...fortsättning...

"Sina: "På den anden side har alle syv grundenergier déres udgangspunkt i X1 og
repræsenterer dermed i en vis forstand dette ophøjede princip rent objektivt, således at hvis man kunne 'lægge ALLE SYV grundenergier sammen', da ville summen af dem tage form af X1..."
Jag trodde att X3 med sin identitet som "X" i sig självt kunde representera X1 också på det sättet att skeendena i X3 ur ett evigt perspektiv "tar ut varandra" och blir något kontrastlöst, dvs X1, dock endast ur ett evigt perspektiv. Med det menar jag att t.ex. mörkerkontrasten och ljuskontrasten i X3 var för sig är en upplevelse, men tillsammans bildar det "något som är" som är X1. Rikena (på motsatt sida av varandra på huvudsymbolen) är ju också varandras kontraster. Och Martinus visar också någonstans att Guds X3 har samma analys som X1 genom att t.ex. säga att alla rörelser tar ut varandra i det fysiska universet och från ett makroväsen "oändligt" långt "upp" sett är stillhet, (bortsett från att vårt X3 ur en synspunkt också har samma analys genom att den rymmer oändligheten)
Men som du säger rymmer inte X3 i sig X1:s operationella funktion, vilket egentligen på ett sätt är lite märkligt. Finns det två olika X1? Samma problemställning dyker upp när man läser LB2 där Martinus skriver att X1 är gud (och gud är allt som finns), och att X2 och X3 bara är EGENSKAPER hos X1 och på ett sätt inget utöver denna.

St.540: " Men då denna analys är helt identisk med analysen av "något nr 1",
framstår det här som ett faktum, att "något nr 1" och "något nr 3" är
identiska."
" Och här har vi om igen fått bekräftat, att det enda absoluta som
existerar är "något nr 1" eller "det gudomliga något". De andra två
formerna av "något" framträder visserligen som utgörande "skaparförmågan"
och "det skapade", men det är dessa två former av framträdande som är
illusoriska, i det att deras identitet såsom samtidigt utgörande "något
nr 1" inte kan utplånas."

Han gör det på olika sätt mycket klart att X1 är det enda absolut
existerande och skriver också att det är det levande i det levande
väsendet.”

Per: ”Endelig en kommentar til dine bemærkninger om de tre X'er, og som røber, at du de facto opererer med dem som tre reelt forskellige 'ting', medens sandheden er, at de blot er forskellige operationelle fremtrædelsesformer af én og samme ting, nemlig det navnløse, guddommelige Noget - "X" – altings absolutte grundlag og udgangspunkt. Og denne fejltolkning skyldes utvivlsomt, at både du og de fleste andre (Martinus inklusive, rent faktisk) lægger større vægt på tallene 1, 2 og 3, end på det fælles X, og derved forledes til tankemæssigt at operere med netop TRE X'er i stedet for det ene, der er tale om. Nemlig som sagt det navnløse guddommelige Noget uden for tid og rum, hinsides samtlige fænomenologiske og funktionelle/operationelle atributter.

I den forbindelse kan jeg nævne, at jeg også for nylig har hørt rygterne om, at Martinus i sine efterladte skrifter skulle have opereret med begrebet X0, og jeg forstår ham godt, idet jeg ser det som et tegn på, at HAN SELV på et tidspunkt var blevet opmærksom på svagheden ved begrebsformen "de TRE X'er", og følgelig har ønsket at gøre op med dem.

Faktisk har jeg selv til en vis grad været fanget ind af denne begrebsforms 'magi', til trods for at jeg reelt var dybt fortrolig med selve treenighedspointen, og det skinner også for bægge træks vedkommende mere eller mindre tydeligt igennem i mine tekster. Bortset fra teksten i min seneste bog: "Mennesket og den skjulte Gud". Denne bog er nemlig en videreførelse - eller en efterbyrd - af min mindebog om Martinus (Sol & Måne), idet jeg under arbejdet med netop denne - og her i ganske særlig høj grad teksterne i Martinus' oprindelige SKITSEBOG - pludselig erkendte X0-faktoren, så at sige. Altså det guddommelige Noget INDEN de tre X'er, og dermed dette Noget hinsides dé tre principielle, rent operationelle træk, som det pågældende Noget til stadighed eksekverer som en forudsætning for via fænomenet bevidsthed at nå til erkendelse af sig selv, og hvilke operationelle træk dermed nødvendigvis må få karakter af et tre-ENIGT princip. Men altså vel at mærke udtrykkeligt i OPERATIONEL henseende udtrykt ved, at det er det samme guddommeligt Noget - X - der under indflydelse af sit ur-begær til stadighed på én og samme tid virkeliggør tre principielt
forskellige operationelle identiteter eller roller. Nemlig 1) skaberens/opleverens/subjektets rolle; 2) skabeevnens/oplevelsesevnens/energiens rolle; og endelig 3) de timelige formers/fænomeners og bevægelsers rolle med alt, hvad det indebærer. Og man kan tilføje, at da det guddommelige Noget kun har sig selv - sin egen navnløse tomhedsnatur - at lægge til grund for disse roller, må de også anses for mere eller mindre tilslørede fremtrædelsesformer af det guddommelige Noget selv. Alltså reelt være ILLUSIONER (mindst for X1's vedkommende og mest for X3's), hvis man herved forstår noget, der ser ud til at være noget andet, end det i virkeligheden er. Og det var altså den klare erkendelse af alt dette, der tilskyndede mig til at skrive endnu en bog, nemlig som sagt "Mennesket og den skjulte Gud" (troede jo oprindeligt, at Sol & Måne skulle være min sidste bog...).”

