Den fysiske verden er faktisk kun et lille appendix til den evige tilværelse. Det er en absolut sekunder verden, der kun har til formål at lære væsenerne at opføre sig ordentligt. Det er en form for opdragelsesanstalt. Hvis ikke der fandtes en åndelig verden, hvad i alverden skulle vi så med den fysiske?

Hej Svend

OK, men man har vist, at selve befrugtningen af ægget først sker senere. Ligger talentkernerne så i ægget eller sæden eller i begge? Og hvad hvis kvinden ikke får orgasme?

Mvh Dust

Irrelevant? Hvis din verdensopfattelse slutter her, så er det okay med mig. Men jorden er altså ikke flad, og du kan ikke sejle ud over kanten...

De "strømme" som gør talentkernerne "elektriske" er af ganske andre dimensioner, end de strømme, som naturvidenskaben og du og jeg normalt kalder elektricitet og forstår som elektroners vandring gennem en leder, og derfor kan vi ikke måle den med almindelige voltmetre og amperemetre. Elektriciteten - hvadend vi snakker om den ene eller anden - er i bund og grund en spænding, der kan udfolde sig som en kraft, der kan påvirke en anden kraft (elektroner, opbygning af dna, en hånd der vinker osv.). Princippet er præcis det samme - vi er bare ikke vant til at opfatte det sådan.

Venlig hilsen

Petersh

Hej Dust.

Martinus har beskrevet, hvad der sker, hvis kvinden ikke får orgasme, men jeg har det ikke helt klart i erindringen.

Talentkernerne ligger IKKE i sæden eller i ægget, de er jo ikke af fysisk karakter. Talentkernerne kommer kun til udtryk ved, at de skal være i kontakt (være magnetiske!) i forhold til det genmateriale som ligger i henholdsvis æg- og sædcelle. De er således bestemmende for, at heste ikke bliver født som krokodiller. Efter befrugtningen er det suverænt generne der styrer den kommende livsproces i fosteret. Jeg antager her, at talentkernerne ikke løbende øver indflydelse på generne, derimod kan man via træning opøve mutationer i generne, som efter den fysiske død oplagres i talentkernerne, og derved er ens liv ikke spildt. Ellers ville enhver læreproces jo være spildt, så kunne vi lige så godt lægge os til at dø med det samme.

... Du må jo synes, at vi er vanvittige herinde... 

Men ja - vi lever så afgjort i en åndelig verden, hvoraf vi på nuværende stade af vores udvikling er mest fortrolige med og beviste om det, vi kalder den fysiske verden.

vh. Petersh

Hej Svend

OK, så lad mig omformulere mig. Hvornår sker mutationerne? Og får man talentkerner fra begge forældre?

Men hvordan hænger det sammen med, at kroppens celler ikke har de samme mutationer? Og hvordan hænger det sammen med, at man har vist at træning ikke ændrer ens DNA?

Mvh Dust

Hej Dust.

Du får ikke talentkerner af dine forældre. Dine talentkerner er dine egne, opbyggede i utallige af forudgående liv. Du får dine gener efter dine forældre. Men du kan ikke blive undfanget hos forældre, hvis gener ikke er i overensstemmelse med dine egne talentkerner.

Mutationerne i det fysiske legeme sker igennem det fysiske liv, via din fysiske væremåde.

Med hensyn til, at træning ikke påvirker generne, så ligner det meget den anden tråd omrking livsførelsens indvirkning på mutationer. Lad os tage den der.

Hej igen.

Jeg fik lyst til at summere lidt op på tråden både for min egen skyld, men også så Dust måske kan få en lille overblik over en bid af kosmologien. Hvis jeg vrøvler tager jeg gerne imod represalier.

I henhold til Martinus gælder følgende:

1: Der kan ikke ske noget som helst på det fysiske plan, der ikke er udløsning af en forudgående vilje eller ønske på det åndelige plan. Der eksisterer således ikke noget der er et resultat af tilfældigheder.

