Hej Steen...

Grunden til at det der overgår andre mennesker ofte kan virke uretfærdigt, skyldes at vi ikke ved hvilken karma folk slæber rundt på.

Vi har allerede skrevet en del om karma her på forummet, du kan bla se de tidligere tråde http://a16a01d61cf76d136390698ebdf6cb5583052303.web17.temporaryurl.org/phpbb/viewtopic.php?p=8382#p838 2" class="bbcode_url">her

kh
Tina :0)

Kære Steen, og andre udødelige sjæle,

Der er virkelig ingen 'døde', der har aldrig været nogen 'døde', der er virkelig aldrig nogen der 'dør',
der er 'kun' åndelige væsener, nogen har 'fysiske' legemer, andre har for en tid lagt dem 'på hylden'
Vi er evige udødelige åndelige væsener, og har i sagens natur altid været det,
og Vi vil aldrig virkeligt kunne ændre ved denne evige realitet,
det er udelukkende et spørgsmål om 'tid' = 'bevægelse' = 'oplevelse', før Vi gen-opdager denne Vor evige identitet som evige udødelige åndelige væsener,
Vi er evige stråler af den evigt skinnende sol,
og selv Gud kan umuligt ændre ved dette evige faktum, det evige mirakel,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Steen2

Det eller de spørgsmål som du stiller er egentlig meget interessante, for du stiller nemlig de spørgsmål til livet, som ethvert tænkende individ stiller på et eller andet tidspunkt. Dine spørgsmål kan ikke besvares - medmindre man accepterer reinkarnation og karma. For os almindelige mennesker, der ikke har kosmisk bevidsthed, kan de spørgsmål du stiller ikke besvares, medmindre vi accepterer, at der eksisterer noget som vores nuværende videnskab ikke kan måle eller veje. Grunden til, at du stiller spørgsmålet er, at du ikke kan overskue mere end et liv.

Lad os prøve at sammenligne det med et lille barn. Da jeg var en lille dreng og slog mig, spurgte jeg min mor, hvorfor det gjorde ondt, når jeg slog mig? Hun svarede, at det skyldtes, at jeg havde nogle nerver, der sendte besked til min hjerne om at det gjorde ondt. Med mit lille barnesind kunne jeg ikke få ind i mit hovede, hvad disse nerver gjorde godt for - det var da bedre at undvære disse nerver, og derved slippe for smerten, når man slog sig. Man kan sige, at mit barnlige udsigtspunkt gjorde, at jeg ikke kunne overskue, at uden disse nerver ville mennesket ret hurtigt blive udryddet. Jeg kunne kun overskue, at det var træls at det gjorde ondt. Jeg kunne ikke se retfærdigheden i, at det gjorde ondt. Man kan sige, at det korte øjeblik jeg kunne overskue som et lille barn der føler smerte, sammenlignet med et helt liv, er som et helt liv sammenlignet med en uendelig kæde af liv - forholdsmæssigt set. Som voksen person kan jeg da sagtens se den fantastiske funktion som nerverne udfører - men nu kan jeg jo også overskue helheden.

På samme måde er det med det enkelte liv. Hvis man kun kan overskue et enkelt liv, kan man heller ikke forstå, hvorfor man ikke kan slippe for en ulykkelig skæbne i netop dette ene liv, mens mange andre har et lykkeligt liv. Man kan ikke forstå, at det i virkeligheden er en guddommelig anordning. På samme måde som det lille barn ikke kan overskue, hvorfor det er en guddommelig anordning, at man kan føle smerte - samtidig med, at ens bror eller søster sidder og spiser en is, og har det hyggeligt. Men ser man helheden kan man se, at også ens bror og søster har et nervesystem, selv om de ikke lige har ondt når man selv har det.

Man kan sige, at smerten er med til at fortælle en, hvad man ikke skal foretage sig - hvad der er godt for en, og hvad der er ondt. Uden nervesystem, ingen smerte, men heller ingen glæde. På samme måde måde er karmaloven også med til at lære os, hvad der er godt og hvad der er ondt. Uden karmaloven ingen livsoplevelse.

Hej Steen2

Døden i sig selv har altid og til alle tider optaget mennesket hvad enten vi snakker om døden fra de efterladtes synspunkt, døden som en afslutning på det fysiske liv eller døden som det "magiske" forhæng mellem den verden vi kender og den verden der er "på den anden side".