Sina: ”Du menar alltså att X1 i och med sin operationella funktion också till viss del är ett illusoriskt framträdande av "det gudomliga något" som man inte alls kan säga något om (kanske inte ens att det är "gudomligt" .”

”Och man kan också säga att Martinus på ett sätt har haft med X0-faktoren i livets bog när han har talat om "X" utan siffror. Men han har inte klargjort det så mycket. Det fanns där för dem som "hade ögon att se med".
Men jag har faktiskt haft svårt för ett annat uttryck som Martinus använder ibland också. Det är detta att "alla de levande väsendenas X1, danner Guds X1". Om X1 bara är stillhet så förstår jag inte hur allas stillhet, evighet och oändlighet kan skapa en ny stillhet osv. Jag har
valt att tolka det symboliskt. Men det kanske man inte behöver om X1 är en delvis illusorisk faktor. Vad menar du om det?”

Per: ”Og herefter til X-problematiken, der uden sammenligning er den absolut vigtigste i det kosmologiske landskab.

Mht. X1 - altså "X" i rollen som princippet skaber/oplever - kan man i yderste konsekvens godt tale om noget illusionistisk, idet X1 udtrykkeligt tegner en FUNKTION hos "X" og dermed noget andet og mere end det ,"X" er hinsides denne funktion, og som MÅ tages i betragtning, eftersom dette navnløse Noget danner grundlag og udgangspunkt for nævnte funktion. Og for øvrigt også ultimativt slutpunkt for den, eftersom skabelsen KUN fører til
oplevelse/bevidsthed, fordi "X" også kan fuldbyde rollen som indehaver af oplevelse. På den anden side er denne særlige og helt specielle dobbletfunktion fuldt forenelig med X's navnløse tomheds- og stilhedsnaturnatur, idet den som sagt ALENE består i, at "X" som sådant virkeliggør sig selv som årsagsløs årsag til skabelse samt ultimativt vidne til skabelsens resultat i form af oplevelse/bevidsthed. X1 ér nemlig udtrykkeligt IKKE hverken skabelsen (er knyttet til X2) eller dens resultat (X3-ob/su), men er alene kosmisk alfa og omega for dette fænomenkompleks - er dets absolutte begyndelse og afslutning, eller dets ultimative,
årsagsløse årsag og endegyldige slutpunkt.

I samme forbindelse - og i tråd hermed - kan det tilføjes, at det strengt taget er en tilsnigelse til sandheden at omtale Guds X1 som sammensat af gudesønnernes X1'er, idet sanheden lige modsat er, at guddommens X1 er det eneste, der eksisterer. Men da guddommen i pagt med
sin uendelige visdom og sans for hensigtsmæssighed samtidig evigt har sig selv spaltet op i talløse gudesønner, der ALLE fuldt ud spejler guddommen og derfor som denne tegner sig som treenige principper, bliver der helt naturligt og uundgåeligt tale om, at de samme gudesønner også alle har en 'aktie' i såvel det guddommelige X1 som det guddommelige X2. Hvortil kommer det samme for deres X3-dels vedkommende (bl.a. organismen), idet denne er jo tydeligt for alle en del af det samlede, timelige univers eller verdensalt.”

Här slutar korrespondensen om X-analyserna.
För övrigt kan jag nämna att de som har tidningen ”Den nye verdensIMPULS” kan hålla utkik efter en eventuell artikel om ämnet från Per.

Jag önskar er allt gott!
Varma Hälsningar
Sina"

Hej Sina

Tak for indlægget.

Det er spændende læsning. Jeg skal lige have det læst igen og prøve at forstå hvilken problemstilling der bliver svaret på

Helt fint

kh
Lasse

Hej Sina!

