Kære alle sammen,
Jeg ønskede oprindeligt at skrive en kort kommentar til 'Kosmosof' til indlægget om karma problemet, men det blev lidt længere. Jeg har besluttet at give mit indlæg en tråd for sig selv, så at det kunne være ledigt for alle der ville ha lyst eller har tid til lidt fritids læsning om hvad jeg har tænkt om karma problemet.. Indlægget var som sædvanlig på vej i papirkurven, da de altid bliver for langsommelige og lidt udkogte og dermed for meget for selv den mest tålmodige, men så tænkte jeg samtidigt at det måske ville underholde en eller anden herinde.
Samtidigt ville jeg gerne frigøre den oprindelige tråd for min lange spontane fortolkning og svar.
Kære Kos,
Jeg forstår godt dit spørgsmål. Og jeg kender godt til den grublen over analyserne du fremlægger,
jeg syntes at det er fornuftigt at du går til sagen på den måde, for det er jo den helt rigtige indstilling overfor materialet og så kan du nå frem til en forståelse eller ej, intentionen må være det vigtigste.
Det kan være en svær følelse at sidde med, hvis der er en detalje i det evige verdensbillede der bider på samvittigheden fordi den ikke rigtig syntes at smelte sammen med resten og hvor resten næsten syntes så fantastisk og reel. Men dette betyder jo faktisk at man er ved at være ved den rette ernærings kilde.
Jeg kan forstå at du har godtaget Svend og Ejbys fremragende fremlæggelser af sagens kerne.
En ting man kan tage med når man kommer ind på karma er ligheder og uligheder ved ren næstekærlighed og det der kan manifesteres fra et meget fremskredent jordmenneske vi kalder human opførsel.
De to væsens typer indeholder og har dybest set det samme i sig, forskellen er den, at det de indeholder står og former sig på to forskellige måder, en færdig måde og en ufærdig måde.
Næstekærligheden kan siges at blive udleveret som et byggesæt efter at man har gennemgået alt den grove og hårde karma.
Inden da står man med tomme hænder og vil som Kristus siger få frataget den smule man har.
Grokarmaen er billetten til livet!
Vejen til den humane indstilling går igennem lidelse, vejen til det færdige menneske går igennem fred.
Først fødes humaniteten, humaniteten føder freden, freden føder den færdige menneskekærlighed.
Og det er det første og bedste bevis på at næstekærligheden i sit fundamentale plan udløses i sin fuldkomne form når at den er uafhængig af karma.
Hvilket vil sige at væsenet handler frit og bevidst.
Hvilket vil sige at opnåelsen af kosmisk bevidsthed ikke sker på baggrund af lidelse, men af glæde og lyst til livet. Humaniteten opnås på baggrund karma, freden opnås af næstekærligheds praksis, menneskekærligheden er opnået når den er blevet vane.
Når at man har gennemgået livets allergroveste og mest kontante karma har man fået en gave eller en diamant at pakke ud, eller et slags byggesæt til at frembringe den bedste konstruktion af sig selv og dermed sine tilgængelige energier og talenter!
Gaven er at næstekærligheden har taget plads i væsenets hjerte eller center for udfoldelse.
Bringer man denne evne frem i sig selv, skulle man efter sigende opleve saglighed, lader man den stå til skulle man opleve forvirring og her kommer værdien ind at kærligheden i sin sidste fase er et valg og ikke baseret på karma.
Når noget er et valg betyder det at foreteelsen ligger inden for væsenets rækkevidde, når noget ikke er et valg bevæger vi os i illusionerne og vi tror at vi har indflydelse på andres skæbne.
Men vi arbejder ifølge analyserne kun med vores egen skæbne og det er essensen af helheden, det må være kernen af livet.
Det eneste der ligger inde for det levende væsens rækkevidde er den selv.
