Kære alle sammen,

Tak for de dejlige indlæg/svar. Måske er vi nået derhen at x-analyserne ikke kan udlægges, bevises og forstås med følelse og intelligens alene, for her løber vi mod en mur. Måske er det som Martinus (og også du Flemming), skriver, at X-analyserne først kan erkendes i deres fulde omfang med den evne, som hedder intuition.

Eller som Jan skriver, så må vi uden for tid og rum for at forstå noget som er evigt - for ellers bliver det paradoksalt og noget vrøvl

Da åbning af intuitionsevnen er et "produkt/resultat" af balance mellem følelse og intelligens, så tjener enhver hjernegymnastik (som fx. debatten om X-analyserne her) jo denne sanseevnes vækst

Flemming, du nævner at opskriften til erkendelse er "at elske sin næste som sig selv" (hvilket jeg er enig i) og Esben minder om, at der også skal intelligens til ellers bliver det perverst/hjernevask. At elske sin næste som sig selv er i virkeligheden jo også ifølge Martinus den intellektualiserede kærlighed, den menneskelige kærlighed - og ikke den dyriske kærlighed, så det kan vel ikke blive pervers?

Og hvorfor gør vi det så ikke bare (elske sin næste som sig selv), hvis det bringer os fremad og giver adgang til det store visdomsocean og åbner for nye sanseevner, så vi kan forstå noget som fx. X-analyserne i hele deres sande væsen? Ja, det er jo desværre ikke et viljespørgsmål, men et udviklingsspørgsmål. Vi må tage små skridt ad gangen. Nu har vi i milioner af år levet efter devisen "enhver er sig selv nærmest". Det er ikke sådan at fralægge sig gamle vaner

KH...Anette

Meget smukt.

KH Flemming.

Hej Esben.

Jeg giver dig helt ret i at intelligensen er meget vigtig! For at kunne elske sin næste som sig selv kræver det netop, at man bruger både sin intelligens og følelsesevne. Martinus taler om, at der skal være et balanceforhold imellem de to typer af energier. Han skriver:

"Overalt, hvor denne energi (følelsesenergien) i forbindelse med intelligensenergien, som også er udgørende en kosmisk grundenergi af bindende natur for tyngdeenergien, får overtaget over den sidstnævnte energi, opstår alle de former for manifestationer, der kommer ind under begreberne: kærlighed, harmoni, skønhed, fred og sand lykke." LB1, stk. 168.

Det er således ikke kærligheden der er pervers, men derimod den selviskhed (tyngdeenergi) den evt. måtte være blandet op med.

KH Flemming.

Da jeg var på efterskole var der sådan en ophøjet stemning, folk var flinke mod hverandre. Men når man kom hjem vendede man sig hurtigt af med denne manifestation. Det viser hvor afhængige vi er af den konstante interaktion mellem en selv og omgivelserne. Hvis man bor i et lavenergiområde bliver man også påvirket.

I sekter fremelskes denne stemning og man undertrykker ens lavere del hvilket ikke er gunstigt. Det er som det skæve tårn i Pisa, det holder ikke i længden

Hej!

Jag lyckades inte med tekniken i mitt inläggsförsök; citaten kom med men inte det jag skrivit. Försöker igen:

Martinus har använt sig av delningsmatematiken när han analyserar att allt (skapat) inom sig rymmer oändligheten och därmed stillheten. Jag tror att han gör detta i analysen om talsystemet i LB 3. Han tar en ärta som utgångspunkt och den kan delas i två halvor, som kan delas i halvor, som (åtminstone hypotetiskt i tanken kan) delas i halvor osv i all oändlighet.

Själv kan jag inte avgöra om detta har någon betydelse för diskussionen på denna tråd, men jag ville ändå lägga in detta.

Egentligen delar jag utgångspunkten att en analys är fullkomlig först när den bidrar till den logiska kärlekens praktiserande, men vi måste ju träna oss för att nå dit ...

