Sitat V, innlegg #319:
"Hvad? Tror du seriøst, at det er antallet af videnskabsmænd, som har betydning for, om noget er korrekt eller usikkert?! Har du aldrig hørt om Peer-review? Kender du overhoved til de processer, som alting skal igennem, for at blive kaldt "viden". Det har med så meget andet at gøre end antallet af videnskabsmænd.
Der er forskel på at tro på Gud, fordi man er religiøs, og tro på noget, fordi det virker plausibelt. Martinus analyse er ikke noget der er plausibelt, så skal han i hvert fald argumentere meget bedre for den, og påvise nogle bedre sammenhænge."

Til nå har du som i sitatet snakket om peer-view som en sikker metode som du stoler på. Etter det jeg har sakset fra wikipedia synes jeg du har moderert deg litt.
Og etter jeg har lest om peer-view og kritikken mot den metoden, så finner jeg det meget lettere å tro på noe som har vært gjennom 100 000 hoder enn 2 tilfeldige peer-view konsulenter med fare for bias.(Tilfeldige i den betydning at kanskje er fagfellene for like eller for ulike,eller for dårlige. Jo flere , jo bedre  )

Sitat V,innlegg #348:
"Bevares, man antager det, fordi populariseret videnskab SKAL igennem denne process af f.eks. peer-review for overhoved at blive taget seriøst i videnskabelige kredse. Seriøs videnskab tager meget få ting for gode vare. Hvis videnskaben acceptere vise resultater, så kan man antage, at de er godt begrundet."
Sitat V, innlegg #386:
"Ganske vist, så er jeg ikke særlig god til fysik, så måske skulle han finde en anden, til at hjælpe ham med at tolke abstraktet, og de faktiske målinger og resultater. Ikke distomindre, så ved han nu, at udgivelsen har været igennem peer-review, og er et godt bud på afstanden til galaksen. Så det vil ikke være uvidenskabeligt at fortælle sine elever dette resultat, hvis han da har tillid til The Astrophysical Journal.
Hvis han gerne selv vil kunne tolke abstraktet og hele rapporten om nødvendigt, så må han enten få hjælp af en astronom eller blive selvlært. Svært, men nødvendigt."

Sitat V: innlegg#399:
"Arg, det er ikke helt rigtig.
Hvis jeg bruger noget, som minder om A, så er det fordi det kan sammenlignes med Peer-review. Hvis jeg læser en bog, om et emne jeg ikke kender til, så regner jeg med, at forfatterens forskning har været igennem peer-review, og at hans resultater er til at stole på. Peer-review behøver ikke være et bestemt antal forskere, det kan i teorien godt bare være 1. Hvis jeg tvivler på, at forfatterens resultater har være igennem peer-review, så tjekker jeg op på det.
Jeg godkender ikke argumenter, fordi mange blot hævder de er sande. Jeg godkender dem, hvis der har været et kritisk syn igennem dem, og jeg selv kan se logikken i dem."

Sitat V: innlegg #419 (min understrekning)
"Selvfølgelig er peer-review ikke et stempel, som gør nye fund rigtige. Men peer-review er stadig et vigtigt værktøj for fremgang. Det er lige så meget for forskerens egen skyld, at peer-review praktiseres, for ellers risikere han måske at bruge tid på noget, som andre hurtigt kunne vise ham fejlen i. Peer-review er ikke en ufejlbarlig metode, det er der ikke nogen der er. Men det er bedre, at ens resultater går igennem peer-review, end at det ikke gør. På den måde sikre man sig, at der så hvidt muligt har været kritik af resultaterne, og at alting ikke bliver taget for gode vare.
Man selvfølgelig er der bias, det er der alle steder. Men man er netop nød til at lade andre komme til sit værk, for at bedømme det. Ellers bliver man for lukket i sit blik, og ser ikke fejl og mangler i det.