Varmt velkommen til dette forum og tak for at du lod os se denne værdifulde korrespondance mellem Per og dig. Dine spørgsmål til Per er langt mere indviklede, end jeg selv kunne finde på at stille dem. Men også jeg har en overgang siddet fast i X1, 2, 3-analysen og ikke kunnet komme ud af den.

Det drejede sig om spørgsmålet, hvordan stilhed kan blive til bevægelse, eller altså hvordan X1 kan påvirke X2 og vice verca. Martinus bruger om dette fænomen udtrykket "Jegets vending" (LB 3, stk. 823 ff.), men han forklarer det ikke. Han fortæller, hvad det IKKE er, nemlig aktion og reaktion (bold op ad mur), og han bruger poetiske vendinger som undfangelse og fødsel. Men en teknisk forklaring får vi ikke.

Hvordan kan stilhed da blive til bevægelse? Svaret på dette spørgsmål giver Per ovenfor. Her vil jeg formulere løsningen med lidt andre ord, og de kommer her:

X1, 2, 3-analysen egner sig glimrende til at besvare en mængde spørgsmål, men analysen kan også "af sig selv" avle spørgsmål, som den ikke kan besvare. Og årsagen er naturligvis, at analysen er et kunstigt begreb. De tre X' er findes jo ikke, - det er nogen vi selv opfinder for at forstå, hvordan det levende væsen bærer sig ad med at være levende. Det er kort sagt et pædagogisk hjælpemiddel og intet som helst andet.

Og dette pædagogiske hjælpemiddel har ikke bare sine begrænsinger, men det frister også til overfortolkning. Spørgsmålet: hvordan kan stilhed blive til bevægelse? kan slet ikke stilles ud fra en formodning om, at X1,2,3 - analysen er brugbar til at besvare alle spørgsmål. Det levende væsen er X og kan ikke opdeles med andet end vores tanke og fantasi, der altså i dette tilfælde går amok. Vi glemmer alt for let, at det er noget, vi selv har opfundet (eller M har opfundet).

Hvis jeg i hast skal give et eksempel, som kan minde om det, kunne det være en nybagt husejer, der forgæves leder efter de punkterede linier, som arkitekten havde placeret på sin arbejdstegning. De er kun til for at hjælpe beskueren, men de er ikke virkelige.

Ja, ja, Sina, jeg har skrevet på dansk ad karsken bælg. Jeg ved, at du har let adgang til at få oversat de sværeste ord og vendiger til svensk.

Mange kærlige hilsener til dig og den danske oversætter. I er mig begge bekendt - og jeg jer. Og måske kan navnet herunder give et fingerpeg om, hvem jeg er.

Søren

Hej Søren...

Tak for den opklaring - nu behøvs jeg ikke kigge efter dem længere

med kærlig drilleri
Tina :0)

Kære Jer

X 0

Jeg havde aldrig hørt det før.

Det er jo rigtigt, først og fremmest er det X 0.

X1/2/3 er principalt uinteressante, for nørder
dejlige at arbejde med.

Lige fra år tilbage, plokerede jeg overfor x -erne,
forstod dem ikke helt, særlig ikke x1... ???

Glad for at Martinus brugte - X 0 -, begrebet. :

k.h. carl

Hej alle.

Mht. overgangen mellem X1 og X2, så slog det mig at M på sit symbol nr. 6, Det levende væsen 1, har gjort meget ud af at tegne den gradueret. Det kan vel også underbygge tanken om at der ikke er tale om en reel grænseflade. I stedet skal man måske opfatte overgangen som en slags acceleration fra stilhed til bevægelse. Og idet accelerationen kan inddeles i uendeligt små intervaller, så bliver der så bliver der intet springende punkt, hvor bevægelsen sættes igang.

Imodsætning hertil så er forbindelsen mellem X2 og X3, illustreret som en slags forankring eller et kildeudspring. De 6 grundenergier er grafisk klart adskildte fra moderenergien. Det må vel sige noget om at M har tænkt forbindelserne X1 - X2 og X2 - X3 som helt forskellige i karakter.

KH Flemming.

Kære Flemming!

Jeg er bange for, at du ligesom jeg selv (engang) er havnet i X1,2,3-fælden. Den fortryller dig og holder dig fast i den tanke, er der virkelig er tale om stilhed og bevægelse, og at de har hver deres domæne. Den tanke, du giver udtryk for, har Svend Åge Rossen tidligere forsøgt sig med, idet han har sammenlignet med en bil, hvor tændingsnøglen drejes om, hvorefter der accelleres op gennem de forskellige gear. Man kunne også sammenligne med en lavine.

