Det er jo netop det. Jeg tror ikke der er nogen mening med livet eller at der er en gud. Jeg tror heller ikke de er evige. Men hvis du hævder, at der er en mening med gud og livet, hvorfor kan du så ikke forklare den? Hvis ikke du ved hvad meningen er, hvordan kan du så vide den er der?
Men skal det forstås sådan, at du ikke ved hvad meningen med livet eller gud er, og Martinus blot er et tilfældigt gæt du tror på?

Nej, en forklaring er ikke begrænset. En forklaring kan mangle, men den er ikke begrænset. Hvis der er en mening med ting, så er de mulige at forklare. Hvis der er en mening med livet, så er det muligt at finde forklaringen. Hvis ikke der er en mening, så er der ingen forklaring, men det har ikke begrænset forklaringens muligheder.

Jamen hvis der "ingenting" var, så var der ikke noget til at holde eksistensen tilbage. Igen kan man jo drage lidt i retning af Bigbang teorien. For hvis hele universet var samlet i en singularitet, hvad var så uden for denne singularitet? I vores forståelse, der var der "ingenting", der var hverken tid eller rum. Men netop fordi det er et "ingenting", så kan dette ikke forhindre at eksistens fremkommer, ja ud af det blå, af årsager vi måske aldrig kan finde ud af og af grunde vi ikke kan forstå. Det virker jo lidt magisk, og noget langt ude. Men tænk over det. Hvis "ingenting" eksisterede, hvad skulle så holde eksistens tilbage? Ingen ting kan komme ud af ingenting, den har man hørt før, men det er jo netop kun i vores eksisterende univers denne regel gælder. Hvordan kan vi vide, hvad regler var for "ingenting", hvis det eksisterede?

Nej det kan man ikke slutte ud af dette. Vi ved ikke, hvordan manglen på univers kan se ud, vi forstår det kun som en kontrast til det, som er vores eksisterende univers. Men vores univers er bygget op om naturlove, men "ingenting" det har ingen love at følge. Så "ingenting" kan sagtens have eksisteret, det har bare været på nogle præmisser, som vi nok ikke ville kunne følge i vores univers.

Jeg mente at Gud var et unødvendigt led i den uendelige regression. Hvis man spørger, hvor alting kommer fra, og man til sidst når til universet, så kan man vælge et led mere elle mindre. Man kan vælge og sige "jeg ved ikke hvor universet kommer fra, det har måske altid eksisteret", eller man kan tilføje et led og sige "Universet kommer fra gud, som tilgengæld altid har eksisteret". Kan du se, hvad jeg mener?

Hvis en gud er afhængig af noget, så er det ikke en gud. Guder er omnipotens. Hvis vi holdte op med at eksistere, så ville gud også gøre det? Det er der ikke meget omnipotens i.

Der kan sagtens være en årsag til det uendelige, det betyder bare ikke vi har en forklaring på det endnu.
Grunden til man kan blive ved med at sætte 0 efter et koma tal, er fordi rationelle tal i teorien ikke kan skrives med et afgrænset antal decimaler, da man altid vil kunne spørge efter en mindre decimal.
Men man kan f.eks. skrive 1/3 i stedet for 0,333 i det uendelige, og faktisk have en angivet den præcise mængde ordentligt, og stadig taget højde for decimalerne. Så der er forklaringer og muligheder for at opstille det som ellers skulle tolkes som uendeligt og årsagsløst.

Men matematik er ikke årsagsløst, det er et menneske skabt system, som bruges til at regne med. Det kan forekomme lidt mystisk en gang imellem og irrationelt, men det er et spørgsmål at finde logikken.

Ja, vi eksistere, men med hvilket formål? Da der lige så godt kunne eksistere ingenting, så mangler vi en mening med årsagen til vores eksistens. Jeg kan ikke forklare hvorfor vi eksistere, men spørgsmålet er om Martinus kan, eller han bare ignorere problemstillingen, ved at hævde der ikke er en årsag. Hvis ikke der er en årsag til vi eksistere, så er der heller ikke en mening.

Ejby wrote:

At det åndelige ikke kan forklares er din definition, ikke min.

Kh. Ejby

Det er jo så også din definition, hvis du læser hvad du selv skriver. Du skriver jo netop, at fordi der ikke kan findes en årsag, så kan det ikke forstås videnskabeligt, og der er altså noget åndeligt på spil. Uendeligheden og Gud gør du til noget åndeligt, fordi der ikke er nogen forklaring på dem.