Eksemplet med Einstein er sådan set et eksempel flere ting i peer-review sammenhæng. For det første, at bias eksistere, så derfor skal udenforstående helst se ens ting igennem. Hvis man føler dem der kigger ens stof igennem har en bias, så find nogle andre. For det andet, at der er flere måde at opnå peer-review på. Ved at publicere det, da åbner man netop op for, at andre (måske mindre bias besiddende personer) ser ens ting igennem. Peer-review skal jo netop foregå ordentligt for at virke.
Om man har tillid til, at peer-review måder ens standard det er op til den enkelte. Jeg fortrækker selv, at der har været et par kritiske øjne hen over det der bliver publiceret. Og hvis disse øjne på nogen måde er bias, jamen så håber jeg det bliver rettet, eftersom man ikke kan bygge videre på biases.

Peer-review er ikke blind tro, man skal være lige så kritisk over for det som alle andre metoder. Det er ikke perfekt, langt fra. Men kritik er bedre end ingenting. Ofte kan biases blive afsløret i sammenhæng med peer-review. Hvis man netop har sine argumenter i orden, så kan bias ikke afværge det i længen."

Jeg sier slett ikke at peer-view er blind tro, men at det inneholder et innslag av det(blind tro) fordi det lett kan forekomme feil.

Også et spørsmål : Har det skjedd at du har lest ny forskning som virker veldig spennende, men som er så nytt at det ikke kan kalles helt bevist ennå(kanskje 40% sikkert)? Har det skjedd at du har brukt litt tid på å forestille deg disse nye teorier, og hvilke konsekvenser det kan få for annen forskning, uten at du har sjekket det nærmere?
Jostein

http://da.wikipedia.org/wiki/Sociologi  ja de ville nok sige at det er social. 
hvis ikke der er noget ånd så er der ikke noget social.

kh socialle lu

Hej V.

Det arbejde Bruce Lipton præsenterer synes jeg giver visse perspektiver. Man kan selvfølgelig sætte visse spørgsmålstegn ved hans forskning, og jeg kan ikke afgøre, om det han beretter omkring cellerne holder vand. Måske får han støtte fra alternative kredse, det kan måske også sætte ham i et dårligt lys, men ingen forskning lever vel af kildevand alene - der er altid økonomiske interesser indblandet. Jeg synes dog hans videoer illustrerer meget godt, at det faktisk videnskabeligt er muligt at undersøge nogle af de ting, som Martinus beskriver i "Livets Bog" - det Martinus selv kalder for "forskning fra neden". Videnskaben vil selvfølgelig ikke uden videre acceptere "Livets Bog" som videnskab, men en del af indholdet kan testes videnskabeligt - og fremtidens videnskab kan teste meget mere end vi kan i dag, det kan der ikke herske nogen som helst form for tvivl om. Så som jeg tidligere har været inde på, så vil "Livets Bog" enten være helt kasseret om 500 år, eller også så vil en stor del af den være bekræftet - ikke fordi folk tror på det der står i den bog, eller fordi folk synes det er rigtigt og ååh så dejligt det han skriver, men fordi det er videnskabeligt bekræftet eller som sagt forkastet. "Livets bog" vil blive testet i hoved og r.., selv om forskerne i øvrigt intet kender til den bog, simpelt hen fordi forskingen går i retning af at kunne teste noget af det han beskriver. Til den tid vil "kristendom", "Buddhisme", "Islam" osv. heller ikke eksistere mere, for til den tid vil vi i store træk vide hvad det hele går ud på.

Jeg har en kandidatuddannelse fra et dansk universitet, så jeg ved udmærket hvad "videnskab" er for noget, og hvilke krav der stilles.

Med hensyn til kemi og fysik så begrænser min viden sig i øvrigt til min folkeskolelærdom, samt min store interesse for emnet. Set ud fra det synspunkt, så mener jeg, at Bruce Lipton præsenterer en hel del, der for mig er fakta:

Når han siger, at man ved at lyse en person i øjet, kan aflæse bevidsthedspotentiale (evoked potentials) i hjernen på en anden person, der er fysisk adskilt fra den man lyser i øjet - så tyder noget på, at de på en eller anden måde er forbundne - denne reaktion forekommer kun, såfremt personerne kender hinanden. Disse personer må altså være forbundne, det kan man fysisk konstatere som et faktum, selv om den fysiske videnskab i øvrigt ikke kan forklare dette fænomen ud fra de gængse love. Dette må der være belæg for, ellers kan man i hvert fald meget let efterprøve det.

