Hej Jan_Schmidt og Ejby.
Det er da rart at have lært lidt matematik, men denne lærdom er kun væsentlig når sammenkobles med det den skal bruges til IRL, på teoretisk plan alene er den ubrugelig. 
Så når jeg påpeger at 2 iltatomer og 1 brintatom , ved en sammenkobling giver et vandmolokyle, så bruger jeg blot matematikken til noget konkret, nemlig i fysikkens sammenhæng.
At fastholde at alt vi har behov for at lære er "matematik", og at "fysik", "historie", "biologi", "geografi", og alle andre "videnskaber" derfor ikke bør blandes ind i "matematikken", det ser jeg personligt ikke spor logik i.
Hvis man mener at have opnået en viden, så er det ok at give udtryk for dette, men viden er (i mine øjne) kun opnået når man kan give det man ved videre til andre på en logisk og fuldstændigt underbygget (via tankerækker) måde, er man ikke selv i stand til dette, så ved man ingenting, men tror blot på læreren, og da bygger man sine opfattelser på tro, i samme omfang som alle andre.
At vælge at tro på Martinus er da hel i orden, men at sige at man VED han har alle svarene, uden selv at kunne give dem, det er at VÆLGE at tro på samme måde som Jehovas vidner eller muslimer eller asa troende gør.
Jeg ser ikke "Kejserens nye klæder", endnu, så jeg hører sikkert til de "dumme", men hellere indse det, end at stikke mig selv blår i øjnene, ved at påstå at jeg ser noget jeg ikke ser.
Måske man burde huske at både biblen ogg Martinus påpeger, at "kristus" ikke findes i ørkenen, eller i et hus eller i de indre rum, men er "noget" der findes overalt i alle ting, og på det grundlag vurdere om det så kan være "gavnligt" at fastholde at "han" kun ene og alene findes i Martinuses livets Bog, som en logik og analyse. 
Hvis alt er så såre godt, hvorfor så bruge kræfter på at fortælle andre at de er "forkerte", eller gør noget forkert, eller gør noget der "ikke hører hjemme" her i forummet.
Så må det vel være logiskt at dette også er "såre godt" selvom nogle mener det modsatte.
Jeg syntes personligt at den bibelske Paulus ramte noget mere konkret med sit udtryk " Alt er godt, men ikke alt er gavnligt", men han er jo "passe`" i det fleste kosmologers verden, til fordel for en logik der "smager" bedre, men blot findes i en anden bog, som man så vælger at tro på.
At tro at man har fundet "De vise sten" allerede på dette 3 "dimensionelle" plan, og derfor har alviden til rådighed alene i Martinuses materiale, det viser blot for mig, hvor uvidende vi egentligt er, på dette materielle plan.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Så når jeg påpeger at 2 iltatomer og 1 brintatom , ved en sammenkobling giver et vandmolokyle, så bruger jeg blot matematikken til noget konkret, nemlig i fysikkens sammenhæng.
At fastholde at alt vi har behov for at lære er "matematik", og at "fysik", "historie", "biologi", "geografi", og alle andre "videnskaber" derfor ikke bør blandes ind i "matematikken", det ser jeg personligt ikke spor logik i.
Det er heller ikke noget, jeg har givet udtryk for.
Det, jeg derimod alene siger, er, at hvis man vil anvende matematik, så må man overholde matematikkens og logikkens love. Ellers blivers ens facit forkert, og det man bruger matematikken til bliver følgeligt også forkert. Og det bliver naturligvis ikke heldigere, hvis man ovenikøbet ikke er klar over, at man regner forkert, men tror man regner rigtigt.
På samme måde er det med de kosmiske analyser, disse er matematisk, logisk bygget op, og viser at den højeste logik og den højeste kærlighed er identisk. Men hvis man går imod den logik, der er i analyserne, ja, så er det jo netop helt ligesom hvis man i matematik gør logik brud, så kommer man ikke frem til det rigtige - men det forkerte facit. Og det bliver desto mere uheldigt, hvis man tror at man har brugt matematikken/logikken, og man af den grund mener, ens facit ikke kan være forkert.
Martinus påstår ingen steder, at Kristus kun findes i Livets Bog som en logik og analyse. Det er en misforståelse.
Så må det vel være logiskt at dette også er "såre godt" selvom nogle mener det modsatte.