Hej V

Det kan du på sin vis have ret i. Hvis altså det forholdt sig sådan, at Gud og "Vi/os" var adskilte.
(læs min tilføjelse til Svend`s udtalelse i mit tidligere svar til dig)

Gud er ikke afhængig af andet end sig selv. Da Gud er os og vi er Gud. Da Gud er evig og uendelig, er
der ikke nogen begyndelse eller afslutning på Gud. Gud har altid og vil altid eksisterer. Vi har altid og
vil altid eksisterer. Da Gud er os og vi er Gud.

Det er derfor absurd, at tale om: "Hvis vi holdt op med at eksisterer, så ville Gud også gøre det"...
da der ikke kan være en afslutning på evigt og uendeligt. Vi kan ikke holde op med, at eksisterer. 😮 

Derfor er Gud omnipotens.
Gud er almægtig.

Kh. Ejby

V wrote:

Ejby wrote:

At det åndelige ikke kan forklares er din definition, ikke min.

Kh. Ejby

Det er jo så også din definition, hvis du læser hvad du selv skriver. Du skriver jo netop, at fordi der ikke kan findes en årsag, så kan det ikke forstås videnskabeligt, og der er altså noget åndeligt på spil. Uendeligheden og Gud gør du til noget åndeligt, fordi der ikke er nogen forklaring på dem.

Hej V.

Som skrevet tidligere, Gud er alt, hvad der ER...både det fysiske og det ikke-fysiske - materie og ånd. Så jeg "gør" ikke Gud til noget rent åndeligt.

Ligesom der er forklaringer og love for det vi kalder "det fysiske", så er der også forklaring og love for det vi
kalder "det åndelige". Jvf min definition af ånd = tanker, bevidsthed og vilje.

Meningen med Livet og Gud er: Oplevelse.

Hvordan ved jeg det?

Fordi jeg oplever.

Kh. Ejby

Regler for "ingenting". ???

Hvis "ingenting" eksisterede.  ???

Er du i færd med, at omdefinere "ingenting" til "noget"?  

Kh. Ejby

Hej V.

Vi har vist været omkring det her før. At opleve mening eller meningsløshed med noget, det kan ikke forklares, det er noget vi hver især oplever rent subjektivt, jeg kan heller ikke forklare dig, hvordan en grøn farve ser ud for mig. Mening/meningsløshed er en subjektiv oplevelse, men selve det at opleve er en objektiv faktor ved et levende væsen. Vi kan blive enige om, at vi oplever noget, men vi kan aldrig være sikre på, hvad et andet levende væsen oplever i sin egen bevidsthed.

Det at ville opleve kan ikke forklares, det en del af egenskaberne ved et levende væsen, som ingen årsag har, det at ville opleve er det Martinus kalder "urbegæret". Det at være nødt til evigt at opleve, kan sagtens være meningsfyldt for mig, mens det for dig er forbundet med ren meningsløshed. Derfor kan jeg godt synes af have fundet en meningsfuld forklaring på livet, mens du stadig ryster på hovedet. På helt samme måde kan en person synes det er meningsfuldt at se fodbold i fjernsynet, mens det for en anden er gakgak.

Jamen hvad nu, hvis der uden for vores univers findes uendelige mængder af andre universer? At der før i tiden kun fandtes en singularitet er et spørgsmål om tro, men det er en tro som strider mod det jeg ellers oplever. For mig er det logisk, at den fysiske verden er uden grænser. Universet udvidser sig, og alt hvad jeg ser omkring mig, som udvider sig, udvider sig ud i et eller andet, lidt ala en balon der blæses op. En ballon kan ikke udvide sig, uden at den må have noget at udvide sig i - hvorfor skulle det ikke være det samme med universet?

Netop derfor er alle levende væsener (eller det Martinus kalder gudesønner) i sig selv omnipotente - i vores inderste kerne er vi ikke skabte, og kan ikke gå til grunde.

Hvis "ingenting" eksisterede, så var der heller ingen regler for det - en regel er netop ikke "ingenting", den må nødvendigvis være en regel for "noget".

Ejby wrote:

Det er derfor absurd, at tale om: "Hvis vi holdt op med at eksisterer, så ville Gud også gøre det"...
da der ikke kan være en afslutning på evigt og uendeligt. Vi kan ikke holde op med, at eksisterer. 😮 

Derfor er Gud omnipotens.
Gud er almægtig.

