Meget interessant Sina

Käre Sören, igen!
Jag är ledsen att jag inte har kunnat förklara det för dig på ett sätt som hjälper dig. Måske har någon annan haft nytta av min argumentation.
Jag ska ändå i all vänskaplighet kommentera dina kommentarer. För det första vill jag bara säga att analysen eller argumentationen ska ses i sin helhet därifrån bedömas. På samma sätt blir bara Martinus kosmologi värdefull om den ses i sin helhet. Om man delar upp den och på varje punkt kommer med en kritik så kommer man aldrig att kunna acceptera helheten heller. Rent filosofiskt kan man på varje punkt som Martinus presenterar, komma med ett motargument och därmed plocka sönder hela den kärleksfulla helhet den representerar. Men det är inte att söka sanningen. Kosmologin ska ses och bedömas i sin helhet.
Om man på varje delpunkt kritiserar en argumentation så kan man aldrig ALDRIG rent filosofiskt komma fram till något som helst. Därmed har man från början avsagt sig möjligheten att någonsin finna något av den sanning som man säger sig söka, vilket enligt min synpunkt är mycket ofilosofiskt.

Citat:

...så jag ska förklara det på ett annat sätt. Om du vill se det som nuancer så blir förklaringen att: bevegelsen går upp MOT ett evigt perspektiv vilket innebär att bevegelsen kommer i ett perspektiv som rymmer ”mer och mer TID” och ju mer tid som man överblickar desto närmare sin begynnelsepunkt kommer bevegelsen tills man överblickar hela bevegelsens förlopp, vilket är STILLHET och då har bevegelsen blivit till stillhet!

”Denne forklaring kan jeg ikke acceptere, og det har jeg tidligere argumenteret for. En stilhed, der rummer bevægelsens potentiale, er ikke absolut stilhed. Absolut stilhed er ganske berøvet enhver egenskab. Den er X1.”

Jag har egentligen inte sagt något om att stillheten skulle ha i sig potentialen till bevegelse men OK då. Man kan måske se det som att bevegelsen i sig har potentialen till stillhet istället. ?
Men jag ska ändå säga några ord om stillhet och ”potential”.
Om X1 vore en stillhet som inte i sig hade (som du uttrycker det) ”potentialen” till bevegelse det vill säga hade möjlighet för att påverka bevegelsen så skulle den inte kunna ha den ”administrativa” rollen eller den operationella funktion som X1 måste ha för att kunna vara X1. Den skulle i allra högsta grad vara en död punkt istället för (som Martinus säger) det levande i väsendet. Själva ”X” skulle vara en död realitet. En stillhet som i sig har ”potentialen” till bevegelse är absolut ändå en stillhet! Den beveger ju sig inte! Det är definitionen på stillhet. Om det finns någon annan stillhet utan potential till bevegelse så är det inte något som vi har något som helst att göra med eller som vi har någon som helst nytta av. (Att påverka som X1 gör är kräver potential.) Vad skulle den ha för funktion för oss? Det levande väsen du tecknar en bild av är i mina ögon inget annat än döden min vän.
Spörsmålet är vad man ska lägga in i uttrycket att det inte har någon egenskap. Martinus säger ändå massor av saker om denna stillhet eller fasta punkt (bara det att den är en fast punkt är ju en egenskap). Den är det levande, den är Gud, den är det gudomliga något, evigheten, den HAR EGENSKPERNA X2 och X3 (st. 556), den är den orsakslösa orsaken (vilket är att den utan någon föregående orsak kan vara orsak till något nytt vilket är detsamma som att den har ”potentialen”!) etc etc. Bara det att den är tillknyttet till X2 och X3 är en egenskap, eller att den oplever! Så det är tydligt att Martinus definition av egenskapslös inte är samma som din definition. Något absolut egenskapslöst i ”din betydelse” kan inte ha något som helst med ett levande väsen att göra.

Men men, om det du föredrar det så kan du ju som sagt se det som att bevegelsen har i sig potentialen till stillhet genom att den efter fullbordandet av sitt kretslopp har samma analys som stillheten, den är i bara en punkt.
Som jag ser det uppstår fortfarande tankeproblemen av att du skiljer för mycket på X1 och X3 dvs. stillhet och bevegelse.

[align=center]Det som kan ha en relation med något annat är båda en och samma sak, annars kan det inte ske någon påverkan.
[glow=blue,2,150]
Det du skiljer åt kan du aldrig föra ihop igen.[/glow][/align]

Tack så mycket för vår (för mig i alla fall) givande diskussion! Held och lycka med analyserna.
Kärlig hilsen
Sina

Tack käre Esben!

Kärlig hilsen
Sina

Sina wrote:

Käre Sören, igen!
Jag är ledsen att jag inte har kunnat förklara det för dig på ett sätt som hjälper dig. Måske har någon annan haft nytta av min argumentation.