Hvilket vil sige at verden kommer til os og at vi ikke går til verden, og vi står derfor heller ikke overfor nogle enkelte individer, men for evigt og altid kun Gud, vi er altså altid stillet overfor den ene.
Man kan have den ide at man er taget ud i verden eller man står overfor at redde nogle væsener fordi man har placeret sig i forhold til dem. Men alt kommer ifølge analyserne til os, så når vi bruger eksemplet om en hjemløs der beder os om en skilling til Gud ved hvad, og vi tænker på at finde den rigtige og forkerte handle måde på det teoretiske plan, så kunne man også tænke på om man er en nærig gnier som beskytter og tænker på sin dyrebare penge beholdning og at man i virkeligheden bare ønsker at den hjemløse skal blive væk så at man kan blive fri. Men den eneste måde at blive fri er jo at tømme sin pengepung i hånden på ham.
Virkeligheden er, at uanset hvor man går eller står, gør eller ikke gør er ens aktuelle situation bragt til ens dør. Ens skæbne ånder en i ansigtet, og er det Gud eller en selv der trænger til en mint pastil(beklager den platte metafor........;()
Alt hvad man oplever drejer som om en selv, alt hvad der sker er ikke noget man har opsøgt, men noget som har opsøgt en, også selvom at man tror man er gået til verden.
Vi taler til Gud og Gud svare og Gud taler til os og Vi svare.
Karma er aktualitet og handling og der er ikke mere end to veje i enhver situation vi kan befinde os i. Både når det handler om fysik og psyke.
Ideen om at der er 3, 4 eller 10 muligheder er ikke sand, det er tanker og vi møder kun én situation ad gangen, og muligheden hedder at vi kan handle: selvisk eller uselvisk overfor helheden.
Vi kan ikke være passive i livet.
Passivitet er en måde hvor på man kan møde en følelse eller en tanke, men det afføder jo en reaktion der medføre en selvisk eller uselvisk handling.
Passivitet i verden er altså en illusion.
Alt hvad vi står overfor er Gud der arbejder med os, former os, skaber os i hans billede, vi står altså altid stillet overfor vores egen skæbne.
Når jeg tror at jeg har indflydelse på andre, så tror jeg altså at jeg er Gud og så er muligheden at jeg overser det faktum at jeg er et redskab, eller et organ, eller en søn, jeg er kommet til at tro på at jeg styre, leder og afgør andres liv og skæbne... Men alt det jeg oplever er udelukkende en omformning af mig.
Jeg bliver formet af Gud og Gud former alle andre, jeg har slet ikke noget at gøre og jeg har aldrig gjort noget af mig selv.
Mit arbejde ligger i at følge ham, det vil sige at gøre mig selv smidig og fleksible, så at når han skubber, så trækker jeg.. Og når han trækker så skubber jeg.
Her ser vi sandheden og værdien i passivitet og hvor aldeles aktiv og levende den er. Der er masser kraft og valg i at skubbe, men der er ingen modstand for det er Gud der trækker.
Jeg laver overhovedet ikke om på noget, men følger verden.
Der findes kun denne ene foreteelse, Gud som skaber og jeg kan befinde mig som medløber eller modløber af skabelse og bevægelse.
Som modløber bliver jeg knust, men kun fordi at jeg stiller mig op imod virkeligheden ligesom at jeg kan stille mig ud på et togspor og lade mig løbe ned.
Modløb skaber kortslutninger, medløb skaber frie strømninger, frie strømninger er den fred og det liv alle kærligheds vibrationer stammer fra. At være medløber er at elske det som er.
Så vidt jeg kan forstå på analyserne.
Jeg talte om en gave og gaven kan siges at bestå af seks cirkler med seks forskellige farver.
De seks cirkler til sammen står for næstekærligheds roden hvilket sammenlagt danner en syvende cirkel, farverne står for potentialet og energien eller den elektriske værdi.
Og den rette, afbalancerede eller korrekte formation af cirklerne står for den rene næstekærligheds udfoldelse.