Når man kan aflæse hjernesignaler, uden at måle direkte på hjernen, så tyder det på, at vores hjerneaktivitet rent faktisk kan påvirke vores omgivelser. Elektriciteten i hjernen skaber magnetfelter, der går ud af hovedet, og dette magnetfelt kan påvirke elektriciteten i andre personers hjerner. Dette princip følger de gængse fysiske love om elektromagnetisme, så det kan der heller ikke være tvivl om.

Hans beskrivelse af, hvordan celler, der ikke kan nedbryde laktose, pludselig muterer, og bliver i stand til at nedbryde laktose, når de placeres i et miljø, hvor der ikke er andet at leve af, kan meget let efterprøves. I øvrigt er jeg selv mælkeallergiker, og jeg kan da sagtens forestille mig, at hvis jeg gik en uges tid uden at få andet end postevand, og jeg så hældte en liter mælk ned i min mave, hvordan mon så min fordøjelse ville reagere - ville den sige "det kan jeg ikke tåle - ud med det!", og lave en allergisk reaktion, eller ville den resignere og så se at få noget næring ud af det der rent faktisk var til stede? Jeg tror såmænd den ville nedbryde den tilgængelige laktose og omdanne det til næring som min krop kan bruge. Hans omtale af dette forsøg er da et klart bevis på, at celler muterer ud fra miljøet, og slet ikke tilfældigt. I øvrigt er det ikke et forsøg han selv har lavet, det er lavet af en anden forsker.

Hans beskrivelse af, hvordan atomet faktisk ikke eksisterer som materie, men derimod er energi der opfører sig som materie, er også et faktum.

At folk der får transplanteret organer faktisk overtager nogle vaner fra donor, er så vidt jeg ved også dokumenteret i flere tilfælde.

Hans beskrivelse af tvillingepartiker, der roterer i hver sin retning, og hvis du ændrer på den enes rotation, så vil den anden også skifte rotationsretning, er også et videnskabeligt faktum. Disse partikler er forbundne, uanset hvor stor fysisk afstand der så er imellem dem. Det må jo betyde, at deres forbindelse går ud over fysikkens love, hvor lysets hastighed er den højeste hastighed, som information ellers kan rejse med. Informationen mellem disse to partikler rejser slet ikke, den er blot umiddelbart til stede - når du tilfører den ene partikel information, får den anden partikel den samme information samtidigt, og uden ophold - selv om de to partikler er lysår fra hinanden.

Fraktalgeometrien er også videnskabeligt bevist. Det store går igen i det små og vice-versa. Det er det Martinus kalder Livsenhedsprincippet. Det er muligvis ikke bevist, at vi er celler i en større organisme, men det er en meget ligetil følgeslutning af fraktalgeometrien.

Hans beskrivelse af, at cellens identitet er afhængig af cellens antenne, og det dermed ikke er cellens fysiske tilstand der afgør hvem den er, altså dens identitet, men derimod det signal den får via antennen, må også kunne testes meget indgående. Hvis dette bliver bekræftet synes jeg da, at den fysiske forskning er godt på vej til at kunne bekræfte, at vores identitet ikke sidder i hjernen, eller et andet sted i kroppen.

Det er vel et spørgsmål om perception

citat v:

Jeg kan godt se det interessante i Liptons hypotese, at celler kan blive påvirket af miljøet (og måske noget af det andet jeg har undersøgt om ham). Men han mangler en del hård data, måske derfor at andre ikke rigtig kan tage ham seriøs.

Nogen må tage ham seriøst. Har lige prøvet at bestille  en af hans bøger på biblo , og jeg står som nr 32 i køen (i København)

Jeg stoler stadig mere på artikler, som har være igennem peer-review, end dem som ikke har. Det er ikke et 100% kvalitets stempel, men det meget bedre, end hvis man ikke er kritisk på noget tidspunkt.

