Jeg starter med en lille historie om en karmabølge.

Forleden tabte jeg mit kortetui med cpr. nummer, dankort, lånekort osv.
Jeg spærrede straks mit dankort. Da jeg informerede banken om det ville de bestille et nyt.
Det mente jeg ikke var nødvendigt.

Jeg er selv et ret ærligt menneske, så det var sikkert et rart og godt menneske der ville finde mit kortetui og sende det til mig.
Mine omgivelser var lidt uforstående over for min holdning om at det helt sikkert vendte tilbage.
Det måtte det jo.

Under en uge senere kom det retur med alle kort. Det var helt fantastisk at åbne det brev.

Hilsen John

Hej

Ja den med pungen dankort ect. laver jeg hele tiden og har det som John he he - det er
som at udfordre guddommen jeg er ikke tyv er du.

mvh
lars

Det er svært at pege på noget bestemt, men meget som der står
i det nye kosmos at "Tid / Afstand / Størrelse / " får en hel  anden betydning

Sjovt at høre sådan nogle historier

Ja, jeg er ny i kosmologien og for meg gir den de beste svar pa livets store sporsmal. Martinus forklaringer pa livet, doden, evigheten og menneskets plass i det hele.

For slike viktige sporsmal undrer man seg; hvordan vet man at det er slik...?

Jeg har lest at Martinus fikk oppvakning mens han mediterte over temaet Gud. Finnes det andre forklaringer/holdepunkter som bekrefter at kosmologien er riktig...?

Jeg haper noen kan svare meg pa dette.

vennlig hilsen yuan

Spørger du om, hvordan man ved om kosmologien taler sandt? Jeg forstår ikke helt dit norske, som jeg regner med det er

Hej Yuan,
Jeg kender ikke til andre forklaringer som bekræfter kosmologiens rigtighed. Det at kosmologien i så høj grad samtidig forklarerer bibelen og stadig giver mening for et ikke troende menneske er vel et stærkt tegn. Jeg ved heller ikke om kosmologien er rigtig set ud fra et naturvidenskabeligt standpunkt. Der er jo ikke fysiske beviser, men jeg har mine fornemmelser og erfaringer. I den grad kosmologien stemmer overens med dem, fungerer det som bevis for mig. Det er tiilstrækkeligt for mig.

Indtil videre har store dele af det lille udsnit af kosmologien, jeg har stiftet bekentskab med stemt utroligt godt overens med mine egne erfaringer og giver de hidtil bedste svar på mine spørgsmål. Derfor er kosmologien lige nu rigtig for mig.

Sensommerhilsner fra John

Hej Yuan - og velkommen til forummet!

Hvis du tænker på, om det har været offentliggjort i "Science" eller "Statstidende", at nu er sandheden om alle tilværelsens store spørgsmål langt om længe fundet - og oven i købet af en dansker - så må svaret blive nej 

Men du er så heldig, at du har dit allervigtiste forskningsredskab lige ved hånden, nemlig dig selv. For kun Livet selv kan bekræfte sandheden i Martinus' Kosmologi og ophøje den til virkelig videnskab for dig.

Indtil videre kan du sammenholde dine egne erfaringer og oplevelser af livet med Martinus' forklaringer - i første omgang ved hjælp af din intelligens. Sidenhen - når intelligens og følelser gennem Livets undervisning bringes i harmoni - bliver vi i stand til at opleve Livets højeste facitter ved hjælp af vores intuitionsevne.

De venligste hilsner

Petersh

Jeg har lagt mærke til en sær, sjov og lærerig sammenhæng: Når jeg har generet min mand på en ikke særlig venlig måde (det kan jo ske), går der ikke ret lang tid - måske 2 sekunder, måske 2 minutter, så slår jeg mig et eller andet sted - støder en tå ind i et bordben el. lign. De pragmatiske kan nok godt mene, at det er noget, mit underbevidste selv iscenesætter. Og det kan da også godt være, men uanset hvad så årsagen er, så generer jeg min mand mindre og mindre, og får færre og færre blå mærker. Det er da livets direkte tale, så det kan mærkes.
Kærligst, Marin.

Det er sgu sjovt. Selvom jeg kan "komme til" at tænke "det her er godt nok uretfærdigt" om nogle besværligheder her i livet, så står det mig også mere og mere klart, at jeg fuldstændig skaber livet i mit eget billede.

Denne forståelse, samt medfølgende erkendelse, er med til at jeg føler det er nemmere at komme vidre fra de problemer der opstår i mit liv.

Kosmologien er en dejlig videnskab!

  Hej.

Ja, jeg er også "ny" indenfor dette område, men føler mig alligevel allerede "gammel" i nogle henseender.

Jeg havde for ca 18 år siden en oplevelse, hvorunder jeg mødte min skytsengel, som et hvidt lysende væsen, som "påstod" at det kom fra Gud, (den bibelske, da det var denne bog dette væsen i denne forbindelse gav mig henvisninger til).