Hvilke tre ting igen er det samme som Guddommens analyse og væremåde.
X1 X2 X3
Faderen, Sønnen og Helligånden,
Tomheden, energien og bevægelsen,
Jeget, skaberevnen og det skabte.
Lærred, farve og motiv.
Herre, tjener og arbejdet
Når et væsen har modtaget sin grove karma, eller de værste lidelser, da har det fået alle seks cirkler
tilgængelig i bevidstheden, hvilket vil sige at helhedens opførsel er begyndt at gøre sig bevidst i delen hvor at den før ”gjorde sig” ubevidst i delen, disse cirkler er logiske mentale kredsløb men ligger i en slags rode bunke eller aftenlys, er utydelige og ukonkrete og manifestere derfor kun næstekærlighed i en noget ufærdig form hvilket vi kender som den humane evne.
Den humane evne er morgenlyset før solen rammer horisonten, hvilket vil sige at den varsler helheden og overblikket. Selvom kærlig opførsel udfolder sig uharmonisk og ufærdig er den et genskær eller førskær af evigheden.
Evigheden opleves kun af evighed.
Helheden stråler ud fra et hvert uselvisk kærtegn.
Når de seks cirkler har roteret ved det levende væsens vilje og manifestations kraft og står i den korrekte formation i forhold til hverandre og denne formation er blevet praktiseret og blevet til vanebevidsthed, da indtræder det rigtige menneskes psyke i dets bevidsthed, hvilket er identisk med helheds bevidsthed.
Inden disse seks cirkler er på deres rette plads i den rette formation så de udløser den rette væremåde, vil det levende væsen, på trods af sin humane evne ha en tendens til at handle for varmt eller for koldt i forhold til sine omgivelser.
For koldt betydende for udregnende eller beregnende i forhold til andres lidelser og for varmt vil sige for tankeløst eller uovervejet overfor andres lidelser.
Før at næstekærligheden kan indtræde totalt i væsenet, skal freden være indtrådt i dets bevidsthed, ingen fred, ingen kosmisk bevidsthed. Ingen humanitet, ingen fred.
Fred erhverves ifølge analyserne kun ved at tænke kærligt og handle kærligt overfor alt hvad man kommer i berøring med.
Her vil man måske komme til at se det slet ikke handler om hvad man gør imod andre i forhold til "deres karma", men hvad man gør imod sig selv "fri af karma".
Det bliver altså klart at lidelse spiller en sekundær rolle i sidste epoke af væsenets udvikling ind i lyset.
Nogle mennesker lægger måske ud med at tro at de skal redde verden eller krybe på bugen for alt og alle.
Nogle regner måske meget på værdierne og forholdene for at gøre det allermest "rigtige".. Det er begge gode billeder på den ufærdige men trods alt kærlige tilstand og det bringer jo deres ydmyghed i spild.
I denne proces vil jeg tro at mennesket vil blive mindre og mindre og komme tættere og tættere på den næstekærligheds rod grovkarmaen har skænket dem, jo mindre væsenet bliver jo mere realistisk og virkelighedsnær burde dets tankegang blive, jo mere virkelighedsnær tankegangen bliver jo mere kærlig er væsenet blevet.
Det klart at denne skrumpen ind af illusorisk adskilt virksomhed gør Guds reelle virksomhed tydeligere.
Det vil sige at væsenet finder ud af hvad det kan og ikke kan, hvad der er sit og hvad der er andres.
Hvad der er Guds og hvad der er Sønnens.
Sønnen eksistere jo kun som Guds hænder og det har vel aldrig været hænderne som har haft magten men Herren, og her kommer essensen af tjeneste til syne.
Hvem tror at en hånd kan gøre mere end tjeneste andet end en sindssyg mand.
Uanset hvad, er vi intet andet end tjenere, vi er magtesløse, hjemløse og uduelige, for riget, magten og æren er Herrens.