Jeg syntes personligt at den bibelske Paulus ramte noget mere konkret med sit udtryk " Alt er godt, men ikke alt er gavnligt", men han er jo "passe`" i det fleste kosmologers verden, til fordel for en logik der "smager" bedre, men blot findes i en anden bog, som man så vælger at tro på.
Jeg ser ikke noget modsætningsforhold. Det, ordene "alt er såre godt", betyder, er, at alting tjener et kærligt formål. Uanset hvor smertefuld en oplevelse er, så tjener den, det formål at føre opleveren til visdom, så han/hun kan undgå tilsvarende smerte i fremtiden, men derimod i umindelig lang tid leve i den højeste salighed.
Det, er således ikke et udtryk for, at alting er meningsløst og ligegyldigt, men derimod det stik modsatte: alt er meningsfuldt. Men ikke alt er behageligt.
Så vidt jeg husker, siger Paulus: Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt.
Martinus siger: Alt er ganske vidst gavnligt, men ikke alt er behageligt.
"Alt er såre godt". Hvilket vil sige: alt er meningsfuldt.
Så derfor er der heller ikke noget absurd i, at give udtryk for at matematik logisk må høre hjemme i et matematikforum. Hvis man beskæftiger sig med ting på et matematikforum, der er i strid med matematikken, så undergraver man derved matematikforummets funktion som matematikforum.
På samme måde hvis man laver et åndsvidenskabeligt forum, og der udtrykker ting, som er i strid med åndsvidenskab, så undergraver man også det åndsvidenskabelige forums funktion som åndsvidenskabeligt forum.
Det er alene det, jeg har ønsket at påpege.
venlig hilsen
Jan
Hej Avatar.
En hurtig kommentar: "Alt er såre godt, undtagen......". Dette udsagn modsiger sig selv. Man kan mene alt er såre godt, man kan også mene at ikke alt er såre godt. Begge synspunkter kan være rigtige hver for sig, men begge dele kan ikke være rigtige på en gang.
Hej Svend.
Jo, for mig kan det sagtens være tilfældet, at selvom alt er såre godt for Guddommen, så er det langtfra altid såre godt for det enkelte menneske/væsen.
De handlinger vi individuelt foretager, er ikke noget der kun "rammer" os selv, derfor kan man ikke altid sige at alt er såre godt.
Det bliver let til en slags ""undskyldning" for alle sammenhænge, man kunne jo eksempelvist sige:
En person falder i havnen foran dig, tager du den beslutning at du springer i og redder personen, så er det alt sammen såre godt, for du har jo skabt dig en god karma, og personen har fået noget af sin positive karma tilbage, ved at fortjene at blive reddet.
Men forholder du dig inaktiv og personen drukner, så er alt jo også bare såre godt, for da er det sikkert meningen at personen skal drunkne og have noget karma/lærdom på den måde, og din inaktivitet er da også "positiv" for den betyder at du selv får en mulighed for at lærte noget senere i livet, når du oplever den tilbagevende karma, fordi du ikke gjorde noget.
På den måde bliver udtrykket "alt er såre godt", let vendt til at uanset hvad man gør så er det godt, og også til at alt der sker, ikke beror på nogen fri vilje, men er fastlagt til at være forudbestemt til at lære dig og mig det vi skal, uden at vi selv kan bestemme en pind alligevel, for uanset hvad vi gør, så når vi samme resultat engang i "fremtiden", eneste "variation" er tidsforløbet, som jo i virkeligheden slet ikke eksisterer.
Da vi jo er celler i Guddommens legeme, og da Guddommen oplever/sanser via os, så må det altså have en betydning for Guddommen selv, om vi vælger at leve i negativitet i lang tid eller om vi vælger at gå så hurtigt som muligt i positiv retning, så Guddommens samlede oplevelse er altså afhængig af om vi som celler vælger rigtigt, og derfor kan alt ikke altid siges at være såre godt, men må kunne siges ihvertfald at være mere eller mindre godt, både for os selv og for Guddommen.
Alt er da rigtigt nok såre godt overordnet set, da alt er skabt ud af kærlighed, men alt er ikke "kærlighed".
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Alt er såre godt, også selv om jeg lader personen drukne. Denne person har jo så i givet fald haft denne karma til gode, og jeg vil selv på et tidspunkt blive ramt af, at jeg ikke vil blive hjulpet, når jeg selv er i nød.
