Hej Claus35.

Nej, jeg har ikke oplevet noget af det du beskriver.

Jeg har haft et familiemedlem, som led af sukkersyge. Den havde efterhånden givet hende skader på nethinden, som hun skulle have laserbehandling for, ellers ville hun miste synet. Hun var noget nervøs for at skulle have laserbehandling, så aftenen før operationen lagde hun hænderne på sine øjne (hun havde visse evner i den retning). Dagen efter tog hun på hospitalet, og lægen måtte forbløffet konstatere, at skaderne på hendes nethinde var væk. Lægen påstod, at det ikke kunne gå væk af sig selv, men hun blev sendt hjem igen uden laseroperation.

ja

vh lu

Ja.

Men mirakler: det er vel et begreb på noget overnaturligt, noget vi ikke forstår. Når jeg bruger healing med henderne så forstår jeg ju at det virker og når jeg ser resultat er det vel måske ikke noget mirakel. Men det hjelper, veldig ofte.

Ellers var det en situation rundt min fars bortgang for 10 år siden som må kunne sies at være mirakuløst. Vi er en stor familie, 12 søsken, jeg i Norge, en bror i Sydafrika og resten i Nederland. Mirakuløst nok var vi alle samlet i Nederland nogre dager før han gikk bort. Vi visste det ikke da vi reiste at han skulle gå bort, selv om han var syg. Det var begyndelen på en række synkroniserte hændelser, den ene efter den andre, som perler på en snor, hele vejen til hans begravelse. En meget spesiell oplevelse som viser at den åndelige verden og Forsynet ikke bare følger med, men også passer på og hjælper til.

Ja, mirakler finns. Men de forskyver sig efterhånd som vi forstår mer. Elektricitet er ikke noget mirakel nu længre men det var det i gammeltestamentlig tid. materialisering/dematerialisering i fysisk materie er mirakler for os, men vil ikke være det om nogre tusend år når det blir allemannseje.

Kjærlig hilsen
Oscar

.

Livet.

Englevogt.

Ja, mirakler kan vel være mange ting. Hvordan defineres et "mirakkel"?

I vores del af verdenen, er et mirakel kun noget, som hører til i religionen.
http://da.wikipedia.org/wiki/Mirakel

Jeg tænker måske sådan lidt poppet på det. En blind der pludselig kunne se. En døv, der pludselig kunne høre. En kronisk syg/handicappet person, som pludselig blev "rask" osv.

Selv siger jeg altid at, "miraklernes tid, ikke er forbi" Med det mener jeg nok, at jeg selv tror på det "øjensynlige uforklaret"

Jeg kunne også stille et direkte spørgsmål. Har du selv en sygdom, eller et handicap, som ville kræve et "mirakel", før du opnå en form for "normalitet"?

Jeg fik en skade i mit ene øre, og synes selv, at jeg har mistet noget såkaldt livskvalitet, siden skaden indtraf. Jeg ønsker SELVFØLGELIG min normale hørelse tilbage. RIGTIG meget. Men selvom jeg generelt nok tror på mirakler, så tror jeg ikke at jeg i dette liv, får min hørelse igen.

Der er vel også en "grænse" for "mirakler"?

Vores intersubjektive fälles sprog skaber muligheder at få en indirekt indsyn i andres livsoplevelser på en måde der ikke er muligt uden sproget. Sproget er et levende mirakel - og dets kerne eller faste punkt er ogse et mirakel  Guds ord, Guds ånd der giver liv og lys til "tomrummet".

Hej Claus!

Jeg har været totalt handicappet psykisk og er det stadigvæk til en hvis grænse.
Jeg har svært ved mange mennesker og sociale situationer, jeg er indadvendt og genert, men det hele bliver efterhånden bedre og bedre. Jeg har bedt meget for mirakler.

På et tidspunkt turde jeg ikke at se levende mennesker og jeg isolerede mig i en celle på psykiatrisk
Hospital. På et tidspunkt opgav jeg alt håb.

Så var der en aften, jeg havde tegnet omring 100 tegninger af mennesker der stirrede eller skreg.
Og jeg tror jeg kiggede på dem i timevis.

Pludseligt fik jeg et kæmpe chok og følte at jeg blev ramt af en kugle lige i panden.
Fra da af begyndte jeg at kunne se mennesker igen. Min far syntes at det var et mirakel.

Jeg er ret sikker på det var fordi at mit sind og krop havde fået lov til at hvile i lang tid og at jeg ikke havde nogle mål i livet mere.

Siden da, har jeg forbedret mig lidt efter lidt, i hård kamp.
Men jeg blev også ledt ud i nogle endnu hårdere situationer efter at ha fået min psykiske førlighed grundlæggende tilbage, jeg måtte bruge de næste 4 år på et hav af mere eller mindre umulige opgaver.

Man kan sige at mirakler kan ske fordi at nu er det på tide at vi skal videre og opleve noget mere.
Grunden til at de sker, kan være fordi at man er klar. Eller fordi at nu vil man altså være fri.

Grunden til at de ikke sker kan være fordi at fraværet af dem er miraklet i sig selv.
Det kan være fordi at man virkeligt må begynde at slappe af og tænke sig mere om og ikke gøre særligt meget af det som man plejer i en del henseender.

Måske er det fordi at tempoet skal forandre sig i en?

Måske skal man virkeligt til at vurdere hvordan det er man lever og om der er nogle ideer om sig selv som er fastgroet i mentaliteten og stille sig selv spørgsmål om de passer. Måske man tror man at man gør alt, men overser noget væsentligt.  

