Kom lige til at tænke lidt videre alligevel hehe... For fri vilje og karma har jeg også altid set som uforenelige størrelser. Men også her tror jeg at jeg nærmer mig noget der ligner forståelse

Ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret. Hvordan kan det eksistere sammen med fri vilje?

Som jeg ser det handler det igen om perspektiv. Altså, JEG har fri vilje for jeg kan gøre nogenlunde som jeg ønsker men alt hvad jeg nogensinde oplever som værende udenfor mig viser sig ved nærmere undersøgelse at være underlagt loven om årsag og virkning. Sådan må perspektivet være for alle jordmennesker i det mindste. "Jamen når jeg nu har fri vilje så kan jeg jo gøre noget som ikke er lovbundet mod andre og dermed gøre uret?" Nej, for fra deres perspektiv vil det opleves som værende en lovbundet energiudløsning. Det er kun fra ens eget perspektiv at man kan opleve at man gør uret. Martinus skriver jo også af og til "men det kan man jo ikke bebrejde dem, de kunne jo ikke gøre andet", eller noget i den stil. Det vidner vel om at han på et bestemt plan så hele verdensaltet som værende en stor karmisk maskine som påvirkede ham? Selvom han med andre briller sikkert stadig oplevede at andre mennesker havde fri vilje? Så vidt jeg kan se handler det hele tiden om at kunne skifte perspektiv efter hvad man spørger til. Igen, vi oplever at jordmennesker har en grad af fri vilje, men vi oplever også at alt er kausale energiudløsninger. Da begge er illusioner er de begge lige sande. Det handler om at lære at skifte mellem perspektiverne på den måde som er mest gavnlig så vidt jeg kan se.

Hehe!

Lad os få tankerne frem - det kan vi kun blive inspirerede af!

Med hensyn til fri vilje og karma så ser jeg det sådan:

Det enkelte levende væsen har fri vilje til at gøre som det vil (altså inden for visse lovmæssige rammer - jeg kan jo ikke flyve selv om jeg basker med armene, men jeg har dog stadig en stor fri vilje - sådan oplever jeg det i hvert fald selv. Jeg kan jo baske med armene lige så snart jeg har lyst).

Det vi ikke har fri vilje til er at bestemme, hvordan vor frie viljesudløsning skal påvirke andre levende væsener. Jeg har for eksempel fri vilje til at blive rasende på et andet menneske, men jeg kan ikke bestemme, hvordan dette andet menneske vil reagere på mit raseri. Jeg har fri vilje til at blive rasende på en HA-rocker, og jeg kan også blive rasende på Martinus (hvis han da ellers stadig levede). Men jeg kan jo ikke bestemme, hvordan de vil reagere på dette. Reaktionen fra de to forskellige væsenstyper vil sikkert blive helt forskellig, og dermed ser vi, at vi ved vor egen energiudløsning, selv om den er helt ens i de to tilfælde, vil medføre forskellig karma for de to vi sender energien imod. Rockeren vil føle det som et angreb, mens Martinus vil vide, at jeg ikke kan gøre for, at jeg gør som jeg gør - han vil ikke opfatte det som noget angreb. Og dermed ser vi, at man ikke kan angribe et andet levende væsen, medmindre dette levende væsen selv er klar til at føle sig angrebet. En verdensgenløser vil derfor være uimodtagelig for et personligt angreb.

Med andre ord. Jeg har fri vilje. Jeg bestemmer suverænt over min intention - hvad er det jeg vil? Men modtageren af min intention bestmmer suverænt, hvordan vedkommende vil returnere tilbage til mig. Altså: Jeg bestemmer karakteren af den energi jeg vil afsende - modtageren bestemmer karakteren af den energi han vil modtage. Den energi modtageren kan modtage kan kun være i overensstemmelse med modtagerens egen moral. Konklusionen er, at man aldrig kan modtage anden energi end den energi man selv moralsk er klar til at modtage - uanset hvilken afsender man så end bliver udsat for, og uanset hvad denne afsenders intention så eller er. Og vi ser her, at fri vilje og karma udmærket kan gå hånd i hånd.

Det er samme måde vi kan øve os i at tænke på, når andre generer os. Vi må forsøge at lade være med at kanalisere denne vrede videre. Når vi lærer at lade være med at kanalisere mørket videre, så vil vi måske ikke helt kunne undgå at få mørket imod os igen, for vi lever jo i en form for mørke-verden. Men vi kan få øjnene op for, at vi ikke vil lade mørket påvirke os, og dermed ser vi lyset i al mørket. Så ser vi det menneskelig i de mørke manifestationer, og ved at træne denne observationsmåde kan vi komme videre frem mod det rigtige menneskerige.