Væsenets kærlighed bliver nærværende, realistisk og indenfor rækkevidde, og når det er blevet lille skygger det måske ikke sig selv fra virkeligheden.
Når væsenet bliver lille er chancen at verden er blevet uoverskuelig og når den har været uoverskuelig må den gå under, og når den er gået under, må den stå op og hvor kan den stå op andet end i væsenets inderste? Ved senge tid lyser sindet op, når natte lampen slukkes.
Kærlig hilsen
JR
Jeg er altid glad, når dine indlæg havner her og ikke i papirkurven. 
Jeg er den tålmodige læser, som er blevet underholdt.
Tak for et godt og uddybende indlæg, med mange fine detaljer.
I Love it!
Kh. Ejby
Hej JR.
Endnu et af dine indlæg, som jeg synes er meget inspirerende. Når jeg læser disse indlæg fra din side, er det for mig ikke afgørende, om jeg er enig eller uenig i det du skriver, men dine beskrivelser sætter mine egne tanker omkring kosmologien på langfart, og ofte kommer jeg i mine tanker ud på steder, som jeg ikke tidligere har besøgt. Og når man i tankerne kommer nye steder, så er det med til at fjerne endnu et slør fra den sandhed man selv søger efter.
Jeg har for få dage siden hentet stor inspiration i at læse Livets Bog II stk. 613 og 614. For den interesserede mener jeg, at man måske her kan hente inspiration i at man selv kan komme til klarhed over, hvad der er "faderens" og hvad der er "sønnens" - eller man kan sige, hvad er Guds vilje og hvad er min egen vilje, og hvordan spiller disse to ting egentlig sammen.
Kære Ejby og Svend,
Mange tak for jeres svar og venlige kommentarer, jeg bliver glad for at høre at der både var inspiration og underholding at hente i mit indlæg. Det varmer og glæder mig! Det er rart at kunne bidrage med noget godt.
"Jeg har for få dage siden hentet stor inspiration i at læse Livets Bog II stk. 613 og 614. For den interesserede mener jeg, at man måske her kan hente inspiration i at man selv kan komme til klarhed over, hvad der er "faderens" og hvad der er "sønnens" - eller man kan sige, hvad er Guds vilje og hvad er min egen vilje, og hvordan spiller disse to ting egentlig sammen"
Tak for oplysningen Svend, jeg vil kigge det efter. Jeg syntes at det er et rigtig godt, spændende og vedkommende emne!
Kærlig hilsen
JR
Hej igen
Nu har jeg hentet teksterne som Svend gør opmærksom på.
For mennesker der er interesseret syntes jeg at det er rigtig vedkommende tekster og billeder på Guds vilje.
Velbekomme.
613. Dette "kosmiske åndedræt" udgør således hele væsenets generalskæbne. I samme grad, som det har "indåndet", eksisterer dets fremtræden som "lys", medens den er "mørke" overalt, hvor det har "udåndet". Nævnte "kosmiske åndedræt" fremtræder således som en evig uundgåelig automatfunktion. Mentalt lys og mørke er ligeså naturlige livsbetingende egenskaber ved individets evige tilværelse, som dets fysiske åndedræt er en naturlig livsbetingende egenskab ved dets rent fysiske fremtræden. At et væsen fremtræder i den daglige tilværelse som et mørkt, dræbende og lidelsesfrembringende væsen er derved ligeså naturlig en ting i dets tilværelse, som dets fremtræden som "helgen" eller med en englelig karakter. Ingen manifestation har i realiteten noget som helst med "synd" at gøre. I absolut forstand eksisterer der ikke "synd" eller "syndere". Alt er naturlige faser i det levende væsens "kosmiske åndedræt" eller på dets vandring fra kulminationsoplevelsen af mentalt lys til kulminationsoplevelsen af mentalt mørke, og på hvilke to kulminationer absolut alt kredsløb og dermed al oplevelse af livet er baseret.
