Hej med jer.
Her kommer en lidt speciel beretning, som man vanskeligt kan føre sig frem med andre stedet end på et Martinusforum (godt det findes!! :p ) uden at man vil blive kigget mærkeligt på
Jeg vil springe forhistorien over, jeg kunne skrive i sidevis omkring mine overvejelser over, hvordan vi oplever i det hele taget, og hvordan i alverden vi finder ud af, hvornår noget sker i forhold til noget andet, altså tidsopfattelsen i det hele taget. Jeg vil springe direkte til det der har ledt mig til min foreløbig konklusion:
I serien "Sjæl og videnskab" afsnit 5 og 6 var der en del personer, der fortalte om deres nærdødsoplevelser. Noget af det jeg bed mærke i var, at ingen af personerne mærkede nogen smerte i forbindelse med deres nørdødsoplevelse - det var som om de beskrev det sidste de kunne huske inden ulykken, og pludselig befandt de sig bare 10 meter over deres "døde" legeme. Eksempelvis var der en mand, der faldt ned fra et træ - han beskrev ikke noget om, at han ramte jorden med et brag, der gjorde voldsomt ondt - nej, det han kunne huske var, at han faldt, og det næste han beskrev var, at han svævede 10 meter over en klump nede på jorden, som måtte være hans legeme. En kvinde beskrev, hvordan hun huskede, at bilen kørte ud over vejen, og det sidste hun husker er, hvordan tyggegummiet ligger i hendes mund - derefter svæver hun 10 meter over sit legeme. Altså, ingen af disse mennesker husker nogen som helst smerte i forbindelse med dødsoplevelsen, selv om det sidste øjeblik må have været voldsomt for det fysiske legeme. Spørgsmålet er så for mig, om vi overhovedet oplever vores egen dødsøjeblik, eller vi springer de sidste øjeblikke (sekunder, minutter eller måske timer, afhængig af omstændighederne, hvad ved jeg?) i den fysiske verden over, og hopper direkte over på det åndelige plan, mens vort legeme kæmper dødskampen "af sig selv" på det fysiske plan?
En anden kvinde beskriver, hvordan hun i forbindelse med sin nær-dødsoplevelse er i stand til at forudse, hvad lægerne vil sige, gøre osv. Allerede inden de siger det med deres fysiske mund, er hun klar over, hvad de vil sige - som om den fysiske verden her er forsinket i forhold til hvad kvinden kan opleve fra det plan hun befinder sig på.
Jeg er kommet til den konklusion, at den fysiske verden for mig at se, ser ud til at være forsinket i forhold til den åndelige verden. Det vil altså sige, at på det tidspunkt, hvor andre mennesker oplever vores fysiske død, der har vi måske allerede været på det åndelige plan i et stykke tid, fordi den der dør går fra at opleve forskudt til at opleve direkte, mens de tilbageværende i den fysiske verden stadig oplever forskudt.
Ud fra egne erfaringer, som måske kan virke mærkelige på nogle, er jeg sikker på, at et fysisk legeme, i en kortere periode, kan fungere stort set uden nogen indblanding fra det levende væsen, der ellers "bebor" dette legeme. Under søvnen og den tidlige opvågnen har jeg nogle erfaringer, som det er vanskeligt at dele med andre, men som altså har overbevist mig om, at mit fysiske legeme i en kort periode kan fungere uden at jeg selv blander mig i det (!) - jeg ved det lyder mærkeligt, men sådan har jeg altså oplevet det.
Som jeg ser det kan det altså udmærket være sådan, at vores fysiske legeme, kort før vi dør den egentlige død på det fysiske plan, er overgået til at være baseret på stort set ren instinktenergi, der nok ikke kræver nogen indblanding fra os selv.
Såfremt den fysiske verden er forsinket, så er det for mig endnu en indikation for, at det fysiske plan er noget absolut sekundært i forhold til vores egentlige livsoplevelse - ja man kan vel sige, at det at opleve fysisk slet ikke finder sted, enhver oplevelse er en mental oplevelse, mens den fysiske verden kun er den forsinkede skygge, som de egentlige oplevelser kaster af sig.
Lad mig høre jeres kommentarer!!! 
Hej svend mit gæt på din situation
Kunne såvel være min egen du sider
I din nat bevidsthed ved et veldækket
Bord og spiser med dine slægter.