Det du kalder "det onde" er ikke noget ondt set fra Guddommens side. Det er et uundværligt led i hans livsoplevelse. Det er lige så uundværligt for guddommens livsoplevelse, at mennesker slår hinanden ihjel som det er for guddommen, at vi redder hinanden. Men når vi som mennesker bliver tilstrækkeligt udviklede og indser, at hvis ikke vi hjælper andre, så vil vi heller ikke selv blive hjulpet, så begynder vi at forme vor egen skæbne som vi selv ønsker den skal være. Indtil da er der kun karmaloven til at lære os det.
"Der hvor uvidenhed fjernes ophører det såkaldete "onde" med at eksistere". Ifølge Martinus er "det onde" således kun et produkt af uvidenhed.
Du kan så indvende, at hvis alt er såre godt, så er det jo ligegyldigt hvad man gør. Ja, sådan kan man godt se på det, hvis man i øvrigt er ligeglad med den skæbne man får. Men hvem vil ikke helllere have hjælp end blive ladt i stikken?
Hej Svend.
Jeg er absolut uenig med dig her, den frie vilje ville ikke eksistere hvis det du hævder er tilfældet, idet vi så uanset hvad vi gør, vil blive "tvunget" til at indse (via karmaen) og tvang selv som indirekte tvang, fjerner den frie vilje.
Gud ønsker ikke i mine øjne at vi skal slås ihjel så og så mange gange, lide en afmålt mængde lidelser o.s.v., for at opnå næstekærlighed, Guddommen
ønsker at vi netop undgår at skulle igennem så meget lidelse, for at lære at være næstekærlige, og har derfor givet os impulserne via Jesus og Martinus for at vi kan få noget at styre efter, så vi kan undgå at skulle lide mere end allerhøjest nødvendigt.
Disse "impulser" ville være overflødiggjorte, hvis alt var "udmålt" på forhånd, så alt egentligt var "ligemeget".
Det "onde" er ikke godt, men blot en naturlig energibaseret reaktion på noget man gør forkert.
Så det at vide hvad det onde består i, fjerner ikke det onde, men giver blot den enkelte viden om, hvordan man kan styre udenom det "onde", så man ikke selv rammes af karmaen ved det onde man selv sender ud.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Svend og Avatar
Øh ! er det ikke det samme i siger ?
mvh
lars
Hej Lars.
Mener jeg bestemt ikke, da jeg ikke anser det for en nødvendighed at vi slår hinanden ihjel, for at Gud kan opleve lykke.
Hver gang vi slår hinanden ihjel oplever Gud smerten vi selv oplever, og denne smerte ønsker han bestemt ikke at opleve, derfor også hans "impulser" til os.
Men at det er en energibaseret reaktion, at det vi gør vender tilbage til os, det er en "nødvendighed", for at opretholde den universielle balance.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Det ser ud til, at vi basalt set er uenige om mørkets eller "det ondes" mission i verdensaltet. At noget anses for mørkt eller ondt er i min begrebsverden ikke fordi tingene absolut set er mørke eller onde. Det er en funktion af perspektivprincippet. Det vi i dag oplever som mørke, var det vi i sin tid opfattede som det højeste lys. Sådan vil det også blive med de højere verdener. Engang i en fjern fremtid vil vi føle lede ved at være i "paradisets have", og vil ønske at vende tilbage til en fysisk tilværelsesform, præcis som "Eva" gjorde i bibelen. Det kan måske virke vildt urealistisk i dag, hvor vi higer efter de højere verdener, men ikke desto mindre er det en forudsætning for livets evige beståen.
Hej Svend og Avatar,
Det er en meget klassisk debat i har gang i. Ikke bare indenfor kosmologien.
Martinus beskriver at vi bevæger os i et kredsløb mellem "mørke" og "lys". Uden både lys og mørke var der ingen livsoplevelse. Derfor er begge dele et gode, da det er nødvendigt for vores livsoplevelse og alt bliver såre godt. Men begge ting er ikke behagelige og det er vel nærmest ens pligt, når man er i stand til det (og det har vi ikke helt lært endnu), at gøre det "gode" eller behalige for vores omgivelser, når man har muligheden. Fordi alt er såre godt er ikke det samme som bare at lade stå til. Tanken om at lade stå til er ellers nærliggende, men ikke destro mindre forkert (lokalt set).
kh
Lasse
Jeg kan ikke lade være med at nævne, at "lys & mørke rummer et aspekt mere nemlig modstandskræfterne.