Så det er bedre at en videnskabelig artikel bliver set igennem af 100.000 folkeskole børn, end 2 personer som ved noget om emnet?
Jeg fortrækker kvalitet frem for kvantitet. Er man i tvivl om kvaliteten, så må man udvide, og gå lidt mere over i kvantiteten. Men det er aldrig et mål i sig selv, at den skal igennem så mange så muligt.

Så misforstår du tro og usikkerhed. Hvis man har blind tro, så er det fordi man antager rigtigheden af noget, som man enlig ikke ved noget om, og ikke har nogen grund til at antage. Hvis man er usikker, så har man grund til at antage vise ting, om end man er klar over, at det ikke er 100% korrekt.
Peer-review er ikke blind tro fordi der kan opstå fejl. Der er visse usikkerheder i det, men man antager ikke metoden for ufejlbarlig. Her er vi tilbage til spørgsmålet om tro eller tillid.
Hvis der bliver brugt peer-review, så er der grund til at have tillid til resultatet, fordi det trods alt er en kritisk metode, som nøgternt set kan forbedre udfaldet. Bliver der ikke brugt peer-review, så har man ikke grund til at have tillid, så er man nød til blot at tro på resultaterne.
Som sådan er man så nød til at tillid til kvaliteten af peer-review, og det kan der være gode og dårlige grunde til. Derfor skal man stadig være kritisk, selvom der er brugt peer-review.

Hvis du vil være 100% sikker, så må jeg skuffe dig, for der er ikke nogen metode der kan det så vidt jeg ved. Men man kan komme meget tæt på.
Så om du vil bruge en artikel i et fordrag, så vil jeg mene, at det er bedre at bruge den der er 90% sikker, end den der er 20%. I teorien kan 20% godt være rigtige, men hvis man skal se det ud fra, hvad der er rationelt at have tillid til, så skal man tage 90%.

Ja, jeg har på et tidspunkt læst lidt om Homeopathy, men da kritikken hurtigt blev meget stærk, så brugte jeg ikke så meget tid på at tjekke det ud.

Her tror jeg du er nød til at give en henvisning. Hvis overstående er tilfældet, så tror jeg nok man ville undersøge det noget mere, det vil jo have konsekvenser for mange ting.
Og blot fordi man ikke kan forklare det, så betyder det jo ikke, at personerne er forbundet. Der kan opstå tilfælde, og uforudsete faktorer. Så koldt vand i blodet indtil kausaliteten er påvist.

Det kan der sagtens være tvivl om. Hvis du går igennem et meget kraftigt magnetfelt, så sker der ingen ting, for vi skaber ikke magnetfelter ud af hoved. Hvis vi virkelig sendte disse signaler, så ville vi heller ikke kunne gå igennem lufthavnen uden at sætte detektorer af. Så jeg tvivler ret meget på, at vores hjerneaktivitet kan påvirke andre.
Men hvis du har en henvisning, så vil jeg da gerne undersøge det.

Jeg tror ikke forsøget har kunne vise en kausalitet, eller også er der for mange usikkerheder til at man kan vil konkludere noget.
Men jeg synes du selv skal lave et eksperiment. Hvis du kun drikker mælk fra nu af, så ser vi hvor lang tid der går, før du ikke er mælkeallergiker længere. Jeg har mine penge på, at du altid vil være allergiker, men hvis dine celler virkelig reagere på miljøet, så må det være lige til.
Jeg er ikke fuldstændig afvisende overfor hypotesen, for den kan godt ses lidt i relation til evolution. Men jeg har svært ved at se det fungere så hurtigt som der bliver forslået.

ja, E=mc^2. Er det Sherlock Holmes vi har fat i her?

Henvisning.

Muligvis rigtig, men har det nogen betydning for noget? Det går ikke ud over de fysiske love, det går blot ud over vores midlertidige forståelse.

Fraktalgeometri er ikke særlig nemt at forstå, så jeg tror der er tale om oversimplificering. Hvad vi får ud af fraktalgeometri er heller ikke så lige til at sige.

