Hej V.
Så første spørgsmål er: hvorfor er det meningsfuldt at opleve?
Ja, spørgsmålet er blevet stille før, men vi tager den lige igen, da dette er et led i en process.
Ja, spørgsmålet er stillet før, og svaret er givet før. Oplevelse er evig, og en objektiv faktor ved et levende væsen. Oplevelsens "kulør", f.eks oplevelse af mening/meningsløshed er derimod midlertidig og en subjektiv faktor ved et levende væsen. En mening er skabt, det er livet ikke. Du kan ikke forklare den evige faktor ved noget midlertidigt, det er at vende tingene på hovedet - det evige kan ikke forklares af noget midlertidigt. Derfor kan ingen andre forklare dig livets mening. Livet har kun den mening du selv oplever, og ingen som helst anden mening.
hej v jeg synes der er tygget nok på det strå, så jeg trækker mig.
jeg synes svend forklare det meget godt med nogen få ord.
at jeg er tungnem det kan jeg godt leve med,men jeg håber vi kan forsætte med en anden tråd
der er lidt mere håndgribligt som feks, hvorfor tiden og rummet ikke eksistere 
kh lu 
Hei V
Jeg synes eksemplet mitt var godt fordi det klargjør hva du står for og jeg kan godt følge deg i det du kaller godtroenhet og det du kaller vitenskapelig tenkning.
Men hvis du for alvor mener at det ikke betyr noe om 1 person eller 1 million personer har kommet vitenskapelig fram til det samme , da må jeg spørre deg: Hvilken rett har du feks til å hevde at Andromedatåken ligger 2 millioner lysår fra oss, (eller millioner andre såkalt vitenskapelig facts) når du ikke aner noe om hvordan de kommer frem til det? Jeg gir meg selv lov til å hevde dette , for jeg har aldri hørt om noen vitenskapsmenn som er uenig i dette. Hadde halvparten sagt 15 millioner lysår, resten 2, da har jeg INGEN mulighet for å VITE dette nøyaktig, for jeg er ingen astronom.
Hva finnes egentlig av vitenskap i ditt liv , når du ikke kan etterprøve noe.
Er det ikke rett og slett TRO for deg? Ikke ut fra min definisjon, men faktisk din?
Vh Jostein
Hvad er meningsfuldt i det hele taget?
Det må trods alt være mere meningsfuldt at opleve noget over ikke at opleve noget. Hvis der ingen oplevelse er, så er der "ingenting" eller kun "en død masse" (hvis man tror på den sidste mulighed). Ingen oplevelse er lig med ingen mening, for hvis der ingen oplevelse er, så er der ingen oplever og derfor gør tilværelsen ingen forskel på nogen måde og bliver dermed meningsløs.
Er der så mening i bare at opleve "noget"? Det giver vel mening at vi kan opleve, som anført ovenfor, for ellers var vi ikke til. Hvis man anser det for plausibelt at ingen oplevelse og ingenting er lige så meningsfuldt som det at opleve og at være til, så fair nok, men man skal bare vide at man dermed påstår at der ingen mening er med noget som helst overhovedet.
Det er ogås værd at nævne at Martinus opererer med "mening" lokalt, dvs. forklaringer på hvorfor de enkelte ting sker og deres formål. Disse lokale meninger har Martinus også en del bud på, f.eks. hvorfor vi i øjeblikket oplever krig og ødelæggelse. Men helt grundlæggende er meningen med livet at opleve det. Bliver man mere konkret, så bliver man "lokal" og så bryder man den logik som Martinus bruger omkring evighed og det "bare at opleve". Man kan sige at der er mening i to forskellige perspektiver. Et timelig og et evigt. Det timelige har alle detaljerne, mens det evige kun kan siges at være "noget som er", for hvis man forsøger at putte detaljer på noget evigt, så er man gået ned i de timelige detaljer.
Hej V.