Når vi til daglig taler om "mørke" mener jeg det er vigtigt at skelne mellem ondskaben eller "djævlebevidstheden" og "modstandskræfterne" som er de engle/devare der får os til, at vise og forholde os til vore egne iboende negative kræfter.
Ondskab og modstand er ikke det samme.
Med hensyn til "den frie vilje" er det ikke ligegyldigt om vi tænker på personlighedens frie vilje eller om vi taler om Sjælens frie vilje, der er en gradsforskel som det kan være en stor hjælp, at lære at skelne imellem
Kh.Pondus
Hej Svend.
En lille kommentar, jeg mener bestemt ikke at vi engang kommer til at føle lede ved at være i "saligheden", "lede" eller andre former for "negativitet" kan slet ikke eksistere der, som andet end "følelsen af manglende sanseevner".
Idet det vi mister, er vor evne til at føle/se lyset, altså bliver vi "neutraliserede" og oplever "intet" positiv heller, før denne evne igen aktiveres.
Der er altså ikke , som jeg ser det, nogen følelse af "ubehag" til stede, når dette sker, blot manglende følelse af behag, og det kræver så en tur ned i "mørket" igen, for at genaktivere denne sanseevne.
Men jo kortere tid vi behøver at opholde os i mørket, for at genvinde denne evne, jo bedre, både for os selv og for Guddommens oplevelse af velvære.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Lasse.
Med hensyn til, hvad der er ens pligt som gudesøn, så er jeg egentlig af den opfattelse, at man som levende væsen ikke har pligt til noget som helst - der er frit slag på alle hylder til at leve som man selv ønsker det.
Som levende væsen er vi derimod underlagt de to store evige tilstande, som Martinus kalder "behag" og "ubehag". Ethvert sundt og normalt individ vil til hver en tid søge mod behaget, og undgå ubehaget. Men hvad der føles som "behag" og hvad der føles som "ubehag" følger lovene for sult og mættelse, og er evigt skiftende. Det man er "sulten" efter vil give en behagsfornemmelse når denne sult tilfredsstilles, mens det man er "mæt" af vil give en følelse af "ubehag" hvis man fortsætter med at stræbe efter det. Derfor vil en given begivenhed være "behagelig" for et væsen men "ubehagelig" for et andet.
Men ethvert levende væsen har ikke "pligt" til at søge mod behaget - vi har frihed til at vælge ubehaget, hvis vi ønsker det.
Men i det øjeblik man har forstået, at man, via karmaloven, er herre over ens egen skæbne, så vil ethvert individ jo også søge at gøre det mod andre væsener som man selv anser som behag. Derfor er udtrykket "alt er såre godt" netop IKKE en sovepude. Hvis man lader stå til, og ikke gør godt mod sin næste, så vil man selv blive ramt af denne skæbne. Og ethvert sundt og normalt tænkende individ, der har fuld forståelse for de evige love, vil jo til enhver tid søge at undgå ubehaget.
Men som Martinus engang sagde til tilhørerne i et foredrag, så var deres gerninger ikke en sag mellem ham og dem, og Martinus' gerninger var heller ikke en sag mellem ham og dem. De var hver især helt frie væsener. I sidste ende er enhver handling man foretager sig, en sag mellem Guddommen og den enkelte Gudesøn. Og som jeg tolker det kræver Gud ikke noget af os - han lader os blot hele tiden høste som vi har sået. Og større retfærdighed har jeg svært ved at forestille mig. Og denne fuldstændige 100% retfærdighed mener jeg man kan udtrykke med "alt er såre godt".
Hej Svend
Jeg er stort set enig i det, du skriver, men vil lige nuacere det lidt:
Jeg mener, vi altid søger mod behag. Vi kan ikke andet. Det er pga. en evig mekanisme, der ligger forud for viljen, ja som er grundlaget for viljen: Det er det evige samarbejde melllem urbegær og sult/mættelses-princippet, der gør, at vi hele tiden tiltrækkes af modsætningen til det, vi er mæt af. Eller med andre ord, vi tiltrækkes til enhver tid mod det, der virker behageligt på os, og frastødes af det, der virker uhehageligt.
