Hej Ejby.

Umiddelbart en skør tanke, men måske alligevel. Et dødt menneske har afstødt den fysiske organisme, og kan vel siges at leve på et højere plan end os der lever i den fysiske verden. I den fysiske verden møder vi også væsener, der lever på et lavere plan end os selv, for eksempel planterne - vi møder her plantens natbevidsthed. Planten er ikke bevidst om os, den kan ikke erkende os, men vi kan erkende plantens sekundære bevidsthed. På samme måde er det måske med vores forhold til de afdøde. Når de er døde, kan de måske erkende vores natbevidsthed, men vi kan ikke erkende dem - ikke bevidst i hvert fald, men kun via drømme, som er forvanskede billeder af det vi har oplevet med natbevidsteheden.

Jeg tror derfor, at afdøde mennesker udmærket kan møde en del af os (vores natbevidsthed), men de kan ikke se, hvad vi laver i den fysiske verden, på helt samme måde som vi ikke kan se, hvad planten foretager sig på sit dagsbevidste område.

Hej Ejby

Jeg mener at jeg kan huske at have hørt eller læst Martinus beskrive at når vi sover er vi i den åndelige verden og der kan vi så møde andre åndelige væsener.

I dit eksempel vil du derfor hvis du dør før dine børn kunne "mødes" med dine børn "mens" de sover.

Med kærlighed

Lars

Hej Ejby.

Det er min oplevelse at vi alle lever åndeligt hele tiden, men at vi blot, mens vi lever dette åndelige evige liv, har vor bevidsthed "låst fast" i den fysiske verden under inkarnationerne (på bestemte tidspunkter).

 Dette kan sammenlignes lidt med når man spiller computerspil eller fordyber sig i en film eller andet, for da er ens "dagsbevidsthed" jo også fastlåst i en "anden verden" og vil nogen i "kontakt" med en, mens man spiller et spil eller er fordybet i en films illusoriske verden, så skal ens bevidsthed jo først fjernes fra den "verden" man oplever i, (filmen eller spillet) før en reel kontakt med "omgivelserne" kan opnåes.

 Vi sidder altså allesammen døde og levende i den helt samme åndelige sfære, men nogle af os sidder så lige i nuet og spiller et inkarnationsspil, som fuldstændigt optager vor bevidsthed, og vi sanser derfor ikke den omgivende åndeverden, men sanser kun selve spillet og dets indhold.

 Derfor er vi ikke sådan lige at komme i kontakt med, for vore åndelige medskabninger, som ikke i nuet et i færd med at "spille", og disse må vente til vi "holder pause i spillet" (sover), før de kan kommunikere ordentligt med os.

 Lidt "firkantet" fremstillet, men nok det bedste billede jeg kan give i nuet, af mine egne formodninger omkring forskellen på bevidsthedernes fokus for os åndelige væseners vedkommende, vi er jo netop alle åndelige væsener, og lever allesammen i helt samme åndelige sfærer, men det er vort fokus og placering/opholdssted af "bevidsthed" der er afgørende for hvilke af vore "medvæsener" vi er i stand til at komme i kontakt med.

 Døde og levende findes ikke , som jeg ser det, men der findes muligheder for at flytte sin bevidsthed til begrænsede områder, (hvilket sker under inkarnationerne), og dette medfører at man så har mulighed for at lære specifikke ting, fordi man så ikke "forstyrres" af uvedkommende impulser, under "uddannelsen".

 Det er vel også derfor man opretter "læreanstalter" med specifikt indhold, så de der ønsker det kan indfinde sig i konkrete "rammer" med specifikt "indhold", og der lære uforstyrret af omverdenen, de ønskede evner/talenter o.s.v., via et fokus på disse ting alene, og uden forstyrrelser af selve "undervisningen" af ting der ikke har nogen reel sammenhæng eller positiv effekt, i forbindelsen med opnåelsen af lige den enkelte specifikke "uddannelse" man gerne vil have.

 Men i "pauserne" mellem "timerne"; kan man jo så godt lige ringe hjem eller være i kontakt med "omgivelserne" på det "åndelige" plan, og det er at sammenligne med hvad vi kan opleve under "søvnen", som jeg ser det.

Tilføjer lige: Når du dør (og er helt færdig med dette ene inkarnationsspil) kan du jo derfor sagtens møde dine egne børn i åndeverdenen, på de tidspunkter hvor disse børn ikke spiller, (når disse sover), vi er der jo alle hele tiden, men har blot ikke altid vor "dagsbevidsthed" fungerende på samme "frekvens", på samme "tid".