Heldigvis bliver vi alle klogere med tiden. Hvis Martinus tager fejl, vil det vise sig i løbet af få hundrede år, og så vil hans bøger mv. gå i glemmebogen, og hvor stor skade er der så i grunden sket? Lad os bare antage, at han har taget fejl. I så fald, hvad er det så for en "fælde" hans "følgere" så er gået i? Hvad er det du mener er så farligt ved, at dumme mennesker "tror" på det han skriver? I meget korte hovedtræk forsøger de fleste "følgere" nok at gøre følgende:
-At ændre kostvaner og drikkevaner. Mere vegetarisk mad og mindre alkohol/stoffer i det hele taget.
-At blive mere tilgivende over for de tildragelser man møder i hverdagen.
-At undersøge hverdagen og videnskaben for at se, om der mon kunne findes noget mere end det vi kan sanse med de fysiske sanser.
-At få et mere positivt syn på livet.
Mange af hans "følgere" er i gang med et eller flere af punkterne allerede inden de lærer Martinus at kende.
Hvordan mener du, at dette kan betragtes som være en "fælde" for hans "følgere"? Jeg har svært ved at se, at der skulle være fare på færde. 
Hei Lasse
Jeg vil si det er bedre å ikke oppleve noe enn å leve i en uopphørlig pine også utover dette liv.
Jeg må innrømme at å gjøre det slutt hadde vært nærliggende hvis ikke jeg visste at tilværelsen går videre etter døden og i kommende liv. Jeg er 98 % sikker på at dette er uopprettelige skader og utfra det jeg opplever kan jeg ikke tro på Martinus. Kjempedessverre.
vh Jostein
Så objektivt set, så har livet ingen mening? Oplevelser siger du, men da oplevelser ikke har nogen mening, så kan livet som en oplevelse heller ikke have det.
Og da jeg netop leder efter en objektiv mening, så kan oplevelser heller ikke være meningen, da forklaringen netop ikke er objektiv. Du "føler" det er meningsfuldt at opleve, men nu var det ikke det jeg spurgte efter. Jeg spurgte hvorfor det er meningsfuldt, objektivt set, ikke subjektivt.
jeg synes svend forklare det meget godt med nogen få ord.
at jeg er tungnem det kan jeg godt leve med,men jeg håber vi kan forsætte med en anden tråd
der er lidt mere håndgribligt som feks, hvorfor tiden og rummet ikke eksistere
kh lu
Så start en tråd om det, hvis du synes du har bedre argumenter der.
Jeg synes eksemplet mitt var godt fordi det klargjør hva du står for og jeg kan godt følge deg i det du kaller godtroenhet og det du kaller vitenskapelig tenkning.
Det var kun godt i den forstand, at det da viste hvilken måde du opfatter Martinus og videnskab på.
Det sagde jeg ikke. Den måde du satte det op på, i dit forrige indlæg, da får ud det til at lyde som om, at antallet af videnskabsfolk gør forskningen mere korrekt. Det jeg er uenig med dig i er, at antallet af personer, som er enige i noget videnskab, ikke har betydning for hvad vi ved. Hvis 99 siger, at 2+2=5, så har de ikke mere ret end dem som siger 2+2=4, blot fordi de er flere om det.
Grunden til, at man antager visse ting i videnskaben, det er ikke, at mange er enige med hinanden, det er fordi man ved, at netop den videnskab har været igennem en hård process, hvor den netop har stået sin prøve, før det kan blive noget man nogenlunde kan antage. Det har ikke noget at gøre med antal videnskabsfolk, det har noget at gøre med metoden man finder viden på.
Så hvis jeg skal svare på dit spørgsmål: jeg har ingen ret. Jeg ved det for det første ikke, så jeg går ikke rundt og hævder noget.
Men hvis nogle personer, har fortaget målingerne, kan vise mig metode og resultater, og disse stemmer overens, jamen så er jeg villig til at tro på, at de har et brugbart svar. Jeg vælger at tro på dem, hvis de kan give mig en god begrundelse, så er det sådan set lige meget om det er 100 eller 1000 der siger det.