Når du vågner vil du jo være præget
Af det samtidig med du læser martinus
Vil der opstå et dilemma i din dag så
Om det er forsinket i det fysiske vil
Jeg ikke mene - forsinkelsen er i den
Åndelige verden - kun her i den fysiske
Kan vi lave forandringer - den åndelige
Verden er hvile.
Mvh
Lars
Hei
I antroposofien forholder det seg slik:
Det fysiske legemet har vi tilfelles med fjell og sand. Dødt i seg selv.
Det eteriske legeme har vi tilfelles med planter. Til å lage et fysisk blad trengs et meget likt eterisk blad.
Det astrale "legeme" har vi tilfelles med dyr, følelser og stemninger og drømmer. Ikke noe egentlig legeme, mer utflytende.
Jeget,vår individualitet(ikke egoet) er vi alene om.
Når vi sover (eller drar på astralreiser) så skiller jeget og astrallegemet seg fra den fysiske og eteriske kroppen.
Når vi dør så skiller også det eteriske legemet seg fra den fysiske kroppen, da dør vi.
Ved nærdød-opplevelse vil jeg tro at det eteriske ikke har forlatt den fysiske kropp i så stor grad.
Jeg tror smerte er delvis eterisk og delvis astralt, men vet ikke sikkert.
Steiner sier at i 42 årsalderen begynner det eteriske legemet å trekke seg litt etter litt fra det fysiske, dette gir sykdommer men også større muligheter for åndelige erkjennelser.
Vh Jostein
Fjell og sand;
Mineralriget/salighedsriget følelseslos på
det fysiske plan - dagbevisdst på det åndelige
Grå blå farve
Plante;
Planteriget/instinkte energi anelser i den
fysiskeverden dagbevisdst i den åndelige
Rødfarve
Astrale Legme
Dyreriget/tyngdeenergi
Dagbevisdst på det fysiskeplan natbevidst på
Det åndelige
Helt ved siden af var steiner ikke som jostein
Udligger ham
Mvh
Lars
Orange farve er så astrale Legme ifølge steiner
Lars
Jeg tror du har ret, det giver god mening.
Vi former jo vores intetion i bevidstheden og så sender vi den ud i kroppen og videre.
Når vi taler er vores ord og mening jo forlængst åbenbaret og vibrere i stråleformig materie, men det tager noget tid før at de et omsat til tunge fysiske vibrationer, eller luft og lyd materie.
Jeg kan godt tilslutte mig det udlæg at der er en forsinkelse i fysiske sammenhænge.
Hvis vi foreksempelvis sammenligner et højt udviklet åndeligt perspektiv og et primitivt fysisk perspektiv som to syn eller to skærme.
Hvis vi kigger på første skærm, det højtudviklede perspektiv: så ser vi at hele skærmen er hvid eller lys.
Hvis vi kigger på den anden skærm, det primitive syn: så ser vi at hele skærmen er sort, på nær i midten, hvor der er placeret en lille lys plet.
Hvis det fysiske væsen vil bevæge sig, skal den flytte den hvide plet fra et sted til et andet på skærmen, hvilket betyder indirekte bevægelse.
Det åndelige væsen har hele skærmen til rådighed og er på den måde som udgangspunkt over alt. Det vil sige at der ikke opstår indirekte bevægelse men kun direkte bevægelse. Den former altså sit ønske af stråleformig materie og det står således i stråleformig materie.
Men begge væsener er jo placeret i centrum, hvilket jo er foran skærmen, vi kan sige "PC skærmen" for at gøre det synligt.
Mens det "fysiske væsen" skal flytte sit åndelige perspektiv rundt på skærmen, hvilket skaber "fysik". Da skal det åndelige væsen ikke flytte noget for at komme rundt. Det former sit perspektiv.
I virkeligheden er der tale om nøjagtigt det samme og samme perspektiv, men forskelligt potentiale.
Vi er alle åndelige væsener, men det der skaber den fysiske verden er at en gruppe af åndelige væsener flytter deres perspektiv hvilket skaber indirekte bevægelse i den direkte bevægelse.
Hvilket er det samme som fiksering eller "fiktion" som jeg har symboliseret ved den lille hvide prik i det primitive syn.