Kära hälsningar,
Ingegärd

Hej Ingegärd!

Velkommen her på den danske sajt. Jeg har ovenfor tilladt mig at citere dig, og jeg vil nu forsøge at følge din tankegang for at se, om den kan bringe lys over frågan: Hvordan bliver stilhed til rörelse eller bevægelse.

På den ene side kan jeg se, at du nu er i fuld gang med at dele en ært op i uendelig mange dele. Det bliver du aldrig færdig med, du vil være i bevægelse hele tiden og når ikke frem til stilheden.

På den anden side kan jeg med tanken se, at det begrænsede (ærten) rummer det ubegrænsede i sig. Det begrænsede kan jeg derfor opfatte som en illusion, jeg selv har skabt. Herfra kan jeg komme til det resultat, at hele den tids- og rumdimensionelle verden er en illusion, som jeg selv har skabt. Bevægelsen (den skabte verden) eksisterer altså ikke, og der er ikke noget spørgsmål at stille om, hvordan stilhed bliver til bevægelse. For der er kun stilhed.

Og dog står spørgsmålet tilbage: Hvordan skabte jeg illusionen? Hvordan blev stilhed (= ikke-bevægelse) til Illusion (= bevægelse)?

Kærlig hilsen
Søren

Kære Ingegard og Søren,

Dejligt at se, at I har gen-optaget tråden,
er det med 'Vilje', Vi skaber 'Illusionen' ?
Vil-je, Vil-Jeg, 'Jeg-vil-evnen'
nå men det er bare en 'illusion' (undskyld, det var ikke med vilje)

tænker Holger,

Med kærlig hilsen

Som Martinus siger, er det det levende væsen som er årsag til illusionen.

Som du selv har været inde på, Søren, så kan man ikke forklare det teknisk ved en beskrivelse af årsager og virkninger, da vi så netop kun beskriver det skabte eller illusionerne.

Men dette at uendeligheden skaber illusioner er jo en evig mekanisme. En maskine rummer også en mekanisme, men denne mekanisme er ikke evig. Derfor kan den beskrives udtømmende. Man kan beskrive hvilken idé der ligger bag mekanismen. Hvordan mekanismen gennem maskinen er blevet virkeliggjort. Alle disse detaljer er tilgængelige ved en skabt mekanisme.

Sådan er det ikke med en evig mekanisme. Der er ingen idé bag. Der er ikke nogen, der har fundet på mekanismen. Den er ikke konstrueret. Den vil evigt være. Den eneste analyse af en evig mekanisme er altså, at den eksisterer. Den er "noget, som er".

Det levende væsen er en evig enhed af bevægelse og ikke-bevægelse.
Denne "evige enhed" kan man ikke give en ligeså udførlig opskrift på som en opskrift på en skabt ting. Man kan ikke sige, den skal laves på den her måde. For den er jo ikke lavet, men derimod evig. Så man kan ikke lave noget lignende. Og man har ikke noget lignende at sammenligne med.

Så når Martinus siger at X1 er den årsagsløse årsag, der via sin skabeevne X2 skaber oplevelser X3, så kan beskrivelsen nok ikke blive mere præcis.

Vi er vant til at tænke timeligt. For at noget skal kunne ske, skal der først frembringes de nødvendige betingelser. Men det evige liv er ikke blevet muliggjort på noget tidspunkt. Det har altid været muligt. Ligesom "døden" eller ikke-oplevelse ligeså evigt har været umuligt. Det evige mekanisme kan ikke fuldt udtømmende forklares rent timeligt. Man må forstå at en timelig beskrivelse kun kan give en ufuldstændig beskrivelse af det evige.

Når man spørger hvordan stilhed bliver til bevægelse, så er man måske inde på et tankedril. Man forestiller sig måske, at man har stilhed og intet andet og så et "smart apparat" som kan omforme stilhed til bevægelse. Og så vil man gerne have "opskriften" på dette apparat. Men opskriften er det treenige levende væsens X2 eller skabeevnen. Men hvordan gør den så? Ja, den bruger skabeprincipper? Og hvordan gør de? Ja, det får vi ikke at vide. Vi ved bare at de virker og er evige, og er underlagt "jegets" vilje.