Kære Sina!

Det skal du inte være ledsen over. Om du skulle forklare det, ville du være den første i verdenshistorien. Martinus har aldrig givet sig ud i en forklaring, og han har indirekte forklaret hvorfor. Det har jeg tidligere været inde på under min omtale af "jegets vending", LB 3, stk. 823 ff. Hvad Matinus ikke har gjort, er imidlertid advare mod at gå i det, jeg har kaldt X1,2,3-fælden. Og det er lige præcis, hvad du her gør, hvilket også PBJ har advaret dig imod. Men du er blandt venner. Både PBJ selv, Sven-Åge Rossen og jeg (i al beskedenhed i det selskab af høje herrer) har gjort det.

Så fortvivl ikke!

For øvrigt har dit forslag om at dele bevægelsen op i uendelig små dele og nå frem til stilheden, sin egen historie. Den startede med Leibniz' og Newtons opfindelse af infinitesimal-regningen eller "uendeligheds-matematikken", som regner med uendelige små og store størrelser. Hermed kunne forskellen mellem levende og dødt for første gang gøres til en gradsforskel. Dette fik stor betydning inden for naturvidenskaben, der jo for en stor del arbejder med de døde ting for at belyse, hvad det levende i grunden er.

Dette naturvidenskabelige begreb om liv og død har Goethe forbilledligt klart beskrevet i versfortællingen om videnskabsmanden Faust, der forskriver sig til Djævelen. Mefistofeles belærer studenten om den moderne videnskabs livsbegreb med ordene:

Hvor det levende vil forstå og beskrive
må først og fremmest ånden uddrive,
så holder man delene i sin hånd,
der mangler ej andet end livets bånd.

Faktisk synes jeg, at det er imponerende, så langt du er nået Sina, din unge alder til trods. Men som en mand, der selv er gået i fælden, må jeg bare overlade dig til tidens store mester. Du har en klar forstand og et godt overblik over kosmologien. Det ved jeg alt om, så lad os nu se, om den kunstige segmentering af princippet "det levende væsen" vil blive ved med at friste dig og lede dig på vildspor.

Om du holder fast ved uendelighedsmatematikken, så kunne du måske diskutere den med PBJ? Det kunne være interessant at se, hvad han vil sige til den.

Søren

Käre Sören!
Det verkar på ditt svar som att det har blivit ett missförstånd.
Du verkar tro att jag förespråkar oändlighetsmatematiken, medan jag i mina inlägg klart och tydligt motargumenterar just det när jag har märkt att du vill ha en sådan förklaring (se t.ex. argumentet mot att bevegelsen blir till stillhet i nuancer). Det är ju just det jag har försökt motargumentera.
Angående X 123 fällan tror jag också att du har missförstått mig. Jag avslutar ju just med att säga att det som man skiljer åt kan man aldrig återförena. Det är just X-analyserna som jag syftar på. Det är ju i sig ett argument mot just X- 1,2,3 fällan!
Hmmm... Är du sikker att du läst mina inlägg?
Vi kanske är mer överrens än vi tror. Vi får glädjas över våra perspektivskillnader och låta det vara.

Jag vill dock i sammanhanget poängtera att även om det för den intuitiva förståelsen krävs att man inte skiljer X:en åt, så är det absolut nödvändigt att i analysen göra det. De är ändå tre OLIKA sidor även om det är på samma X och det ska man inte blunda för. Martinus använder också många sidor och stycken i Livets bog just för att skilja dem åt. Det är först efter den uppdelade förståelsen som man bli mottaglig för enigheten dem emellan.

Hoppas att det blev tydligt nu att jag varken förespråkar oändlighetsmatematiken (nuancernas övergång) eller en avgränsande uppdelning av X:en för helhetförståelsen.

Ha det gott!
Varma Hälsningar
Sina

Kære Søren,

Med hensyn til at M. eller Vi har 'opfundet' tre-enigheds-analysen,
så foreslår Jeg at Vi incl. M. har opdaget eller gennemskuet den,

Kærlig hilsen
Holger

Sina wrote:

Käre Sören!
Det verkar på ditt svar som att det har blivit ett missförstånd.
Du verkar tro att jag förespråkar oändlighetsmatematiken, medan jag i mina inlägg klart och tydligt motargumenterar just det när jag har märkt att du vill ha en sådan förklaring (se t.ex. argumentet mot att bevegelsen blir till stillhet i nuancer). Det är ju just det jag har försökt motargumentera.
Angående X 123 fällan tror jag också att du har missförstått mig. Jag avslutar ju just med att säga att det som man skiljer åt kan man aldrig återförena. Det är just X-analyserna som jag syftar på. Det är ju i sig ett argument mot just X- 1,2,3 fällan!
Hmmm... Är du sikker att du läst mina inlägg?
Vi kanske är mer överrens än vi tror. Vi får glädjas över våra perspektivskillnader och låta det vara.