Bevidsthedsmæssigt er der stor forskel på celler og mennesker. Nogle celler er nød til at se, hvilke andre celler de er iblandt, for selv at blive til en af dem. Det er dog ikke et bevidstheds valg, det er lige så meget en mekanisk funktion, som cellen bare gør.

Hvis i opfatter det som åndeligt, så skal i læse nogle andre bøger end det der Martinus noget. Som sagt ved sociologer meget om dette emne, nok mere end Martinus nogen sinde kunne forstille sig at forklare.

Svend:"Fraktalgeometrien er også videnskabeligt bevist. Det store går igen i det små og vice-versa. Det er det Martinus kalder Livsenhedsprincippet. Det er muligvis ikke bevist, at vi er celler i en større organisme, men det er en meget ligetil følgeslutning af fraktalgeometrien.

V:Fraktalgeometri er ikke særlig nemt at forstå, så jeg tror der er tale om oversimplificering. Hvad vi får ud af fraktalgeometri er heller ikke så lige til at sige."

Kære Ven.

Så er vi tilbage til udgangspunktet igen.

Der er nemlig en hel del der ikke er særlig nemt at forstå.

Vi kan forestille os distancen mellem ikke at forstå, over afvisning, via spirende modtageligehed, til tillid, og endelig til eventuel såkaldt videnskabelig bevisførelse.
På denne distance står vi mennesker placeret forskellige steder, og som enkeltpersoner fra vores eget synspunkt opleves dette ståsted i nuet ofte meget nagelfast.
Historieskrivningen har vist os igen og igen, at når vi kaster blikket tilbage over sådan en distance, så er min beskrivelse ovenfor at opfatte som "køreplanen" i rigtig mange tilfælde.

Jeg må sige du er et meget vedholdende menneske, jeg håber det gavner dig i dit liv.

Hilsen elsekk

Sitat V
"Så det er bedre at en videnskabelig artikel bliver set igennem af 100.000 folkeskole børn, end 2 personer som ved noget om emnet?
Jeg fortrækker kvalitet frem for kvantitet. Er man i tvivl om kvaliteten, så må man udvide, og gå lidt mere over i kvantiteten. Men det er aldrig et mål i sig selv, at den skal igennem så mange så muligt."

Har du virkelig misforstått meg? Selvfølgelig mener jeg at bevisførsel har gått gjennom 100 000 FORSKERE , altså like strengt som peer-view.
Og jeg mener at det selvfølgelig er mer sikkert med 100 000 enn to. Men selvfølgelig kan bare noe av forskningen gå gjennom en så stor utprøving.
Men jeg tok et eksempel med Andromeda-galaksen. Der kan vi sikkert si at den er prøvd ala peer-view gjennom tusenvis av vitenskapsmenn(kvinner).

Og så lurte jeg på om du liker å lese populærvitenskapelige magasin ?

Vh Jostein

Som sådan er jeg ikke mere vedholdende end dig. Ud fra din egen overstående teori, så har vi alle et stå sted, og du er lige så forankret i dit, som jeg er i mit.
Jeg går ud fra du mener vedholdende i den negative forstand, altså som i afvisende og regressiv? Men hvordan kan man overhovet sige, at nogle er vedholdende? En person, som ikke flytter sig, fordi der ikke er nogen grund til at flytte sig, han er ikke vedholdende, men ganske rationel. En person, som ikke vil flytte sig, trods den åbenlyse gode grund til dette, han er vedholdende, stædig, og faktisk lidt dum. Men giver det nogen mening, at kalde folk for vedholdende? Der er sandsynligvis ingen mennesker, som er så irrationelle, at de kan afvise alt, også overfor dem selv? Eller hvad?

Bevares, det nævnte du bare slet ikke, og argumentet er stadigt vagt. I teorien, så behøves der ikke ret mange kritiske forskere, for at gennemføre peer-review. Hvis 1 forsker kan spotte alle fejlende, så er det jo nok. En får ikke bedre kritik af 100000, hvis den første har opdaget alt hvad der er vær at være kritisk på. Så kvalitet over kvantitet.