Så må du undersøge metode og resultater, i det tilfælde at du var splittet. Ellers kan du ikke vide det. Hvis der bare er én person, som hævder, at resultatet er et andet, og kan fremvise en logisk argumentation og metode for dette, samtidig med grunden til den andens fejl og mangler, da ville fældet skifte.
Det handler ikke om at man skal have 51% enige i en udtalelse for at have ret. Det handler om at kunne bevise man har ret.
Er det ikke rett og slett TRO for deg? Ikke ut fra min definisjon, men faktisk din?
Vh Jostein
Der findes meget videnskab i mit liv. Stort set alt hvad jeg fortager mig af overvejelser har i grunden en videnskabelig tilgang. Når jeg når jeg overvejer, hvad der får solen til at stå op om morgenen f.eks., så kender jeg videnskaben bag dette. Jeg kender argumentationen, og kan se kausaliteten, så jeg er ganske sikker på, at jorden drejer om sig selv, og derfor ser det ud som om solen står op og går ned.
Jeg har ikke "tro", da jeg netop kan måle og dokumentere, at jorden drejer om sig selv. Min overbevisning bygger kun på det der er gode argumenter for, ikke på det, som muligvis er, f.eks. ånder, guder og nisser, men som ingen ved noget om.
Hvad er meningsfuldt i det hele taget?
Det må trods alt være mere meningsfuldt at opleve noget over ikke at opleve noget. Hvis der ingen oplevelse er, så er der "ingenting" eller kun "en død masse" (hvis man tror på den sidste mulighed). Ingen oplevelse er lig med ingen mening, for hvis der ingen oplevelse er, så er der ingen oplever og derfor gør tilværelsen ingen forskel på nogen måde og bliver dermed meningsløs.
Så langt så godt. Men her kommer så spørgsmålet til 1.000.000 kr.. Hvordan ved du, at der er mening med livet, blot fordi der ikke ville være mening med død masse?
Hvis du tænker over det, så er der ikke sammenhæng i, at fordi den ene er meningsløs, så er den anden meningsfuld. Hvorfor er det nød til at være sådan?
Ok, meget vel. Jeg påstår ikke, at der ikke er en mening med noget overhovedet, men blot at ingen har været i stand til at demonstrere, at der skulle være en. Jeg tvivler stærkt på, at der er nogen mening, da jeg ikke kan se hvordan den skulle komme til udtryk. Hvorfor er det bedre at eksistere, end ikke at eksistere? Hvorfor er det meningsfuldt at eksistere, frem for at ingenting eksisterede? Og lad være med at kom os sig "jamen, det er evigt, så dit og dat..." det holder ikke. Hvis der er en mening med noget, så er det uafhængigt om det altid har eksisteret, eller lige er begyndt.
Bevisbyrden er dog på dig, Lasse, det er dig som hævder der er en mening. Hvis du hævder der er en mening, så må du kunne bakke det op med noget. Hvis du går kritisk tilværks for at finde en mening, så vil jeg meget gerne høre tilbage, når du har fundet noget.
Vi kan også sætte det anderledes op. Jeg hævder (for sjov), at der ikke er en mening med livet. Kan du bevise at der er?
Nu er meningen med eksistens og evighed ikke en detalje, men en forklaring. Men skal det forstås sådan, at Martinus ikke giver noget svar på, hvorfor der eksistere en evighed?
Kære V,
Først, dine indlæg er et vidnesbyrd om at Du eksisterer,
samt, at Du 'har en mening', eller tillægger el. efterlyser mening, mening med galskaben.
Du har set rigtigt, der er ikke nogen mening med livet, udover de meninger som de enkelte væsener selv aktuelt tillægger el. danner.
