de kan "læse", hvilket vil sige: har forstand på den forbindelse, der er mellem nævnte fysiske foreteelse og "livet". Og vi er her i virkeligheden stedet over for grundprincippet i ethvert levende væsens oplevelse af "livet". Hvad er denne oplevelse i sit princip andet end en evne til at kunne "læse"? – Når to væsener "taler" til hinanden, er det så ikke også her en "læsning", der foregår? Her er teksten blot formet således, at den kan "læses" med øret.
Men ligesom bogstaver er noget mere end bogstaver, og tale er noget mere end lyde, således er alt, hvad der eksisterer i naturen, noget mere end det, det ser ud til at være. Ligesom tale og skrift er materielle foreteelser, der hver især udgør et befordringsmiddel til overføring af tanker, forestillinger, bevidsthed eller liv, således udgør hver eneste detalje i naturens store sceneri også en materiel foreteelse, ved hvilken tanker, forestillinger, ånd og liv kan overføres fra et væsen til et andet, nemlig fra Guddommen til gudesønnen. Alle detaljer og foreteelser i naturen, i det daglige liv, er således identiske med "bogstaver", "ord" og "sætninger", igennem hvilke Guddommen fortæller sit liv, overfører sin ånd, sin bevidsthed, på sønnen, således at denne til sidst kan blive ét med Faderen eller Guddommen selv.
Ligesom den, der endnu ikke kan læse, ikke kan tilegne sig en bogs indhold af ånd eller liv, men derimod kun kan tilegne sig en viden om dens format, indbinding og papirkvalitet, altså mål- og vægtfacitter, således kan gudesønnen heller ikke, så længe han ikke kan "læse" naturens "bogstaver", tilegne sig andet end disse "bogstavers" format og udseende, deres vægt og stofmæssige kvalitet, hvilket også her vil sige mål- og vægtfacitter. Den materielle forsker, der endnu sværger til mål- og vægtfacitter som det eneste absolut eksisterende og benægter enhver form for udødelig ånd, bevidsthed eller liv, kan således endnu slet ikke "læse" i selve naturens store bog. Han beskæftiger sig altså endnu kun med samme bogs materielle ydre og stofmæssige kvalitet, dens indbinding osv. Og det var jo denne beskæftigelse eller rent materielle forskning, der kan symboliseres ved den ene streg i krydset eller korset.
Men som De her forstår, vil man således aldrig komme til selve det liv eller det "noget", der er Guds bevidsthed, tanker og forestillinger eller det "litterære noget", der altid er usynligt til stede bag enhver form for tekst, bag enhver form for materielle foreteelser, det "noget", der er forfatterens eller skaberens bevidsthed, ånd eller liv. For at komme til de tanker, planer og forestillinger, den ånd eller det liv, der usynligt er til stede bag enhver af naturens detaljer eller foreteelser, må sandhedssøgeren indstille sin forskning eller søgning på andre facitter end dem, der udgør analysen af naturens store bogs mål og vægt, dens papir- eller stofmæssige kvalitet. Han må blive "åndsforsker".
Du kan søge og læse i Livets Bog her: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php
Hej V.
De grundenergier som Martinus omtaler kan ikke direkte måles. Det eneste der kan måles er det aftryk de hver især sætter i den fysiske verden. Dette aftryk kan du måle med fysiske instrumenter. Jeg kan ikke måle, at det at huske hvordan min afdøde mors stemme lød, er på så og så mange watt. Ikke desto mindre eksisterer denne erindring, så den kan ikke være ingenting.
Det må man jo afprøve i sit eget liv. Hvis du optræder aggressivt synes du så ikke, at der er store chancer for at blive mødt på samme måde? Det indikerer for mig, at energien vender tilbage, ellers skulle det jo være tilfældigt, om et smil blev mødt af aggressioner eller det netop blev mødt af smil. Det er i øvrigt et område som du selv kan gå ud og falscificere. For mig er det endvider logisk, at tryk aflver modtryk. Hvis jeg slår en hammer mod en væg, vil de væggen slå præcis lige så hårdt på hammeren, som hammeren slår på væggen.
Så er det derfor de stadig er kristne.
