Jeg orker ikke at svare på dine indlæg længere, de er for anstrengende. Du magter ikke, at gennemføre et argument, så en diskussion med dig har ikke noget formål.

Det defineres som mangel på mening. Hvis noget giver mening, så er det fordi det kan tjene et formål eller der er en grund til dens eksistens. Hvis en ting ikke kan dette, så er det meningsløst. Det mener jeg alting i bund og grund kan hævdes at være.

Ja, livet eksistere, men det giver det ikke nogen mening. At opleve livet, det er ikke en mening, for der er ikke nogen grund til at livet eksistere. At sige "jamen det eksistere bare, det forklare ikke, hvad grunden er og hvorfor denne grund er meningsfuld.

Mit udsagn om livet er ikke midlertidigt. Det består til alle tider, at folk ikke kan forklare hvad meningen er, heller ikke Martinus. Hans egen analyse er som sådan også meningsløs, for at forsøge at forklare universet, når det ingen mening giver, det er meningsløst, man opnår aldrig noget med det.
Det er vel som sådan Martinus, som hævder at have fundet meningen med livet, så det er vel ham der skal præsentere den for os andre. Det er jo ikke mig der påstår, at der er en mening med det hele, det er jo ham, og hvis man skal tro ham, så skal han da eftervise det. Det er da logisk.

Det er ligegyldigt om vi er galde hele tiden, sure, eller skifter konstant, for grunden og meningen med livet, det mangler stadig at blive forklaret. Der er intet formål med vores eksistes, så hvorfor eksistere vi?

Du har ikke præsenteret en objektiv mening med tilværelsen. Jeg oplever ikke tilværelsen som meningsløs, den er objektivt set, meningsløs. Der er intet formål med livet, som giver mening på nogen måde.

Jeg har intet problem med, at eksistensen er meningsløs, det er et spørgsmål om at acceptere det, eller glemme det. Martinus kan ikke forklare meningen med livet på nogen måde.

Hvis der opstår en diskussion, hvor begge parter kommunikere rationelt, så kan de få indsigt i ting de ikke viste, og ellers ikke var overbevist om på nogen måde. Dette er sjældent tilfældet, og der er ikke fred i verden, for folk vil ikke altid indgå i diskussioner på rationel vis.

Jeg kan måske ikke overbevise dig om, at der ikke er en mening med livet, for det kræver vi indgår i en rationel diskussion. Og det er svære end man tror, for mange mennesker er ikke villige til at ændre deres opfattelse af verden, de vil hellere fornægte det de ved er sandt, for det passer dem bedre. Det gælder ikke kun Martinus tilhængere, det gælder også andre religiøse og mennesker generelt.
Men hvis man er villig til, at lytte og ændre sin opfattelse på baggrund af oprigtige argumenter, så kan man godt blive overbevist om noget, man ellers ikke troede på førhen.
Der er jo eksempler, på dybreligiøse folk, som blive ateister, og omvendt. folk kan skifte politisk holdning fra den ene dag til den anden på baggrund af argumenter, osv.

Hej V.

Det er jeg enig med dig i. Livet er det primære, og dette kan ikke forklares. Den primære årsag kan aldrig forklares. Den kan erkendes eller ikke-erkendes, men den kan aldrig forklares.

Det holder ingen steder. Jeg oplever livet som meningsfyldt. Hvis du selv en dag oplever livet som meningsfyldt, vil du så stadig hævde, at objektivt set er livet meningsløst? Jeg kan lige så vel hævde, at livet objektivt set er meningsfyldt, for det er da meningsfyldt at opleve noget, frem for at intet eksisterer.

Kære V,
Der er ikke nogen mening med Livet, det så Jeg længe før Jeg kendte til M.
og M. forklarer det samme,
men der er et formål med Livet, der er noget andet end mening, nemlig at opleve.

Hej V.

Det vil sige, at hvad der er rationelt defineres af dig? Jeg vil ikke lade mig overbevise, fordi jeg ikke er i stand til at diskutere rationelt med dig? Og hvis alle bare vare lige så rationelle som dig, så ville alle indse det samme som dig?