  Det er jo også muligt at møde andre levende (inkarnerede) medskabninger i sine egne drømme, hvis ellers disse sover på samme tidspunkt som man selv gør, så selve "døden" er for mig blot et udtryk for at "spillet" er slut, og forhåbentligt har man så gennemført spillet til "UG", ellers er der jo nok mulighed for at starte spillet igen ( i en ny inkarnation) så det man ikke lærte første gang får en chance til.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Tak for jeres svar!

Men kan se, at det vist kræver en uddybning.

Forklaringen i udsagnet er noget ala:

Da tid og rum (sted) er en illusion, lever vi i "virkeligheden" alle vore
inkarnationer samtidigt.

Vi er skabt i Guds billede efter hans lignelse. Vores jeg er derfor ligesom
Guds spittet op i dele. Hver del er bevidst i sin inkarnation som foregår
samtidigt.

Det betyder også, at vi i samme NU som alting foregår, altid vil have en
del af os, som er bevidst på det åndelige plan. ( måske man kunne kalde det
en slags højere selv)

Uden for tid og rum (sted) er det derfor underordnet, hvem der "dør først",
da tiden er ikke eksisterende. Vi vil altid møde dem vi holder af, da tiden
ikke er en faktor/illusion vi er bundet af i den åndelige verden.

Det er lidt tricky at forklarer...kan i følge min forklaring?

Kh. Ejby

Ps. Det har derfor ingen betydning om de efterladte sover eller ej.

Hej Ejby

Ja tiden er noget der hører den fysiske verden til. Hvordan det er i den åndelige verden er nok egentlig helt umuligt at beskrive med ord, forklaringer og forståelser der også hører den fysiske verden til eller i hvert fald hører ind under de erfaringer, tanker og forståelser vi har opbygget i den fysiske verden.

Med kærlighed

Lars

Hej Ejby.

På en måde har du ret og på en anden ikke, mener jeg, angående "tiden" som begreb.

 Intet levende væsen kan være med sin dagsbevidsthed 2 steder på samme "tid", og under inkarnationerne eller mens vi "spiller" er vi underlagt tiden, som udfolder sig for os som en start og en afslutning på vor inkarnation.

 Men udenfor den fysiske verden findes tiden ikke i denne liniære form, dog kan vi alligevel ikke være alle steder og have alle oplevelser i samme "nu", men må forholde os til de enkelte oplevelser i en form for "tid" alligevel, da alle oplevelser jo har en begyndelse og en afslutning.

 Ergo er vi som adskilte dele af den samlede "guddom" altid underlagt en "begrænsning" som gør at vi kun kan opleve en ting af gangen, eller opholde os et "sted" af gangen, men om disse oplevelser så i realiteten sker i en evighed der er "tidløs", er nok i sidste ende ligegyldigt, idet vi jo aldrig vil kunne opnå at opleve denne tilstand af allestedsværen, i nuet, før vi er et med selve Guddommen igen, og da er vi ikke længere dig og mig, men "gud" selv, der oplever, og den tilstand hører formentligt først til vor oplevelsessfære i salighedsriget.

 Så jeg mener ikke det er helt korrekt at opleve vort eget jeg som værende spilttet op i forskellige smådele der oplever hver sin inkarnation på samme tid, men at det er mere korrekt at tale om at Guds jeg er splittet op i smådele (os) der hver især oplever sig selv som selvstændige jeger, med eget udviklingforløb, men som har egne inkarnationer i et liniært udviklingsforløb på individuelt plan, mens den samlede oplevelse af alle (vores/smådelenes) inkarnationerne i deres "tidsløse" format, kun kan opleves som værende Guds egen "jegoplevelse".

 Så længe der er oplevelser, så er der tid, nemlig den tid oplevelserne varer i, så tid er måske nok kun en illusion eller et begreb, men det er oplevelserne jo så også, (illusioner), og at forsøge med sin forstand at sætte sig "udenfor" tid og rum, har vi nok ikke ret megen held med eller nogen gavn af overhovedet, det er nok langt væsentligere at bruge den "tid" vi oplever på noget der kan bruges "I" den tid/det nu vi oplever.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Det er nu ikke mig der har ret eller ikke. Da jeg blot vidregiver en andens udsagn,
som jeg selv går og funderer lidt over om det kunne forholde sig sådan.

I don`t know.

Kh. Ejby

Hej Ejby.

Sorry, ser godt du kun forsøger at referere hvad andre udtaler.

  Det er da heller ikke helt ved siden af, blot er den "seperering" der tales om, fra selve "guddommen" (helheden), ikke eksisterende, for mit vedkommende.

  Citat: Vi er skabt i Guds billede efter hans lignelse. Vores jeg er derfor ligesom
Guds spittet op i dele. Hver del er bevidst i sin inkarnation som foregår
samtidigt.