Hvis man måler på din og min hjerne, så vil de formentlig ligne hinanden, veje nogenlunde det samme, bruge nogenlunde det samme antal joule osv. Hvorfor har de så ikke det samme billede af verden?
Hvis 10 mennesker ser det samme bankrøveri, og politiet beder dem beskrive hvad de har set, så vil de få 10 forskellige beskrivelser. Ikke desto mindre vil alle 10 formentlig være enige om, at de har overværet et bankrøveri.
Du har mulighed for selv at se bankrøveriet, hvis du læser Martinus selv. Men hvis du hellere vil overvære det ved at høre hvad andre siger, så får du ikke nogen entydig forklaring. Så er det nok ikke bankrøveriet du er interesseret i, men mere hvordan folk beretter eller argumenterer. Så er selve hændelsen sikkert ligegyldig for dig, det kunne lige så godt have været noget andet folk havde oplevet.
De grundenergier som Martinus omtaler kan ikke direkte måles. Det eneste der kan måles er det aftryk de hver især sætter i den fysiske verden. Dette aftryk kan du måle med fysiske instrumenter. Jeg kan ikke måle, at det at huske hvordan min afdøde mors stemme lød, er på så og så mange watt. Ikke desto mindre eksisterer denne erindring, så den kan ikke være ingenting.
Men energi er det næppe. Det du kan se eller hører med dine "indre sanser" (f.eks. din mors stemme), det er ikke det samme som energi. Man kan endnu ikke identificere en tanke i hjernen. Man kan konstatere, at der er aktivitet når man tænker, og kan tænke sig, at denne aktivitet frembringer bevidsthed. Men som nævnt før, så oplever man ikke, hvordan det er at være andre, for man er et produkt af denne aktivitet. Din hukommelse er også et produkt af aktiviteter i hjernen, og de kan som sådan ikke opleves. Men det gør det ikke til energi. Energi er fysisk. Din hukommelse er skabt af fysik, men det billed eller den lyd man får i hoved, det er ikke fysisk.
Det må man jo afprøve i sit eget liv. Hvis du optræder aggressivt synes du så ikke, at der er store chancer for at blive mødt på samme måde? Det indikerer for mig, at energien vender tilbage, ellers skulle det jo være tilfældigt, om et smil blev mødt af aggressioner eller det netop blev mødt af smil.
Jamen så plukker jeg et par eksempler, hvor folk har afprøvet med deres eget liv:
- Martin Luther King prædiker en fredelig løsning på raceproblemerne i USA, han er præst og menneskerettighedsforkæmper og brugte ikke voldelige metoder.
Alligevel bliver han skudt. Sende han noget ud, der gjorde han fik sådan en skæbne? Var det noget der kom tilbage til ham?
I samme kategori kan nævnes Gandhi.
-Stalin får flere millioner dræbt under sit regime, af alle tænkelige årsager, men er så heldig at leve i vild luksus til han dør, 74 år gammel. Han indgydede frygt og rædsel i andre, men fik lov at leve relativt sikkert og magtfuldt. Var det også noget, som hans udsente handlinger gav ham tilbage?
-Stephen bliver stenet for a prædike Jesus budskab. Iver, gode overbevisninger og veltalenhed bliver mødt med foragt og ignorance, og gør ham til den første martyr i en lang række. Der hvor han ønskede forståelse og tolerance bliver han mødt med afstumpet vrede. Selvom dette sikkert er en del af Jesus plan for de kristne, så hænger det ikke sammen med at få det tilbage som man udsender.
-Lille Lise møder glad op i sin nye klasse, fuld af forventninger og optimisme, men bliver mobbet allerede første dag. Hvem er skyld i det?
-For tidligt fødte børn, som måske kun lever nogle få dage, hvor igennem de kan risikere at lide det meste af tiden. Har de overhovet nået at kunne sende noget som helst ud i verden, som de får igen så grusomt?
-Folk med posttraumatisk stres. det er ikke kun soldater, som får det, det kan også være folk, som oplever krig som civil. En ting er at skulle opleve krig (hvem har nogen sinde sendt noget ud, som gav dem det tilbage?), noget andet er at skulle trækkes med det længe efter i form af mareridt og depression, samt meget andet.