Tilbage står vi med et noget vi kan opleve som et vidunder: livet. Selv om vi kan forklare det med kosmiske analyser, vil livet ligeså evigt rumme en uendelighed af nye muligheder som vi endnu ikke kender.

Selv om vi gennem kosmiske analyser har fået en rimelig detaljeret forklaring af det levende væsen, så kan vi være sikre på, at der stadig er uendelig mange detaljer, vi ikke kender. Vi er vant til at enhver ting først er udtømmende analyseret eller forklaret, når vi kender alle detaljer, der kan siges om den.

Men en sådan beskrivelse er umulig med en evig realitet. Den kan kun tilnærmelsesvis beskrives. Fordi den altid er mere end beskrivelsen. Vi kan blive ved med at komme med nye perspektiver på evigheden. Og hver gang ved vi mere om evigheden. Men da der er uendelige mange perspektiver, når vi aldrig til at have oplevet alle perspektiver. Evigheden kan vi altså vide uendeligt meget om, samtidig med at der er uendeligt meget, vi ikke ved om den. Og sådan vil det altid være. Vi står altid midt i evigheden. Dvs vi har altid oplevet uendelig mange perspektiver af evigheden i vores evige fortid. Men vil samtidig have uendelige mange perspektiver til gode, som vi endnu ikke har oplevet, men som vi vil opleve i vores evige fremtid. Uden dog nogen sinde i dette perspektiv at rokke os ud af stedet.

KH
Jan

Men dette at uendeligheden skaber illusioner er jo en evig mekanisme. En maskine rummer også en mekanisme, men denne mekanisme er ikke evig. Derfor kan den beskrives udtømmende. Man kan beskrive hvilken idé der ligger bag mekanismen. Hvordan mekanismen gennem maskinen er blevet virkeliggjort. Alle disse detaljer er tilgængelige ved en skabt mekanisme.

Sådan er det ikke med en evig mekanisme. Der er ingen idé bag. Der er ikke nogen, der har fundet på mekanismen. Den er ikke konstrueret. Den vil evigt være. Den eneste analyse af en evig mekanisme er altså, at den eksisterer. Den er "noget, som er".

Det levende væsen er en evig enhed af bevægelse og ikke-bevægelse.
Denne "evige enhed" kan man ikke give en ligeså udførlig opskrift på som en opskrift på en skabt ting. Man kan ikke sige, den skal laves på den her måde. For den er jo ikke lavet, men derimod evig. Så man kan ikke lave noget lignende. Og man har ikke noget lignende at sammenligne med.

Så når Martinus siger at X1 er den årsagsløse årsag, der via sin skabeevne X2 skaber oplevelser X3, så kan beskrivelsen nok ikke blive mere præcis.

Vi er vant til at tænke timeligt. For at noget skal kunne ske, skal der først frembringes de nødvendige betingelser. Men det evige liv er ikke blevet muliggjort på noget tidspunkt. Det har altid været muligt. Ligesom "døden" eller ikke-oplevelse ligeså evigt har været umuligt. Det evige mekanisme kan ikke fuldt udtømmende forklares rent timeligt. Man må forstå at en timelig beskrivelse kun kan give en ufuldstændig beskrivelse af det evige.

Når man spørger hvordan stilhed bliver til bevægelse, så er man måske inde på et tankedril. Man forestiller sig måske, at man har stilhed og intet andet og så et "smart apparat" som kan omforme stilhed til bevægelse. Og så vil man gerne have "opskriften" på dette apparat. Men opskriften er det treenige levende væsens X2 eller skabeevnen. Men hvordan gør den så? Ja, den bruger skabeprincipper? Og hvordan gør de? Ja, det får vi ikke at vide. Vi ved bare at de virker og er evige, og er underlagt "jegets" vilje.

