Hvordan kan det mon være, at Martinus ikke rigtigt har skrevet noget om fortrængningsmekanismer?
Altså det der med at opleve traumatiske oplevelser og så lukke af overfor smerten, fordi det gør for ondt.
Og så skal man vidst nok den "modsatte vej" Â for at blive psykisk sund igen. Altså genopleve den smerte man har "glemt" eller fortrængt.
Og det har man ikke altid lyst til, fordi det gør ondt, og kan man nu også være sikker på det er nødvendigt? Og hvor lang tid tager sådan et projekt egentligt? Kan man ikke blive ved og ved? Ja, vel ikke i al uendelighed for før eller senere får man jo ifølge Martinus kosmisk bevidsthed, og så må fortrængningerne da være et overstået kapitel. Men derfor kan det at arbejde med at opløse fortrængninger måske godt tage flere liv, og det er jo længe... især hvis man ikke er sikker på, det er nødvendigt...
Så hvorfor har Martinus ikke rigtig skrevet noget om det? Er det fordi, det ikke er nødvendigt, fordi det kan gøres smartere og letttere på en anden måde? Og i så fald hvordan?
Eller er det fordi, han syntes, at der er nok andre fx psykologer og psykoterapeuter, der har den viden, så den behøvede han ikke som kosmisk bevidst at beskrive?
Jeg synes godt, man kan få det indtryk, når man læser Martinus, at fortrængte følelser slet ikke er noget, der eksisterer.
Der er en del af mig, der har det indtryk, at det, at arbejde med fortrængninger, er selve hovedarbejdsfeltet, når man skal udvikle sig humant og komme i kotakt med sit fulde potentiale og blive fri af mentale fængsler - dem nævner han jo trods alt.
Eller er grunden til, han ikke rigtigt nævner disse mekansmer, at menneskeheden måske relativt hurtigt vil få afviklet disse fortrængninger - måske "blot" et par 100 år, og derefter skal analyserne stadigvæk bruges, men så er fortrængningsmekanismer ikke længere et problem?
VH
Jan
Kære Jan!
Dine indlæg er altid tankevækkende. Da jeg læste, hvad du skrev denne gang, spekulerede jeg som en gal over, om Martinus dog ikke kommer ind på dette centrale emne, som det jo var en af Freuds store opgaver at beskrive. Som bekendt var hans behandling samtale, hvor fortængningerne lidt efter lidt kom op til overfladen på samme måde, som når en arkæolog foretager en udgravning.
Måske beskæftiger Martinus sig med den størst tænkelige af alle fortrængninger, men netop fordi den er så stor og strækker sig over så mange inkarnationer, er vi ikke opmærksom på den som en fortrængning i Freuds forstand.
Jeg tænker her på, at mennesket i sin nødvendige materialistiske fase fortrænger tanken om en Guds eksistens. Måske den største og vigtigste fortrængning i jordmenneskets evolutionære historie. Sekulariseringen kaldes det også, og den er vel nødvendig, for at vi kan blive selvstændige væsener, der ikke i tide og utide render til Vorherre og sladrer om vores problemer, men selv prøver at løse dem.
At der virkelig er tale om en fortrængning, viser sig i uviljen mod alt, hvad der har med Gud at gøre. Hvis det blot var en rent pragmatisk handling at blive materialist for en tid, hvad skulle man så have imod Gud som en interessant eller filosofisk størrelse, der var værd at betragte i et historisk perspektiv.
For mit eget vedkommende har jeg måttet overvinde en stærk modvilje grænsende til kvalme ved at skulle igennem de mange Jesus-citater i Martinus' litteratur. Det viser mig, at jeg på et eller andet tidspunkt har fortrængt noget, og nu kommer det og kræver at blive bedømt med nye øjne.
På den måde synes jeg godt, at man kan betragte Martinus' litteratur som en samtaleterapi, hvor gamle fortrængninger behandles i et nyt lys. Ikke mindst fordi man selv er med i samtalen som læser, man går til og fra, mens man tænker over det nyligt læste.
Så det er altså mit foreløbige svar på dette meget interessante spørgsmål.
I dag generer det mig ikke med disse Jesus-citater, og det viser mig også, at der virkelig var tale om en slags fortrængning.
kh Søren
Hej Søren!
Meget intressant tanke du lanserer her Søren om Gud som det store fortrængningsobjekt hos det moderne menneske :-X!
Jeg har ikke tænkt på det på den måde tidligere, men umidelbart virker det rigtigt. Også hvis vi tænker på det moderne materialistiske menneskes forhold til bønnen. Hvis et sådant menneske havner i en akut faresituation bruger det bønnen som en automatfunktion ifølge Martinus (og også ifølge mennesker som har forsket i emnet har jeg hørt) - på trods af at det i sin dagsbevidsthed benægter alt hvad Gud og bøn hedder.
Er ikke en sådan adfærd et kriterium på en s.k. fortrængning i psykologisk forstand?
undrer Olav
Jeg har ikke tænkt på det på den måde tidligere, men umidelbart virker det rigtigt.
Hej Olav!
Et fantastisk flot dansk, du skriver. Og selvfølgelig ærgrer det en svenskofil som mig kolossalt. Jeg elsker jo at læse svensk, og svenskerne elsker at besvare mine provokerende breve på TT-sajten. Nu er jeg helt oppe på 86 mails i emnet VIDEN = motiveret TRO? - og det strømmer stadig ind. 