Kh. Ejby

Du mangler vist fantasi. Forstil dig, at vi ikke eksisterede. Ja, uha, meget absurd eller noget, men forstil dig det. Ville Gud så heller ikke eksistere? Jeg spørger ikke om det kan lade sig gøre, men kun om det forholdte sig sådan i teorien. Hvis vi er afhængige af hinanden, så må vi vel også forfalde sammen. Hvis det kunne ske, at vi holdte op med at eksistere, så ville Gud også holde op med at eksistere, eller hvad?

Hvis Gud kan eksistere uden os, så er han omnipotens, men ikke afhængig af os.
Hvis han kun eksistere, så længe vi gør det, så er han ikke omnipotens, og altså ikke Gud.
Kan du se det paradoks der stilles op?

Muligvis ikke rent åndeligt, men åndeligt. Hvis han indbefatter det åndelige, så er han med i det årsagsløse og eksistere på ikke naturlige præmisser. Selvom han også indbefatter det fysiske, så er den enkelte åndelige faktorer nok til, at han ikke er logisk forklarlig.

Men hvorfor disse love eksistere, det ved du jo ikke. Hvorfor er det nødvendigt med karma og den slags, hvis der ikke er nogen mening med at eksistere i første omgang.
I den fysiske verden ved man heller ikke, hvorfor visse love er opstået, men man går ikke rundt og hævder der er en mening med dem. Tid, tyngdekræft, energi og den slags, man ved ikke hvorfor det er der, men blot at det er det.
På samme måde tror jeg heller ikke Martinus ved, hvorfor vi er her, men tilforskel for almindelig videnskab, så hævder han at påstå der er en mening, uden dog at komme med belæg for den.

Hvad er meningen med oplevelser? Hvis jeg oplever en god koncert, hvad mening er der så i det? Hvad skal det ende med?Hvilket mål er der med at opleve?
Men du ved det, fordi du oplever? Kan jeg så også hævde, at meningen med livet er at klø sig i håret? Det ved jeg jo, fordi jeg gør det?

Jeg opstiller det absurde paradoks i, at nogle hævder, at der ikke kan komme noget ud af "ingenting". Da man netop ikke kan forstå "ingenting", og da det i teorien må mangle love og regler for "ingenting", da det jo netop er mangel på alt, så kan man heller ikke hævde, at vide hvad der er muligt at komme ud af "ingenting", eller hvad der er muligt der sker i "ingenting". Det er mangel på alt, så faktisk kan vi ikke udtale os om det, kun som en kontrast til det eksisterende univers.

Hej V

At klø sig selv i håret går ind under "oplevelse."

Sjovt så forskelligt vi "ser" tingene.

Jeg tror jeg trækker mig her. Et svar vil blot blive endnu en gentagelse eller en
omskrivning, af hvad jeg allerede tidligere har skrevet.

Tak for debatten.

Kh. Ejby

Hej v

Jeg beklager meget den måde du bliver
Talt til - hjernen har dyb respekt før som du
Og iøvrigt er den skabt af andre væsner på
Langt højere plan end jordmennesket - så
Tak før den - desuden er der gjort plads til
Udvidelse af hvad vi skal bruge hjernen til
Det bliver meget spændende at se.

Martinus havde kosmisk bevidsthed og det kan
Vi også forvente siger han - mange har jo glimt
Og feks før døds oplevelser.

Mvh
Lars

Nej, jeg ved bare ikke om det rent faktisk forholder sig sådan.

Først refererer jeg kosmologien, som klart skriver at der er en skaber bag alt det skabte. Derefter skriver jeg at jeg personligt ikke tør sige at det rent faktisk forholder sig sådan. Det er min "status" omkring det. Jeg synes det er den bedste forklaring jeg har fundet hidtil og jeg synes også at der er indicier på at det forholder sig sådan. Men det er stadig noget andet end at vide at der er en skaber bag det skabte

-Lasse

tak for svaret lasse

jeg synes det ga store filosofiske tanker med en masse tankedril 

vh lu

Jeg spørger, om Martinus giver en objektiv mening med tilværelsen? Man kan ikke bruge en subjektiv mening om livet til noget, hvis der er en mening, så må den være objektiv. Du kan sagtens føle, at der er en mening med dit liv, rent subjektivt, men er der en objektiv mening?

