Til giv din næste som svend skriver er en
Ydre oplevelse.
Når vi går mod guds lignelse i det rigtige
Menneskerige vil vi som gud selv have en
Sekundær og primær bevidsthed som gud
Selv altså stadig kødet/kroppen.
Når vi eksempelvis er i visdomsriget vil
Vi ikke være i guds lignelse da vi udelukkende
Vil består af ånd eller guds primære bevidst
Hed hvor svært kan det være for jer kære
Venner ?
Mvh
Lars
Gud oplever det hele har altid sin
Primære og sekundære bevidsthed
I balance vi andre gudesønner vil
Skifte mellem disse.
Lars
Hehe.....Ja.
DTT = En beskrivelse af det højeste med det laveste.
Kh. Ejby
Tak for indput. 
Jeg forstår heller ikke, hvad Gud er. men det forhindre mig tilsyneladende ikke i, at prøve at forstå. 
Ifølge Martinus skulle det være "bodybuilding" for intuitionslegmet....det er min undskyldning.
Måske tænker jeg alt for meget.
Interessant det du skriver om, at vi kun har en indre oplevelse.
Kh. Ejby
"Hvis Faderen er en række automatiserede principper og love, som udelukkende føres ud i livet af de individuelle gudesønner. Hvem oplever så summen af gudesønnerne? Hvem oplever helheden?"
Aner det ik!
Hej Svend og alle debatøre!
Svend, tak for et stærkt indput! Jeg er glad for markeringen af den ateistiske intention og jeg kan godt lide hvordan du forsøger at koble sønnens og Guds oplevelse trods deres forskellighed. Jeg syntes at jeg reflektere meget godt med indholdet!
Det jeg tænker og føler er at Gud har mange væremåder og væreformer og oplevelsestilstande.
Et sted fremstår han med en babys friskhed og uskyld, andre steder er han ren ophav og væren, et sted den totale viden og intuition i renkultur. Jeg oplever, at han oplever igennem sektioner af ”meget forskellige” foreteelser som er det samme, hvilket danner et meget specielt væsen der på en måde vågner, dør og Er i ét.
Denne snak er totalt langt ude(på den gode måde).. Jeg har skrevet side op og side ned i nat og i dag for at komme det til livs, men jeg bliver ved med at møde begrænsningen i ordet, så jeg har givet op.
Det kan selvfølgelig være ligetil at sige at Gud har sin egen oplevelse, men hvad indebære dette,
når hans jeg er vores jeg.
Det første jeg tror at man skal forsøge at se, er hvad der menes når Martinus siger at Guds oplevelse er den diamentrale modsætning til vores? Hvad kan være identisk og hvad er forskelligt og hvordan kan disse to ting mødes og være det samme.
Det jeg grundlæggende mener er det at der hvor den kolde, tekniske og mekaniske udfoldelse møder det varme uskyldige og glade hjerte fra et altomfattende levende væsen, finder jeg personligt mine tanker omkring Guds oplevelsesform og væremåde. Og det er den eneste måde hvorpå at jeg kan finde det helligt og ophøjet i min ateistiske hjerne.
Jeg syntes at jeg ser Gud i det mekaniske som at jeg ser ham i det levende.
Når jeg ser en stime fisk bevæge sig samhørigt og forme sig i talløse variationer syntes jeg at få et glimt af Gudsbevidsthed og oplevelses måde.
Både i ideen om hvordan at stimen kan smile til mig ved at forme et smil, ét ansigt, én krop og ét sind, og i samhørighed hvordan "mit" Jeg kan opleve dette smil og denne kærlighed og smile tilbage.
Der er grænser imellem sønnen og faderen og der er ingen grænse, sådan oplever jeg det.
Jeg har fundet adskilthed i både den lidt for ”kolde” videnskabsmand og den lidt for ”varme” religiøse person, som jeg begge selv har været, og tiltider oplever i min bevidsthed.
Kærlig hilsen
JR
"Hvis Faderen er en række automatiserede principper og love, som udelukkende føres ud i livet af de individuelle gudesønner. Hvem oplever så summen af gudesønnerne? Hvem oplever helheden?"
Aner det ik!
Sagde ateisten til ateisten.
hehehe :hat:
For lige at være seriøs :* ,
Så er der den mulighed, at som sønnen strækker sin kosmiske bevidsthed kulminerende ind igennem og ud i den Guddommelige verden, bliver hans oplevelse mere og mere identisk med Faderens, for til sidst at udgøre samme syn og oplevelses form som faderens.
