I prinsippet ja, (mener jeg) , men det er kun fordi det er så mange, billioner og atter billioner af Lysår ud i fremtiden at det ikke er værd at tænke på.
En dag vil vel hele skaberværket være fundkomment og alle være bare lykkelige.

VH
pelle

Hej Torben og andre oplevelsesnarkomaner

Alene det at man fx. har været i situationen før, når man havner i den igen, gør den forskellig fra første gang, hvor man ikke havde været i den før. Den akkumulerede erindring/erfaring siden sidst gør, at samme "tilstand" ikke kan forekomme mere end én gang. 2. 3. og 4. gang etc. vil således altid være forskellig fra hinanden. Forestil dig så, at der går 100 bilioner år (bare for at slynge et tilfældigt tal ud) imellem at man havner i samme spiralkredsløbstype (fx. planetspiralkredsløbet)... så må det føles som første gang hver gang. :

Kærlig hilsen
Anette

Kære alle,

Det er et spændende emne og i virkeligheden hele årsagen til at al oplevelse og bevidsthed eksisterer, nemlig Guddommens urbegær efter modsætningen til "Jegets egen tomhed og stilhed".

Vi skal også huske, at alle vi uendelig! mange gudesønners samlede bevidsthed og oplevelser er lig med Guddommens egen bevidsthed, der i kraft af urbegæret hele tiden kræver nye oplevelser...Derfor vil der ikke forekomme gentagelser og derfor vil vi alle små gudesønner udvikle os forskelligt og opnå guddommelige skaberevner i forskellige nuancer... engang.

Bare en tanke...

Til Torben, Pelle og Peter m. f.

Til Peter først!
Jeg er helt enig med dig i, at tomheden og stilheden må brydes hele tiden og i al evighed, gennem dets modsætning, bevægelsernes og formernes verden. Derfor må Guddommen hele tiden være vågen i den primære verden og hele tiden skabe nye oplevelser for sig selv, gennem de mange levende væsener. I ham leves og røres vi.

Nuet og evigheden
Nu er det således, at vi altid vil stå lige midt i evigheden, dette Noget, som kan og vil opleve, er netop herre over tiden og rummet. Derfor har vi altid oplevet gennem det evige nu (Nuets succession (tidens gang). I virkeligheden foregår alle oplevelser gennem dette evige, uforanderlige ”Nu”. Når, vi derfor taler om fortidens oplevelser, skylles dette alene den næststørste grundenergi, nemlig ”hukommelsesenergien” som via hukommelseslegemet ”optager” (akkumulere) de indtryk (data), der går gennem Nuet.

Takket være følelsesenergien, har vi forestillingen om Nuets tilstedeværelse (det evige) og takket været intelligensenergien, har vi fået evnen til at analyse vores oplevelser i Nuet, som jo hele tiden lagres i vores hukommelse. Tænk på en båndoptager, da er det tonehovedet, der indspiller talen eller musikken og det er også tonehovedet, der afspiller båndet igen. Bag ved dette tonehoved, er der et forstærkerkredsløb, der videresender talen eller musikken fra båndet. Båndet er altså i overført betydning, båndoptagerens ”hukommelseslegeme”.

Da vi altid står lige midt mellem fortid og fremtid (Nuets succession), har vi altid oplevet et eller andet. Vi har dermed ”evigt” haft oplevelser; der har aldrig været nogen første oplevelse, ligesom der heller aldrig vil komme nogen sidste oplevelse. I virkeligheden er det hukommelseslegemet og følelseslegemet der ”snyder” os til at tro, at der er en første start og der engang måske vil være en afslutning. Vi befinder os stadigvæk i en ”Tornerose søvn”, kosmisk set.

Vi kan heraf konkludere, at da vi evigt er til, og vi evigt begære livsoplevelser, hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte i ind i fremtiden, uden at vi mættes af nye oplevelser. Takket være at der hele tiden dannes nye spiralkredsløb, som aldrig tidligere har været afprøvet, kan Guddommen hele tiden få nye oplevelser sammen med de væsener, der skal danne den nye materie til disse spiralkredsløb, foruden dem, der skal være beboer på disse nye ”systemer” i de nye fysiske verdener.

Vores eget univers er selv et godt eksempel derpå. Ifølge videnskaben startede dette univers med en stor eksplosion, der med tiden materialiserede sig til solsystemer, mælkevejssystemer og klodesystemer m. m. Dvs. fra dette univers begyndelse, var det en voldsom tyngdeenergi, der eksploderede og som udvidede sig. Men som tiden gik, mistede tyngdeenergien mere og mere af sin energi, og følelsesenergien fik nu efterhånden overtaget så meget, at der kunne dannes sole, mælkevejssystemer og klodesystemer, som det vi kender i dag. Big bang, er altså den ”sæd”, der danner nye ukendte universer, med hele nye former og oplevelser, og på denne måde kommer Guddommen og vi aldrig til at kede os.