Og på denne baggrund, sættes vores vilje ind på at realisere, det vi længes efter. Det gør vi med udgangspunkt i de erfaringer, vi har. Dvs. jo flere erfaringer, jo heldigere falder vores resultat af viljen ud. Eller med andre ord: jo flere erfaringer, jo mere er vi i stand til at gøre det, vi gerne vil. (I modsætning til som det ofte er nu: vi gør det, vi ikke vil, og gør ikke det, vi gerne vil).
Dette at tiltrækkes mod behag er altså et evigt vilkår, det er hævet over pligt, moral osv. Sådan er det levendes væsens evige funktion bare.
At det så kan se anderledes ud, er fordi, man tager en for overfladisk betragtning.
Hvis vi tager masochisten som eksempel, søger denne ganske vidst ubehag, men med det motiv at opleve behag. Masochistens dybeste drivkræft er altså også behaget, men masochisten er i den forvirring, at han/hun bedst kan opleve behag ved at søge ubehag.
Den uselviske, der tilsidesætter egne behov her og nu og påtager lidelse, for at gøre noget godt for andre, er også drevet af begæret efter behag, nemlig det det behag, det giver ham/hende at være uselvisk, at være til glæde og velsignelse for alt og alle.
Derfor kan man også frit gøre, hvad man vil.
Hvis man forstår, hvad der ligger bag ordene "alt er såre godt", har man herigennem den dybeste motivation til at bestræbe sig på at være uselvisk, hvilket vil sige at holde op med af påføre nogen levende væsener ubehag, da dette er den eneste og hurtigste vej ud af lidelserne og frem til et liv i lyksalighed, hvor alle tjener alle.
venlig hilsen
Jan
Hej Svend, Jan, m.fl.
I det store perspektiv er jeg tilbøjelig til at give dig ret. Min i det store evige perspektiv er vi også helt frie og derfor giver det måske ikke så meget mening at tale om pligter. Pligt er vel noget som træder frem og bliver aktuelt i det øjeblik, hvor vores tilbøjeligheder kolliderer med det er ligger os lettest for. Her kan vi føle os forpligtede til at gøre og arbejde for noget. Andre gange kan der være tale om mere jordnære forpligtigelser f.eks. juridiske.
Det er interessant at forsøge at klargøre hvad vi har pligt til og ikke pligt til.
Det første der slår mig er dog at vi netop er et sted i vores udvikling, hvor vi er blevet i stand til selv at tage stilling til moralske spørgsmål, som "pligt". Man må også konstatere at det ikke altid er helt klart hvornår 'pligten' kalder på den rigtigt eller den forkerte måde i forhold til at skabe en mere fredelig verden. Det ser vi masser af eksempler på rundt omkring.
kh
Lasse
Hej Svend, Lasse og Jan_Schmidt.
Kan ikke lade være, (firmaet har heldigvis også en computer til rådighed og jeg er mødt tidligt i dag), da jeg hører i jeres indlæg hele tiden ordet "vi".
Uafhængighedens ånd, (udtrykket stammer fra biblen) vil gribe mennesket i "de sidste dage".
Er i holdt op med at elske/tage hensyn til den der har skabt jer?
I taler om, at vi alle har lov til at gøre lige hvad der passer os, da vi alligevel vil blive ledt af ønsket om at opnå behag, men i glemmer vist helt, at grunden til at vi er skabt ikke alene er vort eget behag, men først og fremmest Guddommens.
Sagde jesus ikke "ske din vilje, ikke min", var Jesus ikke en "ledestjerne" , jamen hvis vi bare ledes af vore egne indre ønsker omkring behag så behøver vi jo slet ikke hverken Gud eller Jesus eller Martinus.
Så er der ingen der behøver fortælle/lære os noget, andet end vort eget indre selviske selv.
Hver gang jeg lider, lider Guddommen, og hver gang jeg glædes, glædes Guddommen, da jeg er Guddommens sanselegeme/organ.
Elsker jeg min skaber, så gør jeg derfor hvad han ønsker og råder mig til, da han ved hvad der gør mig mest lykkelig,(og dermed "ham" selv lykkelig), bedre end jeg selv gør.
Men fremlagt på den måde i her gør, så er Gud "underordnet", det drejer sig kun og en selv, altså fastholder man dualiteten, gennem uafhængigheden af Guddommen, da man ser sig selv som en adskilt selvstændig del af Gud, og ikke som en celle i Guds legeme, som er medvirkende til, ikke kun Guds velbefindende, men også klodelegemets, galaksens og alle øvrige legemers velbefindende.