Jeg tror vi her er ved kernen. Du ser verden som noget der objektivt kan erkendes - hvad der er lige er lige, og hvad der er rundt er rundt. Din egen opfattelse anser du som noget af det mest objektive der findes, og alle andre bør kunne se det samme, bare du argumenterer med dem længe nok. Du kan hævde, at 2+2 er sandt til alle tider, og jeg kan være enig, men denne sandhed kræver, at man kan erkende den. Det levende væsen, der ikke kan tælle, kan aldrig anse det for andet end fantasi. En sandhed er kun sand for dem der kan erkende dette. På samme måde kan der jo findes sandheder som vi mennesker ikke kan erkende, og vi vil betragte dem som fantasi og overtro, indtil den dag vi selv indser disse sandheder.

Jeg er derimod af den opfattelse, at alt hvad der hedder "sandhed" afhænger af øjnene der ser. Den ene sandheds-opfattelse er ikke bedre end den anden, for de er netop sandheden for den der oplever det. Ja, i det hele taget, alt hvad vi oplever kan kun opleves på baggrund af subjektive sansedata. Martinus forklarer det på den måde, at hvert eneste levende væsen udgør et oplevelsesplan for sig selv - det er unikt i sin oplevelse og sin skabelse. Ikke to væsener ser verden ens. Der findes derfor ikke noget som helst i forandringernes verden, der kan erkendes på objektiv basis, al oplevelse er subjektiv.

Jeg vil dog gå med til, at der dybest set kun kan eksistere to sandheder. Enten eksisterer der ikke en "årsagernes årsag", og hvis det er tilfældet, så ville der intet eksistere. Eller også så eksisterer denne "årsagerns årsag", og så er den årsag til alt der eksisterer. Og jeg kan jo se, at alt eksisterer, og så må den årsagsløse årsag også gøre det. Men jeg accepterer fuldt ud, at du ser verden på en anden måde, og derfor kan (og skal) vi heller ikke blive enige, det kan simpelt hen ikke lade sig gøre, for din sandhed er ikke min sandhed. Men samtidig så er vi begge ligeværdige som levende væsener.

Ifølge Martinus vil du en dag nå til en anden erkendelse, nemlig en sikker viden om Guds eksistens. Men ifølge Martinus vil jeg også en dag nå til en anden erkendelse, nemlig en sikker viden om, at Gud ikke eksisterer. På den måde kan livet evigt vekselvirke mellem den ene form for viden og den anden form for viden, som Yin- og Yang-symbolet illustrerer glimrende - og hvem skal afgøre, hvilken viden der er den rigtige?

Så der er ingen forklaring på, hvorfor vi eksistere? Så er der vel heller ingen mening.

Du oplever livet som meningsfuldt, altså subjektivt. Men der findes ingen mening med dette liv, som kan erkendes objektiv. Der er intet facit for, hvorfor livet er her eller hvad det skal bruges til.
Hvis jeg en dag finde ud af, at jeg godt kan lide at male, og det giver mening for mig, at bruge tiden på det, så er det en subjektiv mening. Jeg kan jo stadig ikke forklare meningen med livet, mit liv er jo heller ikke opstået fordi jeg skal gå rundt og male. Hvorfor jeg er her, det kan jeg ikke finde et objektivt svar på, blot fordi jeg har fundet en beskæftigelse der passer mig, og giver mig en grund til ikke at ligge mig til at dø.
Det er ikke meningsfyldt at opleve noget, for hvad er formålet og grunden til at man skal opleve ting? Blot fordi vi oplever ting, så betyder det ikke, at det dermed er forklaringen på hvorfor vi er her. Hvad skal det føre til i sidste ende?

Så er formålet stadig meningsløst. Der er ingen grund til, at man absolut behøver at opleve noget, der er ingen grund til, at disse oplevelser behøver at eksistere.
Der er intet formål eller mening med livet, for det at opleve noget, det giver ingen mening, da det ikke er forklaret hvorfor man behøver det.

.