2: Alt hvad vi kan sanse med de fysiske sanser er ikke levende væsener i sig selv. Vi kan med fysiske sanser kun opfatte det spor som de levende væsener efterlader sig i den fysiske materie.

3: Talentkernerne kan opbygges og nedbrydes af vor levevis, som igen er et udslag af ønsker og begær. Dette er den simple forklaring på, at øvelse gør mester, samt at der i det hele taget sker en udvikling fra generation til generation.

For egen regning vil jeg derefter påstå:

Alt hvad vi kan måle med fysiske instrumenter, er forandringer i den fysiske materie. Vi kan således ikke direkte måle det åndelige plans eksistens, vi kan kun måle den ændring som de åndelige væsener udfører med den fysiske materier. I det øjeblik en talentkerne (som altså ikke er fysisk) øver indflydelse på det fysiske plan, vil vi dermed også kunne måle denne indflydelse, enten den er elektrisk, magnetisk eller hvad vi nu kalder det. Vi kan ikke hermed dokumentere, at talentkerner eksisterer, vi kan kun måle sporene i den fysiske verden. Men hertil kræves selvfølgelig, at de måleapparater vi bruger er af tilstrækkelig finhed. Fordi vi ikke kan måle noget i dag, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke kan måle det i morgen.

Jeg mener derfor at talentkerner ikke kan måles på det fysiske plan, men deres indvirkning på det fysiske plan kan måles. En analogi: jeg kan ikke se vinden blæse, men jeg kan se, at træerne bevæger sig, og jeg kan mærke den mod min hud.

Hej Svend

Meget fint og klart formuleret

Vi kan i den fysiske verden kun indirekte konstatere åndelige fænomener

kh.
Kenneth

Så vil jeg også lige opsummere.

1. Martinus kosmologi postulerer en lang række ting. Mange af dem kan ikke be- eller afkræftes på nogen måde, så de er irrelevante for mit ærinde. Men der er også nogle udsagn om den fysiske verden, som kan testes.

2. Det drejer sig bl.a. om talentkerners "elektricitet" og indvirken på DNA, samt nogle udsagn om evolution, som jeg ikke har kritiseret endnu. Jeg kan sikkert finde mere.

3. Hvis disse udsagn modsiger hvad videnskaben ved om den fysiske verden, må Martinus-udsagnene trækkes tilbage eller modificeres, indtil de stemmer overens med virkeligheden. Hvis udsagnene endnu ikke er undersøgt, må vi kunne blive enige om nogle tests, kan afgøre spørgsmålene.

4. Hvis Martinus kosmologi vedbliver at modsige den fysiske virkelighed, eller trækker alle udsagn om den fysiske verden tilbage, kan den ikke længere kalde sig videnskabelig, da den er umulig at undersøge. Så er det bare lænestolsfilosofi.

Mvh Dust

Hej Dust.

Den fysiske videnskab er ikke så gammel endnu. Den vil udviklig sig enormt i de næste få hundrede år, og den vil med tiden blive fuldstændig i overensstemmelse med sandheden. Det er den ikke endnu, vi kan jo bare se, hvordan "videnskaben" ændrer opfattelse hele tiden. Engang troede man, at atomerne var det mindste udelelige der fandtes. Hvad tror man i dag? Det er vist noget med superstrenge der både eksisterer og ikke eksisterer. Og hvad mon gør sig gældende i morgen? Eftersom du vel antager, at den fysiske videnskab er i overensstemmelse med sandheden, så siger du også, at sandheden forandres dag for dag, efterhånden som videnskaben forandrer sit syn på virkeligheden.

Kan vi prøve at få på bordet, hvor det er Martinus verdensbillede adskiller sig fra den fysiske videnskab?

