Hej
Det paradoksale ved "selvhjælps" bøger er,at bogen giver en hjælpende hånd udefra,og derfor ikke er selvhjælp 🙂
Men jeg tror at problemet bunder i, at mange mennesker idag er mentalspirituelle,og derfor jager fra den ene bog til den anden i håbet om at netop denne bog,vil udføre mirakler. Lidt som den ide,der florerede i min barndom,at man blot skulle lægge en bog under hovedpuden,så ville man tilegne sig indholdet mens man sov.
Men spiritualitet er en praktik,en handlings baseret måde at udvikle sig på. Man blir jo heller ikke læge,blot ved at tænke på eller diskutere sygdomme.
Så mon ikke stressen opstår,fordi gang på gang skuffes?
Mvh Kim

Hej Kim,

Jeg tror der er folk der håber på et "easy fix" og når det ikke kommer, så hopper man videre til den næste bog. Den mere positive udgave er at man er inspireret af en bog et stykke tid for så at gå videre til den næste. Det kan være et udtryk for at man søger noget. Jeg har i hvert fald selv været der en gang.

Jeg er enig i at det er praktikken som gør forskellen, men jeg er også af den opfattelse at man er nødt til at forstå teorien for at kunne udføre den. Det heldige er at det ene ikke udelukker det andet og specielt omkring Martinus Verdensbillede, så er praktikken en forudsætning for at forstå teorien. Det er det nye i hans videnskabelige tilgang, at forskeren skal være af en vis moralsk eller etisk standard for at kunne forstå hans videnskab.

Om stressen opstår fordi man skuffes over selvhjælpsbøgerne? Det kan det nok godt det kan. Jeg tror dog mere at de kan stresse fordi selvhjælpsbøger har en tendens til at beskrive hvordan du fikser dine problemer og at det at der findes en løsning fører til et ekstra lag af stress, hvis du ikke er i stand til at løse dit problem på trods af du har fået en metode som nogle hævder virker. Det er ikke sikkert at dette ekstra pres hjælper på nogen måde.

-Lasse