Den død du nok tænker på som uretfærdig er den fysiske død set fra personlighedens side, smerten over "at miste" smerten over at gud er så uretfærdig, smerten over at noget ungt og smukt skal dø eller udslettes for at blive i personlighedens perspektiv og det er helt forståeligt at vi føler sådan da de fleste af os ikke har en fuldt integreeret sjælskontakt endnu. Når vi har integreret sjælen i personligheden og personligheden har underlagt sig sjælen vil vi kunne "se" meget mere og dermed også se helheden i alt, men indtil da må vi acceptere at vi har en personlighed der føler som den gør og måske blive i stand til at bruge vor mentale viden til at forsøge at forklare vor personlighed  at døden er ok, et problem er så at jo tættere på os døden høster jo vanskelligere vil vor mentale del have ved at overdøve vor smerte, vort tab.

Der kan være mange årsager til en tidlig død, karma for eksempel eller øvelse i at bygge et bedre legeme op da dette også er afhængigt af viden og erfaring også i samarbejde med de opbyggende devaer. Endeligt kan en personlighed/et gruppemedlem vælge at bruge en kort inkarnation for at "tænde op" for en chok der skal virke til at "vække" en person/familiegruppe etc.

På en måde kan man sige at døden set fra de indre verdener er en fødsel, en fødsel hjem igen fra en ofte lang og besværlig rejse gennem de fysiske verdeners strabadser, alle der har været over "dørtrinet" beretter om, at de bliver modtaget af familiemedlemmer og andre som de kender uanset hvilken tro, observans eller samfund de ellers kommer fra.

Snakker vi om døden med "magiens øjne" har døden altid været et mysterium som mange har forsøgt at styre og få magt over og ikke mindst de grupperinger der ser den negative side af magten som interresant og formålstjenlig.
Også de gamle ægyptere havde denne interresse og kom endda så vidt at de til en vis grad lærte at beherske det yderste grænseland så meget at denne viden blev et af de store indvielses ritus i det der i dag kendes som rosenkors-traditionen selv om den inderste hemmelighed stadig er skjult.
Man har fundet nogle meget store stenkister i pyramider som har givet spørgsmål til videnskaben, disse stenkister havde i sin tid et tonstungt låg som blev lagt over når "aspiranten" efter en lang kompliceret indledning havde anbragt sig i kisten/sarkofaet og under dette ritual lærte aspiranten dødens grænseland at kende. Jeg mener at det er på dette tidspunkt man lærte at det maximale tidspunkt det var muligt at være "ude af kroppen" var 3 døgn hvorefter æterlegemets vehikler begyndte at "stivne" og en "sammensmeltning" umulig.

Det er vigtigt at tænke på at "vort normale" billede af hvad en sjæl og en sjælegruppe er, stadig er skjult for de fleste og dette er med til at gøre det vanskeligt at forholde sig til de faktiske forhold også når vi snakker om begrebet døden.

Kh.Pondus

Der er ikke den store forskel på :
"Herrens veje er uransalige" og døden som karma

Hej Steen2

Forskellen er ens, begge er et spørgsmål om udsyn og.....prøver vi ikke netop, at gøre herrens veje ransalige ? 

Kh.Pondus

”Lad de døde begrave de døde”

Når man lever i en fysisk verden, så vil ens oplevelser være afhængig af de fysiske sanseregistre, man har til rådighed, fordi alle fysiske indtryk skal omsættes til oplevelse for vores jeg. Er man født blind, kan man altså ikke opleve farverne med sine øjne. Her er man afhængig af, hvad de seende kan fortælle om genstandenes eller landskabets farver. Men hvordan fortæller man om farverne til en blind? – Ja, er det ikke på samme måde, når indviede væsener skal fortælle menneskene om, at døden er en illusion og vores jeg evig er til, så her må man ofte bruge analogier, for at kunne forklare tingenes rette sammenhæng.

Er det tilfældigheder, der råder over vores liv, eller er der en dybere mening med, at f.eks. nogen dør i en tidlig alder? – Martinus taler om kosmisk farveblind os mennesker, fordi vi ikke kan ”se” bag om tingene. Derfor tror vi, at døden er noget absolut, når kroppen ikke længere fungerer. Vi kan ikke fysisk iagttage vores virkelige jeg, det er ganske usynligt, fordi dets bestanddele ligger på så høje og fine vibrationer, at det vibrerer lige igennem al fysiks materie uden at afsætte så meget som et spor. Når dette jeg eller dette noget, alligevel er i stand til at tage bolig i en fysisk krop, skyldes det nogle koblingsmekanismer eller omsætningsmekanismer mellem jeget tre operationelle egenskaber, som vi kender som jeget, dets skaberevne og dets evne til at skabe formernes verden.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at vi ikke kan se os selv, som den vi er. Vi ser kun de skabte former, nemlig de mest langsomme og træge materieformer, enten som faste eller flydende stoffer. For at kunne iagttage de højere tilværelsesformer og vibrationer, må der være en energi, som er i stand til at gå bag om disse, og her er det så at intuitionsenergien kan trænge igennem, ganske enkelt fordi den ligger over de andre i vibrationshastighed og har en helt specifik egenskab idet den for jeget giver selve facittet. Da denne energi har så fin en vibrationshastighed, kan den kun komme gennem vores bevidsthed, når vi er i absolut balance eller harmoni med livet. Der er dog mange mennesker i dag, der har oplevet glimtvis livets mysterium i et kort øjeblik (kosmisk glimt). Disse mennesker, vil have langt lettere ved at forstå, at den fysiske verden er vores læreplads og er vores sekundære verden; jo ”døden” kan nemt komme til at skygge for livet, så længe vi er i lære.   