Jeg vil et eksempel:

1: Den fysiske videnskab anerkender kun det der kan måles og vejes. Martinus påstår, at der findes noget, der ikke kan måles og vejes. Disse to ting kan, som du skriver, aldrig forenes. Du hævder så, at Martinus kun er lænestolsfilosofi. Jeg vil så hævde, at selv om den fysiske verden kan måles og vejes, så er den ikke andet end bunden energi. Alt fysisk stof kan opløses til enorme områder af tomrum indne i tomrum, der kun holdes sammen af - energi (tyngdekraft, elektricitet). At stof kun er energi er bevist af Einstein. Om du opfatter noget som stof eller tomrum, afhænger af dit udsigtspunkt. For eksempel opfatter du afstanden mellem en proton og en elektron som tomrum, mens vi godt ved, at afstanden mellem solen og jorden ikke er tomrum, den er fyldt med noget. Men hvis vi nu var meget større ville vi også opfatte denne afstand som tomrum.

Hvor meget kender du i øvrigt til Martinus? Har du læst noget af originallitteraturen?

Vi kommer ikke udenom at dette er den åndelige verden, et lokalt område af bevidsthedsoceanet,
dette spændingsfelt, der har sat sine spor/aftryk, i form af 'indslag'/'livsytringer', fysisk sanselige 'koder' fastholdt/gengivet som lys-kontraster på en skærm,
der er muligvis fisk der benægter havets eksistens, men Vi får enddog meget svært ved at benægte at dette er bevidsthedsoceanet, (den åndelige verden)  som Vi befinder Os midt, (lige her og nu) og at det er Os selv der har iværksat disse 'bølgeskvulp'/indslag/kommentarer,
'objektivitetspostulatet', (der jo er et postulat) 'benægter' i princippet sin egen eksistens,
findes der noget der er mere absolut objektivt end 'Jeg'et', (nej det gør der ikke)
vil/kan Du benægte din egen eksistens, Du vil måske gerne, men Du kan ikke, det er ganske enkelt umuligt,
Vi ser at denne bevidsthedsudfoldelse, i form af egenskaber (evner og talenter) har sat sine aftryk i en 'flygtig' men konkret fysisk form, (det skrevne sprog)

Kære Dust,
Du er en dynamisk tænker, en skarp analytiker, Du er et ærligt menneske, og Du har humor,
der ligesom alt andet er begrundet i evner og talenter, der igen fører tilbage til 'talentkernerne'
'talentkerneprincippet',
om naturvidenskaben siger Martinus, at den er 'åndsvidenskaben i svøb', -
åndsvidenskaben læner sig jo også op ad 'videnskaben's virkelige viden, og smelter sammen med den, efterhånden som koblingerne afdækkes,

nå, men nu skal Holger ud og spille fodbold,
hej så længe

Hej Dust,

Velkomment til forummet – jeg synes at det er et frisk pust med dine input

Ud fra din opfattelse er der mange ting i kosmologien som ikke kan testes. Men er din opfattelse baseret på fakta? og hvilke fakta? Hvornår stopper fakta og hvornår overtager dine antagelser? Vi kunne starte en længere filosoferen over det, men der er kommet en anden tråd, så jeg vil skrive i den i stedet.

Til den mere interessante del, nemlig det som kan testes. Jeg ved ikke om der er ting i kosmologien som rent faktisk kan testes i naturvidenskabelig forstand. Men Martinus har f.eks. nogle postulater om fremtiden, hvor vi kan tjekke om de går i opfyldelse. Det sidste er dog ikke bevis for at resten (det hele) er rigtig eller forkert. På sammen måde er det heller ikke sikkert at et fysisk eksperiment rokker ved særlig meget i kosmologien, men det er selvfølgelig et hak i troværdigheden og stiller resten af kosmologien i et dårligere lys, hvis noget viser sig ikke at passe. Viser noget af det at passe, så betyder det selvfølgelig heller ikke at det hele er rigtigt.

Det ved jeg desværre ikke nok om til at turde udtale mig om.

Vi kan prøve at finde noget, som kan testes, men det er ikke det kosmologien står og falder med. Jeg ved ikke om du læner dig op ad positivismen eller en anden gren af videnskabsteorien, men det er langt fra alle der er enige i at noget skal kunne testes for at være rigtigt/sandt. Popper selv kan vel nærmest koges ned til at sige at noget kan være mere eller mindre sandt/falsk afhængig af hvor godt man kan teste det, men man kan ikke finde en absolut sandhed via fysiske forsøg. Andre er endnu mere kritiske omkring den tilgang. Personligt mener jeg dog at test har først os meget langt, men også at det ikke kan føre os hele vejen.