  Jeg kunne sagtens godtage beskrivelsen i dette udsagn, hvis blot der ikke blev talt om at vores individuelle "jeg" også er spilttet op i mange dele, for det mener jeg trækker "os" som individuelle væsener endnu længere væk fra "guddommen" end vi reelt er (vi er smådele af et større "eget jeg", som så er en smådel af guddommens samlede "jeg").

  Så hvis man blot skrev: Vi er skabt i Guds billede efter hans lignelse, GUDS jeg er splittet op i dele. Hver del er bevidst i sin "nuværende" inkarnation eller "diskarnation".

  Så ville jeg da være enig.

  Jeg vil dog tilføje at vi individuelt (efter min opfattelse) også har en større "gruppesjæl" vi arbejder sammen med, og måske i en senere "tilstand" bliver forenet med til en samlet "bevidsthed", (måske som "klodebevidsthed" ), men det er et aspekt jeg ikke mener kan sammenlignes helt, for det samlede "jeg" vi måske senere hen vil opleve at være, er jo ikke helt "formet" endnu, da vi alle som individuelle bevidstheder i nuet kan vælge "veje" frit at gå frem af, så fremtiden er ikke fastlagt helt endnu, og kan derfor heller ikke allerede have udfoldet sig i nuet,(selvom alt sker på samme "tid")  hverken dine egne inkarnationer eller andres, da disse fremtidige inkarnationer jo bygger på opnåede talenter og karmaer for handlinger der ikke er forudbestemte, eller udførte endnu, og som fremkommer af handlinger gjort af "fri vilje", og ikke af forudbestemte "handlinger" man tvinges til at gøre, for ellers kommer den fremtidige "karma" ikke til at "passe" .

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Som sagt, ved jeg ikke om det kunne være en mulighed men er i
tænke og undersøgelsesfasen.

Jeg tænker lidt på filmen..."What the bleep do we know - down the rabithole",
som omhandler kvantefysik og parrallel universer, og ideen om, at vi eksisterer
i flerer universer samtidigt.

Kh. Ejby

Hej Ejby.

Jeg er sikker på, at jeg kun findes et sted ad gangen, der er uendeligt mange levende væsener til at spille alle rollerne i alle universer, jeg behøver kun at tage mig af én rolle. Hvis jeg kunne spille flere roller, kunne jeg lige så godt spille dem alle sammen, og det er der kun Gud der kan. Fra Guds perspektiv er der måske kun én skuespiller, men jeg mener vi må skelne mellem det evige og det timelige. I de skabte tings verden eksisterer tiden, ellers var sult og mættelse, kontrastprincippet mv., ikke eksisterende. Kun i den rene sfære for X1 kan man sige, at tiden ikke eksisterer. Men jeg mener, at enhver for for livsoplevelse kræver en form for tidsoplevelse.

Ja, der er det samme Jeg, 'og perspektivprincippet',
ja, tiden er ikke på samme måde bundet til lokale døgnrytmer, og planetbaner,
på det åndelige plan, men tid er bevægelsens skygge, og oplevelserne på de overfysiske planer, er også bevægelse, det er Jeget der ikke er bevægelse, der' hvor tiden ikke er,
ja, kommunikation er via dagsbevidstheden, gennem koblings- eller 'nat-legemerne', med 'døde' og sovende.
Kærlig hilsen
Holger

Stærkt citat Lars.

Den gregorianske kalender (en opfindelse fra Vatikanet) er endnu et værktøj som begrænser og låser den menneskelige bevidsthed til timer - dage - uger - måneder og år.

Hvad er tid i virkeligheden når det kommer til stykket, andet end intensitetsoplevelser administreret af bevidstheden?
Eksempelvis kan en time hos tandlægen føles som længere tid, end en weekend sammen med kæresten man lige har lært at kende.

Nå for at komme tilbage til emnet:

Jeg læste engang følgende citat som jeg ikke umiddelbart fattede noget af:

-Vi er alle sammen centralt splittede til i paralleluniverser at være her - der og allevegne.
Men det er fordi at vores primære bevidsthed er her i den fysiske zone og sekundær bevidsthed i det ikkefysiske.

Så er der de som i nærdødsoplevelser hævder at have mødt Kristus, men... -her er der tale om en forklædning og en iscenesættelse af det som man forventer at møde i det ikkefysiske.
Affinitetsloven skaber den orden som vi til enhver tid har skabt mulighed for at tiltrække. I modsat fald vil der ikke være nogen logisk mening og forståelse med vort tilhørsforhold og hvad vi tiltrækkes af.
Det svarer lidt til at direktøren pludselig bytter plads med lagerforvalteren og indkøbschefen med receptionssekretæren.