Det er givetvis mere sikkert, da der sikkert vil forekomme usikkerheder ved den enkelte forsker, men som sådan ikke et kvalitets stempel i sig selv. Kvaliteten af kritik kommer ikke af antallet af forskere, men af grundigheden af arbejdet.

Nej det gør jeg ikke, hvorfor spørger du?

Sitat V:
"Bevares, det nævnte du bare slet ikke, og argumentet er stadigt vagt. I teorien, så behøves der ikke ret mange kritiske forskere, for at gennemføre peer-review. Hvis 1 forsker kan spotte alle fejlende, så er det jo nok. En får ikke bedre kritik af 100000, hvis den første har opdaget alt hvad der er vær at være kritisk på. Så kvalitet over kvantitet."

Du sier at det i prinsippet er nok at en grundig kontroll av en fagmann er nok. Jeg er enig, men det er synd det da bare er to personer som vet at teorien er helt riktig, nemlig han som har drevet peer-view og så forskeren selv. Hvem vet om kontrollpersonen er god nok? Hvem vet om han har latt seg forlede av artikkelhaverens teorier? Hvem vet om han er ærlig ? Står det svære økonomiske interesser bak? (Man kan jo "bevise" det meste i vår tid for å få solgt et produkt)
Hvem skal kontrollere kontrolløren, og hvem skal kontrollere ham igjen for å være helt sikker.
Igjen:
Det er  to muligheter for at man kan være rimelig sikker.
a) Det er å kontrollere det selv, med all den skoleringen som må til.
b) At den er KVALITETSsikret av så MANGE som mulig.
Jeg skjønner ikke at det at mange går inn i et bevis betyr at hver enkelt av dem holder dårlig kvalitet.
Ikke KVALITET foran KVANTITET, men KVALITET og KVANTITET. Ja takk, begge deler
Nå har jeg gjentatt meg selv , jeg prøver å stoppe her.

Jostein

Hej V.

Det afgørende er i første omgang for mig ikke, om Lipton har ret i sine udsagn, heller ikke, at jeg skal overbevise dig om noget via kildehenvisninger, men videnskaben har bevæget sig på den måde, at man nu er begyndt at undersøge disse ting. Hvis man som videnskabsmand har det udgangspunkt, at alt der findes er fysisk materie, så har man allerede sat grænser for de forsøg man vil udføre.

Forsøget med at lyse en person i øjnene for at afsløre bevidsthedspotentiale hos en anden person vil aldrig blive udført af en videnskabsmand der som udgangspunkt overhovedet ikke er åben for den slags ting. Ud-af-kroppen oplevelser, beretninger om reinkarnation osv. vil heller ikke blive undersøgt, hvis ikke videnskabsmanden på forhånd mener, at dette kan finde sted - for intet i den fysiske verden afslører jo umiddelbart, at det kan finde sted, og en videnskab med den fysiske verden som det umiddelbart eneste tilstedeværende, vil selvfølgelig koncentrere sig om det. Det er det videnskaben har gjort indtil for ganske få år siden. Derfor må alle gængse paradigmer have dette udgangspunkt. Videnskaben må derfor være åben over for, at noget kan finde sted, før den for alvor vil begynde at undersøge det.

Men slutpunktet for det der nu sker er jo ikke, at videnskaben lider under, at folk tror på Martinus eller andre trosretninger, og derved forlader videnskaben, for det at kunne tro på noget er ved at være en saga blot for det moderne menneske, det er en epoke som synger på sidste vers, og udviklingen vil ikke kunne gå tilbage igen. Slutmålet er, at videnskaben kan give os vished for, om der er noget om disse ting, og det kan den netop kun gøre ved at undersøge, om der kan være noget om det. Og det er også det Martinus opfordrer til. Lad være med at tro på noget af det han siger, gå i gang med at undersøge det - man kan selvfølgelig sige, at man skal tro lidt på det først, ellers gider man vel ikke at bruge kræfter på at undersøge det.