Jag vill dock i sammanhanget poängtera att även om det för den intuitiva förståelsen krävs att man inte skiljer X:en åt, så är det absolut nödvändigt att i analysen göra det. De är ändå tre OLIKA sidor även om det är på samma X och det ska man inte blunda för. Martinus använder också många sidor och stycken i Livets bog just för att skilja dem åt. Det är först efter den uppdelade förståelsen som man bli mottaglig för enigheten dem emellan.

Hoppas att det blev tydligt nu att jag varken förespråkar oändlighetsmatematiken (nuancernas övergång) eller en avgränsande uppdelning av X:en för helhetförståelsen.

Ha det gott!
Varma Hälsningar
Sina

Hej Sina!

Ja, jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har forstået dig. Derfor har jeg omhyggeligt dissekeret din tekst for at finde ud af, hvor langt jeg kunne følge dig, og hvornår jeg måtte stå af. Men jeg har lige fra begyndelsen haft indtryk af, at du stadig hang fast i X1,2,3-fælden og argumenterede for, hvordan bevægelse kunne blive til stilhed og vice versa. Derfor har jeg forsøgt at gå med på den idé og få dig til at vise, hvordan det kan lade sig gøre. Det kan netop kun ske gradvist og i nuancer, om vi holder fast i den idé. Og hvem ved, måske kunne du gennemføre det.

Og så har jeg jo også set, hvordan du hist og her har argumenteret for det modsatte, og det har rigtignok forvirret mig en del.

Men sig mig nu, Sina! - hvad var det i grunden, du ville forklare mig? Du talte først om perspektivprincippet, så om bevægelsen, der går mod nul. Jeg forstår overhovedet ikke, hvad det var, du ville vise mig. I mine øren lød det, som om du helt entusiasisk gik ind for disse muligheder og blev skuffet, når jeg afviste dem.

Kunne du løfte sløret lidt, for nu er jeg virkelig blevet grundig nysgerrig! Hvad katten var det, du ville have mig til at forstå?

- frågar ham Søren

Mht. om hvorvidt man har forstået X1, 2, 3-analyserne, så kan man sige, at der er flere niveauer af forståelse.

Hvis vi taget et eksempel fra matematik, så har Phytagoras fundet ud af, at arealet af en retvinklet trekant kan findes ved en formel. Selv om man har forstået formlen og kan bruge den til at udregne areal, er det ikke ensbetydende med, at man har forstået, hvorfor formlen er, som den er.

På samme måde med X-analyserne. Det kan godt være, man har forstået og kan genfortælle, hvad Martinus har forklaret uden dermed at have forstået, hvordan disse forklaringer kan være rigtige ned i mindste detalje.

Mht. spørgsmålet med hvordan bevægelse bliver stilhed, eller hvordan det levende væsen "virker", tror jeg ikke, det kan forklares udtømmende.

Man kan måske forklare det med så lange og indviklede udredninger, så man måske tror, at nu må det
da være udtømmende forklaret.

Men jeg mener ikke, det kan forklares udtømmende. Søren har allerede nævnt grunden, "vi har ikke eksempler på noget tilsvarende andre steder. Dette her er helt unikt!"

Man kan ikke opleve noget, som er eksempler på, at bevægelse bliver til absolut stilhed eller omvendt. Så enhver sammenligning med noget kendt, vil blive en sammenligning med noget, hvor dette ikke sker (at bevægelse bliver til stilhed).

Hvordan forstår man ting? Det gør man ved, at få beskrevet det ukendte gennem en sammenligning med noget kendt. Men når der ikke er noget kendt at sammenligne det ukendte med, så kan man ikke komme til at forstå det. Alligevel kan det lade sig gøre at komme tæt på en forståelse med en tilnærmelsesvis sammenligning. Det er, for mig at se, det, som Martinus har gjort.

X1,2,3 forklaringen indeholder nogle paradokser, som efter min mening ikke kan forklares udtømmende. Jeg mener, godt man kan give en foklaring til enhver problematik omkring x-erne, men så vil den forklaring give anledning til nye problemstillinger. Og det vil så at sige "bide sig selv i halen", man kommer ikke "til bunds".

Jeg mener, således at have forstået, hvorfor man ikke kan forstå det (til bunds), og længere mener jeg ikke, man kan komme.

Men så kan man spørge til motivet for, at Martinus lavede disse x-analyser. Det var for at give en forklaring af, hvorfor det er logisk at træne sig op i at tilgive alt og elske sin næste som sig selv.

Og til dette formål er forklaringerne fyldestgørende. Vi behøver ikke yderligere forståelse af x-problematikkerne for at øve os i næstekærlighed eller forstå, hvorfor det er en god idé.

KH
Jan

Kære Holger!

Jeg vil gerne bruge dit indlæg til en anprisning af Martinus' analyse af det levende væsen: X1, 2, 3.