Derfor kan Martinus heller ikke bevise sandheden for os, vi må selv gå vejen, for at komme til at se sandheden om livet. Men den der har gået meget langt, kan ved hjælp af Martinus analyser se, at tingene ikke er tilfældige, at naturen ikke skaber tilfældigheder, men alt er ordnet logisk og lovbundet. Har man nogen sinde set tilfældigheder skabe logik og planmæssigheder, er det ikke det omvendte, vi ser? – der, hvor vi ikke skaber logisk, der skaber vi problemer for os selv. Hvis vi ved en fejl kommer salt i kaffen, kan det ikke nytte at bebrejde, at saltet ikke smagte som sukker. Den eneste vi har at takke problemet for, er en selv. Det var mangel på opmærksomhed, at man tog fejl af salt og sukkeret. Ligeledes er det også, når et ung menneske bliver ramt af en ulykke, her tog det også fejl af ”salt” og ”sukker”. Det har gennem sin væremåde handlet i strid med kærlighedslovene og dermed mistet sin beskyttelse mod ulykker.

Karmaloven er ikke noget, der er skabt, det er energiernes vibrationsegenskaber, man møder i den form, man selv har sendt ud. Alle energier har en afsender og en modtager. Bevidsthed og energi er to sider af samme sag og dermed er man altid en del af skæbneloven, det man sår, må man høste. Kan noget være mere retfærdigt? – hermed er alt jo såre godt!

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Kære Svend Erik må jeg godt citerer dig for den her :

******
hvor vi ikke skaber logisk, der skaber vi problemer
******

Den er flot , men er det noget M siger lige ud !

Kære Steen2! 

Tak fordi du kunne bruge mit synspunkt angående, at bruge logikken på rette måde. Martinus skriver mange steder om logiks tænkning, men bedøm selv!

Her er nogle eksempler:

”Da al væremåde og dermed væsenets livsførelse og livsoplevelse er resultatet af bevidsthed, bliver samme væremåde og livsoplevelse altså fuldkommen og ufuldkommen eller såkaldt "god" og "ond", alt eftersom samme bevidsthed henholdsvis er et resultat af logisk eller ulogisk tænkning eller manifestation af tankeimpulsernes indstilling til materien.” (Livets Bog 6, stk. 1954)

”Har man nogen sinde set, at en klædning, et par sko, en bygning, en kraftmaskine osv. har kunnet blive til uden i kraft af logisk tænkning, der igen er det samme som manifestation af ånd? –” (Livets Bog 6, stk. 2183)

Eksempel på lokallogik, her tror man, at man har tænkt logisk:

”Det, der derfor bygges op på lokallogik uden at passe ind i verdenslogikken, hvilket vil sige: er i strid med kærlighedsloven eller makroorganismens (Guds organismes) ve og vel, vil uundgåeligt komme ud for en større eller mindre katastrofe, det være sig ligeså godt i væremåde som i fysisk skabelse. ” (Livets Bog 6, stk. 1957)

Som du kan se ud af de tre nævnte eksempler, så er det ikke ligegyldigt, hvordan man handler i en given situation. Hver gang noget er gået galt, er det fordi man ikke har handlet i kontakt til livslovene; og i værste tilfælde kan resultatet blive skæbnesvangert; dermed kommer man til at gøre sig ubehagelige men nyttige erfaringer, som med tiden medfører, at man tænker sig godt om, inden man handler igen på samme måde. I de områder hvor man har lært af sine fejltagelser, der vil man ikke længere være til skade for sig selv eller for andre og til sidst vil man i alle livets forhold handle på sådan en måde, at det vil blive til gavn, glæde og velsignelse for helheden.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik   [/align]