V:"Jeg går ud fra du mener vedholdende i den negative forstand, altså som i afvisende og regressiv? Men hvordan kan man overhovet sige, at nogle er vedholdende? En person, som ikke flytter sig, fordi der ikke er nogen grund til at flytte sig, han er ikke vedholdende, men ganske rationel. En person, som ikke vil flytte sig, trods den åbenlyse gode grund til dette, han er vedholdende, stædig, og faktisk lidt dum." (Jeg har ikke knækket nøden med lige at få smidt et citat ind i sit svar!)

Hej igen V.

Det er ikke spor svært at blive misforstået, så nu prøver jeg at være mere tydelig:
Jeg mener vedholdende, udholdende, utrættelig, ivrig og hvad der er af flere synonymer for det at have kræfterne og overbevisningen om, at man gør det rigtige ved troligt at køre på.
Jeg mente det neutralt beskrivende, for jeg synes det er iøjnefaldende, at du med din en-mands-hær er så ihærdig i din forfægtelse af din overbevisning.
At være vedholdende kan ganske rigtigt være negativt, men det kan ligesåvel være positivt. Og det var såmænd mit ønske for dig, at din iver er et positivt element i dit liv.

Bedste hilsner elsekk

Overstående er selvfølgelig ting, som kan spille ind, men det er ikke indbygget i metoden. Peer-review kan have fejlkilder, men hvis processen bliver udført korrekt, så er antallet af forskere ligegyldigt. Du vil så mene, at for at undgå fejlkilderne, så skal man have så mange så muligt til at se det igennem, jeg vil mene, at den enkelte så vidt muligt bare skal gøre sit arbejde ordentligt.
10000 kan lige så godt tage fejl, være ledet i fordærv af artiklen, lyve, have økonomiske spekulationer o.s.v., som en enkelt kan.
Kvaliteten af den enkeltes arbejde overgår langt kvantiteten af 1000. Hvis blot én enkelt forsker er ærlig og gør sit arbejde godt, så behøver man ikke 1000, for at undgå løgn og fejl. Dermed er det vigtigere at tjekke den enkelte forskers arbejde, og opretholde en kvalitet i peer-review, end det er at sprede det for kvantitetens skyld.

Men der behøves kun at være én peer-review, hvis denne har en ordentligt kvalitet. Så mange så muligt er ikke et mål, for hvis blot det er gjort ordentligt den første gang, så er de 1000 andre gange overflødige, og vil være de samme som den første.
Når du ligger vægt på kvantiteten, så er det for at sikre der ikke opstår fejl og løgn, men disse to komponenter indgår jo netop ikke i et peer-review af ordenligt kvalitet.

Hvorfor så komme med alle de eksempler på pseudovidenskab?
Hvis ikke det var fordi, at du ville præsentere noget, som kunne undersøges, og jeg så kunne stille spørgsmålstegn ved, hvad var det så? Det er lidt besynderligt, at du i det ene indlæg siger, at videnskaben kan undersøge en masse af disse ting, og når jeg så forsøger at gøre det lidt kritisk, så handler det ikke om det længere? Hvad er så meningen?

Der er ikke nogle videnskabsmænd, som har det udgangspunkt, at alt der findes er fysisk materie. Men der er ingen videnskabsmand, som har grund til at have andre udgangspunkter. Forskere forsøger ikke at begrænse sig selv, men der mangler alt for meget dokumentation og data for, at noget af det "mystiske" skulle eksistere. Så derfor kan de ikke bruge det.
Du går jo heller ikke rundt med et udgangspunkt omkring, at det er ånder, som får det til at regne, vel? For det er der slet ingen grund til, når man ser på data og dokumentation. Så det vil være absurd, at have det som udgangspunkt, lige som det vil for en forsker, at have et udgangspunkt omkring, at det ikke-fysiske skulle eksistere.

Joda, men tid er penge. Hvis du laver en fond, som giver 10.000 til en neutral forsker, som vil lave eksperimentet, og gennemgå det kritisk, så tror jeg der er nogle der vil melde sig. Det er ikke et problem, at få kritiske forskere til at se på dine påstande, men der er nød til at være en kompensation for deres arbejde. De har jo andet at lave, og sandsynligvis forsker de i områder, hvor der er bedre potentiale for at man faktisk finder ud af noget.