Og sønnen bliver faderen og faderen bliver sønnen i den mest bogstavlige forstand.
Væsenet er nu intuition i renkultur og oplever nu kun at være én.
Reel og realistisk objektivitet maser og tvinger sig nærmest ligefrem ind i den subjektive verdens bevidsthed, for næsten i en stund helt at "ophæve" den.
Alt hvad der oplever her, oplever kun, at være "mig" alt er fornemmelse af mig eller spejl af mig.. Jeg Er, ingen flere... En bombe af jeg fornemmelse, forståelse og værelse eksplodere i alle kendte legemer.
Denne oplevelse kulminere i et over episk sanse indtryk der kun fattes i den højeste fatterevne.
Efter en periode slappes begejstringen og væsenet bliver træt og finder sig selv i en slags "bedrøvet" tilstand og tankerne glider over på den gang der var personligheder, krig og mord. Væsenets kærligheds aura formørkes gradvist og det falder søvn, Faderen og sønnen bliver "igen" en realitet. Det erkendes udefra at den eneste som er God er den faktor som hele tiden kulminere i lyset. Vores evige fader og jeg.
Det er en mulighed på dit spørgsmål.
Men jeg holder fast i at jeg aner det ikke.
Kærlig hilsen
JR
PS en vigtig uddybende note.
Man kan så sige at når vi befinder os i mørket så vare dette mørke i oseaner af tid.
Men når vi så er i den Guddommelige verden så vil denne tid eller denne oplevelse blive identisk med et "nanosekund",.. Så hvergang at vi er tilbage i den kulminerende Guddommelige verden så vil vejen dertil være som et "nanosekund" og udgøre en sammenlagt størrelse, enhed og entitet.
Vi vil her føle at vi netop lige er kommet fra den Guddommelige verden og der er ikke gået mere end et "nanosekund" siden vi sidst var her.
Men på vej til kulminationen vil selv samme entitet føles som oseaner af tid.
Vi snakker ikke om følelsen af at være i mål, men vi snakker om to syn på et samme materiale eller mål, dette materiale kan syntes at indholde et "osean af tid" og dette syn kan syntes at indholde et "nanosekund", materialet er det samme, det er fuldstændigt identisk.
Alt det vi har gjort og kæmpet for hele vejen op til kulminationen af den Guddommelige verden, er ikke mere end et "split sekund".
Eller det mest rigtigt at sige: Så når vi er i kulminationen af den Guddommelige verden, så oplever vi at vi hele tiden er der og altid har været der og at der kun er "mig"..
Men når vi er på vej dertil, oplever vi at vi aldrig har været der, at det tager en uendelighed at kommer dertil og at vi er en masse personer.
Det som hele tiden oplever kulminationen er Gud, men det er ligeså meget os selv.
For når vi kulminere i den Gudommelige verden som "Gud selv" følels det altså som at vi hele tiden er her, der er ikke nogen fornemmelse af rejse eller forhold hertil, den Guddommelige verden føles som om man altid har været her og altid skal være her og uanset hvad foregår alt tid og oplevelse i samme punkt. Man er faderen eller jeg og der er kun mig. Selvom om at vejen dertil tager milliarder og billioner af år er det en kortvarig illusion og når illusionen er hævet så er illusionen at illusionen aldrig har været der, hvilket er det tætteste på virkeligheden vi overhovedet kan komme. Vi ser at vi selv er Gud og at der kun er én. Så jeg repetere en sidste gang: Vi har aldrig forladt den Guddommelige verden på det helt fundamentale plan.
Hver gang vi kulminere i den, vil det altså føles som at vi hele tiden er der og altid har været der og aldrig skal væk derfra, hvilket vi heller ikke skal, kun i et illusorisk nano glimt der vare millioner af år. Vejen dertil opleves eller fornemmes ikke på nogen måde, fordi at den i en del af den omfattende illusion aldrig har eksisteret.
Men når vi er på vej, så er det up -hill, så tror vi næppe på evigheden eller hvert fald kun at den er lang, vi tror at vi er vi og det er vi også i denne del af illusionen.
Men alle de milliarder, billiarder, trillioner, trilliarder, fillioner og millioner af år vi sveder og stønner på vej dertil vil blive reduceret til et "aldrig" eller en oplevelses form af at være til for evigt eller den højeste fornemmelse af jeg, vejen vil aldrig ha eksisteret i denne del af verden, og det er reelt det er aldrig sket! Det er oplevet som sket, men det er reduceret til materiale og har kun været materiale, som en stol der står i stuen.