Andre end Martinus har peget på det transcendentale ego, men Martinus er mig bekendt den første, der genialt har kunnet finde en sproglig udvej for at forstå det mest intime mysterium, som kan tænkes, nemlig livet selv.

Denne sproglige vej skaber han ved hjælp af tre ord: Skaberen, skabeevnen og det skabte. Altså tre ganske almindelige ord, som vist nok genfindes på alle jordens sprog.

I samme øjeblik, han har lanceret disse ord i sammenhæng, bider de straks sig selv i halen og kører i ring. De hører sammen og danner en helhed.

Og netop her ligger faren for at sidde fast og opfatte de tre ord som en beskrivelse af vores daglige virkelighed. Det sker der heller ikke noget ved, før man overfortolker ordene i en ganske bestemt sammenhæng og giver sig til at undre sig over, hvordan skaberen bærer sig ad med at have en skabeevne og skabe noget ud fra den.

Det er det levende væsen og ikke skaberen X1, der har en skabeevne. Om denne skaber kan vi nemlig slet ikke sige noget som helst - uden at komme til at sige for meget! Derfor kan vi kun sige, at den er noget, som er.

Om skabeevnen og det skabte, kan vi heller ikke sige noget, men i dette tilfælde er det fordi, vi ikke kan sige nok! Vi kan aldrig blive færdig med at opregne alt det, vi kan sige om dem, og det betyder, at vi også her må nøjes med at sige, at de hver for sig er noget, som er.

Det levende væsen er altså noget, som er. Andet kan vi ikke sige om det - set i dette evige perspektiv.

Men når vores almindelige sprog begynder at arbejde, så siger vi, at skaberen da har en skabeevne, og den resulterer i noget skabt. Og straks går det galt. For nu skal vi til at finde ud af, hvordan trafikken foregår mellem skaberen, skabeevnen og det skabte.

Og det var slet ikke det, X1, 2, 3 analysen skulle bruges til. Den skulle bruges til at vise det levende væsens evighedsnatur og slet ikke den praktiske daglige virkelighed.

Ja, sådan har jeg forstået det. Ikke så nemt at forklare, for sproget kommer hele tiden på tværs! Dagligsproget blander sig i evighedssproget. Og så går det galt.

Nu har jeg brugt ord nok på det! Jo flere ord, man bruger, des sværere bliver det. Det gælder om at holde op i tide.

Søren

Käre Sören!
Tack för ditt inlägg!

”Ja, jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har forstået dig. Derfor har jeg omhyggeligt dissekeret din tekst for at finde ud af, hvor langt jeg kunne følge dig, og hvornår jeg måtte stå af. Men jeg har lige fra begyndelsen haft indtryk af, at du stadig hang fast i X1,2,3-fælden og argumenterede for, hvordan bevægelse kunne blive til stilhed og vice versa. Derfor har jeg forsøgt at gå med på den idé og få dig til at vise, hvordan det kan lade sig gøre. Det kan netop kun ske gradvist og i nuancer, om vi holder fast i den idé. Og hvem ved, måske kunne du gennemføre det.”

Som jag skrev i en tidigare text så kommer förståelsen inte av dissekeringen, utan av helhetsbegrundelsen. Jag skrev också om att läsa Martinus ”dissekerande”. I uppdelningen kan du aldrig hitta livet, och därför inte heller sanningen.

Hela mitt argument har gått ut på att bevegelsen inte kan bli något som den är, STILLHET! Det är det felet vi gör när vi skiljer dem åt. I min argumentering, säger jag nu återigen, att jag aldrig har försökt att förklara det med nuancer eftersom det är omöjligt. Antingen är det stillhet, eller så är det bevegelse. Min förklaring har gått ut på att bevegelsen alltid kommer tillbaka till sin utgångspunkt och därför UR ETT STÖRRE TIDSPERPEKTIV ÄR STILLHET. Om du upplever hela tidsperioden från när bevegelsen begynte tills när den sluttede SAMTIDIGT (i ordets sanna betydelse) så kommer din analys av bevegelsen att vara att ingenting har beveget sig. Det finns ingen nuancering! Antingen har bevegelsen nått sin startpunkt eller så har den inte det.