Det er meget grundigt beskrevet, men bag dette, er det 'den årsagsløse årsag', der er en uundgåelig konsekvens af evighedens (evige) natur, eller omvendt, (to sider af samme evige realitet).
Det er et eks. på at Du henviser til den samme kompromisløse logik, som Martinus gør.
Holger
Hvad er meningsfuldt i det hele taget?
Det må trods alt være mere meningsfuldt at opleve noget over ikke at opleve noget. Hvis der ingen oplevelse er, så er der "ingenting" eller kun "en død masse" (hvis man tror på den sidste mulighed). Ingen oplevelse er lig med ingen mening, for hvis der ingen oplevelse er, så er der ingen oplever og derfor gør tilværelsen ingen forskel på nogen måde og bliver dermed meningsløs.
Så langt så godt. Men her kommer så spørgsmålet til 1.000.000 kr.. Hvordan ved du, at der er mening med livet, blot fordi der ikke ville være mening med død masse?
Det ved jeg heller ikke. Som du antyder, så kan man ikke argumentere sådan rent logisk.
Det er der heller ikke. Men det er den bedste forklaring jeg har fundet. En mulig meningsfuldhed er trods alt bedre end en given meningsløshed, i mine øjne, men det er op til den enkelte.
Ok, meget vel. Jeg påstår ikke, at der ikke er en mening med noget overhovedet, men blot at ingen har været i stand til at demonstrere, at der skulle være en. Jeg tvivler stærkt på, at der er nogen mening, da jeg ikke kan se hvordan den skulle komme til udtryk. Hvorfor er det bedre at eksistere, end ikke at eksistere? Hvorfor er det meningsfuldt at eksistere, frem for at ingenting eksisterede? Og lad være med at kom os sig "jamen, det er evigt, så dit og dat..." det holder ikke. Hvis der er en mening med noget, så er det uafhængigt om det altid har eksisteret, eller lige er begyndt.
Jeg ved ikke om det er bedre at eksistere end ikke at eksistere. Jeg konstatere blot at vi eksistere og sætter nogle karakteristika på det det at eksistere og ikke at gøre det.
Udfordringen med at sige at noget evigt har en mening er at vi normalt har noget som går forud. Der er en hensigt med det som sker. Med et evigt liv er der ingen start og derfor ingen forudgående hensigt. Derfor bliver meningen meget abstrakt ud fra det synspunkt. Så fik jeg vist sagt evigt dit og dat
Jeg har ikke det store behov for at bevise noget. Jeg er mere til plausible forklaringer. Det er også sådan jeg er opvokset rent videnskabeligt.
Det ved jeg ikke. Ikke lige nu
Nu er meningen med eksistens og evighed ikke en detalje, men en forklaring. Men skal det forstås sådan, at Martinus ikke giver noget svar på, hvorfor der eksistere en evighed?
Der findes som sagt ingen forudgående hensigt og dermed forklaring på evigheden. Der findes forklaringer på de lokale ting, men det er en lidt længere omgang, men grundlæggende handler det om at skabe oplevelse gennem kontraster (i det helt store perspektiv).
kh
Lasse
Hej V.
Og da jeg netop leder efter en objektiv mening, så kan oplevelser heller ikke være meningen, da forklaringen netop ikke er objektiv. Du "føler" det er meningsfuldt at opleve, men nu var det ikke det jeg spurgte efter. Jeg spurgte hvorfor det er meningsfuldt, objektivt set, ikke subjektivt.
Den objektive mening tror jeg du kommer til at lede længe efter. Jeg har svært ved at se, hvad der skulle være den objektive mening - hvis der var en objektiv mening ville livet allerede være "dødt", for på et eller andet tidspunkt vil denne mening blive åbenlys, og når den er det vil livet blive ensrettet mod at opfylde netop dette ene formål. De levende væsener vil med tiden komme til et svar: Enten vil dette formål være umuligt at nå, eller også vil det være muligt, og når formålet så er nået, så er livet vel dermed slut? Begge muligheder vil til sidst føre til uendelig tomhed hos alle levende væsener. En evig sult uden mættelse eller en evig mættelse uden sult vil begge føre til en evig død. En gåde, der ikke kan løses, er ikke interessant. En gåde, der er løst er heller ikke interessant.