Hov hov, klap lige hesten. Jeg definere ikke rationelt, det er blot et begreb for, at mennesker kan tænke fornuftigt, konstruktivt osv. Hvis en person ikke kan noget rationelt, så vil alle ting være uovervejede, han ville være ude afstand til at forstå, og mangle alt form for logisk sans.
Jeg siger ikke, at du ikke er rationel. Jeg siger, at vi skal diskutere rationelt for at blive enige. Men det kræver lang tid at forstå hinandens argumenter, og det meste af debatten ville være undersøgelser af argumenter. Men hvis først man gør det, så er der grundlag for, at man kan blive enig med stort set alle, hvis man vel at mærke er villig til at bruge tiden og energien på at lytte og forstå argumenterne.
Min opfattelse af verden er ikke objektiv, den er subjektiv, lige som alle andres. Men hvis man skal finde objektive svar, så er man nød til at diskutere med andre, for at se hvordan verden kan forstås, uden for det subjektive.
Hvorfor er 2+2= 4 et objektivt svar, f.eks.? Det er fordi matematikken er bygget uden om hvad subjektet forstå om verden. Det er ligegyldig hvem der ser, hvis vedkommende kender matematikkens præmisser, så er argumentet rigtigt, uanset hvad subjektet måtte mene om det. Hvis alting er subjektiv, så kan du fra nu af jo blot benægte, at 2+2=4, og se hvor længe du kan overbevise dig selv om det.
Et væsen som ikke kan tælle, kan selvfølgelig ikke kende matematikkens præmisser, derfor kan det ikke vide om udsagnet er rigtigt eller forkert, altså kan det ikke forstå det objektivt.
Men det har ikke noget med erkendelse at gøre. Hvis væsenet ikke kan tælle, så skal den lære det (hvilket kræver forståelse af argumenterne præsenteret af matematikere, det er ikke noget man behøver for forståelse for). Hvis væsnet ikke kan lære at tælle, grundet lav hjerne aktivitet eller andet, så kan det heller ikke komme til at erkende, at noget i matematikken er sandt, for den kan ikke forstå præmisserne.
Hvis dette væsen, som kunne være en metafor på os, hævdede overfor sine venner, at de en dag ville forstå matematik, hvad kan man så drage ud af dette? Det enten selv have lært præmisserne, og det giver det mulighed for at forklare det videre, da objektiv indformation er tilgængeligt for alle som kender præmisserne. Eller også kan den faktisk ikke vide det, da den slet ikke aner hvad matematik er, og derfor faktisk ikke kan udtale sig om det.
I vores verden ved vi godt, hvad matematik er, og vi ved også godt, at der er en masse ting vi ikke forstår i dag, som vi måske forstår imorgen. Men hvis man hævder at vide, hvad det er vi mangler i dette puslespil, så er det nød til at være objektivt.

Så for nogle væsener, da er 2+2=5? Hvis alting afhænger af øjnende der ser, så kan Martinus analyse jo enlig ikke være gældende for andre end ham selv. Han kan kun lave en analyse på baggrund af hans egen sandhed, men den kan jo umuligt være objektiv og være gældende for verden på nogen måde. X1 har man kun, hvis det stemmer med ens sandhed. Aha, og man reinkarneres også kun, hvis det stemmer med ens sandhed? Og der er kun en mening med livet, hvis det stemmer med ens sandhed? Hvis intet objektivt er i verden, så er Martinus analyse lige så meget værd, som ideen om, at jorden er flad.

Det eneste man kan være sikker på, det er ens egen eksistens. At du kan se, at alting eksistere, det betyder ikke, at det rent faktisk gør. Hvis man ser på Descartes, så er det eneste man kan vide sig sikker på, det er ens egen eksistens. Men på hvilke præmisser den faktisk eksistere, det aner man ikke, måske er det en selv, som opdigter i ingenting? Og så eksistere der ikke nogle årsagsløse årsager, eller noget i den dur, så eksistere der heller ikke nogen mening med det hele.

Martinus værk er jo subjektivt, som du selv har været inde på, så han kan ikke vide hvilken erkendelse jeg får.
Dertil kan en absolut erkendelse ikke være modstridende fra det ene tidspunkt til det andet. Enten ved man at Gud eksistere, og så gør han det, uanset hvad andre tror. Eller også gør han det ikke, uanset om andre går og tror han gør. Enten eksistere han, eller også gør han ikke. Hvis man har erkendt til fulde, og ved det, fordi man måske er gud eller noget, så kan dette faktum ikke ændres på noget tidspunkt.

Hej V.