Jag kom på en förklaringsmodell som kanske kan hjälpa lite. Om du har talet 2 så kommer du inte till 0 genom att dividera med 10 massor av gånger. Det blir 0.2, 0.02, 0.002,... 0,00000000000000000000000000002, osv, men du kommer aldrig till 0. (Du kan se det som att frekvensens amplitud på bevegelsen minskar mer och mer. Bevegelsen blir alltså mindre och mindre.Det kanske är moderenergins/X2:s roll på något sätt, kanske att föra allting mot sin invers och balans.) Detta är nuanceringsproblematiken. Jag menar att man ska subtrahera med 2! 2-2 = 0. (Frekvensen möter sin invers och de två tar ut varandra och bildar tillsammans stillheten. )Enkelt va? Sättet som man gör det på i fallet med bevegelsen är att varje skeende i bevegelsen ”kompenseras” med sin ”invers” eller negativa motsvarighet. Det vill säga att en bevegelse som går höger och sen neråt, kompenseras med att bevegelsen går vänster och uppåt och alltså kommer tillbaka till sitt ursprung. Det är ju detta som sker med loven om bevegelse. Cirkeln är en så fantastisk figur att den tar ut sig självt. En bevegelse som följer cirkelns figur kommer oundvikligen tillbaka till sin startpunkt. Enligt detta resonemang hoppas jag att du förstår att jag INTE förespråkar nuanceringsproblematiken som en lösning. Att subtrahera med 2 är ingen nuancering!

”Og så har jeg jo også set, hvordan du hist og her har argumenteret for det modsatte, og det har rigtignok forvirret mig en del.

Men sig mig nu, Sina! - hvad var det i grunden, du ville forklare mig? Du talte først om perspektivprincippet, så om bevægelsen, der går mod nul. Jeg forstår overhovedet ikke, hvad det var, du ville vise mig. I mine øren lød det, som om du helt entusiasisk gik ind for disse muligheder og blev skuffet, når jeg afviste dem.

Kunne du løfte sløret lidt, for nu er jeg virkelig blevet grundig nysgerrig! Hvad katten var det, du ville have mig til at forstå?”

Jag har aldrig sagt om att bevegelsen går mot nul i form av nuancering. Jag sa att tidsperspektivet blir större och större ju närmare X1 vi kommer, och att alla bevegelser slutar där de började. Om du gör en bevegelse i den fysiska världen som slutar där den börjar så är det inte tal om en nuancering. Antingen så är bevegelsen tillbaka på sin startpunkt eller så är den inte det. Min upplevelse är att du har lagt in saker i min argumentering på grund av dina fördomar om vad jag försöker att säga, och därför läser du något helt annat än det jag skriver. Det känns inte som att du har försökt att motsäga det jag säger mer än att först försöka förstå det.
Jag inser nu att vi har kommit så långt i denna diskussion som vi kan komma på denna tidpunkt. Det tjänar inget till att jag och du upprepar samma meningar gång på gång. Min nuvarande åsikt om problemet har jag skrivit och den finns att läsa för alla som vill det. Ta det du har nytta av och låt resten ligga, som vanligt.
Jag har tyvärr inte lika mycket tid att lägga ner på det här nu när ugen är i gang och livet börjar igen. Denna diskussion kommer inte längre, men däremot tycker jag att den diskussion som vi nu har på tredjetestamentet.se är mycket intressant och givande.
Jag har inte blivit skuffet av dina avvisningar (Dock ska jag erkänna att jag hoppades att någon skulle förstå mina tankar, men det var inte det viktigaste.). Den inre bild och tankegång som jag har av problemet har bara blivit starkare och du har gjort mig uppmärksam på fel som man kan göra i problemet, vilket har varit väldigt nyttigt för mig. Det hela ser jag som en läroprocess och jag tackar dig för din del i den.
Jag vill inte ha dig till att förstå något, käre Sören. Jag vet inte alls om det ligger någon sanning i min teori. Jag presenterade en tanke som hjälpte mig att förstå problemet lite bättre. Om det hjälper någon annan på något sätt så gläder jag mig, och om den är meningslös för dig så ska du inte lägga någon energi på den.
Jag säger alltså inte farväl till våra diskussioner, tvärtom uppmuntrar jag dem, men jag säger farväl till denna diskussion.
Tack för en spännande diskussion och för allt som du med all din viden har lärt mig! Det har verkligen varit nyttigt för mig.

Ha det gott!
Varma hälsningar
Sina

God Jul förresten!

Hej Sina och andra!

jag syns det är sympatiskt att presentera en tanke för att se om den håller, istället för att utge sig för att sitta inne med den stora Sanningen.

Så här skriver i varje fall Per Bruus-Jensen i boken Sol och Måne om de svar Martinus gav på hans spörsmål om förhållandet mellan X1 och de övriga X:en:

"Som utgangspunkt må vi hele tiden huske på, at ur-grundlaget for alt det skabte er det guddomlige Noget i alt dets navnlöse egenart. Dvs. som et evigt ´her´ og ´nu´, der målt med stoflig alen er tomhed og absolut stilhed. MEN som ikke desto mindre samtidigt i sit´indre´ rummer et uendeligt forråd af umanifesterede muligheder eller skabekim. Og det er netop dette siste, det er skabevnens opgave at utnydde til det yderste:at få mulighederne frem i lyset, om jeg så må sige. Men samtidig er de pågaeldende muligheder eller skabekim ifölge sagens natur også skabeevnens eget* yderste grundlag. Og netop dette forklarer for en stor del dens saerlige opbygning, der helt igennem er i pagt med dens opgave"

* "eget" skall vara kursivt

För att inte beskyllas för at vara åndelig materialist, som Per lite skämtsamt kallades för av Martinus, eller för att inte citera för mycket ur Pers fina bog, stannar jag där.