Den spekulative udformning af teorien med inddeling af accellerationen ned i uendelig små intervaller har filosoffen Parmenides (ca. 540-470) opereret med. Hans elev Zenon blev berømt ved at rejse land og rige rundt og demonstrere, at sportshelten Achilles ikke ville være i stand til at indhente en skildpadde, hvis den bare fik et ganske lille forspring. Hvis han kunne blande sig i denne diskussion, ville han sige, at netop X1,2,3-analysen viser, at bevægelse er ganske umulig, - der findes kun stilstand!

Dette synspunkt kunne Aristoteles så nogle år senere imødegå, idet han opfandt X1 eller "den ubevægede bevæger", som han kaldte den. Men Aristoteles blandede sig lige så lidt som Martinus i den videre fortolkning af, hvordan denne årsagsløse årsag kunne blive årsag til bevægelse.

Den seneste filosof, der mig bekendt har tænkt over problemet, var Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), som beskæftigede sig med det, Martinus kalder "jegets vending". Han opererede med to jeg'er for at forklare situationen. Men hvordan det ene jeg kunne påvirke det andet, var han ikke i stand til at forklare. I hvert fald ikke så klart, at hans kritikere kunne forstå det.

Et andet eller tredje synspunkt kunne være, at X1 ikke skaber bevægelse, men bruger de bevægelser, som i forvejen finder sted takket være den bevidstløse årsags- virkningskæde. X1 skulle da indgyde disse bevægelser bevidsthed ved at give dem en bestemt retning og et bestemt (for)mål. Men hvordan påvirker X1 bevægelsen?

Atter klapper "X1,2,3-fælden" i -!

- tænker Søren

Hej Søren...

Kan det tænkes, at der slet ikke findes absolut stilstand ?

Alt er jo energi - energi omformes konstant og universet er i konstant balance - hermed mener jeg, at alt er planmæssigt - ingen kaos, dvs når der er "stilstand" i en mængde, bliver der nødt til at være "bevægelse" i en tilsvarende mængde - en skiften i mængden er den puls, der udgør livsoplevelsen ?

funderer
Tina :0)

Hej Tina!

Iflg. Martinus er alt ikke energi. Og det, der ikke er energi, er jeget eller X1. Men for at komme til denne erkendelse, må vi altså ved tankens kraft dele "det levende væsen" = X op i X1, X2 og X3.

X1 er absolut uforanderlig stilhed, mens X2 og X3 er absolut foranderlige bevægelser.

Det synspunkt, du giver udtryk for ovenfor, var Heraklits: Man kan ikke bade to gange i den sammme flod, thi alt er foranderligt. Det var den maksime, Parmenids gik imod, og som Aristoteles løste ved at kombinere det absolut uforanderlige med det absolut foranderlige.

Når du taler om energien som noget, der er i "stilstand" i én mængde og i "bevægelse" i en anden, så er der i begge tilfælde tale om bevægelse, men blot i forskellige grader. Det kan jeg give følgende eksempel på:

Tænk dig en hule dybt under jorden, hvor alting er stille. Her er ingen bevægelse. Men det er kun tilsyneladende. Af og til falder der lidt småsten ned hist og her, og selv når der ikke gør det, så er muligheden til stede, for at det på et eller andet tidspunkt vil ske. Stilheden er altså ladet med potentiel eller mulig bevægelse. Og det er også bevægelse.

Men din tanke er altså tænkt før. Og Heraklit levede 540-480 f. Kr.

kh Søren

Käre Sören (Hahn)!
Hoppas att allt är godt med dig.
Ja, den eviga frågan om stillhet och rörelse får här en intressant belysning och kanske kan den hjälpa alla oss som sitter i fällan med övergången. Jag skulle bara kort vilja bidra med min syn på den övergången (vilken relaterar en del till Pers förklaring, men hans beskrivning var inte utformad för att belysa just den frågan), även om ni säkert vet mycket mer än mig om det. Är du med?
Jag menar att det största felet man gör i ”övergångsanalysen” är att se stillhet och bevegelse som skilda fenomen, i det att jag menar att de är olika perspektiv på samma fenomen! Det som skiljer dem åt är ”perspektivprincippet” och det är egentligen det som står mellan stillheten och bevegelsen också om man ser på övergången. Alltså, denna bevegelse som kommer från X3 och ska ”in i X1” måste förbi X2 vilket innefattar ”perspektivprincippet”. I denna övergång blir inte bevegelsen mer och mer stillhet, utan perspektivet ändras mer och mer, och när bevegelsen har lämnat perspektivprincippets territorium så finns det inte längre nogen forskel mellem stillheten och bevegelsen, de är alltså ett, vilket var hela idén. Bevegelsen kan inte förändras och bli stillhet. Det är omöjligt. Men perspektivet kan ändras! (Detta är i mina ögon en förenkling i det att jag tror att bevegelsen på en tidspunkt blir ett med urbegäret och ”följer med denna i X1”, vilket Martinus också uttrycker genom att ”urbegäret blir identiskt med X1(!)”. Men den korta versionen är alltså den jag har beskrivit, och den längre versionen jobbar jag på... )