Jeg tror egentlig, at jeg er helt enig med dig i det du skriver her. Lad os nu antage, at der findes et objektivt formål med at være her. Lad os forestille os, at vi en dag kan indse, at formålet er, at vi skal kunne løbe 100 meter på 8 sekunder. Vi knokler og knokler og knokler for at nå det mål, vi lader de hurtigste mennsker formere sig og får nogle hurtige gener spredt godt omkring, og pludselig en dag, så er det formål opnået, så har vi et hurtigt menneske, der kan løbe så hurtigt. Hvad sker der så? Hvis det virkelig var formålet, så ville hele universet vel "slukke" og gå ud som et lys den dag det formål var opnået, og derefter er der kun et stort intet tilbage. Kort sagt, ethvert formål kan kun være noget midlertidigt, for hvis der var et evigt formål, så ville det være uopnåeligt, for kunne vi nå dette formål, så var det jo ikke evigt. At nå frem til et formål er at sætte begrænsninger på tiden, for et formål er noget afgrænset. Ethvert formål, enhver mening er noget midlertidigt.

Men hvis nu livet er større end alle meninger og formål? I så fald vil der hele tiden komme nye meninger og formål til. Og hvem skal så bestemme, hvad der giver mening og formål? Det skal vi alle, hver især for os selv, for ingen anden kan sige, hvad der giver netop os mening. Hvis intet giver dig mening, ja så må du jo leve på meningsløshedens principper. Du vil så måske skalte og valte rundt i mange år, eller hvis Martinus har ret, i måske flere liv, indtil du begynder at indse, at du er herre over din egen skæbne.

Lol, "hermed bevist". Du kan ikke debattere, og du aner ikke hvad du snakker om. Se på hvordan andre her på forrummet gør. De stiller argumenter op, de diskutere præmisser, de følger logik (for det meste). Grunden til jeg vælger dig fra, det er ganske enkelt, at jeg ingen saglige svar kan få ud af dig.

.

Hej V.

Lad os antage, at vejen til sandheden går ud over for eksempel 7 trin. Den der står på trin 1 vil hævde at kunne se det hele. Den der står på trin 2 vil hævde det samme, men vil samtidig kunne overskue, at dem på trin 1 ser noget andet. Hver især kan de ikke overbevise den anden om "sandheden", men hver deres trin vil være så tæt på hinanden, at de kan blive enige om en hel del, men meget vil de have divergerende opfattelser af. Og sådan går det hele vejen op ad de 7 trin. Selvfølgelig vil den på trin 7 have den største sandhed, men det vil samtidig være formålsløst at tvinge denne sandhed ned over de 6 øvrige trin, og den der er på trin 7 vil acceptere, at de øvrige 6 trin ser noget andet, selv om personen på trin 7 let kan se, at de andre trin gør 2+2 til 5. Den på trin 7 kan jo se, at de øvrige 6 trin er nødt til at se det de selv ser som den rene sandhed.

I princippet kan den der står på trin 7 vel ikke vide, om der findes et 8. trin - i hvert fald som jeg ser det. Martinus hævder, at han kunne se det hele, jeg kan ikke umiddelbart indse, hvordan han kan være sikker på, at han har det hele med. Dog kan jeg følge ham i, at hans beskrivelse indeholder både helheden og evigheden.

Kære alle

Jeg har lavet en lille figur, der giver en oversigt over hvordan jeg tolker lokallogik og evighedslogik, altså naturvidenskabens indbyggede logik og åndsvidenskabens indbyggede logik.

Figuren skal læses således:

Figuren tager udgangspunkt i, at en forsker i naturvidenskaben og en forsker i åndsvidenskaben observerer samme proces i den fysiske verden.

Naturvidenskaben (Den nederste del af figuren)

Forskeren i naturvidenskaben observerer i den fysiske proces nogle energier der vekselvirker med energier (eller stofudvekslinger om man vil, da stof er ækvivalent med energi udfra formlen e=mc2)

Forskeren vil konkludere følgende:

Præmis (grøn cirkel): Naturen har ingen subjektivitet og er dermed ikke-projicerende.

Trin 1: Alle observationer er ubevidste energi, der vekselvirker med ubevidste energier

Trin 2: De skabelser der fremkommer i den fysiske verden er derfor et resultat af tilfældigheder

Trin 3: Der er ingen bagvedliggende plan for skabelserne

Slutbevis (rød cirkel): Det vi mennesker kalder for livet er uden mening. Om vi lever eller begår selvmord er ligegyldigt.

Åndsvidenskaben (Den øverste del af figuren)
Forskeren i åndsvidenskaben observerer at alt i naturen er logisk og at naturen i sit slutprodukt er til gavn for alt og alle.