Ikke at jeg selv tror på forklaringen, men det er en forklaring.
Kærlig hilsen
JR
Ps.
Den grundlæggende pointe, hvis man forstå det jeg skriver er at Jeg'et er Faderen. Fordi at han hele tiden er i den Gudommlige verden. Når vi kulminere i den vil vi opleve at være "faderen" og hele tiden være ham og ingen andre, når vi ikke kulminere i den, vil vi opleve at være Søn.
Vi ser at det ikke handler om hvem og hvad man er sønnen eller faderen, men hvorfra i den konstante illusion man oplever og konstatere ud fra. Alle tidspunkter og oplevelses former er samlet samme sted og udgør Faderen.
Den eneste som er god det er Gud.
Det betyder at den som oplever fra det højeste punkt konstant er den eneste som er God og elsker alt og alle. Men alt sker på samme tid. Vi er selv konstant i den højeste verden og elsker alt og alle, vi oplever det bare ikke sådan nu.
Men selvfølgelig vil man påkalde sig selv at være søn, fordi at man ved at man skal skifte i oplevelses former, men denne fornemmelse vil aldrig eksistere i den kulminerende Guddommelige verden. Den eneste som er god, fra en del af illusionen, er man identisk med Gud fra en anden del vil man ikke være det, men der er tale om tre til fire lag af illusoriske foreteelser. Der gør at man kan kalde sig selv Gud fra en vinkel og sig selv søn fra en anden.
Men som sagt dette er teori + teori og ikke noget jeg har læst i livets bog.
Kærlig hilsen
JR
PS.
Man bliver sindssyg af de her tanker!
HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA!!! :* 0:) |( :crown: :hat: H) :bigsmile: :Sp 
( :X
Tag dig ikke af mig, jeg laver bare sjov.
(måske kun for mig selv)
Seriøs og ærlig snak:
Jeg kan godt lide din forklaring, Jacob.
Den giver god mening for mig.
Kærlig hilsen
Ejby
Tak for det.
Kh. Ejby
Det sjoveste er det de andre ikke griner med på!
Jeg elsker, at le sammen med andre.
Det er bare ikke altid andre ser det sjove i
"ting" og situationer som jeg finder morsomme.
Kh. Ejby
Hej igen Ejby og Folk!
"Jeg elsker, at le sammen med andre."
Det er en af de få ting i livet, jeg personligt ikke bryder mig om. :hat:
Citat JR:
"PS.
Man bliver sindssyg af de her tanker!
HAHAHAHAHAHAH"
Det gør i selvfølgelig ikke. I bliver ikke sindssyge. Det er mig der fjoller!
Der sker ikke noget ved at læse mine indlæg, den største risiko er kedsomhed.
Det var faktisk noget af en stor teori jeg arbejdede med da jeg forsøgte at vælte Martinus i mine unge dage.
Men nu er der givet et svar på det hele i en grundlæggende linie.
Jeg ved at der grænser for hvad menneskers egne, teorier og begrebsverden kan bære, når lommefilosofier og teori imellem blandes.
Relax!
Allahu Ackba!
Kærlig hilsen
Jaksi
"Jeg elsker, at le sammen med andre."
Citat JR:
"Det er en af de få ting i livet, jeg personligt ikke bryder mig om."
Why :quest:
Kh. Ejby
I se.
That was not what I ment.
Kh. Ejby.
Jeg har gennemgået dette link en del gange og det fungere ikke.
Hvad mente du Ejby?
Man bliver sindssyg af de her tanker!
HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA!!! (
Hvad er det for en lorte afslutning på et indlæg?
Beklager dårlige link med aber der griner, højlydthed og textbox med bande ord.
Jeg checker åbenbart forummet for dårlig humor og det er der ingen af,
Check!
Jeg checker om mine dyriske bevidstheds tendenser er dominerende - check!
Spirituelt tilbagefald - check!
Tærskelens vogtere - Check!
Mentalt fængsel og spændetrøje - check!
Jeg afslutter denne snakken med mig selv og helheds debatten af, med mit ynglings citat.
"Ever since I gave up all hope I feel so much better"
Jeg tager på ferie og danser lidt og drikker noget sukkerholdigt, må ned i kroppen.
(to much tv)
Knus
JR
Skriv et svar