Ett komplement till den ovanstående förklaringen, är att se X1 som evigheten och X3 som tiden. Detta är en viktig del i att förstå hur stillheten förtonar sig ut till bevegelsen, alltså den motsatta processen.
Evigheten ”rymmer” alla tider och rymmer på det sättet allting som har hänt, kommer att hända och händer nu. Nuet är en gnista från evigheten. Man kan kanske se det som att allting som kommer att ske ligger där i umanifesterad form. När ett visst skeende blir aktuellt i tidens dimension, alltså X3, så manifesteras den i X3 ur X1, vilket inte ska ses som att X1 skapar en kontrast i verklig mening, det är omöjligt, men X1 ”riktar in” perspektivet på den begränsade del av sig själv som för tillfället ska manifesteras för att skapa en specifik upplevelse eller skapelse. (Detta ska ses symboliskt i och med att det inte finns ord för att verkligt beskriva processen) Detta kommer åter an på att inte se X1 och X3 som skilda fenomen, men som olika perspektiv på samma fenomen. Så kan det ”födas bevegelse ur stillhet”.
En liknelse som jag kommer att tänka på är att man kan se X1 som en rulle med film (du vet, såna som man har på biografer). Allting som kommer att hända i filmen finns i ”X1” (filmrullen) i omanifesterad form. Genom att lysa med ett lys på ”filmbandet” och genom att förflytta bandet så att ljuset belyser olika bildrutor vid olika tider (X2:s funktion), spelas filmen upp med tid och bevegelse som ett resultat (X3:s princip). Detta är naturligtvis en liknelse och innehåller moment som inte är absolut logiska i sammanhanget och ska därför uppfattas symboliskt eller intuitivt. Men det är intressant att X-problemet kan belysas genom att titta på hur en vanlig filmuppspelning går till!

Ja, käre Sören, det blev visst lite längre än jag från början tänkte, men jag hoppas att mina tankar ger dig eller någon annan något.
Varma Hälsningar
Sina

P.S ”Stjernehimlen”, har det namnet något med Kant att göra...?

Hej Søren.

Ja, du har muligivis ret. Sjovt nok fik jeg også idéen under et Svend Åge Rossen foredrag Det ser ud til, at dette faktum at X1, X2 og X3 er én enhed på engang det mest enkle i kosmologien og alligevel er det noget af det sværeste at nå til erkendelse af.

KH Flemming.

Hej Sina...

Velkommen til forummet - og tak for dine indlæg - de er spændende læsning !

Med det du har fremført og som jeg har fremhævet ovenfor, mener du dermed, at der rent faktisk foregår flere parallelle nu'er på een gang ?

kh
Tina :0)

Kære Sina!

Jeg ser, at du har identificeret mig korrekt. Når jeg har valgt pseudonymet "Stjernehimlen", er det ikke just på grund af filosoffen Kant, men fordi jeg ikke kunne bruge dansk "ø" som Søren i mit brugernavn. Og så valgte jeg "Stjernehimlen", fordi jeg - nå, ja - havde samme forholdt til den som Kant. Stjernehimlen har, siden jeg var 3-4 år, fyldt mig med en vished, som jeg først har kunnet sætte ord på, da jeg fandt Martinus' verdensbillede. Han har gjort min tyste viden til klar og artikuleret tale.

Instämmer! Og dette fænomen er princippet: "et levende væsen".

Instämmer! Overalt, hvor der er bevægelse, gælder perspektivprincippet pr. definition. Og overalt, hvor der ikke er bevægelse falder perspektivprincippet bort - pr. definition.

Instämmer til dels! X3 og X2 er to forskellige perspektiver af princippet "et levende væsen" (= X)

Det er poesi og lyrik i mine øren. Bevægelse er immervæk bevægelse, og stilhed er immervæk stilhed. Perspektivprincippets territorium vil altid være bevægelse, og uden for dette territorium vil der altid være stilhed. Det ligger ganske enkelt i definitionerne (se ovenfor). For mig at se, forklarer du blot ved at henvise til definitioner, som gælder for stilhed og bevægelse.

Instämmer! Bevægelse og stihed er to forskellige perspektiver af princippet "et levende væsen". Hvad har da ændret sig? Jo, bevægelse er blevet til stilhed, vil du måske sige. Men dette er jo netop det paradoks, vi satte os for at forklare!