En anden gruppe former deres perspektiv, hvilket er udgangs punktet i al oplevelse og skabelse, hvilket jeg symboliserede ved et omfattende lys.
Alle er det samme sted og det er jo det vi kalder "Faderen".
Men et levende væsen kan være fikseret, denne "fiktion" skaber altså det fysiske legeme.
Det er altså klart at der må opstå en forsinkelse i alle fysiske sammenhæng,
Hvis jeg skal vende mig om for at se noget, jeg i virkeligheden ikke "behøvede" at vende mig om for at se, bliver der "forsinkelse".
Forsinkelsen skabes af at det levende væsen flytter perspektiv, at flytte perspektiv er i virkeligheden en meget "svær" og tung omformning af perspektiv.
Forsinkelsen er altså en illusion i takt med tiden og rummet, men altså en virkelig illusion.
Sådan tænker jeg, i forhold til hvad du har skrevet Svend.
Kærlig hilsen
Jacob
Hønen eller ægget
Jeg tror ur begær eller længsel
Nær dødsoplevelse kræver vel en fysisk "død"
Først.
Lars
Nørretranders skriver i en av sine bøger om en test med bevidstheden som påviset at bevidstheden er 0,5 sekunder forsinket. Det bekræfter i så fald det du skriver Svend at den fysiske verden er forsinket.
Hej oscar
Martinus er inde på overbevidsthed og under
Bevidsthed, hvilken en af dem mener du ?
Mvh
Lars
Bevidstheden tilhører vel den åndelige verden og ikke den fysiske verden???
Fadervor komme dit rige
Noget som kommer er det forsinket ?
Men bønnen kommer fra en som er
Sammensat af en over og en underbe-
Vidsthed og som vil hjem
En blomst er på vej ind i materie, et
Dyremenneske på vej ud kredsløb
Princip
Mvh
Lars
"Fadervor komme dit rige"
Jeg syntes at det er godt kommet på og set,
Lars
Min konklusionen: er at den fysiske verden ikke er forsinket, men den er forsinkelse.
Også en dejlig bøn.
Passer godt til foråret.
Kærlig hilsen
Jacob
Vi oplever vel alle, at der er forsinkelse mellem vore tanker og handlinger. Og vi går traditionelt ud fra, at tankerne foregår i hjernen som noget vi selv skaber.
Men med ideen om at hjernen blot er en modtager for impulser udefra, blir der lavet lidt uorden i vores traditionelle opfattelse. Ligesådan med at impulser udefra blir modtaget andre steder i vores krop, selv om disse steder måske ikke er at regne for fysiske kropsdele. Mange af os er ikke bevidste om den slags modtagelse af impulser.
Med denne viden blir der åbnet op for muligheden for, at der foregår ting og sager omkring vores krop, som vi slet ikke har viden og bevidsthed nok til at fatte endnu. Det kan pege i retning af, at kroppen kan fungere ved hjælp af impulser, vi ikke er bevidste om.
Men din pointe, Svend, om at nærdødsoplevere ikke beskriver "dødsøjeblikket" for kroppen, den har jeg egentlig aldrig tænkt over før du gør opmærksom på den. Så den grubler jeg lige videre over :~
Da Walter Russell havde sit kraftigste glimt som 49-årig, var han ikke i sit fysiske legeme i 39 dage, det passede så at sige sig selv, gik tur i parken osv.
De legemer man 'ikke er i' er nat-legemer, eller, er en del af natbevidstheden, for han havde jo bevidstheden overført til Følelses-legemet, under det langvarige glimt. Om dagen lever vore nat-legemer jo 'deres eget liv' varetaget af natbevidstheden.
Iøvrigt var nyligt en artikel på videnskab.dk om at hjernen har taget stilling 8 sek. før man udtaler sig, altså allerede 'besluttet sig' for hvad man vil sige.
Bare en kort kommentar.
Ja, bevidstheden tilhører den åndelige verden. Når Nørretraners skriver om bevidstheden kan vi enkles oversette det med: vår hjerne som mottagsapparat for bevidtheden.
Så det rigtige er nog, hvis Nørretranders har rætt, at "vår hjerne som mottagsapparat for bevidtheden er 0,5 sek forsinket".
Når vi snakker om bevidsthed her er det den våkne dagsbevidstheden det gæller.
Skriv et svar