Kære Steen,

Det er eksempel på dyrenes stærke instinkt, fx. edderkopper mærker de fineste vibrationer,
steder hvor folk er vant til jordskælv, kan se og mærke på dyrene, inden jordrystelser,
det kan være hundens/kattens adfærd, biller og andre insekter kommer frem fra jorden, osv.

Vi kan med intelligensen skabe advarselssystemer, der ved hjælp af sensorer/følere virker 'automatisk' (intinktivt)

Kærlig hilsen
Holger

Hej Steen2,

Der er en grund til, at det kunne se ud til, at det var bedre at være dyr: Dyrene lever nemlig i en paradiszone som er rimelig tilfredstillende, men som man også bliver mæt af. Det er på et tidspunkt meget tilfredsstillende at være dyr. Men senere bliver det utilfredsstillende. Man kan på et tidspunkt med stor tilfredshed leve med, at man er den stærkeste i flokken - lederen - der gør lige hvad man selv vil, og som ikke ser, at det er på smertefuld bekostning af andre. Og så har man det vældigt godt. Men senere så må man jo høste, hvad man har sået og selv være en af de svagere i flokken, der bliver kanøflet af en stærkere, som synes, at det er da meget retfærdigt. Men det synes man nu ikke længere selv, hvor man nu er offer for det, og man oplever det smertefulde ved dette.

Og på den måde udvikler medlidenhedsevnen sig efterhånden. Og så er man på vej ud af dyreriget. Men også på vej ud af dyrerigets paradis. Man er nu på vej til det næste paradis i det næste rige: Det rigtige menneskerige. Slutningen af ethvert rige er således "uddrivelsen af paradis"-fasen, hvor man bliver "smidt ud", fordi man ikke længere opfylder betingelserne fuldt ud.

I dyreriget betyder det, at man bl.a. efterhånden mister sine sikre instinkter, hvilket betyder at man laver store smertefulde fejltagelser. Men disse fejltagelser bliver til visdom - bliver til viden om mørket, som igen fører til viden om lyset.

Så det er altså såre godt, at man ikke i al evighed skal være et dyr, selv om det altså i første omgang er ekstra smertefuldt, idet det først er i slutningen af dyreriget, som jordisk menneske at lidelserne og dermed helvede kulminerer. Derfor ser det også ud som om, der sker store tilbageskridt, men tilbageskridtet er kosmisk set et fremskridt, et nødvendigt skridt i den erfaringstilegnelse, der skal gøre enhver til Mennesket i Guds billede, der lever i salighed, visdom og alkærlighed, eet med Gud, og som ikke et øjeblik fortryder, at det stod lidelserne igennem; som ikke ønsker sig tilbage til at være et dyr, men som er lykkelig for igen at være blevet bevidst i sin evige ophøjede guddommelige identitet som en almægtig Gudesøn, der er eet med Guddommen.

Når man ved det, har man også nøglen til, hvad man skal gøre, når man står og tænker, at det var bedre at være et dyr. Her gælder det om at tage skæbnen i egen hånd og beslutte sig for at ville arbejde med på Guds plan med een. Jo mere man selv er indstillet på det, jo nemmere og mere smertefrit går det. Man kan godt stritte imod, men det gør kun tingene mere vanskelige, idet den, man bekæmper, dybest set er en selv. Ved at øve sig i kærlighed og tilgivelse så elsker og tilgiver man i virkeligeheden sig selv. Det er dybest set en øvelse i at behandle sig selv som det ophøjede, guddommelige væsen, man i al evighed har været, men som man med jævne mellemrum - ligesom i eventyrene - bliver "forhekset" gennem polforvandlingen til at være uvidende om.

Det gælder altså om at gøre sig al tings hellighed bevidst. For noget, der er helligt, kan man kun elske og ære. Det er det, man ikke mener er helligt, man ikke kan elske. Men kosmisk set er alt helligt. Måden man kan lære at se altings hellighed på er, ved at udrense sig for det, der slører for denne sansning. Denne sløring består af alle illusoriske opfattelser af virkeligheden, hvis logik fører til, at man skal hævne sig, fordi man tror, at det skaber mere retfærdighed eller hellighed. Men i virkeligheden er det denne hævn, der tilslører evnen til at opleve, at alt allerede er hellligt; at alt allerede er såre godt, og der derfor kosmisk set ikke er noget at hævne, men at det eneste logiske netop er at tilgive alt og alle. Ens problemer eksisterer altså alene i ens egen bevidsthed, og det er derfor sin egen bevidsthed - og ikke de andres -, man skal lære at indstille på alkærlighedens frekvens, hvis man ønsker at opleve alkærligheden. Hvad de andre gør, er på ingen måde af betydning for ens egen fuldkommengørelsesproces. Man har skæbnen i egen hånd. At give andre skylden er altså udtryk for, at man er offer for en af de illusioner, der blokerer for ens adgang til lyset. Den højeste ansvarlighed er at erkende, at man selv har skabt alt, hvad man oplever ud fra den erfaring, man havde, og derfor gjorde man det, så godt man kunne. Og det samme gælder alle andre. Der er altså derfor ikke nogen, der ikke gør det, så godt de kan. Og med den erkendelse bortfalder grundlaget for al krig, ragnarok og lidelse - tilbage er kun tilgivelsen, alkærligheden, almægtigheden og saligheden. Og det er altså denne storslåede tilværelsesform, der venter forude.

mange hilsener
Jan