Kort sagt, så kan jeg ikke se, at man ved hjælp af et princip (perspektivprincippet), der kun omfatter bevægelsen, kan forklare noget om stilheden. For at skaffe en forklaring til veje, må du finde "et noget", som bevægelse og stilhed har tilfælles, således at du kan opdele dette "noget" i nuancer, der gradvist kan føre bevægelsen over i stilhed.

Det eneste "noget", jeg selv kan finde på, er princippet "et levende væsen", men det kan ikke opdeles i nuancer. Det kan tværtimod kun opdeles i stilhed og bevægelse. Og så er vi atter havnet i blindgyden.

Quote:

(Detta är i mina ögon en förenkling i det att jag tror att bevegelsen på en tidspunkt blir ett med urbegäret och ”följer med denna i X1”, vilket Martinus också uttrycker genom att ”urbegäret blir identiskt med X1(!)”. Men den korta versionen är alltså den jag har beskrivit, och den längre versionen jobbar jag på... )

Al respekt for Martinus, men urbegær vil altid være bevægelse. Og når Martinus skriver, at urbegæret bliver identisk med stilhed, så er det blot, hvad der sker. Men det er ikke en forklaring på hvordan det sker!

Du skriver mere i dit brev, men det kan vi måske vende tilbage til senere. :

- foreslår Søren

Kære Allesammen,

Jeg har længe ventet på at lave en 'tråd' med titlen ;
'Den store øvelse' eller 'Livet på vrangen'

før el. siden erfarer Vi, at Vi ikke er fysiske væsener, med bevidsthed og ånd (Jeg)
det er 'den store øvelse', at se 'Livet på vrangen',
at Vi er det 'rum', Vor 'bevidsthed' og 'legeme' befinder sig i,
(hvor skulle det ellers være ? )
det er lidt af en øvelse, selv om Vi ved det,
dog kan Vi ikke undgå at blive bedre til det, selv om Vi ofte glemmer det, i Vor fysiske bundethed, og dagligdag,

Vi er rummet, og i en vis forstand meget tættere hverandre via det rum der er udenom (og indeni) Vor fysiske organisme, end via tasterne,

men rummet der ikke er fysisk, er dog rum, og det er 'grundlaget' ( Jeg kunne ikke lige komme i tanke om et bedre ord) for rummet, der er Os,

Jeg mindes ikke at være stødt på X0, i MK, (før nu)
men det er via MK og 'den store øvelse' at se 'Livet på vrangen' Jeg fik øje på 'grundlaget' eller X0,

Jeg må holde fast i, at der er noget ved X2, der ikke er absolut foranderlighed,
for så ville disse linier ikke være mulige,

'Den store øvelse' er igang,

Kærlig hilsen
Holger

Det kan du roligt gøre, Holger. Martinus taler jo om både timelige og evige talentkerner. Så den er go' nok!

Søren

Med hensyn til problemet at forstå hvordan X1 kan påvirke X2 og X3, altså hvordan absolut stilhed kan have nogen som helst indflydelse på bevægelse,

så er man nok nødt til at konstatere, at sådan er det bare. Det er en evig realitet. Man kan også spørge hvordan kan moderenergien være moderenergi? og hvordan kan perspektivprincippet være perspektivprincip? Og sådan er der en lang række evige realiteter, som man kan spørge om, hvordan de kan være det de er, og hvor svaret er, at da de er evige, er de dermed også årsagsløse. De er årsagsløst noget, der er. Ligeledes er oplevelse noget, der er, ganske vidst fordi, der er et evigt oplevende noget, der ligger til grund.

Men hvorfor kan dette noget opleve? Jamen det kan det bare, fordi det ligeså årsagsløst er udstyret med et X1, X2 og X3. Jamen hvorfor udløser denne kombination oplevelse, hvordan kan det lade sig gøre at absolut stilhed (X1) kan opleve (bevægelse)?

Ja, sådan er det bare.

Man kan spørge, kan man lade være med at opleve? Nej, det kan man ikke, fordi oplevelse er en evig realitet, det er noget som er. Den evige struktur gør, at man altid oplever. Den betyder at det evige noget, evigt vil være et levende væsen, hvilket vil sige et evigt oplevende noget som er.

Jeg tror ikke, at man kan give en yderligere teknisk forklaring.

Man kunne også spørge hvorfor opleves farven rød som rød? Så kan man sige en hel masse med bølgelængder. Men hvorfor opleves den bølgelængde som rød? Her er svaret vel også, at sådan er det bare. (Jeg ved ikke om dette eksempel holder, men det er svært at sammenligne det evige noget med noget andet, da det er unikt og altomfattende i sin natur, og der derfor dybest set ikke eksisterer noget som helst andet at sammenligne det med, da enher sammenligning altid alene vil udgøre en delmængde af dette evige noget.