Tilbage står vi med et noget vi kan opleve som et vidunder: livet. Selv om vi kan forklare det med kosmiske analyser, vil livet ligeså evigt rumme en uendelighed af nye muligheder som vi endnu ikke kender.

Selv om vi gennem kosmiske analyser har fået en rimelig detaljeret forklaring af det levende væsen, så kan vi være sikre på, at der stadig er uendelig mange detaljer, vi ikke kender. Vi er vant til at enhver ting først er udtømmende analyseret eller forklaret, når vi kender alle detaljer, der kan siges om den.

Men en sådan beskrivelse er umulig med en evig realitet. Den kan kun tilnærmelsesvis beskrives. Fordi den altid er mere end beskrivelsen. Vi kan blive ved med at komme med nye perspektiver på evigheden. Og hver gang ved vi mere om evigheden. Men da der er uendelige mange perspektiver, når vi aldrig til at have oplevet alle perspektiver. Evigheden kan vi altså vide uendeligt meget om, samtidig med at der er uendeligt meget, vi ikke ved om den. Og sådan vil det altid være. Vi står altid midt i evigheden. Dvs vi har altid oplevet uendelig mange perspektiver af evigheden i vores evige fortid. Men vil samtidig have uendelige mange perspektiver til gode, som vi endnu ikke har oplevet, men som vi vil opleve i vores evige fremtid. Uden dog nogen sinde i dette perspektiv at rokke os ud af stedet.

Tack Jan för denna text som så klart skiljer på det timliga som är möjligt att förklara och det eviga som inte kan förklaras. Det eviga bara är, och det är ju inte så bara ))).

Vänliga hälsningar
Ingegärd

I bogen "Sofies Verden" bruges metaforen at "universet hele tiden trækker en hvid kanin op af hatten" som udtryk for livets store under.

Set fra et åndsvidenskabeligt perspektiv kan man sige at livsoplevelsen tilsyneladende er "en hvid kanin der trækkes op af en tom hat" eller stilhed bliver tilsyneladende til bevægelse; evighed bliver tilsyneladende til timelighed.

Hvordan kan man trække en kanin op af en tom hat? Det kan man heller ikke. Men man kan lave illusionen af at trække en kanin op af en tom hat.

På samme måde kan det levende væsen ikke gøre stilhed til bevægelse, men det kan vha sin evige skabeevne skabe illusionen af bevægelse. Men i virkeligheden er al bevægelse ikke-bevægelse, men evighed .

Dette er den kosmiske evige tryllekunst som det levende væsen præsterer. At være levende. Som er det samme som at være op-levende. Som igen er at skabe den ene timelig ting efter den anden. Og hemmeligheden er godt skjult. Det er nemlig selve den evige skabeevne eller X2, som ligger uden for al sansning. Og så livagtig er denne illusion at man bliver nødt til at tage den alvorligt (dvs overholde de evige livslove) for at opnå en behagelig illusion (oplevelsen af livet som kærlighed) og også for at kunne gennemskue illusionen og se at alt er såre godt...

KH
Jan

Hej Jan!

Jeg er ganske enig og vil blot pege på den pointe, at vi skaber en illusion, og det, at vi skaber den, er også en illusion ... som det igen er en illusion, at vi skaber ... og således fremdeles. Vi er kort sagt inde i en uendelig regress, hvilket viser, at der er noget galt med vores tænkning, som du (og PBJ) jo også tidligere har gjort opmærksom på.

På dette sted kan flg. citat af Hegel muligvis bruges (jeg kan ikke selv overskue det):

"En løsning af de filosofiske problemer formidles gennem en analyse af sprogets logik. Når der opstår problemer, er det ikke sproget, der er noget galt med, det er vores forståelse af sproget."

/kh Søren

Hej Søren

Det forstår jeg ikke helt. Kan du uddybe det?

KH
Jan

Kære Jan!

