Nej, salighedsvæsenet hungrer naturligtvis ikke direkt efter att blive dræbt eller et opleve ubehag, det hungrer efter en kontrast til det det er mætted på. Men det må vel forstå på den niveau der den befinder sig at denne kontrast på lang sikt vil lede at den vil blive dræbt... Om den længes efter at dræbe må den vel indse at dette vil lede til at den sommetider vil blive dræbt? Og helt akseptere detta som prisen for at nyde drøbendet... Dette væsen er vel bevisdt om karmaloven?

Det er i vel princippet ikke anderledes end vores egen situation med kendskab til analyserne: vi ved også, at hvis vi handler kærligt, så vil det før eller senere føre til at vi bliver mætte af denne kærlighed, hvilket på et tidspunkt vil føre til lidelser. Alt liv er en evig vekselvirkning mellem salighed og velvære, uanset hvad vi gør. Det er et vilkår, ingen kan påvirke.

venlig hilsen
Jan.

Men hvad siger at vi der er  inde i en udviklingsprocess  ønsker detsamme som salighedsvæsenet der er på vej mod indvikling, og at vi har densamme syn på lidelsen?

Ja, men jeg tror bare at det at blive dræbt står i et helt andet og forklaret lys. Det fremstår som et gode og ikke et onde.

Jeg må dog også indrømme at salighedsriget er en temmelig teoretisk størrelse for mig

kh
Lasse

Idealet i dyreriget er jo dette: enhver er sig selv nærmest. Man vil hellere tage end give. Man vil hellere dræbe end selv blive dræbt.

Hvorimod idealet i det rigtige menneskerige er: enhver er sin næste nærmest. Her vil man hellere selv blive dræbt end at andre skal blive dræbt. Man vil hellere selv lide, end andre skal lide.

Ud fra det mener jeg ikke man ønsker at blive dræbt, med mindre man er meget næstekærlig, eller man er inde i en såkaldt sexuel afsporing.

venlig hilsen
Jan

Man kan vel også formulere det på denne måde: i den sekundære zon vill man opleve kontrasten till den primære zon, med alt hvad det medfører. Én kontrast er at ha mulighed til at dræbe, en anden at risikere at dræbes. Hvorfor skule man kun vilje opleve den ene halvdel af den sekundære zons muligheder fra salighedsvæsenets synspunkt? Egoismen muliggør at både dræbe og blive dræbt.

Hvad med Petersh Martinus-citat:

"Så enkel og ligetil er selve væsenernes livsvandring, at de ganske
simpelt går efter deres egne ønsker, begær og længsler." - Martinus

Din egen indre tanke- og hukommelseverden i denne inkarnation er et salighedsrige "light", hvor du er ensvoldig monark  i ditt eget indre rige! Så det er på den måde nok mere en kun "en temmelig teoretisk størrelse"!   

Hej Algotezza

Jeg mener ikke, man begærer at blive dræbt, simpelthen fordi det ikke er en behagelig ting. Derimod er det at dræbe, noget, der vækker behag, når man er tilstrækkelig inhuman.

Det, selv at blive genstand for drab og opleve de smertelige konsekvenser, er en slags "bivirkning", som man ikke går efter. Lidt ligesom man måske godt kan lide at spise kage og søde sager, men man gør det ikke for at få ondt i maven, selv om det kan være konsekvensen.

Man kan også se det på selvopholdelsesdriften, den grundlæggende drift i dyreriget, som går ud på at undgå at blive dræbt.

I dyreriget er det en livsbetingelse at dræbe, og derfor er det ligefrem grundlaget for dyrets velvære, medens det for det jordiske menneske ikke er en livsbetingelse. Her bliver det at dræbe derimod underminerende for dets lykke og velvære.

Jeg kan også huske, at Martinus et eller andet sted beskriver ens genoplevelser i salighedsriget, at det, der særligt vækker salighed, er erindringerne om, de situationer hvor man var det største og mægtigste dyr i junglen.

Når man er nået dertil, hvor man ikke ønsker at dræbe, men derimod hellere selv vil dræbes end at andre skal dræbes - ja, så er man jo netop blevet human og er færdig med at tilhøre dyreriget.

venlig hilsen
Jan

Hvorfor er ikke alle dyr rovedyr, hvis man i salighedsriget kun hungrer efter at dræbe, men ikke at dræbes?

Jeg ved ikke, hvad der er afgørende for, om man bliver rovdyr eller et andet dyr. Jeg tror ikke, Martinus er inde på det.

Men de dyr, der ikke er rovdyr, flygter jo, når der kommer et rovdyr. Og de skriger, når de bliver overfaldet.

Det tyder jo ikke på, at de kan lide at blive dræbt.

Hvis de kunne det, skulle de tværtimod jage rovdyrene, sådan at chancerne var større for at blive ædt.

venlig hilsen
Jan

Hej Algotezza.

Der er vel ikke noget til hinder for, at alle på deres vej fra plante til menneske, får nogle tilværelser som rovdyr. Det der i dag er et lam, kan udmærket have været et rovdyr i tidligere inkarnationer, eller måske blive det i fremtidige inkarnationer. De fleste nulevende mennesker er vel også at betragte som rovdyr, når de spiser kød.

Om der findes en logisk rækkefølge for inkarnationerne ved jeg ikke. Kan man for eksempel sige, at alle planter skal igennem et stadium som kødædende, inden de kan blive til rovdyr?

Jo, så må det vare. Men pointet er, hvorfor findes det overhoved andre dyr end rovedyr, hvis væsendets højeste ønskning er at dræbe?  Jeg mener at salighedsvæsendet må önske at både vare aktiv (dræbe) og passiv (blive dræbt) i den dræbende zonen, thi både livsmåderne er kontraster til livet i de højeste rigene.

Hej med jer

I første omgang er det vel ikke ønsket om at dræbe, der fører væsnerne fra salighedsriget og ned i materien, men snarere ønsket om "uvidenhed" om livslovene og de deraf følgende oplevelser og erfaringsberigelser - hvoraf det "at dræbe" eller at være et rovdyr er/kan være et resultat.

Venlig hilsen

Petersh

Ja, der gives jo andre resultatater af "uvidenheden", og det at dræbe og dræbes er kun et resultat: enpolig seksualitet, at over hoved leve "i en fysisk tilværelse"...