Hvad der eksistere uden for vores univers ved vi ikke. Muligvis andre universer, men muligvis også ingenting. Hvad du oplever som logisk, det har dog intet at gøre med det som rent faktisk er logisk, og det som rent faktisk sker.
Eksempelvis: Du synes måske det er logisk, at jorden er flad, det kan du jo se, og du vil helst have den er flad, da du godt kan lide at se jorden som noget kantet. Det er ikke logisk, for ens tro, og ens holdning til ting, det er ikke logisk. På samme måde med Martinus kosmologi. I vil gerne kunne forstå verden på en bestemt måde, så derfor antager i en bestemt subjektiv logik, som passer jeres holdning.
Objektivt set, hvad ved Martinus og jer andre så om kosmologi? Som jeg læser det i de andre indlæg, så gør I mere for, at "bøje" universet så det passe I jeres tro, end i gør for at finde ud af hvordan universet faktisk er objektivt set. I reducere forståelsen af kosmologi, til et spørgsmål om præference og tro, i stedet for at undersøge det med metoder og objektiv sans.

Så er mit til dig det samme som til Ejby:
Vi forstiller os, at vi ikke eksistere. Gør Gud så heller ikke?
Hvis Gud kan eksistere uden os, så er han omnipotens, men ikke afhængig af os.
Hvis han kun eksistere, så længe vi gør det, så er han ikke omnipotens, og altså ikke Gud.
Kan du se det paradoks der stilles op?

Præcis, så derfor kan vi ikke gøre os kloge på, hvad "ingenting" faktisk er (eller er mangel på), da vi kun kan tale om det, som en kontrast til det eksisterende. Hvis der engang har eksisteret "ingenting", så kan vi ikke vide noget om det, da det ikke kan forstås som andet end noget, der manglede vores univers.

Hej V.

Den eneste objektive forklaring han giver er, at meningen med livet slet og ret er livsoplevelse. Dette er fælles for alle levende væsener.

Der er ikke noget paradoks. Du kan forestille dig, at vi ikke eksisterer, men forestillingen er det samme som forestillingen om, at en virkelig død eksisterer - begge situationer er en tænkte situation som imidlertid ikke vil forekomme. Med lad os bare antage, at vi (gudesønnerne) ikke eksisterede; så ville Gud heller ikke eksistere. Kendsgerningen er bare det modsatte. Gud og gudesønnerne eksiterer evigt - ellers ville der netop kun være et stort intet, et intet som altid har eksisteret, og som evigt vil eksistere.

Ja så er det. Vill bara tillägga (till V) att Gud og gudesønnerne ikke er olika saker. Gud = summan av gudesønnerne, liksom en organisme er summan av cellerna. Organismen er ikke beroende av cellerne, den er cellerna.

Hvordan kan det være, at meningen med livet er at opleve? At opleve en masse ting, det føre jo ingen steder hen. Hvad er det vi skal bruge disse oplevelser til? Hvis det kun er med det formål, at blive klogere, hvad er så meningen med at blive klogere? At blive klogere i al uendelighed, det lyder ikke til at være særligt meningsfuldt?

Jo, det er et paradoks. Paradoks kommer ikke an på, om situationen er tænkt. Blot fordi Gud ikke kan holde op med at eksistere, så er det stadig et paradoks, at han er afhængig af os, for at eksistere. Det er afhængigheden af os, som gør hans eksistens paradoksal.
Men du udreder faktisk paradokset i næste sætning, ved at hensætte Gud til et væsen, som er afhængigt af andre elementer. Du nedgradere din egen gud, for at forklare paradokset, og det er som sådan fint nok. Han er altså ikke omnipotens.
Nu nævner Ejby, at vi faktisk ER gud, så derfor giver det ikke mening at personificere ham. Det er fair nok, der er mange varianter af guder. Om de eksistere, det tvivler jeg dog på.

Sitat V:
"Hvordan kan det være, at meningen med livet er at opleve? At opleve en masse ting, det føre jo ingen steder hen. Hvad er det vi skal bruge disse oplevelser til? Hvis det kun er med det formål, at blive klogere, hvad er så meningen med at blive klogere? At blive klogere i al uendelighed, det lyder ikke til at være særligt meningsfuldt?"

Godt spørsmål.
I Rudolf Steiners åndsvitenskap skal man ikke bare oppleve men finne en plass i tanken hvor man er fri fra sansene, såkalt "sansefri tenkning ", her ligger frihetens mulighet.
Vh Jostein

i følge martinus analyser er der ikke flere varianter af guder . gud er alt . kh lu

Jeg mener guddommen optræder i et hav af varianter
Og har såvel en primær og sekundær bevidsthed, men
Der findes kun en gud, hvor vi røres og er - vi er ikke gud,
Men gudesønner.

Lars