Regress betyder jo her, at årsager og virkninger spejler sig i hinanden i det uendelige, - de "står i gæld" (= regress) til hinanden. Ræsonnementet fører altså ingen steder hen, det fører ikke mod hverken en forklaring eller forståelse af fænomenet.

Et sådant ræsonnemet, der går i tomgang, kaldes i den filosofiske litteratur for "en uendelig regress".

Altså akkurat som når du ser dig selv i to spejle, der er placeret skåt i forhold til hinanden. Du vil se en række spejlbilleder, der gentager sig selv i det uendelige.

Er min forklaring OK?

- spørger Søren og ønsker Godt Nytår!

Hej igen Jan!

Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over, hvad du vil have mig til at uddybe, så jeg supplerer mit brev ovenfor med endnu et.

Altså, vi er i øjeblikket i færd med at forklare, hvorfor spørgsmålet om, hvordan stilhed kan blive til bevægelse, er forkert stillet. At det fører os ud i "tankedril", som du skriver.

Forklaringen, som vi nu beskæftiger os med, går ud på, at bevægelsen er en illusion. Der er kun stilheden.

Eftersom der kun er stilheden, er al bevægelse altså en illusion. Det gælder naturligvis også illusionen selv. Den og evnen til at skabe den er begge illusioner.

Martinus taler her om at være i verden og udenfor verden. "Illusionen er virkelig nok", skriver han og forener dermed de to perspektiver, vi her anlægger på problemet. Så vidt jeg husker, bruger han eksemplet med, at man træder ud foran en bil og bliver kørt ned.

Var det sådan, du ville have det?

- spørger Søren

Tak for dette glimrende overblik, Jan!

kh Søren

Stjernehimlen wrote:

Tak for dette glimrende overblik, Jan!

kh Søren

Tak for komplimenten, Søren!

Alligevel vil jeg forsøge mig igen i en lidt ændret og forsimplet version, da jeg fandt ud af, at det kunne udtrykkes lidt mere præcist.

I det følgende vil jeg forsøge at give et overblik over illusions- kontra virkeligheds-begrebet:

Hvis man ser på verdensaltet i sin højeste analyse, så udgør det et evigt "noget", der eksisterer - X.

Dette er dybest set det eneste, der eksisterer. Alt andet er altså i virkeligheden dette X, fordi der ikke eksisterer andet. Men det betyder ikke at skaber, skabeevne og skabte ting ikke eksisterer. Det gør de. De er realistisk virkende kendsgerninger. Men de er samtidig i en vis forstand illusion, nemlig i den forstand at de OGSÅ er uendeligheden.

Kort sagt: De skabte ting er BÅDE skabte ting OG uendeligheden (noget, som er).

Vi kan nemlig analysere alle ting på 2 forskellige måder. Den ene måde viser, at alle skabte timelige ting er "lavet af" evigheden og i den forstand en illusion. Men samtidig fungerer de som timelige ting. For ganske vidst er en bil eller en hvilken som helst anden skabt ting "evigheden i forklædning" og i den forstand illusorisk. Men det illusoriske ved bilen er alene, at den er "lavet" af evigheden og derfor dybest set ikke er timelig. Men det, at den også er en bil og har virkeevne som en bil, er ikke nogen illusion.

Man kan sammenligne med en computer. Man kan fx spille et spil, der hedder pacman, hvor man bevæger en ost rundt i en labyrint, og hvor der er spøgelser, der jager en. Hele spillet med dets labyrint, ost og spøgelser er realiteter, idet man jo netop kan spille spillet, og man fx "dør", og spillet slutter, hvis spøgelsernne fanger en. Men samtidig er spillet en illusion, idet spillet kun eksisterer i kraft af computeren. Man kan sige, at spillet (eller et hvilket som helst andet program, man kører) er computeren, der opfører sig på en bestemt måde - den skaber en illusion og samtidig skaber den en realistisk virkelighed.