Jamen hey, hvis intet i den fysiske verden tyder på at man bliver reinkarneret, hvordan kan man så teste det? Om forskeren mener det eksistere eller ej er ligegyldigt, hvis ikke han har mulighed for at teste det.
Det er jo det der er den største fejl ved den "alternative videnskab". Den kan ikke testes, selvom I går og hævder det. Hvis noget ikke er fysisk, hvordan skal det så kunne måles eller efterprøves? Og hvis ikke man kan sætte nogle vilkår op, omkring betingelser for eksperimentet, så kan man altså heller ikke forvente, at det kan give resultater.

Jamen videnskaben er åben overfor nye ideer, men det kræver altså noget mere, end påstande. Hvis videnskaben skal bruge tid på det ikke fysiske, så skal man komme med en virkelig god grund, det er ikke nok at sige "jamen det er tid nu, og forøvrigt siger Martinus noget i måske kan bruge".

Hvis man ikke skal tro på Martinus, hvorfor gør I det så stadig? Der er jo netop mange af de her ting, som bygger på tro, og som ikke er efterprøvet. Reinkarnation og karma, f.eks., som du godt nok siger kan testes, men du har aldrig gjort det på en særlig objektiv måde, eller lade andre være kritiske overfor dine teorier. Der er f.eks. ikke nogen måde man kan falsificere noget af det på, og det er lidt træls, for så er det faktisk ikke videnskabeligt.

"10000 kan lige så godt tage fejl, være ledet i fordærv af artiklen, lyve, have økonomiske spekulationer o.s.v., som en enkelt kan."
Helt uenig.
La oss si at 5% er uærlige eller dårlige, da er det 9 500 tilbake.
En vanskelig matematikkoppgave ville helt klart blitt løst sikrere av 100 kvalifiserte matematikere enn to, hvis de fikk tilgang til hverandres løsning.
Du unngår mitt poeng  :at man ikke vet når en peer-view-undersøkelse er bra eller dårlig.
Noen gang er det virkelig bra ,noen ganger dårlig, men man vet slett ikke NÅR(det er bra eller dårlig)
Jostein

I tillegg til mine to alternativer må det tilføyes en tredje som jeg har nevnt tidligere.
En kamerat av meg har laget verdens første tidevannskraftverk.
Hvis han før dette ble bygget viste sine tegninger og utregninger til andre og disse betvilte riktighetene av hans mål om å kunne produsere en viss mengde strøm, så er det et godt bevis når det faktisk senere blir bygget. Nå er det et i Hammerfest og det er på vei i Skottland der det er veldig stor forskjell på flo og fjære.

Altså tre muligheter:
a) Det er å kontrollere det selv, med all den skoleringen som må til.
b) At den er KVALITETSsikret av så MANGE som mulig.
c) At det er bygget oppfinnelser el.l som beviser teorienes anvendelse
Hvordan skal vi bruke dette for å sannsynliggjøre åndsvitenskapens anvendelse?
De tre punktene blir da slik:
a) Det er å leve etter de anvisninger som åndsforskeren foreslår . Undervise barn etter Steiners pedagogikk i Waldorfskoler og ser om det fungerer. Meditere etter deres metoder og ser hvordan det virker inn på sinnet.
b) Dette er et svakt ledd, at det ikke er så godt samsvar mellom åndsforskerne.
Men de er enige om karma og viktigheten av et godt tankeliv
c) De som har opplevd åndsforskerne på nært hold kan ofte berette at de levde det de lærte.

Disse momentene er ikke bevis på åndsforskernes troverdighet. Men fremtiden vil vise om vi vil nærme oss bevis for åndsvitenskapen.
Jostein

Hej V.

Eksemplerne blev mest bragt for at give dig et indtryk af, i hvilken retning forskningen vil gå i de kommende år. Jeg mener selvfølgelig personligt, at Lipton har fat i den lange ende, ellers ville jeg ikke have bragt eksemplerne, men det hverken kan eller skal jeg overbevise dig om. Vi må jo vente en 20-25 år og se, hvordan det ser ud til den tid.