Måske er det bare lænestolsfilosofi Men lad os da prøve at finde et eksempel på noget i kosmologien som modsiger udsagn om den fysiske verden. Det kunne faktisk være en interessant øvelse

kh
Lasse

Hej.

Jeg tager lige denne tråd op igen, da mit indlæg handler om gener og talentkerner.

Jeg har haft nogle tanker omkring gener, talentkerner og repetitionsfasen, som jeg gerne vil ud med. Noget af det er hentet fra den nyeste forskning, noget er hentet fra Martinus, men noget af det har jeg også selv strikket sammen, idet jeg synes det giver god mening for mig. Jeg mener kort sagt, at repetitionsfasen kan være med til at sikre, at vore fysiske gener kommer bedre i overensstemmelse med vore talentkerner. De fysiske gener har vi fra starten af fra vores forældre, mens talentkernerne er helt vore egne. Repetitionsfasen kan sikre overensstemmelse mellem arvede gener og opøvede talentkerner.

Den nyeste forskning tyder på, at vores genetiske arvemateriale på ingen måde er noget der er fastlåst. Via vores dagsbevidste vilje og daglige liv kan vi ikke alene påvirke, hvordan vores genetiske arv kommer til udtryk, men også hvordan vore gener skal ændre sig. 2. del af serien ”Sjæl og videnskab” viste for eksempel, hvordan meditation aktivt ændrede mange gener hos de involverede. Bruce Liptons, og mange andre forskeres undersøgelser viser, at generne ikke er noget vi er slaver af, det er noget som hele tiden ændres i takt med det miljø vi omgiver os med. Det gælder ikke blot det ydre miljø, men også vores tolkning af dette ydre miljø, altså vore tanker, eller vort indre miljø omkring dette. Til og med den måde vi tænker på er altså medbestemmende for, hvordan vor skæbne vil blive. Martinus er inde på, at tanker ikke er ”ingenting”, tanker er i allerhøjeste grad ”stof”, der i meget stor grad er med til at påvirke vores liv. I 1. del af ”Sjæl og videnskab” så vi, hvordan vi kan tænke os syge/raske.

Generne er opskrifter, men der skal et ydre signal til for at aktivere disse gener. I programmet om enæggede tvillinger så vi, at når tvillingerne levede livet forskelligt, så kunne dette påvirke deres gener forskelligt, selv om de fra fødslen havde stort set identisk arvemateriale. Er den ene tvilling fysisk aktiv, mens den anden er inaktiv, så kunne det eksempelvis være med til, at deres genetiske kodning omkring fedtforbrænding udviklede sig i forskellig retning.

Martinus beskriver, hvordan vore erfaringer hele tiden oplagres i det han kalder ”talentkerner”. Talentkernerne er ikke af fysisk karakter, og kan derfor ikke påvises af den fysiske forskning. Når vi dør sikrer disse talentkerner, at vi kan overføre erfaringer fra liv til liv. Jeg mener, at generne måske kan være den fysiske genpart af talentkernerne. Generne ændres ifølge den nyeste forskning hele tiden som følge af den livsførelse vi har – og det stemmer helt overens med den beskrivelse Martinus kommer med af talentkernerne. Talentkernerne bliver også hele tiden påvirket af vores livsførelse, ifølge Martinus.

Jeg har den tanke, at i forbindelse med, at et nyt fysisk væsen bliver undfanget, så sker der en tiltrækning mellem generne/talentkernerne hos de kommende forældre og så talentkernerne hos det nye liv, der skal til at inkarnere. Samtidig bliver den genetiske arv for det nye væsen fastlagt, idet det nye væsen vil modtage genetisk arvemateriale fra forældrene. Selvfølgelig skal der være en vis overensstemmelse mellem talentkernerne hos det nye liv, og det genetiske arvemateriale hos forældrene, dette betinges af reglerne om tiltrækning og frastødning. Det er dette der betinger, at hunde ikke kan føde får, osv.