Måske skal man begynde at tro og se på nogle af sine andre sider, måske begynde at øve sig i andre talenter som man allerede har, der er måske noget der skal åbne sig i en, noget der beder om at blive set eller rørt.

Nogle får et handicap og så tror de at de skal forsøge at komme så meget så muligt op og leve på den måde som at de gjorde før.
De skal leve som de gjorde før, bare med et handicap. Hvis de bare kan leve 80procent af hvad de gjorde før, så er det godt? Men de skal måske noget helt andet, de skal måske slet ikke leve i procenter.

Hvorfor blev en førlighed frataget, hvordan tænkte og gjorde man før at dette blev frataget, havde ens ulykke noget med tempo og verdenssyn at gøre? Hvor meget passer man på sig selv og sine
næste?
Hvordan lever man?
Hvad består ens føde og drikke af?
Osv.

Ligger der en mulighed for at åbne sig?

Hvordan kan ens tilstand, blive en fordel.

Jeg tror ikke at der er en grænse for mirakler. Jeg tror dog at man selv udløser dem.
Håbet på et mirakel kan nogle gange skygge over en side af en selv, noget at se på og det gælder alle levende væsener.  

Vi lever i miraklernes tid. Mange venter på dem.

Kærlig hilsen
JR

Hej JR.

Jeg kan genkende meget af det du skriver. Jeg har dog ikke været indespærret på psyikatriske hospitaler, men meget af det andet har jeg prøvet. Min angst for andre mennesker var medfødt; da jeg var helt lille kunne stort set kun min mor og til nød den helt nærmeste familie komme i nærheden af mig, inden jeg begyndte at skrige - selv onkler og tanter havde jeg det ikke godt med. Ikke nok med det, jeg var også bange for fysiske ting, for eksempel telefoner. Af madvarer var jeg afvisende over for det meste. Altså en helt vanvittig og uforklarlig angst for stort set alting, som ingen i mine omgivelser forstod - jeg blev vel mest anset for at være mærkelig. Jeg voksede lige så langsomt fra angsten. I dag ved jeg, at denne medfødte angst kommer fra oplevelser i tidligere liv - hvor skulle den ellers komme fra? Jeg bryder mig dog stadig ikke om at være sammen med mange mennesker, og betragter også mig selv som indadvendt.

Men i dag betragter jeg ikke det at være indadvendt som noget der skal ændres. Jeg tror, at alle mennesker er sociale, men vi ønsker ikke at være sociale om de samme ting. Jeg er mest asocial, fordi det andre ønsker at være sammen og sociale om, det rager mig et høstblomst - jeg får derfor ingen glæde ud af den sociale samvær. Jeg er mest genert, fordi det andre taler om, det synes jeg ikke er værd at bruge ord på. Når jeg er sammen med mennesker, som har de samme interesser som jeg selv, så er jeg ikke hverken asocial eller genert. Det er vel karakteristisk, at mange af de mennesker vi spærrer inde, de er ikke syge, asociale eller indadvendte, det er blot noget man har påklistret dem, fordi de ikke er ca. lige som de 95% "normale" mennesker der findes.

Super:-)

Tak til alle 

Hej Svend.

Tak. Det blev jeg virkeligt glad for at læse. Det betød meget.

Du har nok gennemlevet nogle ting i en ung alder som jeg har måttet gennemleve som voksen eller ung mand.

Jeg har følt mig dårligt tilpas i selskab med selv mine bedste venner.  
Jeg føler også at jeg langsomt vokser fra det, jeg kan virkeligt genkende mange af de ting du snakker om. Men det har involveret hårdt arbejde plus tid.  

Jeg har haft problemer i selskab med alle.
Men der hvor at det hele ragede mig en høstblomst .. hehe, var det værst. Det er godt at sætte punktum for det.
Men jeg er ved at acceptere min stillehed og generthed.
Men det har taget tid.
Det har krævet noget at stå ved at man ikke har noget at sige.  

Jeg føler virkeligt ikke at jeg har noget at snakke med folk om.
Første del af mit liv, blev det sådan at jeg tog pis på alt og alle, jeg var genert, jeg lavede sjov med enhver situation, måske for at flygte, alt blev latterliggjort ud i det ekstreme, da jeg ikke havde noget at sige, kunne jeg bare snakke pis og lort, det stoppede i starten af tyverne og alt blev ligesom brændt inde.
Her fandt jeg ud af at jeg virkeligt ikke havde noget at sige, jeg vil hellere være stille end at snakke  

Jeg er næsten aldrig interesseret i noget og jeg bliver aldrig overrasket eller virkeligt imponeret.
Jeg har intet at sige, så jeg må spørge til folk i stedet.

Jeg har måtte konstruere en del mentale værktøjer for at blive rask, forskellige søjler, borge og pyramider for at holde mig klar i hovedet, da alt ligesom har haft og kan ha tendens til at blive til grød, nogen gange mindre fornøjeligt end andre.

Så der har været to funktioner, tid læger alle sår, og hårdt mentalt arbejde. Noget af det arbejde jeg har gjort er ved at blive automatfunktioner. Men det har pudsigt nok også været at genlære nogle af de dyriske tænkemåder og forsvars mekanismer.  

Tak for dit indlæg, det overraskede mig på en virkelig positiv og konstruktiv måde. Og jeg bliver ellers aldrig overrasket.

Kh JR

Hej Svend.

Hold op, hvor jeg genkender mig selv i det du skriver her. 😮 

Kh. Ejby