KH
Jan

Helt enig, Jan!

Og hvorfor kan man så finde på at spørge om den slags? - det kunne være interessant at undersøge. Og svaret er nemt at finde: vi har ikke eksempler på noget tilsvarende andre steder. Dette her er helt unikt!

Derfor kunne det - alligevel - være interessant at spørge med henblik på en forklaring.

Hvad er da en forklaring? Det er påvisning af en årsag, der i sig selv er virkning af en forudgående årsag, der igen er en virkning... Osv. osv. En forklaring i vanlig forstand kan altså kun etableres indenfor for et område, hvor der sker bevægelser.

Så når vi - som du så rigtigt påpeger - er nødt til at sige, at sådan er det bare, så er det altså fordi, vi spørger til noget, hvor der ikke kan henvises til en årsagsvirkningskæde.

Martinus må selv have funderet over dette, siden han kaldte stilheden, jeget eller X1 for "den årsagsløse årsag".

Ok, så nåede vi så langt.

Søren

Käre Sören och Tina!
Jag ska först kommentera Tinas spörsmål.
” Med det du har fremført og som jeg har fremhævet ovenfor, mener du dermed, at der rent faktisk foregår flere parallelle nu'er på een gang ?”
Tack för välkomsten Tina! Det gläder mig att du tyckte att mina inlägg var givande. Jag synes att ditt spörsmål är lite vanskeligt att svare på eftersom hvis det finns parallella nuer, så ingår de ju i nuet.
Jag kan uttrycka det sådan: Tiden existerar endast som en illusion och den absoluta verkligheten är evigheten. I evigheten ryms alla tider. Allting som någonsin kommer att hända i tiden ”ryms” i evigheten. På det sättet menar jag att utifrån evighetens perspektiv så händer det som händer ”nu” lika mycket nu, som det som hände 1840. Det innebär i praktiken att mitt jag (alltså X1) är lika mycket i 1840 eller 2085 som den är i 2003-11-30. Men mitt X3 som är ”bunden” av tiden är fast i tidens flöde och är kan därmed i en viss situation endast vara där, och ingen annanstans.
(Det står för övrigt intressanta saker om ämnet i ”Guddommelige Samtaler” av Neale Donald Walsch. Jag ska se om jag kan hitta kapitlet... Ja, bind 2 kapitel 5. Dock använder ”gud” där andra begrepp än vi kosmologer är vana vid. Han kallar f.eks. evigheten för ”tiden” mm. Men det finns stor sanning där för dem ”der har öjne att se med”... )
Så kort sagt menar jag att för X1 så existerar allt samtidigt, dvs. alla nuer är på ett sted, medan det för X3 inte är så. Mitt nuvarande X3 finns bara just här, just nu. (Se för övrigt min liknelse med filmrullen som symbolik för den treeniga analysen. Den kanske kan tillföra något.)
Detta för ju till intressanta aspekter på förutsägelser och att se framtiden, fri vilja, att (från den andliga världen) resa i tiden mm. Men det är inget jag kan ta upp här och NU.

Så till Sören:
Det är en väldigt spännande diskussion det här käre Sören. Jag håber att du inte ser min entusiastiska diskussion som ett angrepp på dig på någon punkt. Jag blir bara engagerad och energisk och frispråkig. Jag håber att du ser det som positivt.

Sören: ”For mig at se, forklarer du blot ved at henvise til definitioner, som gælder for stilhed og bevægelse.”

”Blot”? Vad förväntade du dig? Att jag skulle gå utanför definitionerna?
Jag förklarar det noggrant eftersom jag menar att det är där noglen till förståelsen ligger.

Citat:

Alltså, denna bevegelse som kommer från X3 och ska ”in i X1” måste förbi X2 vilket innefattar ”perspektivprincippet”. I denna övergång blir inte bevegelsen mer och mer stillhet, utan perspektivet ändras mer och mer,....

”Instämmer til dels! X3 og X2 er to forskellige perspektiver af princippet "et levende væsen" (= X)”

Ja, men oberoende av att X3 och X2 är olika perspektiv på X så utgör de i alla fall skilda realiteter eller funktioner om vilka vi vet att en reaktion från X3 fortplantar sig in i X2 och går in i X1. Det är hela den processen vi arbetar med, eller hur?

Sören: ”Kort sagt, så kan jeg ikke se, at man ved hjælp af et princip (perspektivprincippet), der kun omfatter bevægelsen, kan forklare noget om stilheden. For at skaffe en forklaring til veje, må du finde "et noget", som bevægelse og stilhed har tilfælles, således at du kan opdele dette "noget" i nuancer, der gradvist kan føre bevægelsen over i stilhed.”