  For omkring 1½ år siden blev jeg via et andet site, kontaktet af en person som henviste mig til Martinus, på baggrund af at jeg havde beskrevet min oplevelse med "englen", og personen mente min oplevelse lignede lidt Martinusses beskrivelser af sine kosmiske indvielser.

  Det syntes jeg bestemt også umiddelbart at den gjorde, dog var min oplevelse "påtvunget" og ikke noget jeg havde opnået ved egen udvikling, og heller ikke noget der på nogen måde gav mig permanent kosmisk indblik, men selve det fysiske syn jeg havde af englen var lig Martinusses på mange måder.

  I første omgang afviste jeg dog Martinus, jeg havde jo mit eget fundament i bibnlen, og kunne ikke umiddelbart acceptere Martinusses påstande om at det onde ikke fandtes og at "djævelen" i virkeligheden var et "redskab" i Guds tjeneste, og heller ikke forstå at det at "spise af kundskabens træ" skulle være positivt.

  Men siden har jeg måttet sande logikken i Martinusses konklusioner, og har også fundet langt mere overensstemmelse mellem mine egne intuiative konklusioner, baseret på bibelske udsagn, og Martinusses konklusioner, end sammenfald mellem de andre etablerede menigheders udlægninger og mine egne, af samme bibel.

  Og jeg har dog undersøgt 7 forskellige menigheder indgående, men først i Martinusses videnskabelige fremstilling af det åndelige, fundet samklang med mine egne erfaringsdannelser på dette område.

  Så jo, jeg er ny, men oplever gang på gang alligevel, at de udsagn og fremstillinger jeg møder hos Martinus og andre der udbreder hans visdom, føles som kendte og let logisk forståelige for mig, som om det er ting jeg på et plan godt vidste i forvejen, men som jeg først nu bliver mindet om eksistensen af, igen.

  Og derfor kan jeg jo kun anbefale at man med jævne mellemrum forsøger at forstå Martinusses kosmiske analyser, for som jeg jo selv oplevede det, var det ikke lige ved første øjekast jeg så noget jeg kunne erkende som sandt, men jeg måtte vente til jeg var "moden" nok til at kunne rumme tingene ordentligt, og dette gælder sikkert for andre end kun for mig.

        Hilsner fra Avatar

Sådan noget som at skulle forestille sig "intetheden" og ét liv teorien, er noget jeg altid har haft svært ved at fatte. Og det var mange år før jeg mødte kosmologien, at jeg tænkte over sådanne ting. Så det virkede som en stor selvfølge for mig, at høre om Martinus udlægning af det.

For et par år siden fandt jeg ud af, at ondskab ikke fantes. Men jeg havde ikke set den store sammenhæng på det tidspunkt.

Det er nogen af de "problemstillinger" jeg selv var bevist om, før jeg hørte om Martinus.

I dag fatter jeg ved gud ikke, at jeg ikke før har hørt om denne Martinus?????

Lige pludselig ligger der bare dette kæmpestore værk foran en. Slam siger det bare

  Hej.

  Jeg har en lille "historie" som jeg gerne vil dele, og vil da først lige nævne, at vi jo alle nødvendigvis må tale udfra vort helt eget "unikke" erfaringsgrundlag, og at det derfor tit fremstår som selvcentrering, når vi bruger os selv og egne oplevelser i forsøget på at videregive vores erfaringer til andre.

  Jeg håber dog at nogle kan overfører mine tanker til deres eget livsforløb, og derved få større indblik i dem selv og i den vej de selv nødvendigvis må gå mod fuldkommenheden.

  I føste del af mit liv var jeg reinkarnationstilhænger, og tvivlede da ikke på at vi havde mange liv.

  Men en dag oplevede jeg at få et "kosmisk" spark i en bestemt retning, via en engels besøg.
  Denne oplevelse har jeg så senere fundet ud af, var rent personligt ment fra forsynets side, og kun var beregnet til at lede mig og mine omgivelser (familie og venner) i den rigtige retning, men altså ikke var bestemt for at jeg skulle på nogen måde udbrede disse ting til en større forsamling, som jo Martinus og andre har fået kald omkring.

  Effekten af mit englebesøg, var den at jeg pludselig mistede mit tidligere opfattelsesgrundlag, englen henviste mig nemlig til biblens Gud, en Gud jeg altid førhen havde afvist som værende en ren eventyrfigur, og en menneskelig "opfindelse".

  Men nu kunne jeg jo på ingen måde afvise at denne Gud var en realitet, og da biblen jo ikke umiddelbart giver en indtryk af at der finder en reinkarnation sted, eller at der er en karmalov, men ser ud til at bygge på forestillinger om at Gud alene tilgiver (fjerner ens karmaskyld), at Jesus har betalt vore synder, at livet drejer sig om at opnå godkendelse til det evige paradis, eller om udslettelse o.s.v. så måtte jeg forlade tankerne omkring reinkarnation, på grund af denne oplevelse.

  Effekten af min oplevelse var yderligere den, at min familie og venner forlod mig, jeg var jo blevet "skør", og uudholdelig at være sammen med, og kunne i lang tid kun tænke og tale om biblen og dennes Gud, sikkert ret irriterende for omgivelserne.