Nej, Olav. Efter at jeg havde skrevet mit brev ovenfor er jeg gået totalt bort fra den teori, at den materialistiske fase er en fortrængning i Freudsk forstand. Jeg tror ikke på det. ???
Det er et simpelt spørgsmål om sult og mættelse, og ganske vist fortrænges tanken om Gud i den materialistiske fase, men det er ikke fordi, man er bange for at tænke på Gud. Det er ikke, fordi man går rundt med dårlig samvittighed og er bange for en straffende Gud, der sidder og holder øje med én. Det er blot fordi, man synes, at tanken er latterlig. Man er vokset ud af dette gudsforhold og bliver først moden til et nyt og bedre forhold til Gud, når man gang på gang har oplevet at komme til kort i livet med sin egen formåen, sine egne förmågar. 😮
Og så skal man tilmed igennem en hel række eksperimenter med andre ting og sager, inden det i den sidste ende bliver Martinus. Jeg tror, han må siges at være det ultimative valg. Her må man både have forstanden og følelserne udviklet for at kunne følge ham.
Så jeg opgiver altså min teori, og leder efter andre muligheder. Hvad siger du, er du enig med mig, eller kan du underbygge min første teori og få mig til at tro på den igen?
Det var morsomt, om vi kunne få nogle flere mails om dette emne, for det er virkelig både interessant og indviklet. Tak for din mail, Olav! 
Masser af hilsener
Søren
Ps. ser fodboldkamp mellem Danmark og Rumænien lige i øjeblikket. Føler mig chokeret over knivstikdramaet i Stockholm.
Kære Jan, og Alle,
Guld-kopierne, er 'renset' for 'fortrængninger',
der er en organisk sikring for at Vi ikke unødigt skal belastes, af alle de ubehagelig gode oplevelser, der er i Vor aura, (tidl. fysiske liv)
det af Vor 'fortrængnings-arkiv', der trænger sig mest på,
er (ubevidst) styrende for hvad man viger udenom, eller går direkte imod,
Overbevidstheden, er med, hele vejen,
det er rigtigt at Martinus ikke specifikt har fokuseret på
fortrængning/traume,
men selv om det er længe siden, at Jeg har læst L. B.
så er det mit indtryk, at man kan plukke en samling, relevant materiale, til belysning af emnet 'fortrængning'
er det skudt helt ved siden af, ?
Kærlig hilsen
Holger
Det er et simpelt spørgsmål om sult og mættelse, og ganske vist fortrænges tanken om Gud i den materialistiske fase, men det er ikke fordi, man er bange for at tænke på Gud. Det er ikke, fordi man går rundt med dårlig samvittighed og er bange for en straffende Gud, der sidder og holder øje med én. Det er blot fordi, man synes, at tanken er latterlig. Man er vokset ud af dette gudsforhold og bliver først moden til et nyt og bedre forhold til Gud, når man gang på gang har oplevet at komme til kort i livet med sin egen formåen, sine egne förmågar. 😮
Og så skal man tilmed igennem en hel række eksperimenter med andre ting og sager, inden det i den sidste ende bliver Martinus. Jeg tror, han må siges at være det ultimative valg. Her må man både have forstanden og følelserne udviklet for at kunne følge ham.
Hej Søren!
Det du siger i det citerede afsnit oven er jeg enig i. Det er måske ikke korrekt at kalde det en "fortrængning i Freudsk forstand". Jeg har måske ikke tilstrækkelig forstand på hvad "Freudsk forstand" (hjelp Viljo hvis du leser dette 
) betyder for at kunne afgøre det (sorry, men jeg har nok fortrængt betydningen af det ).
Men en slags fortrængning synes jeg alligevel at man kalde det, eftersom individets Gudsforhold aldrig kan udslettes (som mit eksempel med materialisten og bønnen viser) - kun gøres mer eller mindre ubevisdt eller med andre ord "fortrængt". At det siden dybest set er et spørgsmål om "sult og mættelse", som du skriver, er jeg helt enig i.
Men hvis nogen ønsker et mer konkret eller afgrænset eksempel på at Martinus skriver om "fortrængninger" - måske ikke i strikt "Freudsk forstand", men alligevel - kan jeg anbefale et studium af kap. 15 i bogen "Bønnens mysterium"!
Kh Olav
Ps. Sorry at Danmark tabte i fodboldkampen, men Sverige vandt 2-0 mod Polen og er i og med det klare for næste EM 
Det du siger i det citerede afsnit oven er jeg enig i. Det er måske ikke korrekt at kalde det en "fortrængning i Freudsk forstand". Jeg har måske ikke tilstrækkelig forstand på hvad "Freudsk forstand" (hjelp Viljo hvis du leser dette Â
) betyder for at kunne afgøre det (sorry, men jeg har nok fortrængt betydningen af det  ).Hej igen Olav! Ja, det betyder blot, at man har fået et psykisk traume, som man ikke orker at bearbejde og derfor skubber ned i underbevidstheden. 
Ja, fortrængning ville være et godt ord, hvis ikke lige Freud havde brugt det og gjort det til folkeeje. To store F'er dominerede det 20. århundrede: Freud og Ford! :
Â
Fino, Olav!
Vi nåede lige at få uafgjordt i sidste sekund, så vi er ikke ude endnu.......
kh Søren
Skriv et svar