På samme måde er de evige love og skabeprincipper både at opfatte som illusion, nemlig i betydningen at de dybest set er ”et evigt noget, som er”, samtidig med at de er evige realistiske kendsgerninger. Hvis man kun opfatter dem som illusioner og undlader at opfatte dem som realistisk virkende ting, har man kun en "halv sandhed" og dermed en misforståelse. De mange tankedril opstår, fordi man blander de forskellige perspektiver sammen eller glemmer nogen.

kh
Jan

NU forstår jeg sandelig bedre, hvorfor jeg ind imellem har tænkt den tanke, om verden mon "forsvandt" når jeg vendte ryggen til - eller lukkede mine øjne

Tak for de fine udredninger - det gælder om at være ret så koncentreret, når man skal følge med her :

Godt nytår....

kh
Tina :0)

Jan_Schmidt wrote:

Stjernehimlen wrote:

Tak for dette glimrende overblik, Jan!

kh Søren

Tak for komplimenten, Søren!

Alligevel vil jeg forsøge mig igen i en lidt ændret og forsimplet version, da jeg fandt ud af, at det kunne udtrykkes lidt mere præcist.

I det følgende vil jeg forsøge at give et overblik over illusions- kontra virkeligheds-begrebet:

Hvis man ser på verdensaltet i sin højeste analyse, så udgør det et evigt "noget", der eksisterer - X.

Dette er dybest set det eneste, der eksisterer. Alt andet er altså i virkeligheden dette X, fordi der ikke eksisterer andet. Men det betyder ikke at skaber, skabeevne og skabte ting ikke eksisterer. Det gør de. De er realistisk virkende kendsgerninger. Men de er samtidig i en vis forstand illusion, nemlig i den forstand at de OGSÅ er uendeligheden.

Kort sagt: De skabte ting er BÅDE skabte ting OG uendeligheden (noget, som er).

Vi kan nemlig analysere alle ting på 2 forskellige måder. Den ene måde viser, at alle skabte timelige ting er "lavet af" evigheden og i den forstand en illusion. Men samtidig fungerer de som timelige ting. For ganske vidst er en bil eller en hvilken som helst anden skabt ting "evigheden i forklædning" og i den forstand illusorisk. Men det illusoriske ved bilen er alene, at den er "lavet" af evigheden og derfor dybest set ikke er timelig. Men det, at den også er en bil og har virkeevne som en bil, er ikke nogen illusion.

Man kan sammenligne med en computer. Man kan fx spille et spil, der hedder pacman, hvor man bevæger en ost rundt i en labyrint, og hvor der er spøgelser, der jager en. Hele spillet med dets labyrint, ost og spøgelser er realiteter, idet man jo netop kan spille spillet, og man fx "dør", og spillet slutter, hvis spøgelsernne fanger en. Men samtidig er spillet en illusion, idet spillet kun eksisterer i kraft af computeren. Man kan sige, at spillet (eller et hvilket som helst andet program, man kører) er computeren, der opfører sig på en bestemt måde - den skaber en illusion og samtidig skaber den en realistisk virkelighed.

På samme måde er de evige love og skabeprincipper både at opfatte som illusion, nemlig i betydningen at de dybest set er ”et evigt noget, som er”, samtidig med at de er evige realistiske kendsgerninger. Hvis man kun opfatter dem som illusioner og undlader at opfatte dem som realistisk virkende ting, har man kun en "halv sandhed" og dermed en misforståelse. De mange tankedril opstår, fordi man blander de forskellige perspektiver sammen eller glemmer nogen.

kh
Jan

Ja, udmærket, Jan! Og skal vi forenkle helt ned til scratch, kunne vi måske sige, at der her er tale om to perspektiver: i og udenfor verden. Det perspektiv, vi "står" i, gør automatisk det modsatte perspektiv til en illusion.

Og dette er forklaringen på, at vi ikke på samme tid kan adskille stilhed og bevægelse og give en forklaring på, hvordan "vi kommer fra" stilhed til bevægelse. Vi kan kun være ét sted ad gangen.

kh Søren