614. Men ligesom væsenet til en vis grad har et dagsbevidst herredømme over sit fysiske åndedræt, det kan jo til eksempel standse det en lille tid, det kan trække vejret langsomt eller hurtigt, det kan ånde dybt eller mindre dybt, således behersker det levende væsen også et lille område af sit "kosmiske åndedræt". Det kan også her gøre små standsninger eller små forceringer, "ånde" hurtigt eller langsomt uden dog i det store og hele at kunne forandre en tøddel i hovedrytmen. Og det er netop denne omstændighed, der garanterer væsenet dets evige tilværelse. Det levende væsen har altså i sin bevidsthed en evne til, i et vist lille område af hele sit "kosmiske åndedræt", at kunne udløse sin vågne bevidste medvirkning eller modvirkning. Det er denne egenskab, vi kalder "vilje". Og det er egentlig produktet eller resultatet af denne egenskab, vi almindeligvis kalder "livet" eller "skæbnen". Men selv om denne egenskab er det absolut betingende for individets oplevelse af dets eget jeg eller selv, dets egen individualitet og dets skabeområde, ja, hele dets dagsbevidste område, så udgør dets herpå baserede skæbne eller hele oplevelse af lys og mørke i realiteten kun en lokal kolorit eller detaljering på væsenets evige og absolutte skæbne eller dets store evige "kosmiske åndedræt".
Med sin viljeudløsning kan individet således ikke forandre en eneste smule i sit "kosmiske åndedræt" eller spiralkredsløb og kan derved med sin vilje absolut umuligt standse, hæmme eller forcere sit evige liv. Nævnte liv er hævet over viljeudløsning. Det er ikke skabt i kraft af vilje og kan således heller ikke opløses i kraft af vilje. Det hører med til det guddommelige "noget", ja, er absolut identisk med dette, er ligeså evigt som dette, thi i modsat fald måtte det være et produkt af skabelse, hvilket jo er det modsatte af kendsgerningen. Denne viser nemlig, at verdensaltet kun kan eksistere i kraft af det evige spiralkredsløb eller "kosmiske åndedræt". Nævnte "åndedræt" er således ikke et produkt af skabelse, men skabelse derimod et produkt af dette. De levende væseners viljeudløsning, skabelsestilstand eller bevidsthedsudfoldelse kan derfor aldrig i noget som helst tilfælde være andet end en kolorering eller udsmykning af dette evige kredsløb eller denne "hunger-" og "mættelsesproces". Væsenet kan med sin viljeudløsning forme og detaljere sin "kosmiske hunger" og "mættelse", men det kan aldrig i noget som helst tilfælde bringe nævnte faktorers skiftende rytme til ophør.
Tak for indlæg og citat - jeg får læst for lidt Martinus i øjeblikket :~
Jeg er lige gået igang med, at(gen)læse Livets Bog 4, og i starten af denne kommer Martinus ind på Kosmosofist`s problemstilling omkring karma, og hvad der ligger til grund for det.
Læs Livets Bog 4, stk 1071 og 1072.
Kh. Ejby
Hej Lasse,
Det var så lidt, godt at både citat og indlæg kunne bruges.
"jeg får læst for lidt Martinus i øjeblikket"
Det kender jeg godt..
Vi skal vel også fordøje lidt!
Kærlig hilsen
JR
tak for det ejby
en lidt hurtigere vej http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=54&stk=1071
vh lu
ps er det tillad at bringe linket videre til et andet forum .
Ja, og kosmologien løber ingen steder
Hehehehe 
, nej det er rigtigt, det gør den jo ikke,
Det er jeg meget enig i
Tak for linket Lu
Jeg fik ikke lige selv det gjort.
Kh. Ejby
Skulle der være noget i vejen med det?
Nope
Bare en konstatering.
Kh. Ejby
Kære alle MF deltagere.
Her en lille Søndags bemærkning vedrørende Herren, Tjeneren og Arbejdet.