Stressen kan endda gøre, at folks personlighed ændre sig, så de f.eks. bliver mere aggressive. Er de så selv skyld i det de sender ud og får igen, eller er det krigensoplevelsernes skyld eller hvordan?
Selv hvis det skulle være noget folk sendte ud og fik igen, så synes jeg godt nok ikke, at det er åh så fantastiks en grundlov for livet du har der.
Så er det derfor, de stadig er kristne.
Så hvis man er kristen, så er man ikke selv herre over hvad man skal opleve?
Hej V.
- Martin Luther King prædiker en fredelig løsning på raceproblemerne i USA, han er præst og menneskerettighedsforkæmper og brugte ikke voldelige metoder.
Alligevel bliver han skudt. Sende han noget ud, der gjorde han fik sådan en skæbne? Var det noget der kom tilbage til ham?
I samme kategori kan nævnes Gandhi.
-Stalin får flere millioner dræbt under sit regime, af alle tænkelige årsager, men er så heldig at leve i vild luksus til han dør, 74 år gammel. Han indgydede frygt og rædsel i andre, men fik lov at leve relativt sikkert og magtfuldt. Var det også noget, som hans udsente handlinger gav ham tilbage?
-Stephen bliver stenet for a prædike Jesus budskab. Iver, gode overbevisninger og veltalenhed bliver mødt med foragt og ignorance, og gør ham til den første martyr i en lang række. Der hvor han ønskede forståelse og tolerance bliver han mødt med afstumpet vrede. Selvom dette sikkert er en del af Jesus plan for de kristne, så hænger det ikke sammen med at få det tilbage som man udsender.
-Lille Lise møder glad op i sin nye klasse, fuld af forventninger og optimisme, men bliver mobbet allerede første dag. Hvem er skyld i det?
-For tidligt fødte børn, som måske kun lever nogle få dage, hvor igennem de kan risikere at lide det meste af tiden. Har de overhovet nået at kunne sende noget som helst ud i verden, som de får igen så grusomt?
-Folk med posttraumatisk stres. det er ikke kun soldater, som får det, det kan også være folk, som oplever krig som civil. En ting er at skulle opleve krig (hvem har nogen sinde sendt noget ud, som gav dem det tilbage?), noget andet er at skulle trækkes med det længe efter i form af mareridt og depression, samt meget andet.
Stressen kan endda gøre, at folks personlighed ændre sig, så de f.eks. bliver mere aggressive. Er de så selv skyld i det de sender ud og får igen, eller er det krigensoplevelsernes skyld eller hvordan?
Alt det her kan du finde svar på hos Martinus. Det tager for lang tid for mig at besvare det hele, men meget af svaret ligger i reinkarnationen, som du ikke godtager. Godtager du ikke den, kan du ikke få svar på dine spørgsmål, for så er der intet svar.
Hvis man måler på din og min hjerne, så vil de formentlig ligne hinanden, veje nogenlunde det samme, bruge nogenlunde det samme antal joule osv. Hvorfor har de så ikke det samme billede af verden?
Fordi de ikke er ens, trods ligheden. Men taler man om en absolut vished, så må denne vished være den samme for alle. Det er vished om, at det man ved er korrekt. Når mg mener, at åndsvidenskaben handler om absolut vished, så er det vel fordi han mener, at når han har studeret og forstået det, så har han absolut vished omkring det. Men hvis denne absolutte vished er modsigende din absolutte vished, hvad gør i så? I ved jo begge, at i har 100% ret, så hvorfor er jeres vished ikke 100% ens? Det er modsigende, at man kan komme frem til forskellige visheder om det samme emne.
Hvis 10 mennesker ser det samme bankrøveri, og politiet beder dem beskrive hvad de har set, så vil de få 10 forskellige beskrivelser. Ikke desto mindre vil alle 10 formentlig være enige om, at de har overværet et bankrøveri.
Du har mulighed for selv at se bankrøveriet, hvis du læser Martinus selv. Men hvis du hellere vil overvære det ved at høre hvad andre siger, så får du ikke nogen entydig forklaring. Så er det nok ikke bankrøveriet du er interesseret i, men mere hvordan folk beretter eller argumenterer. Så er selve hændelsen sikkert ligegyldig for dig, det kunne lige så godt have været noget andet folk havde oplevet.