(Det var nogle af mine tanker)

Med kærlig hilsen Svend Erik

Hej Svend Erik,

Tak for et dejligt indlæg, det svingede perfekt til Beethoven, der spiller i baggrunden.

Jeg har kun dette at tilføje til jer alle: LEV I NUET, for du kommer alligevel aldrig til dagen i morgen.

Kh

Peter

Tak! Det er dejligt, når tingene svinger i Nuet til Beethoven.

Jeg må hellere rette dene tak både til Martinus og PBJ.
og Vorherre selv.

Dagen i morgen?
I den dybeste betydning, har du fuldstændig ret,
Men i mine tanker, bliver dagen i morgen, også
et Nu, siger min intelligens mig.

Kh Svend Erik

Hej alle,

Tak for mange gode bud

Anette er inde på at det er de akkumulerede erfaringer, der gør tilstanden forskellig fra forrige gang vi var på det tilsvarende trin på "organisme-trappen" (mit ord!).

Peter snakker om at der ligger et krav om fornyelse i urbegæret, om jeg forstår ham ret, og det er dette der sikrer at livet altid forandrer sig.

Svend Erik:

Jeg er muligvis offer for tankedril, men jeg kan ikke helt ryste den tanke af mig at de samlede oplevelsesmuligheder i verdensaltet er begrænsede, således at livet før eller siden vil gentage sig selv. Variationsmulighederne må i kraft af sin status som skabte ting (X3) være underkastet antal og begrænsning, som jeg umiddelbart ser det.
Hvis livet er evigt, så må disse begrænsede variationsmuligheder være gentaget før og vil før eller siden gentages igen. Godt nok er der fantasillionvis af variationsmuligheder, men er det ikke stadigt et antal? En evt. gentagelse vil være så langt ude i fremtiden, som Pelle nævner, at det måske reelt set ikke betyder noget for oplevelsen af fornyelse.

Lad os tage et eksempel: den organisme vi har nu. Det skulle være første (og altså også sidste) gang i verdensaltets evige historie at en organisme har set ud fuldstændig som den vi besidder nu. Det er korrekt at princippet har gentaget sig i det uendelige, men lige netop den form som vor organisme har nu skulle være enestående for netop det brudstykke af evigheden vi nu passerer.

Min tanke er at variationsmulighederne for organismeopbygning, skønt umådeligt talrige, dog er begrænsede og tilhører det timeliges verden (X3) - Vil en organisme præcis som vores derfor ikke have været set før i verdensaltets historie?

Intuitivt (hvis jeg overhovedet tør anvende det ord ) kan jeg godt forstå livets evige fornyelse, men ovennævnte tanker driller alligevel lidt.

kh,
Torben

P.s. Beklager hvis jeg ikke er så hurtig på responsen. Jeg har netop startet en ny uddannelse (til lærer )

Svar til Torben

Det er altid rart at få nogle udfordringer, og som du selv er inde på, kan det nogle gange være et tankedril. Men det da rigtigt, hvis der ikke blev skabt nye verdener, vil der til sidst være en grænse for nye oplevelser, men det er efter min menig slet ikke tilfældet.

Guddommen skaber hele tiden nye verdener med hele nye former og muligheder, der aldrig før har været afprøvet i praktisk, det vil på denne måde aldrig blive en gentagelse af det gamle.

Man kan i virkeligheden sige, at Gud hele tiden forbedre sin skaberevne. Når en ting er færdigskabt og Guddommen i lang tid har nydt sit skaberværk, kommer den dag, hvor tingene ligesom bliver lidt kedelige. Gud, vil nu ud fra sin erfaring med det gamle skaberværk, skabe noget nyt og endnu mere enestående end det gamle var. For selv om Gud er alvidende, har Gud ikke prøvet alle muligheder udi skaberkunsten. Det er ikke noget jeg finder på, Martinus har selv beskrevet det et sted i Det Tredie Testamente.

Er det ikke det samme vi mennesker gør, prøver vi ikke hele tiden at forbedre tingene, hvorfor skulle det være anderledes for Guddommen! Det levende væsen har alle muligheder i sig til hele tiden til at skabe forbedringer og få nye ideer. Tænk på den tekniske udvikling, lige fra morseapparatet og op til i dag med de moderne digitalmodtagere. Således vil også helt nye spiralkredsløb opstå, i endnu mere spændende og skønne former end de gamle kredsløb var.