  De næste mange år oplevede jeg forskellige "lidelser" og jeg følte skam også et stort had til min ekskone, og nogle af mine andre venner, et had som jeg jo begrundede med "retfærdig harme".

  Jeg var i en martyrrolle, men samtidigt under Guds/biblens vejledning omkring tilgivelse og det at forsøge at elske sine "fjender", og det var derfor (oplever jeg i dag) at jeg overhovedet kunne overleve og samtidigt udvikle mig åndeligt.

  Der skete det, at hvergang jeg følte "had" eller negativitet mod andre, så bad jeg til Gud om at fjerne disse følelser fra mit indre, for jeg ønskede ikke på nogen måde at hade nogen, eller at opleve det ubehag sådanne følelser gav i mit eget indre.
  Og langsomt blev disse følelser mindre, og smerterne forbundet med disse og langt mere udholdelige, og til sidst (efter omkring 4-5 år) oplevede jeg at jeg igen kunne elske min ekskone og alle de der førhen havde været "uretfærdige" mod mig, i mine egne øjne.

  Dejligt at være befriet for sådanne negative tanker/følelser omkring andre igen.

  Dette ligger jo ca 18 år tilbage i tiden, og jeg har da siden også udviklet mig i andre forbindelser, men først nu rigtig fået interresse for Martinus og hans verdensbillede.

  Og nu kommer der så endnu en erkendelse frem i mig.

  Tanken omkring hvorfor i alverden englen ikke fra starten henviste mig til Martinus, men til biblen, satte følgende erkendelse i gang i mig.

  Jeg havde brug for at kunne se mig selv i en martyrrolle, på daværende tidspunkt, jeg skulle jo netop føle mig "uretfærdigt" behandlet af andre, for at få muligheden for at bede om at disse følelser jeg så derved oplevede blev fjernet fra mig igen, og for at "træne" mig selv i at tilgive andre, og i at elske mine "fjender, så uden denne "rolle" som martyr, ville jeg ikke have haft mulighed for at komme videre lige på dette  næstekærlighedens område.

  Samtidigt gik det også op for mig, at hvis englen havde henvist mig til Martinus, og jeg derved havde fået indsigt i at reinkarnation og karma da selvfølgeligt var realiteter, så ville jeg dels ikke kunne have følt mig i denne "martyrrolle", da jeg jo så havde måtte indse at alt i virkeligheden var min egen skyld, og dels ville jeg sikkert slet ikke kunne have båret en sådan tanke i det nu jeg levede i dengang, men havde måske taget livet af mig selv, under vægten af de byrder der så ville føles som selvforskyldte.

  Så alt vi oplever har altså et i sidste ende positivt formål, også når tærskelens vogtere forhindrer os i at opnå den fulde indsigt, for dette sker kun som en beskyttelse af os selv.

  Derfor må man jo så også konkludere, at når man møder andre mennesker, som man ikke er enige med omkring livets opbygning eller andre ting, så er der ingen grund til at lade sig frustrere over at de ikke forstår en, for måske kan de netop ikke lige i nuet bruge det man vil give videre til dem, på en positiv måde, og er derfor "beskyttede" mod indsigt lige på det område, hvor man selv mener at have en indsigt.

  Så enten er en sådant menneske man er uenig med, ikke endnu i besiddelse af det erfaringsgrundlag der gør at det kan se logikken i det man siger og bruge denne viden fornuftigt, eller også er man selv ikke i besiddelse af det erfaringsgrundlag der gør at det man siger er "rigtigt" i en større sammenhæng.

  Vi er alle lige, både overfor Guddommen og overfor hinanden, ingen er mere værd eller mindre værd end sin næste, og vi er alle også indbyrdes afhængige og kan slet ikke leve uden vort åndelige fællesskab.
  Men vi er blot ikke alle på samme udviklingstrin, og bør derfor kun betragte hinanden som enten "nogle" der kan hjælpe mig selv videre, fordi de er længere fremme i udvikling end jeg selv er, eller som nogle jeg har "pligt" til at hjælpe videre, af næstekærlighed til dem.

  Pointen er altså, at møder man et menneske (eller oplever man selv som jeg) som klart afviser reinkarnationstankerne eller karmaloven, (som jeg jo selv har oplevet at først at tro på, derefter at afvise totalt og nu igen at tro fuldt ud på), så bør man betragte et sådant menneske, som værende på lige det sted i udviklingen hvor behovet for dette individs livsopfattelse er sådan, at individdet får den størst mulige udviklingsmulighed, og at det altså kan være forsynet selv, der beskytter dette individ mod at erkende lige det, man selv bliver så frustreret over at man ikke kan få personen til at forstå.

  Vi når alle sammen til målet, så der er ingen grund til at blive utålmodig med andre, hver har sin egen vej, men den fører jo helt sikkert til det samme mål, og derfor er alt såre godt.

                              Hilsen Avatar