Jamen så lad os tage et andet eksempel, som ligger lidt i forlængelse af dette.
10 mennesker anmelder et bankrøveri. 1 siger, at gerningsmanden gik i sort tøj, 1 siger han gik i rødt. 1 siger røveren tog alle pengene og gemte dem et sted i skoven, en anden siger røverren ikke slap af sted med noget. 1 siger, at gerningsmanden ikke efterlod sig spor, som politiet kan se, en anden siger at politiet kan finde hans spor, ved at erkende, at der skete et røverri uden spor, men en tredje siger, at der er masser af spor, politiet finder bare ingen. Resten siger, at man skal opleve røverriet for at forstå det rigtigt, men kan ikke være sikker på, at deres oplevelse faktisk kun var fantasi.
Hvad skal en en ekstren person, f.eks. politiet, gøre i sådan en situation? Er der overhovet sket et røverri? Er vidnerne troværdige på nogen måde?
Jeg er da interesseret i Martinus, men jeg vil gerne have en vis sikkerhed for, at jeg ikke spilde min tid, hvis jeg endelig skulle læse noget af ham.
- Martin Luther King prædiker en fredelig løsning på raceproblemerne i USA, han er præst og menneskerettighedsforkæmper og brugte ikke voldelige metoder.
Alligevel bliver han skudt. Sende han noget ud, der gjorde han fik sådan en skæbne? Var det noget der kom tilbage til ham?
I samme kategori kan nævnes Gandhi.
-Stalin får flere millioner dræbt under sit regime, af alle tænkelige årsager, men er så heldig at leve i vild luksus til han dør, 74 år gammel. Han indgydede frygt og rædsel i andre, men fik lov at leve relativt sikkert og magtfuldt. Var det også noget, som hans udsente handlinger gav ham tilbage?
-Stephen bliver stenet for a prædike Jesus budskab. Iver, gode overbevisninger og veltalenhed bliver mødt med foragt og ignorance, og gør ham til den første martyr i en lang række. Der hvor han ønskede forståelse og tolerance bliver han mødt med afstumpet vrede. Selvom dette sikkert er en del af Jesus plan for de kristne, så hænger det ikke sammen med at få det tilbage som man udsender.
-Lille Lise møder glad op i sin nye klasse, fuld af forventninger og optimisme, men bliver mobbet allerede første dag. Hvem er skyld i det?
-For tidligt fødte børn, som måske kun lever nogle få dage, hvor igennem de kan risikere at lide det meste af tiden. Har de overhovet nået at kunne sende noget som helst ud i verden, som de får igen så grusomt?
-Folk med posttraumatisk stres. det er ikke kun soldater, som får det, det kan også være folk, som oplever krig som civil. En ting er at skulle opleve krig (hvem har nogen sinde sendt noget ud, som gav dem det tilbage?), noget andet er at skulle trækkes med det længe efter i form af mareridt og depression, samt meget andet.
Stressen kan endda gøre, at folks personlighed ændre sig, så de f.eks. bliver mere aggressive. Er de så selv skyld i det de sender ud og får igen, eller er det krigensoplevelsernes skyld eller hvordan?
Alt det her kan du finde svar på hos Martinus. Det tager for lang tid for mig at besvare det hele, men meget af svaret ligger i reinkarnationen, som du ikke godtager. Godtager du ikke den, kan du ikke få svar på dine spørgsmål, for så er der intet svar.
Bare tag et enkelt eksempel for min skyld. Den med lille Lise er vel meget nem, den sker hver dag næsten. Jeg tror ikke på reinkarnation, af samme grund som jeg ikke tror på din ide om, at man får alt tilbage som man udsender. Det er ikke logisk, det er blot fantasi og ønsketænkning.
Hej V
Jeg mener at martinusinteresserte som skriver her, er mer enige end det måske ser ud. Jeg vil påstå at man er enig om det allermeste. Uenighederne er ofte om ting som Martinus ikke har sagd noget tydeligt om, men som man forsøger tolke udifra andet han skriver eller sier.