Alle de fysiske universer udgør forskellige bølgelængder. Der findes universer, der går lige gennem vores fysiske univers uden at vi på nogen måde opdager det. I virkeligheden kan der evigt oprettes nye universer, alle sammen har de deres egen bølgelængde. Når en bølgelængde er brugt til at bygge et nyt univers op med, vil det næste univers blive båret af endnu hurtigere bølgelængde, således at de ikke kommer til at kollidere mod hinanden, ligesom to radiostationer der ligger oven i hinanden ville det være svært for ikke at sige umuligt at skelne de to stationer fra hinanden, hvis de ligger på samme bølgelængde.

Set ude fra vores perspektiv, ser vi kun det begrænsede, idet tiden og rummet lukker af og danner en horisont. Set fra Guddommen selv, må al den viden, der er opakkumuleret (al erfaring og viden) kunne bruges til at skabe hele nye universer og væsener med. Alt dette foregår i samarbejde, mellem det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden, et samarbejde, der foregår mellem makrovæsener, og væsener fra de underliggende spiraler, idet de alle skal være med til at kunne danne et helt nyt univers med nye mælkevejssystemer, solsystemer, klodesystemer, plantevæsener, dyr og mennesker m.m.

Disse nye skabninger kommer til at opleve større kontraster og muligheder end da de befandt sig det gamle spiralkredsløb. På denne måde bliver livet aldrig kedeligt, hverken for Guddommen eller for gudesønnerne.

Med kærlig hilsen Svend Erik

Uendelighed er en meget svær en at forstå, hvis man nu f.eks. kigger på de naturlige tal (0,1,2,3,4...) Så er der jo uendelig mange af dem, man kan forsætte med at tælle i al uendelighed. Men noget er mere uendelig end andet, og alene det at man kan tælle de naturlige tal er jo en form for begrænsning, der gør dem mindre uendelige end ting der ikke kan tælles. Et eks. på noget der også er uendeligt, men ikke kan tælles er de reelle tal, dem er der også uendelig mange af, men der er flere end der er af de naturlige, for de kan jo ikke tælles.

Hvor uendelig evigheden er, hvor i uendelig mange væsner konstant oplever uendelig mange unike oplevelser, og har gjort det i uendelig lang tid, er nok svært at forestille sig for os jordmennesker.

Bare tænk på de reelle tal mellem 0 og 1, her er præcis lige så uendelig mange som der er reelle tal ialt! Der er enda flere end der er spiraler, for de kan jo tælles, og det kan tallene mellem 0 og 1 ikke.

Med kærlig hilsen
Casper

Hej Svend Erik og Casper,

Tak for gode svar. I har nok ret, og jeg tror jeg har fået blandet evigheden og timeligheden en anelse sammen i min påstand om at livets kombinationsmuligheder dog må være begrænsede - det er de ganske simpelt ikke!

Beklager at jeg ikke har tid til at skrive mere netop nu, men jeg roterer lige det hele i mit hovede et par gange og vender tilbage ... hvis der opstår problemer :

kh,
Torben

P.s. Velkommen til forummet, Casper

Kære Torben,

Mit gamle mundheld holder endnu;
Der er ikke noget der er som det har været,
sådan har det altid været, -

'Urbegæret', er alle (al) begær,

Kærlig hilsen
Holger

Tak, Holger, den var god

...Det er også umuligt at drukne i den samme flod to gange

kh,
Torben

Ja når inkarnationen er slut er det vel svært at drukne igen

Er mætningsprincippet noget skabt, og derfor ikke funktionelt overfor urbegæret?

Godt nok er det varierende livsoplevelser urbegæret høster, men det er dog oplevelser og urbegæret bliver jo ikke mættet. Eller er perioden i sageligheds riget netop den "ikke oplevelses" periode der skal til som kontrast til alle livsoplevelserne?

MON?: Hver gang man igen skal ind i en ny spiral, har man større appetit end sidst, indtil det kulminere i (meget super store macrovæsner) og man så igen begærer super mikro tilværelser el. spiraler?

kh Casper

Hej Casper...

Velkommen til forummet

Jeg har haft lidt af den samme tanke, men jeg mener, at Martinus skal forstås således, at når vi står ved en spirals "slutning" så er vi det "største" i den spiral, men samtidig er vi i "starten" af næste spiral og dermed det "mindste" i den spiral. På denne måde er vi både det "største" og det "mindste" på een gang... Vi får altså "største"-oplevelser og "mindste"-oplevelser imellem hinanden... :

kh
Tina :0)

Kære Casper,

Vi må lige holde fast i, at Vi taler om 'Sult- og Mættelses-princippet',
der er en konsekvens, el. udløber af 'Urbegæret',
og da det er et evigt princip, så er det vel ikke skabt,

i 'Saglighedsriget' oplever man også, sin egen indre verden, der er lige så virkelig som den ydre,

begær og tilfredsstillelse, er i princippet det samme, uanset hvor/hvad/hvem man er perspektivistisk set,

Kærlig hilsen
Holger