Jeg har skrevet lidt om smerte og Guds vilje. Lidt om forholdet imellem Gud og hans søn. Hvis der er et spørgsmål eller en uenighed så skriv det gerne og er der ingen kommentarer er det ligeså godt. Jeg har delt nogle tanker og tænkt frit over emnet, så der er ikke nogen særlig rød tråd, men der skulle være et hoved og en hale.
Den fundamentale forskel på Guden og Sønnen er deres lighed eller identitet som værende ét
Sønnens Jeg er Gud og Guds personlighed er Sønnen. Vi ser at sætningens tilsyneladende paradokssale natur peger os ud over den teoretiske forståelse.
De fleste kender Marlon Brandos replik fra superman filmen: And the Father becomes the Son and the Son becomes the Father.
Det er den konstante og kontinuerlige tilstand og basis for eksistens i universet og tilværelsen her og nu og for evigt og altid.
Altså at de bogstaveligt talt bliver til hinanden i dette øjeblik.
Den gamle fortolkning er at sønnen vokser op og bliver ligesom faderen.
Men det er altså at komme ind i kernekonceptet af udtrykkende, selvom at de jo indeholder et hav af koncepter og ét til hver enkelt.
Elsk dine næste som dig selv.
Hvor er kernekonceptet?
1. Jeg skal elske mine næste som at jeg elsker mig selv.
2. Jeg skal elske mine næste som at de er identisk med mig selv.
Ligeså snart jeg får øje på jeget i mine medvæsner behøver jeg ikke at anstrenge mig for at elske dem, jeg behøver ikke at koncentrere mig om at være god, venlig eller overbærende, nej her bliver jeg det automatisk. Det Jeg som er i dem er det samme Jeg som er i mig, det er det eneste jeg behøver og Jeget er Gud, hverken dem, os eller mig, men ham. Hvad er der at blive vred eller irriteret på?
Det er selvfølgelig en ting at forestille sig det og en anden ting at se det, men alt starter med en forestilling.
Nr. 2 er altså kernen i budet.
Hvis jeg forsøger at elske nogens personlighed, fordi at jeg forsøger at elske dem som at jeg elsker min egen personlighed er chancerne at jeg bliver træt og fustreret. Det er at være forelsket eller forsøge at være forelsket i noget jeg enten kan eller ikke kan være forelsket i. Forelsket i bevægelser. Forelsket i delen, partisk og intolerant er hvad jeg er blevet.
Hvis Jeg elsker deres Jeg, så elsker jeg mig selv og dem som vi i virkeligheden er. Nemlig ét og den samme og evigt og altid på den rette vej.
Ser jeg dette Jeg i den anden person, ophøre al lyst til at hjælpe dem, til at forme og forandre dem. Jeg har kun lyst til at være sammen med dem, kærtegne og elske dem som de er. Jeg ser at de lever et perfekt og fuldkomment liv, arbejdende, udviklende og lærende med Guddommen.
Men nok om dette,
Alle tanker og følelser vi har, alt hvad der sker udenfor og inden i os, om det er kærtegn eller vold, had eller kærlighed er det Guds absolutte vilje.
Der findes ikke én tanke eller følelser der ikke er et udtryk for Guds kulminerende vilje.
Mine tanker er Guds og Guds tanker er mine, der er ingen forskel og det viser også at nuet er som det skal være, fordi at det er som det er.
Når man beder til Faderen ske ikke min vilje, da er man jo allerede helt fundamentalt i kontakt med hans vilje.
Den eneste forskel der ligge i forholdet til Guds vilje er at man kan være bevidst i hans vilje eller ubevidst i hans vilje.
Ubevidsthed skaber lidelse og bevidsthed er fred.
Ubevidsthed skaber i længden lys, bevidsthed er lys.
Så når Kristus beder bønnen ske ikke min vilje men din, så beder han om at være bevidst i Guds vilje og deraf finde hjertefred.