Men alligevel er det vel usandsynligt, at et nyt væsen ved undfangelsen kan finde forældre, der 100% matcher det nye væsens opøvede talentkerner. Her mener jeg, at repetitionsfasen kommer til sin ret. Martinus beskriver, hvordan et menneske de første 30 år repeterer sine tidligere tilværelser i stor udstrækning. Her er vi ved noget som for mig indikerer, at begrebet ”fri vilje” er begrænset for så vidt angår det vi repeterer. Når det, ifølge Martinus, er et faktum, at vi repeterer tidligere liv indtil 30-års alderen, så har vi jo ikke fri vilje med hensyn til at skulle gennemleve disse tidligere inkarnationer.

Men repetitionsfasen sikrer altså, at vi kommer til at gennemgå et livsforløb, som for de første 30-års vedkommende er et delvist resultat af tidligere liv. I de første 30 år af vores liv vil vore gener derfor ændre sig, så de kommer til afspejle vore egne tidligere liv, idet generne vil ændre sig som resultat af livsførelsen. Jeg mener, denne ændring i generne må ske uafhængigt af, om vi repeterer fra tidligere liv, eller vi ”oplever på ny”. Da vi fra forskningen ved, at generne kan påvirkes af vores livsførelse, så vil det jo også sige, at det vi kommer ud for i de første 30 år er med til at sikre, at på trods af, at vi ikke ved undfangelsen er kommet helt på rette hylde for så vidt angår vores genetiske arv (vi har jo generne 100% fra vores forældre, men talentkernerne har vi 100% fra os selv, og det må vel give nogle forskelle), så vil vores tidligere livs erfaringer være med til at påvirke de fysiske gener. Jeg tænker derfor, at repetitionsfasen er med til at sikre, at vores fysiske gener kommer til at afspejle vores egne talentkerner i højere grad end det ellers ville ske, såfremt vi ikke havde denne repetitionsfase. I så fald ville vi starte ud med at være prisgiver vore forældres livsførelse, frem for vor egen livsførelse. Repetitionsfasen er jo netop ikke et udslag af fri vilje, men derimod en gentagelse af noget tidligere erfaret, som dermed får mulighed for at slå igennem i de fysiske gener.

Dette kan måske også forklare, hvordan enæggede tvillinger kan fødes med næsten helt identisk genetisk arvemateriale, selv om de ifølge Martinus er to forskellige væsener. De må jo nødvendigvis have haft forskellige livsforløb i deres tidligere liv. Men Martinus forklarer, at et levende væsen først er nået til sit egentlige udviklingsstadium, når det bliver omkring 30-års alderen. Derfor kan repetitionsfasen være med til at sikre, at tvillingerne kan udvikle sig lidt mere i hver sin retning end det medfødte næsten identiske genetiske arvemateriale giver mulighed for.

Jeg skal igen understrege, at Martinus ikke i sit værk omtaler generne, så sammenkoblingen af talentkerner og gener står for min regning. Martinus omtaler talentkernerne og repetitionsfasen, men sammenkoblingen med generne er igen for min regning.

Tilføjelse: Jeg må lige tilføje, at jeg er blevet usikker på, hvor vidt forsøget med meditation, der blev vist på DR2 rent faktisk ændrer generne, eller det ændrer den måde generne kommer til udtryk på - man kan vel sige det sådan at opskriften ikke ændres, men fortolkningen af opskriften ændres som følge af meditation. Jeg har ikke tilstrækkelig viden om gener til at kunne vurdere, om det ændrer noget. Under alle omstændigheder må det afgørende være, at meditationen medfører, at generne "læses" på en ny måde.

Hej svend

Jeg kan da godt sige amen til det du siger, men vil
Da gerne supplere med hvad martinus kalder
Afsporinger og de skal ikke repeteres

Kødspisning, tobak, alkohol

Mvh

Lars