Jag vet inte om jag riktigt förstod dig, men jag ska göra ett försök.
För det första tror jag att det är omöjligt att förklara övergången mellan dessa fenomen genom nuancer. Det är ju just detta som är felet som vi gör i problemet. Antingen är något stillhet eller så är det bevegelse. Det finns inga nuancer mellan dessa två principer! Att dela in bevegelsen i nuancer är det som leder till Svend-Åges tankeexperiment med bilen, det är det som leder till paradoxerna som kommer fram när man delar en bevegelse mellan två punkter i massor av ”halva bevegelser”: Man kommer aldrig fram. Så om du vill få en förklaring som går ut på nuancer mellan bevegelse och stillhed så har du från början eliminerat möjligheterna för att förstå problemet. Då söker du spörsmål och inte svar.

Nå, men du har helt rätt. Vi måste hitta något tillfälles mellan stillhet och bevegelse. Och det finns! Det är loven for bevegelse. Enligt den slutar varje bevegelse precis där den började (begynte), och är alltså då i balans. Denna lov är balansens lov. Varje bevegelse som du ser är på vej mot sin begynnelsespunkt (se symb 15), och i och med det ÄR ALLA BEVEGELSERS SLUTFACIT STILLHED! Och från ett evigt perspektiv ser man både begynnelsen och slutet på bevegelsen ”samtidigt” vilket är samma punkt, alltså stillhet. Bevegelsens eviga analys är stillhet. Det som sker i övergången är alltså att bevegelsen går upp igenom X2 och förbi principerna, den går ”bag om” det som skapar tiden, och blir stillhet. Denna förklaring tror jag inte att du blir nöjd med så jag ska förklara det på ett annat sätt. Om du vill se det som nuancer så blir förklaringen att: bevegelsen går upp MOT ett evigt perspektiv vilket innebär att bevegelsen kommer i ett perspektiv som rymmer ”mer och mer TID” och ju mer tid som man överblickar desto närmare sin begynnelsepunkt kommer bevegelsen tills man överblickar hela bevegelsens förlopp, vilket är STILLHET och då har bevegelsen blivit till stillhet!
Detta bevegelsens förlopp och ”all tid som ska överblickas” kan vara bara några sekunder (f.eks. vissa karmabågar) men det kan också vara mycket långa tidsperioder. I vilket fall så kommer man att gå närmare och närmare ”evigheten” eller enkelt uttryckt, att man i sitt perspektiv tar in större och större tidsperioder tills man har hela tidsrymden som behövs för att bevegelsens begynnelse och slut ska vara en och samma punkt, alltså för att bevegelsen ska ha blivit stillhet.

Vad synes du?

Detta är den förklaring som verkar mest logisk för mig hittills och jag vet inte om den är riktig eller forkert. Det får ni hjälpa mig att se. För eventuella begynnere som läser vill jag bara säga att detta inte är en förklaring som jag direkt har sett Martinus skriva, utan är slutsatser dragna på basis av hans förklaringar.

Ha det riktigt godt!
Varma Hälsningar
Sina

Sina wrote:

Det är en väldigt spännande diskussion det här käre Sören. Jag håber att du inte ser min entusiastiska diskussion som ett angrepp på dig på någon punkt. Jag blir bara engagerad och energisk och frispråkig. Jag håber att du ser det som positivt.

Ja, lad os være enige om det, kære Sina. Lad os kalde en spade for en spade og glemme alle ceremonielle omsvøb.

Instämmer! Udtrykket "går ind i X1" skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt. Men Ms udtryk "jegets vending" kan heller ikke forstås bogstaveligt. Men vi er jo nødt til at formulere os på en eller anden måde. ???

Instämmer! Og fortæl mig så, hvad katten det er, du prøver at forklare forklare mig! Det kommer måske her:

Instämmer! Det er en fin tegning af "jegets vending".

Instämmer! :(" title=">:(" class="bbcode_smiley" />

Denne forklaring kan jeg ikke acceptere, og det har jeg tidligere argumenteret for. En stilhed, der rummer bevægelsens potentiale, er ikke absolut stilhed. Absolut stilhed er ganske berøvet enhver egenskab. Den er X1.

Denne forklaring kan jeg heller ikke acceptere. Af samme grund som ovenfor.

- at vi har haft en interessant dialog, og jeg stiller gerne op som din sparringspartner en anden gang. Men jeg vil hævde, at du intet har forklaret. Men du har vist mig, at symbol 15 er identisk med "jegets vending", og det er en fin og original iagttagelse, som jeg gerne komplimenterer dig for. Sådan har jeg ikke tænkt over det før.

kh Søren

ps. Dog vil symbol nr. 16 måske være en endnu bedre illustration til "jegets vending".