Jeg tillader mig at mene, at de to indledende definitioner af viljens frihed, som Kosmosofist præsenterer kan forenes, og at netop Martinus' kosmologi kan bidrage hertil.

Den første definition, at "fri vilje er evnen til at gøre noget uden at ens valg har nogen årsag" synes at have sit grundlag i den metafysiske position, som går under navnet indeterminisme eller kontrakausalitet. Det betyder dog ikke, at en viljeshandling, der er fri, ikke har en Begyndelsesgrund. Det må den nødvendigvis have. Men det betyder, at den ikke indgår som et led i en årsag-virkningskæde i tid og rum. Hvilken begyndelsesgrund må det så være? Ja, Immanuel Kant giver nok det klareste svar på dette: For at en vilje skal være absoult fri, må viljen selv være den igangsættende årsag eller grund, men det kan viljen kun være, hvis der gives noget ved mennesket, der Transcenderer menneskets empiriske natur, og hvis dette noget alene kan lede viljen. Og det gør der ifølge Kant: Det gives et transcendentalt subjekt eller jeg, som i kraft af fornuften (den rene praktiske fornuft) kan udtænke love, morallove, og som har indflydelse på viljen, således at den kan handle efter disse love uafhængigt af alle tilbøjeligheder (drifter, behov). Disse love er morallove, og Kants motivation er netop at udtænke en etik, som på den ene side er Human begrundet og Universel, og som på den anden side netop garanterer, at mennesket kan holdes Ansvarlig for sine handlinger. Human begrundet vil sige begrundet i mennesket og ikke i instanser uden for mennesket. Universaliteten er betinget af, at mennesket netop kan handle på basis af rene fornuftslove, dvs. uafnængigt af alle tilbøjeligheder, som er det kontingente og betingede (determinerede) ved mennesket, og moralsk ansvarlighed er betinget af den absolutte frihed det er, at kunne lovgive for sig selv og handle med baggrund i disse morallove.

Problemet er nu, at mennesket ikke er ren fornuft, men også er tilbøjeligheder, dvs. drifter og behov, og at mennesket synes at hente dets Motivation derfra. Den rene fornuft kan med andre ord ikke i sig selv motiverer. Det kan kun Følelser. Kant løser problemet ved at hævde eksistensen af en følelse, som fremkaldes i kraft af indsigten i moralloven, nemlig agtelsen for moralloven. Men denne løsning betragtes med rette som Suspekt. For det kræver, at mennesket udtænker love for handlingsefterfølgelse uden motiv. Motivet opstår efterfølgende, således at loven kan omsættes til handling. Og et andet spørgsmål der rejser sig, er selvfølgelig om menneskets tilbøjeligheder, som er grundet i menneskets empiriske natur, sådan uden lige kan sættes ud af kraft. Der er også udbredt enighed blandt filosoffer om, at fornuften kun kan spille en Instrumentel rolle i forhold til tilbøjelighederne og følelserne. Tilbøjelighederne (drifter og behov) sætter målene for vores handlinger, og følelserne, som genereres af disse tilbøleligheder, bibringer den motiverende kraft. Fornuftens eneste virke er kun at udtænke, hvordan man nemmest kommer til målet, dvs. hvilke Midler man skal tage i anvendelse. Den kan ikke selv sætte sig mål uafhængigt af tilbøjelighederne og følelserne og endnu mindre forfølge dem. Dermed gives der ingen frihed i absolut forstand, dvs. der gives ingen metafysisk indeterminisme, for mennesket er determineret af dets tilbøjeligheder, og disse tilbøjeligheder har deres sæde i menneskets empiriske natur, som er underlagt årsag-virkningsrelationer i tid og rum: Legemet reagerer på ydre eller indre påvirkninger eller pirringer i retning af selvopretholdelse og forplantning etc.

