Til Steen2! 

De tre store trin i udviklingen går gennem angrebsmentalitet, forsvarsmentalitet og fredsmentalitet

Jeg har i emnet ”Vandre Martinus” som du i sin tid lavede overskriften til, beskrevet lidt om jordklodens fødselsveer. Alle de kulturen, der har været gennem tiderne, har haft en storhedstid og forfald og denne kultur vi har i dag, vil også snart falde, og en hel ny verdenskultur vil være klar om ca. 500 år. Ser vi langt tilbage i tiden, blev menneskene vejledt af de mørke verdensgenløsere, her måtte man lære, at slå ihjel og bringe ofringer til guderne, samt at kunne forsvare sig mod rovdyrene. Dette medførte en udvikling af menneskenes intelligens og samtidigt en degeneration af instinktet hos menneskene. Udviklingen har tre tin, som vi alle må gennemløbe, nemlig først en angrebsmentalitet, senere en forsvarsmentalitet og til sidst en fredsmentalitet.

Som intelligensens udvikles, vil mennesket blive mere og mere udspekuleret. På faraonernes tid, blev datidens mennesker, vejledt af højtudviklede konger, som kunne regerer, men senere kunne faraonerne arve riget, og moralen faldt stille og roligt. I dag er mange mennesker intelligens så udviklet, at det slet ikke er underligt, at Martinus ligefrem taler om djævlebevidsthed hos mange af nutidens mennesker. Men det er en proces, som er nødvendigt, uden denne bevidsthedstilstand hos menneske lige nu, kan vi ikke komme videre. Her må vi gøre de sidste store erfaringer, her må vi erfare det ubehagelige og lære at forstå, at det vi sår, må vi også høste.

En anden afgørende faktor er jordklodens egen udviklingstrin, for det er dens tanker og ideer, der tiltrækker de mennesker (klodens hjerneceller), som må passe ind i dets aktuelle udviklingstrin. Da jordkloden nu, ifølge Martinus, er færdigt med at slås med andre planeter; men den har stadigvæk ufærdige sider i sig. Er det ikke på samme måde, som når vi arbejder med Martinus Kosmologi, må træne i at gøre det gode, og tit sker der så det, at der opstår en konflikt mellem vores gamle reaktionsmønstre og så det at arbejde på, at gøre det gode.

Martinus henviser også tit til Paulus ord om, at i stedet for at gøre det gode, kommer man til at gøre det onde. Naturligvis har jordkloden da også nogle sider endnu, den må have styr på, og det er jo det, vi bl.a. oplever som store naturkatastrofer, krige, terror og livsfarlige sygdomme. I jordklodens fortid, har der også været mange kriser, men det der sker nu, virker ind på hele menneskeheden på sådan en måde, at vi bliver tvunget til, at lære at kunne elske hverandre eller gå til grunde. Dem, der skaber krigene og terroren og dem der prøver at forsvare sig imod det, vil tabe i begge lejre før eller siden.

Den eneste vej ud af helvede, er at kunne forstå årsagerne til det, og det kan man kun, når man har lidt og grædt meget gennem flere liv. Man må være så mæt af at lave krig og være træt af, at være med i forsvar mod krige. Det er her, at man til sidst indser, at den eneste vej ud af dette helvede, er at skabe en fredsmentalitet i sin bevidsthed og at lære at kunne tilgive og bede for sine fjender. Det var det Jesus viste os på korset, da han bad for sine ”fjender” og sagde ”Fader forlad dem thi de ikke vide hvad de gøre”. Så langt skal vi også komme, for uden den mentalitet, slipper vi ikke fri af ”Dommedagsepoken”.

Hermed er der altså tale om et udviklingsspørgsmål for det enkelte menneske; der er her, at ”bukkene” skal skilles fra ”fårene” og først når vi kan bringe balance i vores intelligens og følelser, da er vi færdige med at slås mod vores næste. Så i virkeligheden bør vi takke dem, der er ubehagelig imod os, for uden dem ville vi ikke lære at se forskel på, hvad der er godt og ondt. Dem, der er nået så langt, så de forstår disse ting og handler derefter, behøver ikke længere at bekymre sig om, hvad de andre foretager sig; så må de andre slås, lige så længe de har lyst til, indtil de er blevet mættet af det og også bliver kærlige i deres væremåde. 

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]