Smerte og ubehag må alle væsener opleve uanset hvor udviklede de er, uanset om de er kosmisk bevidste, dyr eller midt i mellem.
Men smerten kan være indhyllet i mørke eller indhyllet i lys. Er smerten indhyllet i lys kalder vi det fred, er smerten indhyllet i mørke kalder vi det lidelse.
Vi kan altid indhylle vore smerte i lys, ved at være bevidste om den, vi bliver bevidste i vores smerte når vi beder bønnen fader ske ikke min vilje men din(det behøver ikke at være ordret, det kan være et hvilke som helst ord eller tankerække som bringer os ind i freden eller i kontakt med helheden)..
At sige Fader ske ikke min vilje men din, er det samme som at sige jeg ønsker at se min smerte fra helhedens synspunkt og ikke fra lokaliteten.
Vi ser at Kristus falder ind i mørket to gange under hans mission, aften før og lidt før kulminationen af missionen på korset.
Dette viser naturligvis hans identitet som et følende, realistisk og nærværende væsen og samtidigt som et Guddommeligt sendebud.
Vi ser at modviljen og angsten for at påføre sig selv og andre lidelser kommer op i ham natten før korsfæstelsen,
og at han beder bønnen ske ikke min vilje men din og han herved genvinder sin fred og accept at hvordan tingende ser ud og er.
Vi ser også at smerten bliver til mørke og lidelse en kort stund på korset, hvor at han siger: ”min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig?” og vi ser at han hurtigt og atter kommer ind i lyset, når at han gør bønnen: Fader i dine hænder jeg befaler min ånd.
To perfekte og kulminerende eksempler på hvordan at man skal eller kan forholde sig til mørke og smerte.
Det var altså afgørende at Kristus faldt i mørke og fortvivlelse og gav os disse to eksempler.
Det viser også at den kosmiske bevidste kort kan falde i mørke men ikke i ubalance, ubalance vil sige at man på baggrund af mørket begynder at handle for lokaliteten frem for helheden eller faderen.
Her bliver mørket neutraliseret.
Hvorfor beder vi ikke til helheden eller tomheden men til Faderen selvom at det er det samme?
Måske fordi at sidstnævnte indikere det personlige forhold og samtidigt det at vi har med et levende væsen at gøre.
At dette levende væsens jeg er det samme som vores jeg og at dette levendes væsens følelser og tanker er identiske med vores, ændre ikke princippet og vi ser også her at vi allerede er Gudesønner, at vi er ét med Guddommen, at vi er ét med Faderen, men at denne tilstand først kan lyde frit når at vi er bevidste i den.
Det handler altså kun om lys, mørke og det deraf følgende perspektiv, vi oplever, ser på og føler for evigt altid det samme.
Vores følelse af og syn rettet imod Gud er evighedsoplevelsen.
Vi kan aldrig nogensinde opleve eller mærke andet end Gud og Guds vilje, aldrig andet end at manifestere og gøre den, men vi kan være oven over eller under den.
Når vi mærker et ubehag i hverdagen og vi går imod det, manifestere vi mørke og lidelse som før eller siden føre til lys, og når vi mærker et ubehag i hverdagen og vi ikke går imod det, manifestere vi lys og vi er der hvor at vi skal være, vi er hjemme, vi er i himmelen, i lyset.
Det eneste der kan opleve smerte uden lidelse er Faderen, Faderen er helheden og hvad er helheden andet end vores iboende Jeg.
Ved at tillade og acceptere vores mørke kommer vi altså i forbindelse med Guddommen fordi vi ser med hans øjne, helhedens øjne og altså Jegets absolutte øjne: alt er såre godt.
Gud er altså identisk med Jeget og dets absolutte øjne.
Vi møder ham i dybet af næsten og når at vi ser ud af øjnene bag øjnene.
Hav en dejlig søndag og en rigtig god uge.
Kærlig hilsen
JR
Skriv et svar