Når man ser på svarene som videnskaben har, så ser man, at de ikke har nogre svar, når man kommer til kvantenivåer. Allerede i 1944 sa Max Planck i den berømte Firenze-talen: "Det findes intet stof som sådant!" Findes den fysiske verden ikke? Tilsyneladende eksisterer det ikke noget fysiskt når man kommer på kvantenivå. Det stoflige forsvinner!
Kvanter er diskontinuerlige, de er nonlokale, de er virtuelle/spøgelsesagtige. Om man tar en kvant ud fra en atom, bevarer den forbindelsen, selv om den flyttes til et helt andet sted; når retningen til atomet endres, endres også kvanten. Hvorledes? Videnskaben ved ikke. En kvant som rejser fra A til B går ikke via en kartlagd, målbar vej. Uansett hvilken vej man måler, så går kvanten på den. Kvanten går alle vejer samtidig! Hvorledes? Videnskaben ved ikke. Etc etc etc.
Opfattelsen av verden som en stor maskin, som Newtonisk idé, må opgis.
Energi er fysisk, skriver du. Det er kanske det, men videnskaben i dag ved fortsatt ikke hvad energi i seg selv er. Man kender energi kun ud fra dens virkninger. Ser man på energiens virkninger på kvantenivå, ser man at det ligner mer på mentale tilstande end på fysisk materie.
Så videnskaben står uden svar, og en del forskere kommer op med forklaringsmodeller som på forskellige måder inkluderer en mental, åndelig nivå, som ikke er fysisk. Uden en sådan nivå går ikke fenomenene opp. En åndelig nivå kan være en forklaringsmodell.
Samtidig skjer det en del fra andre siden. Det er en økende forskning indenfor forskellige fenomener som liv efter døden, kommunikation med afdøde, nær døden oplevelser, reinkarnation, fjernhealing, mental bildeoverføring, etc etc. Denne forskning viser at disse fenomener ikke længre kan avskrives som overtro eller et biprodukt av hjerneprocesser.
Innenfor hjerneforskning og bevidsthedsforsning har det kommet en del forklaringsmodeller på hvorledes hjernen kan fungere som antenne-modtaker for en bevidsthed som ligger udenfor hjernen.
Så her kan det se ud som om begge fælter nærmer seg hverandre. For at sette det på spidsen: Videnskaben er måske på vej til at omfavne spirituelle, åndelige fenomener, som forklaringer. Samtidig som spirituelle fenomener genemgår en process hvor disse udsettes for kliniske, videnskabelige, efterretlige forsøg. En interessant udvikling!
Når man først har sett at det findes en åndelig virkelighed der ude, så har Martinus et meget godt bud på hvorledes denne åndelighed fungerer og hvilken hensigt den har i menneskehedens evolution. Accepterer man ikke en åndelig virkelighed, blir meget af det Martinus skriver, kun overtro.
Kjærlig hilsen
Oscar
Men i Martinus filosofi/teori, da er det ikke muligt at finde logik, for da er præmisset, at man skal erkende noget, at man skal være villig til at acceptere hele konceptet som logisk, inden det logiske bliver præsenteret.
Hehe, nej nej V. Her förstår jag ikke vad du taler om.
Det findes ju ikke noget som helst "logiskt" i Habermas teori om det kommunikative handlandet. Det är en utgangspunkt, en teori som måste förankras empiriskt og argumenteres för. Det går precis like "logiskt" att hävda motsatsen: det finns inget som tyder på att människor når "det beste argumentet" eller likn... Det er en antropologie som är "contested", mindst sagt...
Det går att bygga "logiska" helheter med teori. Marx og Hegel gjorde så. Om de lyckades kan diskuteras. Men givet teorin följer att vissa saker är "logiska". Till exempel är det "logiskt" att det kapitalistiska samhällets produktionsmedel og -förhållanden byts ut mot det kommunistiska. Liknande med Freuds psykoanalys: det är "logiskt" att sonen vill döda fadern og gifta sig med modern, osv.
I fallet med Martinus TT är frågan ikke så meget om det är "logiskt" i betydelsen följdriktigt og koherent. Frågan är snarare om teorin korresponderar med empiri og erfarenhet.
Det finns massor av "forklaringer på verden"!
