Hej Claus

Jeg kom desværre også til at se et par glimt af denne væmmelig behandling af de australske får. Det var simpelthen noget af det mest ækle, jeg længe har set. Alene tanken om nyhedsindslaget får mig til at væmmes... Det kunne jeg - og fårene i særdeleshed - godt have været foruden!

Mht. til dit spørgsmål vil jeg mene, at dyrets livsførelse jo ikke alene er styret af instinktet. I dyreriget er det ikke længere instinktenergien, der er den dominerende, men derimod tyngdeenergien - og dermed det dræbende princip med dets lidelsesfulde karma til følge.

Venlig hilsen

Petersh

Når man kommer ud af visdomsriget, kommer man over i hvilket rige/område så at sige????? Jeg kan ikke huske det..

Hej Claus!

Efter visdomsriget, kommer det guddommelige rige og herefter saglighedsriget....hvis jeg husker ret.

Kh. Ejby

Aaaahh ok. Jeg tænker på overgangen fra det rent åndelige liv, til det fysiske liv. Der er selvfølgelig spiralkredsløbene at tage hensyn til. Men tænkte bare, at i mineralriget.... Hvordan er det man udvikler sig videre derfra?

Der er X1 som udgangspunkt. Det har vel dette påklisteret/kroniske urbegær, eller hvordan? Det er vel urbegæret, som i det store hele er garanten for den konstante udvikling, eller?

Hej igen Claus

Længslen efter nye oplevelser i fysisk materie gør, at væsnet under sin vej gennem salighedsriget efterhånden bliver blevet mæt af denne åndelige lystilværelse. Væsenet begynder så at sige at "røre" på sig vha. den gryende tyngdeenergi og derved manifestere sig fysisk, som det vi kender som mineralriget. På dette tidspunkt i udviklingsspiralen (og også i planteriget) forgår denne proces på det ubevidste plan, altså som "natbevidsthed".

Venlig hilsen

Petersh

Hej Claus.

I mineralriget er dagsbevidstheden endnu på det åndeligeplan.

Kh. Ejby

P.S. Ups...Petersh kom mig vist i forkøbet

Hej Claus,

Jeg valgte at slå over på en anden kanal inden billederne kom på.

Det kan de sagtens, hvis deres instinkter går imod livslovene.

Ja

Fordi uanset om man gør noget instinktivt eller uden at vide bedre så har det stadig konsekvenser. Hvis det ikke havde det, så ville vi aldrig lære forskellen på "godt" og "ondt".

kh
Lasse

Hej Alle!

Jeg så ikke den udsendelse med fårene....men det lyder forfærdeligt :'(
Derimod så jeg i TV, noget om en lille hvalp der var blevet fundet bundet til et træ i skoven med en ledning bundet om munden og efterladt der :'( Man regnede med, at den havde stået der i 3 dage, da den blev fundet....og var den ikke blevet fundet
da, ville den formentlig været død af tørst. :'(

Desuden læste jeg i en af gratisaviserne at vold mod dyr er steget med 30% siden sidste år 😮 Det gør ondt i hjertet. Det undre mig, hvorfor tendensen i den retning er stigende?
Jeg havde egentlig troet (og håbet), at tendensen havde været faldende. Hvad tror i det kan skyldes? Hvad skyldes det, at udviklingen ikke er fremadgående på det punkt i vor tid?

KH. Ejby

Mht. stigningen på 30% kan de også skyldes den øgede fokus på dyrevelfærd, og at folk generelt er hurtigere til at anmelde tilfælde af mishandling af dyr.

vh. Petersh

Hej Petersh.

Det havde jeg ikke lige tænkt på
Håber det er det, der er årsagen til den 30% stigning...for det er godt nok
en voldsom stigning fra det ene år til det andet :o.....og meget trist, at det
går den "forkerte" vej, når det kommer til dyremishandling. :'(

Kh. Ejby

Hej Claus.

Dyrene udsættes for mange grusomheder, hvor de ikke selv som dyr kan have udført en lignende grusomhed, fordi de ikke er nået frem til det jordmenneskelige stadie hvor djævlebevidstheden kulminerer, og hvor man derfor kan gøre den slags grusomheder. Så den brutalitet dyrene udsættes for, er i høj grad karmagæld fra det forudgående spiralkredsløb. Man får jo "syndernes forladelse" når man ikke længere kan nænne at være brutal. Det vil sige, man har en masse "tilgodehavende" af mørk karma, som man ikke længere har brug for, når man er blevet human. Men denne mørke karma kommer til udfoldelse igen, men altså først i det næste spiralkredsløb, hvor man igen bliver plante og dyr, og derved kommer på en bølgelængde, hvor man kan modtage den dræbende energi.

Det er forfærdeligt at være vidne til at dyr mishandles. Men ved at sådanne beretninger kommer frem i medierene, så påvirker det mange mennesker, og det kan medvirke til, at flere og flere tager afstand fra brutalitet.

Og når man overhovedet kan føle, at det er forfærdeligt med den brutalitet, så skyldes det alene at man selv i tidligere liv har udfoldet en lignende brutalitet og ligeledes efterfølgende på egen krop har oplevet brutalitet. Og det er det, der gør, at man får modvilje mod at pine andre, og i stedet for føler trang til at hjælpe dem, der pines.

venlig hilsen
Jan

I det kulminerende individuelle lysets rige, salighedsriget, ønsker vi når det er på vej at ende og vi er ganske mætte på lyset  at opleve lysets modsætning, mørket, dvs. lidelserne. Er ikke dyrenes lidelser så svaret på denne ønsken?