"Noget" ska förstås ses som X1 och "skabeevnen" som X2 om jag har förstått det rätt.

vänliga hälsningar - jontomas

Käre Tomas! (skönt att få skriva lite svenska också )
Tack för din uppmuntran att ”testa tankar” och teorier. Det är ju en del av den ”andliga forskningen”. Vägen till himmelrikets och visdomens port är inte att sitta i en stuga långt ute i skogen och fundera själv. Den är att ta sina medväsen i händerna och hjälpa varandra fram. Och själva nyckeln till dörren är ödmjukheten. Det är något av det som jag tycker är svårast att i mitt hjärta följa. Men det är ju faktiskt en enorm välsignelse att ha kunniga personer som kan ge feedback på ens tankar så att man når en större förståelse, så varför inte utnyttja det?

Ja det var intressant det citatet som du kom med där! Jag visste inte att han uttryckte det så, men jag tycker att det stämmer överens med min ”känsla” av vad det rör sig om angående X1:s omanifesterade möjligheter eller ”potential”, dock utan att påstå att jag har förstått det. Tack för citatet!

Ha det gott!
Varma Hälsningar
Sina

Kære Allesammen, boblende glæde, Vi er et evigt 'her og nu',
formler er forhold,
fx. 'cirklens kvadratur', er forholdet mellem cirkel og kvadrat,
der jo har de samme mål,
en cirkel i et kvadrat, er målet mellem linierne, en cirkel om samme kvadrat, er målet mellem hjørnerne,
dette er forholdet mellem cirkel og kvadrat, i en uendelighed,
uanset hvilken størrelse Vi ta'r udgangspunkt i,

cirklens kvadratur er et/en enkel/t forhold/formel,
og ikke en antikveret vrangforestilling eller tankedril,

Kærlig hilsen
Holger
Juhuuuuuuulenissen

Hej alle.

Tak for en spændene debat! Jeg fandt dette citat om bevægelse kontra stilhed:

"Hvad nytter det at vi med flyvemaskine bevæger os med 200 kilometers fart i timen mod vest, når jordkloden med en fart, der er langt hurtigere, bevæger sig mod øst. Vi rejser da slet ikke mod vest, men bliver i vrikeligheden med stærk fart ført mod øst. Da jorden udgør et brudstykke af endnu større systemer, der hver især fører jorden frem i så mange forskellige retninger, at alle verdenshjørner er repræsenterede, vil vor bevægelse med flyvemaskinen være en hundrede procents illusion. De mange bevægelsesretninger, vi blev ført i, ophævede ganske hverandre. Vi kom, kosmisk set, ikke en eneste millimeter frem i rummet." LB2, stk. 542.

Det løser vel egentlig overgangsproblemet?! Når bevægelsen i virkeligheden er identisk med stilhed, så er en transformation jo ikke nødvendig, oder was...?

KH Flemming.

Kære Flemming!

Tak for denne herlige "nød" at knække på morgenkvisten. Jeg forsøger at gøre det med så få ord som muligt: Bevægelse = illusion = bevægelse = illusion = bevægelse = ....

Meningen er, at tanken om, at bevægelserne ophæver sig selv og bliver til illlusion, i sig selv er en bevægelse, der jo også ophæver sig selv i en ny illlusiion - og så fremdeles. Bare det, at vi tænker, er jo en bevægelse!

Mit bud på løsningen af dette problem med, hvordan stilhed kan blive til bevægelse, er nu som før, at Martinus' definition på et levende væsen (X-analysen) er en pædagogisk hjælpesætning, der ikke selv formår at løse det problem, den selv rejser. Vel at mærke når man glemmer, at den er en menneskelig opfindelse eller metafor, der som alle andre metaforer har deres begrænsning, hvor de ikke længere duer til at beskrive virkeligheden.

Men vi er mange, der en overgang glemmer dette. Så tror vi, at X1 er noget virkeligt, som kan gøre både det ene og det andet. Og dermed har vi drevet rovdrift på metaforen og er endt i en umulig overfortolkning. Men det uhyggelige ved X-analysen er, at den selv lægger op til denne overfortolkning. Den ægger og frister til at blive voldtaget. Og hver gang vi prøver, så opdager vi, at der ligesom er et eller andet, vi ikke kan finde. Der mangler et "hul", hvor stilheden strømmer ud og bliver til bevægelse, og bevægelsen ind og bliver til stilhed.

kh Søren

Måske skal man ikke fokusere på, hvordan stilhed bliver til bevægelse, men fokusere på, at der findes 2 faktorer, som er afhængige af hinanden; Stilhed OG bevægelse.