Alle levende væsener er forskellige, netop fordi hvert levende væsen har sit eget formål. Det er livets kolorit. Livet eksisterer, og det beviser for mig i sig selv, at livets formål er subjektivt. Selv oplevelsen af meningsløshed er en del af denne kolorit.
jeg synes svend forklare det meget godt med nogen få ord.
at jeg er tungnem det kan jeg godt leve med,men jeg håber vi kan forsætte med en anden tråd
der er lidt mere håndgribligt som feks, hvorfor tiden og rummet ikke eksistere
kh lu
Så start en tråd om det, hvis du synes du har bedre argumenter der.
kære v
det var ikke argumenter jeg har givet dig det var en forklaring
det med at argumentere er du den bedste til
at jeg ikke er så god til at forklare det kan godt være men jeg har da gjort et forsøg.
kh lu
Hei V
Jeg synes eksemplet mitt var godt fordi det klargjør hva du står for og jeg kan godt følge deg i det du kaller godtroenhet og det du kaller vitenskapelig tenkning.
Det var kun godt i den forstand, at det da viste hvilken måde du opfatter Martinus og videnskab på.
Eksemplet viser meg også at du synes personer ikke skal tro på noe som ikke kan logisk begrunnes, selv om "foreleseren" har sannheten.
Det sagde jeg ikke. Den måde du satte det op på, i dit forrige indlæg, da får ud det til at lyde som om, at antallet af videnskabsfolk gør forskningen mere korrekt. Det jeg er uenig med dig i er, at antallet af personer, som er enige i noget videnskab, ikke har betydning for hvad vi ved. Hvis 99 siger, at 2+2=5, så har de ikke mere ret end dem som siger 2+2=4, blot fordi de er flere om det.
Jeg sier ikke at det er mengden vitenskapsfolk som avgjør riktigheten av påstandene. Men jeg sier at en liten vitenskapelig påstand kan kreve 10 års utdannelse av meg for å etterprøve og det er livet altfor kort til å holde på med.
Grunden til, at man antager visse ting i videnskaben, det er ikke, at mange er enige med hinanden, det er fordi man ved, at netop den videnskab har været igennem en hård process (hvordan VET man det), hvor den netop har stået sin prøve, før det kan blive noget man nogenlunde kan antage. Det har ikke noget at gøre med antal videnskabsfolk, det har noget at gøre med metoden man finder viden på.
Men vi blir ubevisst påvirket av at "alle" vitenskapsmenn er enige. Men kanskje sitter det et par mennesker i Israel og forsker på noe som vil velte hele den vanlige oppfatning av et problem. Kanskje har de rett, men jeg kan ikke følge deres bevis , igjen fordi man ikke bruker 10 år av sitt liv hvis ikke man er helt spesielt interessert. Så før deres bevisgang blir gitt anerkjennelse i større forskermiljøer så holder jeg meg til majoriteten.
Så hvis jeg skal svare på dit spørgsmål: jeg har ingen ret. Jeg ved det for det første ikke, så jeg går ikke rundt og hævder noget.
Men hvis nogle personer, har fortaget målingerne, kan vise mig metode og resultater, og disse stemmer overens, jamen så er jeg villig til at tro på, at de har et brugbart svar. Jeg vælger at tro på dem, hvis de kan give mig en god begrundelse(en god begrundelse er vel intet bevis? Enten er det sant eller så er det ikke?), så er det sådan set lige meget om det er 100 eller 1000 der siger det.
De kan ikke vise deg metode , det er som å gi en bok i matematikk for høyt studerende til et barn . Men resultater kan være overbevisende, men det er ikke et egentlig bevis. Og det er mye vitenskap som ikke gir overbevisende resultater, det er kanskje bare teorier.