Vilken man väljer är ju upp tll var och en, kanske beror det på temperament, mood og liknende.Så når Martinus forsøger at forklare verdenen med det åndelige, og vi tydeligvis kan se, at der ikke er meget i tilværelsen, som indikere noget af det, jamen så kan man da kun være skeptisk på det han siger.
Det är klart man kan være skeptisk på det Martinus siger. Selvfolgelig. Det är jeg också. (Jeg har deltagit i kilometer av skeptiska diskussioner om Martinus, bl a på svenska forumet.)
"i det tilfælde at der ikke er en Gud"... Det är just därför att vi ikke ved som människor söker sig till religion, teosofi, New Age, TT osv. Jag skulle säga att det handlar om en inre tillit till en gudommelig verdensordning, en "tro" om man så vill, eller en längtan. Som har funnits i alla tider og samhällen. Den söker svar og udtryksformer. TT är en sådan, enligt Martinus anpassad till människor som vill ha rationella förklaringar (utöver f eks religionens symboler).
Nja, det jag menar är att Martinus definition, eller användning, av begreppet "videnskap" handlar om absolut direkt visshet. Inte att nogen på dette forum har absolut visshet.
Det är en fråga om hur begreppen definieras. Martinus skrev TT i en viss historisk videnskabelig kontext när självförtroendet att kunna förklara "allt" var stort. För mig är "videnskab" alls ikke orubblig insikt eller absolut vetande - tvärtom, det är reviderbart vetande, men det är opnått genom en "videnskabelig" metod: det kan prövas og revideras. Det är poängen med videnskab, det är så den går framåt. Men den sortens videnskab taler ikke Martinus om. (Men dette med åndsvidenskab og videnskab är komplicerat og alla TT-studerande håller kanske ikke med mig.)
Med dette sagt kanske det är bäst att gå tillbaks till trådens emne: Hjernen. Ja, var i hjernen finner man vad jeg tänker på just nu? Var finns upplevaren?
Hej V.
Det er en længere historie. Ifølge Martinus så er lille Lise inde i en repetitionsfase af tidligere liv. Indtil ca. 30-årsalderen repeterer et menneske tidligere liv. Først i 30-årsalderen er et menneske ved det stadium, som det er nået til ved tidligere liv. Jeg har min egen ide om, hvorfor denne fase er nødvendig, men den står for min egen regning, jeg ved ikke, om Martinus er inde på dette, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Så med hensyn til "skyld", så er lille Lise selv den første årsag til sin egen skæbne. Det lyder måske barskt, og mange forkaster måske Martinus' forklaring fordi det lyder for barskt. Men alternativet er, at lille Lise er offer for tilfældigheder, og denne forklaring er efter min mening ikke mindre barsk. Accepterer man tilfældighedsforklaring så er vejen banet for tankegangen "enhver er sig selv nærmest". Forholder det sig i stedet sådan, at lille Lise selv er årsag til sin skæbne, så er vejen banet for tankegangen "du skal tilgive din næste". Og så har vi pludselig forklaringen på det Jesus fortæller. Hvorfor skal man være god? Det er da fordi det kan betale sig! Vi mennesker er bedst til at gøre det der kan betale sig.
I øvrigt er der lavet en del forskning i reinkarnation. Har du prøvet at kigge på denne forskning?
Hej igen V.
Prøv at lave et lille tankeeksperiment. Kan du udføre en eneste handling i den fysiske verden som ikke giver dig reaktion på præcis det samme? Lad os antage, at du vejer 70 kilo. Du trykker på jordkloden med din vægt - men det kan du ikke gøre, uden at jordkloden trykker tilbage på dig med præcis det samme tryk, hverken et gram mere eller mindre. Det er derfor, at din krop føles tung, det er fordi jordkloden trykker på dig. Rejs til månen, og du vil være den samme person, men du vejer ikke det samme. Hvis en fysisk genstand ikke kan klare at yde modtryk, så knuses den. I den fysiske verden kan vi ikke være til overhovedet, uden helt tiden at modtage samme tryk fra omgivelserne som vi selv er årsag til. Hele dette aspekt af den fysiske verden beskriver Martinus som et samspil mellem to af grundenergierne, tyngde og følelse. Den fysiske verden er opretholdt af disse to energiers balance.