Uden stilhed eksisterer bevægelse jo ikke og uden bevægelse eksisterer stilhed jo ikke (kontrastprincippet). Stilheden kan ikke opleves, hvis der ikker findes bevægelse - og omvendt, så kan bevægelse ikke opleves/sanses, hvis det ikke er i relation til stilhed.

Jeg har fuldt debatten om stilhed og bevægelse med interesse og de mulige forklaringer på, hvordan det kan lade sig gøre. Alt imens har jeg siddet og følt og tænkt det kan det bare. Men det er jo ikke et særlig videnskabeligt udsagn, så jeg har holdt min mund indtil videre.

Men der er selvfølgelig en forklaring på dette mit kedelige og uvidenskabelige postulat; Jeg havde for nogle år siden en meget stærk intuitiv (det kalder jeg det) oplevelse af stilhed og bevægelse integreret på ét og samme tidspunkt. Jeg har den dag i dag (selv med kendskabet til kosmologien) svært ved at sætte ord på min oplevelse og forklare den, da ord simpelthen ikke er tilstrækkelige. Men jeg kan prøve:

Jeg kom kørende ude på motorvejen (bevægelse) og pludselig uden varsel fik jeg denne enorme oplevelse af at være centrum i mit univers. Dette centrum var uden for både min ydre og indre verden. Jeg oplevede mit Jeg som absolut stilhed, hvorom alt andet bevægede sig. Jeg sansede på én gang både stilhed og bevægelse meget stærkt. De to faktorer oplevedes som noget adskilt, men dog uadskillelige, for uden den ene eksisterer den anden ikke.

Min tankereaktion bagefter var ca. således "ha...ha, alle I andre bilister på vejen, tror jeg bevæger mig (kører), men det er kun en illusion, jeg bevæger mig slet ikke. 😮 Oplevelsen varede måske kun ½ minut, men eftervirkningerne sad i kroppen flere timer efter. Jeg var så "høj", at jeg næsten troede jeg skulle eksplodere. Jeg måtte virkelig anstrenge mig for at "komme ned på jorden igen" og koncentrere mig om kørslen.

Vel vidende at hvis jeg fortalte andre om dette, så ville de nok kalde det et anfald af sindsyge, så jeg fortalte det kun til meget nære, som var åbne overfor "skøre oplevelser". Jeg var ny i kosmologien på det tidspunkt (var begyndt på LB2 og netop været i Klint første gang), men "tilfældighederne" ville, at jeg netop et par dage efter denne stærke oplevelse kommer til en tekst i Livets Bog om "midtpunktfornemmelsen" og "centrumsfølelsen" (X1). Jeg blev lidt chokeret - for her satte Martinus ord på noget af den oplevelse jeg havde haft. Det beroligede mig også lidt.... da jeg - alt andet lige, så nok alligevel ikke var ved at blive rablende bindegal. : Martinus kaldte det en af sansningens fornemste oplevelser, så helt skidt kunne det jo ikke stå til med mig.

Jeg kan i dag stadig ikke forklare min oplevelse uddybende med ord, og beskrivelsen ovenfor er fattig og gengiver kun en lille procentdel af oplevelsens fulde omfang og dimensioner. Men det er en oplevelse/erfaring som jeg gemmer i mit indre skatkammer og som jeg kan hive frem igen. "Genkaldelsen" er dog slet ikke så stærk som den gang, men det er stadig et frydefuldt og saligt minde.

Oplevelsen har bevirket, at jeg efterfølgende ingen problemer har med at acceptere X1, X2, og X3 analyserne og stilhed/bevægelse. Jeg kan dog desværre ikke forklare hvordan stilhed bliver til bevægelse (altså teknikken) - for i min oplevelse var der ikke noget med at stilhed blev til bevægelse. De var der bare begge på én gang, forbundet af et begær af en slags. "Umuligt", ville venstre hjernehalvdel sige, men jeg "ved bare" at sådan var det

KH...Anette
- med et totalt uvidenskabeligt indlæg

Man kan vel også sige at "stilhed" ikke bliver til bevægelse; idet der jo evigt har eksistereret og vil eksistere begge dele. Der har ikke været eller kan ikke være noget tidspunkt, hvor kun den ene af dem eksisterer. De eksisterer evigt, og er evigt både forbundne og adskilte.

"Problemet" er måske, at normalt mener vi, at enten må noget være det ene eller det modsatte. Men her er det ene og det modsatte også det samme, idet bevægelse både er lig stilhed, samtidig med at bevægelse ikke er lig stilhed. Og det er tilsyneladende noget vrøvl. Det giver ikke mening - i hvert fald ikke i en 3-dimensionel virkelighed. Men i en virkelighed der på en gang inkluderer og transcenderer den 3-dimensionelle virkelighed, kan en masse ting åbenbart ske, der ikke er forståelig set i et lokalt fysisk tid og rum perspektiv.