Men jeg merker meg at du bruker ordet "TRO" to ganger i forrige sitat.
Så må du undersøge metode og resultater, i det tilfælde at du var splittet. Ellers kan du ikke vide det. Hvis der bare er én person, som hævder, at resultatet er et andet, og kan fremvise en logisk argumentation og metode for dette, samtidig med grunden til den andens fejl og mangler, da ville fældet skifte.
Det handler ikke om at man skal have 51% enige i en udtalelse for at have ret. Det handler om at kunne bevise man har ret.
I tradisjonell vitenskap må man kunne bevise det, ja, men jeg er ikke astronom og har ikke lyst å bli det....
Er det ikke rett og slett TRO for deg? Ikke ut fra min definisjon, men faktisk din?
Vh Jostein
Der findes meget videnskab i mit liv. Stort set alt hvad jeg fortager mig af overvejelser har i grunden en videnskabelig tilgang. Når jeg når jeg overvejer, hvad der får solen til at stå op om morgenen f.eks., så kender jeg videnskaben bag dette. Jeg kender argumentationen, og kan se kausaliteten, så jeg er ganske sikker på, at jorden drejer om sig selv, og derfor ser det ud som om solen står op og går ned.
Det du henviser til er gammel vitenskap som man lettere kunne etterprøve. Nå er vitenskapen uhyre komplekst og det gjør det umulig å være vitenskapelig amatør. Man er ikke vitenskapelig når man leser mer eller mindre populærvitenskapelig stoff. Vitenskap i dag er så avansert at vi bare kan tro på den, og i den grad mange er enige om en ting så "TROR" folket på det spesielt også når vi ser resultater av det.
Jeg lar meg imponere stort av min android mobiltelefon, men aner ikke hvilke vitenskapelige teorier den sannsynliggjør.
Du sier at det finnes mye vitenskap i ditt liv og refererer til jordens rotasjon, men det er gammelt stoff.
Men du kjenner ikke vitenskapen bak svimlende avansert teori utført på hyperavansert utstyr. Jeg mener du har INTERESSE av vitenskap , og jeg tror ikke at"alt hva jeg foretager mig af overvejelser har i grunden en videnskabelig tilgang". Kan du være snill og gi meg 5 eksempler på det, og da vil jeg helst ha moderne vitenskap og ikke de mange hundre år gamle astronomer.
Jeg har ikke "tro", da jeg netop kan måle og dokumentere, at jorden drejer om sig selv.
(Kan du astronomisk matematikk. Jeg har faktisk prøvd å sette meg litt inn i det. Jeg er smart nok, men klarte ikke å lære det bare fra bøker)
Min overbevisning bygger kun på det der er gode argumenter for, ikke på det, som muligvis er, f.eks. ånder, guder og nisser, men som ingen ved noget om.
Vh Jostein
Hei V
Men så kommer det store spørsmålet.
Hvorfor prøver du og jeg å få rett ???
Hvorfor har verken du eller jeg gitt etter en centimeter?
Hva vet vi om motivene bak?
Og kan Sannhet være noe mye, mye større enn en logisk tankegang?
Hvis jeg erkjenner en "sannhet" og sier jeg er full av aggresjon men den er fortrengt og ikke synlig, så kan det være sant , men blir kanskje ikke ERKJENT før aggresjonen plutselig bobler opp slik at jeg slår ned en mann på gaten.
Ja, jeg har mye aggresjon og merker i meg selv en kamplyst til å ha rett.
Den tankerekke jeg har i forrige innlegg, vet jeg er rett , men jeg er overhodet ikke SANN mot meg selv. Jeg tør ikke se inn i meg selv, og da blir meninger et substitutt som det kanskje ikke er noe som helst verdi i.