På den baggrund kan man derfor højest tale om, at vi mennesker kan have Handlefrihed, som kan formuleres som sådan: Jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, for så vidt jeg Kan det, dvs. for så vidt, der ikke er noget, som forhindrer mig i at følge min vilje. Pointen er, at viljen egentligt er bundet af behov, ønsker og følelser, men at den er fri i en svag betydning, nemlig for så vidt den kan tilfredstille behovene og ønskerne. Men man kan ikke ville, hvad som helst. Denne position kaldes også Rekoncilisme, da den forsøger at forene en rent materialistisk orienteret determinisme med indeterminismen. Denne definition falder nøje sammen med Kosmosofists 2. deninition af viljens frihed, at "Fri vilje er graden af ens mulighed for at få opfyldt ens ønsker og begær". Dermed har Kosmosofist meget præcist ramt to klassisk filosofisk-metafysisk denfintioner af viljens frihed. Det er også sidstnævnte definition af viljens frihed, der ledsages af en Oplevelse af at have en fri vilje: Hvis man med sin vilje kan overvinde den modstand, der måtte være, førend man kan opfylde ens ønsker eller begær, så Oplever man sig fri, hvis ens vilje ikke kan overvinde en given modstand, således at man ikke kan tilfredsstille sine ønsker og begær, så Oplever man sig ikke fri.

Ifølge Kosmosofist skulle 2. definition også være Martinus'definition. Nu er det mere end ti år siden, jeg beskæftigede mig indgående med Martinus' kosmologi, men det lyder bekendt, og det lyder rigtigt. Jeg mener dog også, at Martinus, hvis ikke eksplicit så implicit har den 1. definition med. Den kan i hvert fald forsvares inden for hans kosmologi. Den er hele kernen i hans kosmologi. Og det er netop her Martinus bliver interessant. Problemet med de filosofiske positioner, er, at de enten hengiver sig til en ren materialisme og determinisme, hvorfor det selvfølgelig ikke giver mening at tale om en viljens frihed, eller de har en dualistisk syn på den menneskelige tilværelse, nemlig at mennesket både er legeme og sjæl eller ånd. Og som det fremgår ovenfor, kan man heller ikke med dualismen forsvare en absolut viljesfrihed, da behovene, ønskerne og følelserne, dvs. det som sætter målene og bibringer motiverne for vores handlinger, tillægges legemet, og da fornuften, som i modsætning hertil har sæde i sjælen, kun kan have en instrumentel funktion i forhold til ønskerne og følelserne. For at overkomme problemet om viljens frihed må man altså overvinde ikke blot materialismen, naturligvis, men også Dualistiske positioner (opdeling af verden i noget legemligt og noget sjæleligt) - og man må tænke hele systemet, hele tilværelsen, som frihed. Man må tænke et Frihedens System. Og det er netop, hvad Martinus gør.

Ifølge Martinus' Kosmologi er verden (X3) en skabt forteelse. Den er skabt af jeg'et (X1) - man fristes til med Kants ord at sige et transcendentalt jeg, for det er netop ikke et empirisk jeg, men et jeg der overskrider det i tid og rum givne. Jeg'et er begyndelsesgrunden, første årsagen eller med Martinus ord Den Årsagsløse Årsag. Jeget skaber ud fra sig selv, sin virkeevne (X2), en verden i tid og rum. Og det gør jeg'et med baggrund i Urbegæret, et begær efter at blive bekræftet i sin eksistens - som skaber og oplever - og det kan jeget kun ved netop at skabe en verden i tid og rum, hvorigennem det skaber oplevelser for sig selv. Egentligt i kraft af de enkelte livsenheder/oplevelsesenheder og deres skabelser, interaktioner og dermed oplevelser. Jeg'et er altså verdens skaber og dermed absoult fri, for der gives i sagens natur intet uden for jeg'ets domæne. Vi har alstå overvundet dualismens splittelse af verden op i en rent materiel og en rent sjælelig eller åndelig sfære. Set fra jeg'ets (X1) perspektiv, gives der absolut frihed eller indeterminisme, dvs. Kosmosofists 1. deninition af frihed: Jeget handler ikke inden for verdenssystemet som et led i kæden af årsag og virkning. Nej, den transcenderer verden i tid og rum, og den er - til stadighed (dvs. uden for tid) - begyndelsesgrund for hele verdensskabelsen. Jeg'et er den i tid og rum skabte verdens herre og derfor absolut fri. Og Urbegæret er motivet til skabelsen af verden i tid og rum.

Nu er det sådan, at de enkelte livsenheder alle er aspekter af jeget (X1), og disses(vores) ønsker og begær har også deres rod i urbegæret: Det er ønsket om at skabe oplevelser, hvilket på sin side kræver, at man opretholder sig selv (jf. selvopretholdelsesdriften). Og når nu en verden i tid og rum og dermed en verden af oplevelser er skabt - oplevelser som kan antage alle afskygninger af behag og ubehag - søger de enkelte livsenheder i denne oplevelsesverden (fænomenverden) naturligvis efter oplevelser, der er forbundet med behag, og det søger at undgå oplevelser, der er forbundet med ubehag. Muligheden for behag og ubehag er grundlaget for alle lokale ønsker og begær, men de har deres grundlag i urbegæret, begæret efter oplevelser slet og ret.