Men hvis vi forsøger at forstå det, der er uden for tid og rum, ud fra den begrænsning der findes i tid og rum, så må det vel næsten komme til at se paradoksalt ud?

Er det ikke noget med at allerede ved kvantefysikken, begynder "tingene" at opføre sig "underligt" og paradoksalt? Er det ikke noget med, at når man begynder at nærme sig lysets hastighed, så ændrer lovmæssighederne sig, og hvis man kommer over på den anden side af lysets hastighed, så ved man vel ikke rigtigt hvilke muligheder, det så giver?

Men det er vel bl.a. det, der udgør den for os på nuværende udviklingstrin uforståelige del af den åndelige verden?

KH
Jan

Hej Anette.

Tak for din spændene beretning! Du har fat i noget meget væsentligt her. Vi kommer aldrig frem til løsningen på x-problemet via den tankegymnastik, vi har forsøgt os med her (derfor kan det dog alligevel være god og underholdene træning af intelligensen!). Erkendelsen kommer af en helt anden vej. Derefter kan man så efterrationalisere og teoretisere over den, men skabe erkendelsen ved hjælp af intelligensen alene - det går ikke.

Det er iøvrigt samme fænomen der gør sig gældene inden for al skabelse af kunst (og i virkeligheden er det jo livskunst vi taler om!). Her er intelligensevnen kun et redskab til efterrationaliseringer og finpudsninger, men det egentlige materiale bliver leveret ved hjælp af intuitionen. Mens intelligensen kun kan håndtere meget små mængder data af gangen og let forvirres, så kan intuitionen opfatte umådelige komplekse sammenhænge på et øjeblik. Det er som om intelligensen fungerer ved et reduktionsprincip. En afgrænsning af virkeligheden er nødvendig for at et givent materiale kan behandles. Dette er ikke tilfældet med intuitionen. Her er det selve virkeligheden der skues! Jeg har selv oplevet det i korte øjeblikke, men desværre holder de sjældent ved ret længe af gangen.

I virkeligheden er opskriften på erkendelse jo så enkel. Det eneste man skal gøre er bare at elske sin næste som sig selv! Hvis bare man holder fast i dette hele tiden, så kommer erkendelsen, som et modent æble der falder fra træet. Erkendelsen er et naturligt biprodukt af af den moralske udvikling. Hvorfor vi så alligevel hele tiden foretager os alt muligt andet end dette at forsøge at elske vores næste, er et godt spørgsmål. Det må vel være i manglende tillid til eller forståelse for lovens eksistens. Hvis bare vi turde/ville koncentrere os helt og fuldt på kærligheden, så tror jeg faktisk udviklingen ville gå umådelig hurtigt.

KH Flemming.

Hej Anette og Flemming og andre øjebliks-nydere!

Vi er vist nogle stykker, der har oplevet disse besynderlige øjeblikke. Hele livet har jeg samlet på forfattere, som har beskrevet noget tilsvarende. Det er blevet til en hel lille samling. Her er et skønsomt udvalg:

Som det undertiden sker, dalede et øjeblik ned, svævede i rummet og dvælede dér som noget, der var meget længere end et øjeblik. Og al lyd standsede, al bevægelse standsede meget, meget længere end et øjeblik. Så vågnede tiden så småt igen og bevægede sig trægt videre. Hestene stampede på den anden side af båsene, og spiltovskæderne klirrede. Udenfor blev mændenes stemmer højere og klarere.
[align=center]John Steinbeck (Mus og mænd)[/align]
Øjeblikket dirrede og videde sig ud som en tøvende vanddråbe, klar og lysende, før det langsomt slap sit tag i hende.
[align=center]Tove Ditlevsen (To som elsker hinanden)[/align]
Nu står vi midt imellem virkeligheden og den rene, aldrig vaklende virkelighed, som sanserne ikke har forvansket. Her går skellet.
[align=center]John Steinbeck[/align]

Gå til side! Du skygger med dig selv for dét, der er sandt. Seeren er ham, der glemte sig selv og blev til.
[align=center]Poul la Cour[/align]
Det som man er, kan man ikke udtrykke, thi det er man netop. Meddele kan man kun det, som man ikke er, altså løgnen.
[align=center]Franz Kafka[/align]
Sandheden ligger i hullerne mellem sætningerne.
[align=center]Fay Weldon (Praksis)[/align]
Der er noget hemmelighedsfuldt til, som er "livet bagom livet og omkring det". Der er jo under overfladens tilfældige form noget evigt, som er det bankende pulsslag i al kunst.
[align=center]Ludvig Holstein[/align]

Enig Flemming men hvis man ensidigt fokuserer på kærligheden bliver den pervers. Intelligensen skal med eller rettere hele ens væsen og ikke bare ens gode side, ellers er det hjernevask

MVH Esben