Også åndsvitenskapen, for meg antroposofien, har i altfor stor grad vært MENINGSbasert i mitt liv. jeg gjorde alle de 'riktige' tingene i steinerbarnehagen og for min sønn da han var liten.
Jeg ville ha andre til å forstå hvor riktig dette var. Jeg trodde jeg var på den riktige side.(jeg er voskt opp med tradisjonell kristendom).
Nå står jeg overfor en avgrunn, og tror fortsatt at Steiner har sett mer enn noen annen på 1900-tallet, men det dømmer meg. Jeg er på feil side. Meninger er farlige, og alt for mye av mitt liv har bestått av dette.
Hvert menneske må drive med sjelsvitenskap, finne sannheten om seg selv.
Og hvis man oppnår å være totalt ærlig, så tror jeg at det er der åndsvitenskapen begynner.
Man SER ting som gjelder for alle mennesker.
Det beste argumentet mot åndsvitenskap er nettopp at feks Martinus og Steiner har en totalt forskjellig evolusjonslære, og begge kan ikke ha rett. Men siden antallet forskere ikke har noen betydning for deg, så kan du dessverre ikke bruke det som argument.
Vh Jostein
Hei igjen V
En liten tanke om det med solen og jorda og det de fant ut flere hundre år tilbake.
Vi tror vi vet noe når vi kan si en sannhet abstrakt:
Jorden spinner mot klokken for dem på den nordlige halvkule
og med klokken for dem på den sørlige halvkule.
Når nordaksen heller mot solen er det sommer i nord.
Jeg merker at jeg har problemer med å finne ut hvilken vei jorda går rundt sola.
Men jeg vet bare at de på sørlige halvkule opplever det motsatt av oss.
Det er vanskelig bare å se for seg èt element i samspillet jord, måne og sola.
Jeg tror heller ikke du , V , klarer å se for deg alt på en gang.
Bare det å tenke at alle mennesker opplever at sitt hode er vendt oppover, selv om de står (for oss)motsatt vei på motsatt halvkule er veldig vanskelig å forestille seg.
Hva VET man egentlig når man ikke klarer å forstå/forestille seg/oppleve det?
Den som klarer å oppleve alt på en gang opplever en sannhet som ingen som kun
kan ting abstrakt kan drømme om å oppnå.
Det blir som å høre en 4 stemmig fuge av Bach , å høre hver stemme klart og tydelig i SAMSPILL.
Å analysere en Bachfuge stemme for stemme, hjelper ikke så mye. Det blir abstrakt. Men å virkelig HØRE det som skjer, alle elementer i samspill, gir en innsikt i musikken som man aldri kan oppnå via en abstrakt vei.
Denne sannhet(vitenskap) i klar opplevelse kan aldri overføres til et annet menneske.
Hvert menneske må øve opp den klarhet de ønsker å oppnå.
Vh Jostein
Heldigvis bliver vi alle klogere med tiden. Hvis Martinus tager fejl, vil det vise sig i løbet af få hundrede år, og så vil hans bøger mv. gå i glemmebogen, og hvor stor skade er der så i grunden sket? Lad os bare antage, at han har taget fejl. I så fald, hvad er det så for en "fælde" hans "følgere" så er gået i? Hvad er det du mener er så farligt ved, at dumme mennesker "tror" på det han skriver? I meget korte hovedtræk forsøger de fleste "følgere" nok at gøre følgende:
Det man kunne frygte, det er, at hans logik og måde at føre videnskab på, det bliver et nyt paradigme. Hvis jeres måde, at tænke videnskab på, på et ellers andet tidspunkt bliver set som faktisk viden, så frygter jeg, at det er et stort tilbageslag for videnskaben i det hele taget.
Hvis først Martinus tanker får indflydelse, så forpester det videnskaben.