Den oprindelige karmasåd er altså ønskningerne i salighedsriget og disse udløser sig i form af høst af dybt ønskede lidelser, der fra ønskningens synspunkt derfor  ikke må betragtes som mørk karmahøst, uden Guddommens svar på dyrenes inderste ønskninger.

Lidelserne betyder noget andet for dyrene end for os der er mer eller mindre mættede på lidelserne. Så er ikke faldet med dyrene, thi deres inderste ønsken er at møde modsætningen till lyset, dvs. at lide, og at lide for alvor, ikke som et overfladisk spil. Det er den eneste måde vi kan skabe eller få frem  nyt "drivemiddel" til at skabe og opleve i det højeste lysets verdener, i de højeste åndelige dimensioner. Dyrene er endnu på vej at indvikles i materien og mørket, vi mennesker er på vej at udvikles fra mørket mod lyset, når mørket har kulmineret i djævulsbevisdtheden.

At  bli vegetarian er ikke betinget av noget andet end hvad vi nænnes og ikke nænnes gøre mod andre, udfra vor medfølelseevne, og det drejer sig ikke om hvad som på den bedste måde må udvikle vores medvæsener. Gennem lidelserne skabes riktige mennesker, der gives ingen anden vej!  Men den som skaber lidelser for andre, må høste detsamme. Man skal jo  selv også udvikles!

Nej, det mener jeg ikke. Alle levende væsener ønsker behag. Når man er mættet af lyset, så begynder man at kunne føle behag ved at dræbe. Derfor længes man efter det. Men konsekvenserne af at dræbe er, at man skaber lidelser - i første omgang for andre - men i sidste ende for sig selv.

Men det er ikke lidelserne, man længes efter. Lidelserne er bare konsekvensen af, at finde behag ved en livsform, hvor man tilfredsstiller sine behov på bekostning af andre væseners velvære.

venlig hilsen
Jan

Vi længes efter at dræbe men ikke at blive dræbt..?  Hvorfår denne obalance i vor længsel? Kan det aldrig findes længsel efter at blive dræbt? Er det helt ulogisk? Vi længes jo at både blive elskede og at elske... En længsel efter at herske min ikke blive behersket... Er det kun et enpolig manlig synspunkt der her gør sig gældende?

Hej!

Alle levende væsner har et evigt livsbegær. Jeg mener ikke, at noget normalt
fungerende væsen ønsker eller længes efter, at blive dræbt.

Kh. Ejby

Hvis det i en zone kan være normalt at vilje dræbe må det vel også kunde være normalt at vilje blive dræbt og då betragtes som noget behagligt. Ellers må de være muligt at ting kan ske der ikke dybest sedt er jegets intension. Vi har begær efter at skabe og opleve, uansedt om det gælder behag eller ubehag... At vi jordmennesker ikke vil blive dræbt kan vel ikke udelukke ad andre må vilje att opleve den slags... Det er jo prisen for at vilje dræbe...

Det er noget med, at Martinus skulle have udtalt, at græs føler velvære ved at blive slået.

Men det er vidst en af de få undtagelser.

venlig hilsen
Jan

Må vi ikke først spørre os om hvad salighedvesenet mere præcist føler mættelse af og hvad det hungrer efter til at forstå hvad det længes efter at opleve som plante- og dyrvesen?

Det er vel også en ting hvad vesenet bevisdt hungrer efter udfra en ophøjd position i salighedsriget og hvad det stræber efter s.a.s. mer konkret på plads i ukunnighetens og egoismens zone. Som ophøjt salighedsvesen må det vel vide at det som det længes efter vil bringe det lidelser men at det ligevæl stiger ned i materien og er parat at betale den pris for at nyde egoismens og ukunnighetens alle frugter... At dræbe og dræbes er kun en frugt, en anden er den enpolige seksualitet... og lengere frem i udviklingen, i jordmenneskelige sammenheng, materialisme og ateisme.

Vesenet længes i salighedsriget efter at føle smertens  behag (i lighed med græs ner det bliver slået) men det vil ikke have  lidelsernes ubehag, men disse senere må den alligevæl akseptere, idet det er prisen for at leve i denne ukunnighedens ochn egoismens zone og hvad det koster at igjen udvikles mod lyset og alkærlighedens rigen.

Hejsa,

Jeg tror ikke at salighedsvæsenet hungrer efter at blive dræbt. I følge martinus har salighedsvæsenet omformet alle sine erindringer til guldkopier (lysende erindringer) og lever i sin egen indre verden, hvor det genoplever alle sine nu lysende erindringer. På det her tidspunkt skulle selv den guddommelige verdens lys have et vist 'mørke' over sig pga. overmættelse af dette lys og væsenet har derfor trukket sig ind i sig selv. Det oplever at være gud i sin egen indre verden.

Jeg forestiller mig at salighedsvæsenet i højere og højere grad begynder at beskæftige sig med sine gamle oplevelser som dyr, som, selvom de nu stå i forklaringens gyldne lys, dog stadig må være en anelse mindre lysende end erindringerne fra den højere verden. Denne fokusering, forestiller jeg mig, aktiverer nogle gamle talenter for at manifestere sig fysisk, som giver sig udslag i metal, krystaller, etc.. Herefter er saligshedsvæsenet så småt på vej ind i planteriget, hvor det langsomt begynder, dagsbevidst at ane den fysiske tilværelse. En tilværelse, som salighedsvæsenet altså ikke engang er i stand til at ane andre steder end som nogle gyldne erindringer. Fra planteriget og frem kender vi nogenlunde historien

kh
Lasse