Så kan man selvfølgelig sige at vi da alle er en del af Guddommen, da vi alle lever i Guddommen, jo, men en ting er jo blot at sige det, noget andet er at tage hensyn hertil, og forstå, at så¨kan vi da ikke bare ignorere alt der ikke lige har med os selv at gøre, og kun fokusere på hvad lige jeg gerne vil eller ikke vil.
Det er "frugterne" af Martinuses arbejde, der afgør hvilken "personlighed" der ligger bag Martinus, så elsker i ham, så vis det med frugter der respekterer Guddommen, og ikke kun jerer egen selvstændighed, ellers glemmes/overses helt jesus ord om at "Det i har gjort eller ikke gjort mod en af disse mine mindste, har i gjort eller ikke gjort mod mig".
For da bliver alt man gør ikke noget man gør mod andre, (på trods af ens eget selv) men noget man gør for at opnå selviskt behag, i alle henseender.
Det eneste selviske behag man bør stræbe efter, er behaget der ligger i at tilfredsstille den Guddom, der har skabt en, ellers vil man aldrig opnå at blive et med denne Gud, men blot fastholde sin uafhængighed af denne, via dualitetsfølelsen.
Og en lille sidebemærkning, som jeg har haft med mig hele livet, både som kristen og som "kosmolog", er den tanke, at Martinus gør livet evigt, og sætter dette lig med at vi så derfor ikke kan dø (som satan lokkede Eva med i Edens have), men en ting er altså at livet er evigt, og at energierne er evige og derfor ikke kan opstå eller forsvinde, men om Martinus så derfor kan "påstå" at bevidstheden og personligheden derfor også er evig, det vil jeg personligt sætte et stort spørgsmålstegn ved, og jeg tør bestemt ikke satse min personlige livsoplevelse på et så¨tyndt grundlag.
Personligheden kan slettes, mener jeg, ellers ville Guddommen ikke have behov for en livets bog at skrive os ind i ved dåben, (hukommelse som kan genskabe ethvert væsen ned til mindste detajle), men går vi direkte imod Guddommens vilje, så kan vor personlighed udslettes, og energierne genbruges i anden forbindelse, da det er Guds vilje og ikke vor egen der er gældende i sidste ende.
Så vær ikke så "skråsikre" på, at livet er givet hver enkelt som evig ejendom, før Guddommen selv har overrakt jer gaven, Martinusses forsikring i den retning, kan være en vildledelse man satser sit liv på. 😮
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Jeg er basalt uenig med dig i én væsentlig ting, en ting som gør, at vi har hvert vores syn på livet.
Du betragter ethvert levende væsen som noget der engang er skabt, og dermed kan det også risikere at have en afslutning en skønne dag, hvis man ikke gør som Gud vil. Dertil vil jeg så sige, at hvis det er muligt for et menneske ikke at gøre som Gud vil, så er det, igen ud fra skabelsessynspunktet, ikke en fejl hos det skabte, men en fejl hos skaberen. Dette verdensbillede er helt ulogisk for mig. Hvis jeg fremstiller en stol, og den braser sammen når jeg sætter mig på den, så er det ikke en fejl hos stolen, men en fejl hos mig. Tankegangen om en dømmende Gud, som udsletter os, hvis vi ikke gør sådan og sådan, har efter min mening ikke noget med en alkærlig Gud at gøre.
Mit udgangspunkt er derimod, at livet er evigt, det er ikke noget der er skabt og ikke noget der måske kan ende en dag. I så fald var det sikkert endt for længe siden. Dette er logisk for mig, og Martinus beskriver dette evige og uendelige noget som "X1".
Hej Avatar og Svend
Jeg er både enig og uenig med jer begge idet Martinus verdensbillede er idealbilledet set fra et sted der ligger over personlighedens oplevelses-plan.
Vi kan vælge så galt, at vi fra personlighedens synspunkt dør, idet personlighedens identitet ophæves, "men livsgnisten" vil gå tilbage til sit udspring og derfra igen begive sig ud på sit formåls rejse.
Der findes vitterligt personligheder der bliver så skadet, at de går langt tilbage i udvikling for, at rette op på erhvervede skader, det skal siges at det er sjældent men bestemt ikke umuligt.