Men hvorfor frygte det, kan man jo spørge sig selv? I er jo ikke ude og missionere, så det er folks eget valg om de vil opsøge det. Det er ganske rigtigt, men alligevel kan man overveje, om ikke der lige som i andre religioner, kommer nogle sociale aspekter i det, nogle naive håb og overtro ind i billed? Nogle folk tror, fordi de gerne vil tro på noget, og det skal selvfølgelig helst være noget der lover en god fremtid, det er jo rarest.
Der er på den anden side også folk, som måske ikke tør stille sig skeptiske overfor jeres Martinus tro, især ikke når i komme med udsagn om, at i ved noget per intuition, at i bare ved noget, når først i har accepteret det og den slag. Det stiller folk i en meget usikker situation, for at tjekke op på de argumenter, og det giver nemt et indtryk af, at i ved noget om universets sandhed, og det gør andre ikke. Den slags attitude og overlegenhed i retorikken, det kan intimidere folk til ikke at være skeptiske på samme måde, som de ellers ville være.
Så det er ikke så meget det, som der sker med den enkelte, men det der sker med samfundet og måden vi tænker på. Hvis Martinus en dag ville smelte sammen med videnskaben, så frygter jeg virkelig, at det ender med at videnskaben går i stå. Og jeg tror mange folk er usikre på, om de overhoved bør være skeptiske på jeres tro, fordi jeres retorik og logiske sammensætning er så obskur og bizarre, at man ikke ved hvad der snakkes om. Og så den tendens i har med, at hvis man spørger, så kan man få kastet et "kig i bogen" i hoved... meget svær kildehenvisning at følge op på.
-At blive mere tilgivende over for de tildragelser man møder i hverdagen.
-At undersøge hverdagen og videnskaben for at se, om der mon kunne findes noget mere end det vi kan sanse med de fysiske sanser.
-At få et mere positivt syn på livet.
Mange af hans "følgere" er i gang med et eller flere af punkterne allerede inden de lærer Martinus at kende.
Og det er også fint nok, gør i bare det. Jeres aktiviteter i jeres religion er ikke så slemme. Problemet er jeres måde at tænke på, den måde i følger logik og rationalitet, det kan få betydning i samfundet, hvis det får indflydelse.
Det er en mental fælde. Ved at acceptere Martinus forvrængede logik og rationalitet, da fanger man sig selv i et spind.
Først, dine indlæg er et vidnesbyrd om at Du eksisterer,
samt, at Du 'har en mening', eller tillægger el. efterlyser mening, mening med galskaben.
Du har set rigtigt, der er ikke nogen mening med livet, udover de meninger som de enkelte væsener selv aktuelt tillægger el. danner.
Det er meget grundigt beskrevet, men bag dette, er det 'den årsagsløse årsag', der er en uundgåelig konsekvens af evighedens (evige) natur, eller omvendt, (to sider af samme evige realitet).
Det er et eks. på at Du henviser til den samme kompromisløse logik, som Martinus gør.
Holger
Så du giver mig ret i, at vi muligvis blot eksistere i al evighed, uden grund? Måske er vi startet ved et tilfælde, og måske slutter vi ved et tilfælde, ik?
http://www.dagbladet.no/2010/09/30/nyheter/astronomi/verdensrommet/vitenskap/13632905/
Hei V
Hva er ditt råd når det gjelder å forholde seg til en slik avisartikkel?
Har Dagbladet som er en av Norges største aviser, fått informasjonen fra sikre kilder? Kan virkelig forskerne finne ut hvor tung planeten er? Og at den har samme side mot lyset hele tiden?
Jeg har ikke den minste mulighet til å etterprøve dette, men jeg finner det likevel interessant.
Men jeg mener min interesse for dette kan sammenlignes med personers interesse for åndsvitenskap.
Ingenting lar seg i realiteten etterprøves.
Vh Jostein
P.S. Da jeg kom hjem stod det på et tv-program i stuen om seksualitet.
Hele tiden ble det sagt: Forskere har funnet ut......., forskere har funnet ut...., om og om igjen.
Hvordan skal jeg forholde meg til dette?
Skriv et svar