At naturen i sit slutstadie er til gavn for alt og alle, begrunder åndsforskeren i observationer om, at intet i naturen går til spilde, at naturen giver mulighed for mad til alle, naturen (kloden) igennem milliarder af år har udviklet sig fra en glødende ildmasse til i dag at give mulighed for livsoplevelse til dets mikrovæsner. At de nogle væsener i dag ikke lever lykkeligt på kloden, er ikke klodens skyld. Det skyldes derimod udelukkende de dyriske naturer i væsenerne selv, der behersker deres tanke- og viljeføring. Der hvor naturen er uberørt af levende væsner giver den helt optimale livsbetingelser.

Denne observation er samtidig en præmis i den ånsdvidenskabelige model.

Udfra præmissen om logik udleder åndsforskeren, at der må være en eller anden form for planmæssighed bag. Eksempelvis, at der er en bagvedliggende plan som dirigerer modningsprocessen for en frugt fra kerne/frø til det modne stadie.

Da der ligger en planmæssighed hed bag, må der være en eller anden form for bevidsthed der har lagt denne plan. En plan kan ikke skabe sig selv.

Da der ligger en eller anden form for bevidsthed bag, må der være en eller anden form for skaber, da en bevidsthed ikke kan eksistere uden at der er et levende væsen bag.

Da der er en skaber bag alle processer, må det konkluderes ud fra præmissen om at alt i naturen er til gavn for alt og alle, at denne skaber benytter sig af en metode, der i sidste ende skal ende ud i skabelser der vil være til gavn for alt af alle. Grundtonen i denne skabers bevidsthed må derfor være kærlighed. Livets grundtone er derfor kærlighed.

Da livets grundtone er kærlighed, og alt i naturen er logisk opbygget, må kærlighed og logik være lig hinanden.

Det er derfor kærlighed og logik der er selve grundstrukturen i den udledte planmæssighed der ligger bag alle observationer.

Dette kan kaldes evighedsbeviser. Selve grundstrukturen i livet er baseret på et evighedsfundament. Det kan udledes på anden måde

Afslutning
Det var et forsøg på at anskueliggøre de to former for logikker - nemlig logikken i naturvidenskaben og logikken i åndsvidenskaben

kh.
kenneth

.

Kære Kenneth,
Tilslutter mig her og gratulerer det flotte arbejde du har udført. Enkelt og kærligt = positiv E.
Kh Alexandra

Hej skaber en ny tanke

Synes du er god læsning og du netop vender
X erne om er lige nøjagtig hvad martinus gør
I hans evolutions teori - de troende de ikke troende
Og de vidende.

Så et mix mellem de to videnskaber eller smeltedigel
Er hvad vi må håbe på - det skal blive sjovt synes jeg

Mvh
Lars

Jeg ved ikke om universet ville slukke, det kan som sådan også bare fortsætte i meningsløshed. Lige som nu.

Nja, hvis formålet kun er midlertidigt, så har der jo som sådan aldrig været en mening med det. Hvis man blot får et nyt formål hver gang man nåede et, så ville der jo bare fortsætte uden formål og mening i al evighed, men hvorfor skal vi opfylde formål hele tiden? Hvad er formålet med det?
Disse formål, de må alle føre til noget, som giver mening, noget som objektivt set er forklaringen på eksistens. Formålet med at eksistere, det kan heller ikke være evigt eller uopnåeligt, for så ville det jo ikke engang give mening at forsøge at nå det, derfor mangler meningen med eksistensen.

Hvordan kan livet være større end formål og mening? Livet skal jo have et formål, for at have mening, men hvis formålene er meningsløse, hvorfor lever vi så?
Men hvis vi tager fat i dette formåls princip. Hvad er formålet med at leve for dig? Hvad er det, som du til sidst, efter at have gennemført alle formål får ud af det? Hvis det blot er en uendelig kæde af formål, så giver det jo intet formål, blot evighed. Og hvis der ikke er noget formål med denne evighed, så er den meningsløs.

Så du er blevet lidt provokeret? Store bogstaver og det hele. Og små tips, jamen tak, men de tjener intet formål. Nihilisme er ikke forresten ikke troen på nisser, nu vi snakker om formålsløse ting.

Det ender vist i mudderkastning det her, og det gør mig heller ikke så meget. Men det ender i ban af enten dig eller mig, så mon ikke bare vi lader det