Der er også mennesker der i deres sjæle har valgt, at følge mørkets vej så langt at de på et tidspunkt mister enhver mulighed for at vende om, det må være disse "fortabte sjæle" selv om også disse er sjældne, som kirken i sin vorden har ment.
Det er nok i den sammenhæng jeg mener der er en fare ved ensidigt, at studere Martinus, ens "verdensbillede" risikerer, at blive rent sort/hvidt og derfor er for eksempel Teosofien, Steiner og den faktiske personlige udvikling/afvikling meget vigtige at have med.
Ikke fordi der er noget forkert i det, at studere Martinus (mental udvikling) eller det "alternative (feminint)ensidigt da en mere nuanceret interresse for sammenhængende åndsvidenskab er bundet ind i udvikling og balancering af legemerne (maskulint/feminint) afhængig af de indvielsesgrader vi reelt står overfor.
For de fleste er "det kymiske bryllup" (sammensmeltningen af det maskuline og femenine) jo ikke lige forestående, så det bedste er at blive god til at være "den man er" når man er det.
Det i sig selv er et meget stort skridt.
For næsten alle mennesker der er inkarneret på jorden er valget mod lyset allerede taget, så angsten for fortabelse er gennem udviklingen blevet så stærk i os, at den ligger som en skygge i hver celle og kan koste meget energi inden vi får gjort os fri af den, også - og i særdeleshed da vi også rummer nogle gamle "talentkærner" for sort magi, så ved at "holde hovedet i lyset" er der kun en vej, mod lyset og så bruge den tid der er nødvendig, vi skal nok nå det, og......"Sidste mand lukker og slukker!
Kh.Pondus
Hej Avatar,
Man skal dog passe på ikke at glemme sig selv. Jeg mener også at der ligger i skelnen mellem at være egoistisk og gøre noget for sig selv. Det kan ikke være egoisisk f.eks. at spise for at at kunne leve. Gør man det i unaturlig udstrækning og på andres bekostning er det egoistisk og problematisk, men ikke før. Jeg mener godt man kan tænke på sig selv uden at være selvisk. Jeg mener nærmest det er ens pligt
Personligheden kan slettes, mener jeg, ellers ville Guddommen ikke have behov for en livets bog at skrive os ind i ved dåben, (hukommelse som kan genskabe ethvert væsen ned til mindste detajle), men går vi direkte imod Guddommens vilje, så kan vor personlighed udslettes, og energierne genbruges i anden forbindelse, da det er Guds vilje og ikke vor egen der er gældende i sidste ende.
Så du mener at vi i absolut forstand kan forsvinde?
Det er ikke hvad Martinus kommer frem til. I hans analyse af det levende væsen opererer han med de 3 Xer, jeg'et, oplevelse-/skabe-evne og det skabte. Han kommer frem til at alle tre er et evigt noget for alle levende væsener. Derfor kan han konkludere at vi er evige væsener med et evigt liv. Men lad os da bare kigge på om der er hold i de analyser
kh
Lasse
Hej Pondus.
Hos Martinus er svaret klart og entydigt, det enkelte levende væsen kan ikke udslettes. Men han beskriver også klart og tydeligt, at man til vis grad kan "forsumpe" sig selv ved en uheldig livsførelse. Dette er dog ikke ensbetydende med en evig fortabelse, derimod må man i en kortere eller længere periode leve et tilbagestående liv, hvor man er forhindret i at forsumpe yderligere. Det er vel de færreste, der efter at have læst Martinus, frivilligt søger at leve deres liv således, at de derved "forsumper". Mennesker, der frivilligt ønsker at forsumpe, tror jeg næppe overhovedet kunne finde på at åbne "Livets Bog", og hvis de gør, så når de nok ikke særligt langt ned ad side 1, inden de skrigende smider den bort. Jeg kan derfor ikke tilslutte mig, at det på nogen måde skulle være "farligt" at læse Martinus, uden at have andres betragtninger med inde over.
Såfremt det var muligt at blive evig fortabt, så skulle noget kunne blive til intet. På samme måde vil en del mennesker så gå rundt og være temmelig "nyskabte" - altså skabt ud af det bare ingenting. For mig at se reducerer man herved evigheden til et tids- og rumdimensionelt plan, på denne måde gør man jo det åndelige legeme skrøbeligt i samme grad som det fysiske legeme er det.
Skriv et svar