Her kommer Kosmosofists 2. definition så ind, for man kan fejle i at få tilfredsstillet sine ønsker og begær. Derfor kan man også være mere eller mindre fri set under 2. definitions synspunkt. For at få tilfredsstillet sine afledte ønsker og begær, må man have viden om, hvordan man ophæver en given Modstand, og dette kræver indsigt i...ja love af enhver slags: naturlovene, så vi kan blive materiens herre, livslove, så vi kan omgås hinanden i fred og fordragelighed, og skæbnelovene, så vi kan skabe god skæbne for os selv. I længden - hvilket jo i Martinus' perspektiv er evighedens perspektiv - vil alle ønsker og begær for hver enkelt livsenhed blive opfyldt. Vi vil liv efter liv lære af vores erfaringer og opnå indsigt i de love, der skal til for at skabe en verden af behagsoplevelser. Med andre ord: I evighedsperspektivet, som jo igen er jeg'ets (X1) perspektiv, er vi også, givet kosmosofists 2. definition, på en måde Absolut frie: Alle ønsker og begær, som jo har deres kilde i Urbegæret, vil blive tilfredsstillet.

Afslutningsvis er pointen altså, at i henhold til Martinus' kosmologi er det muligt at forene de to frihedsbegreber eller de to definitioner af viljens frihed. Kravet til 1. definition opfyldes set fra jeg'ets (X1) perspektiv: Jeg'et er absolut fri, da jeg'et er begyndelsesgrunden eller den Årsagsløse Årsag for alt skabt, og da jeg'et derfor ikke indgår som et led i en kausalkæde. Urbegæret er her grundmotivet. Og urbegæret leder til 2. definition: Urbegæret er nok et uudslukkeligt begær efter oplevelser i al sin enkelthed og dermed et begær efter at skabe en modsætning til jeg'ets (X1) tomhedsnatur, og nok transcenderer urbegæret også verden i tid og rum, da det netop er det begær, der motiverer jeg'et til verdens (X3) skabelse... men det samtidig er kilden til alle lokale begær i tid og rum: Lokale begær er ligeledes begær efter oplevelser - de behagelige af dem. Og at kunne skabe behagelige oplevelser giver os en følelse af at værre herre over tilværelsen; ikke at kunne det giver os en følelse af at være Prisgivet tilværelsen. Inden for det skabte i tid og rum (X3) oplever vi - de enkelte livsenheder (jeg'er) - os altså kun frie, for så vidt vores lokale ønsker og begær bliver opfyldte. Det gør de i det øjeblik, vi har absolut indsigt i natur-, livs- og skæbnelovene. De to frihedsbegreber smelter sammen til et. Vi er verdens herre. Materien lystrer vores mindste bud, vi omgås hinanden i absolut fred og kærlighed, vi kender skæbnelovene, og vi kan og vil handle efter denne indsigt.

Hej Mamal66,

Jeg synes at dit indlæg fortjener at bliver udgivet som artikel her på forummet.

Referencerne til kosmofist's skal nok skiftes ud med et kort oprids af positionerne evt. med en reference til kosmofist's indlæg og så skal der refereres til afsnittet, men ellers har den niveauet.

Er det noget du kunne være interesseret i?

Hej Lasse!

Hvis du mener, det er godt nok, er jeg interesseret.

Jeg vil så lave nogle rettelser og tilføjelser. På stående fod ville jeg næppe kunne tilføje kilde- og litteraturhenvisninger. Jeg skrev meget spontant.

Jeg overvejer, om jeg ikke kunne indlede med at skrive, at artiklen faktisk begyndte som et debatindlæg. Derfra er det nemt både at referere til Kosmosofists indlæg og i samme åndedrag at opridse de 3 store filosofiske positioner angående problemet viljens frihed...?

Jeg overvejer, om jeg ikke kunne indlede med at skrive, at artiklen faktisk begyndte som et debatindlæg. Derfra er det nemt både at referere til Kosmosofists indlæg og i samme åndedrag at opridse de 3 store filosofiske positioner angående problemet viljens frihed...?

Det var det jeg havde i tankerne. Ikke at du skulle lave referencer til andet end indlægget på forummet og opridse positionerne om fri vilje.