Hej.

Jeg har ikke nogen egentlig pointe med det her indlæg, jeg fik bare lyst til at skrive det. 

Jeg har enkelte gange set mig selv optaget på video - jeg synes, det er meget ubehageligt. Jeg tror, at de fleste har det sådan. Bare det at høre sin egen stemme kan være nok til at man bliver overrasket - den lyder jo slet ikke som man selv hører den normalt - måske kan man ikke engang kende sin egen stemme blandt andre optagede stemmer. Man kan let få den oplevelse, at "det er da ikke mig det der".

Hvorfor er det nu så ubehageligt at opleve sig selv udefra?

Jeg tror det er fordi vi ikke kender den person vi ser som os selv udefra. Der er kun en person i hele verden (vi må her se bort fra en eventuel guddom) som er i stand til at opleve os selv indefra - det er jo en selv. Men alle andre levende væsener er kun i stand til at opleve os udefra - det kan vi ikke normalt selv gøre, men fotoapparater og videooptagelser har gjort det muligt i vor tid. Bevares, der har altid eksisteret spejle også i form af vand som mennesket har kunnet spejle sig i., men et spejl kan jo netop kun vise os, hvordan vi ser ud, når vi netop kigger i spejlet, og ikke i alle andre situationer. At kunne se sig selv udefra i andre situationer, at kunne høre sin egen stemme, er derfor noget forholdsvist nyt i menneskets historie. Vi kan stadig ikke røre os selv udefra uden at vi også får den indre følelse med, vi kan heller ikke lugte os selv (i hvert fald ikke "udefra" som andre kan) - hvem ved om det også kommer en gang?

En videooptagelse af mig selv kan vise mig noget, som alle andre i hele verden vidste om mig, men som jeg ikke selv vidste - det kan være en hvilken som helst banal ting som for eksempel en bestemt bevægelse med hovedet, som jeg ikke selv var klar over at jeg gjorde, eller det kan være et bestemt ord, som jeg bruger hele tiden. Når jeg ser mig selv udefra opdager jeg måske, at jeg bruger et bestemt ord hele tiden - det vidste jeg ikke før jeg så mig selv udefra. At opdage, at alle andre ved noget om mig, som jeg ikke selv vidste, er en rystende oplevelse for de fleste. Man vil uvilkårligt tænke, at man må have i tusindvis af små særheder som man ikke selv er klar over, men som alle andre ved besked med. Det kan så være en trøst at vide, at alle andre har det på samme måde.

Når man siger, at man skal kende sig selv, så er det efter min mening ikke nok at kende sig selv indefra. Vi er intet uden vores medvæsener, og for dem er vi jo netop noget de ser udefra. De kender os kun udefra, de kan ikke vide, hvordan vi er inde under det hele. Vi kan have nok så gode intentioner om fred, men hvis vores ydre ikke afspejler vort indre, så kan den indre fred vi mener at udstråle, i det ydre tolkes som aggressioner af vore omgivelser. Jeg har oplevet det masser af gange. Jeg synes egentlig, at andre har reageret lovligt hårdt på det jeg har sagt eller gjort. Instinktivt (her har vi det igen - vi reagerer instinktivt med de dyriske tendenser) kan jeg så komme til at tænke: "Når du reagerer sådan på det jeg sagde, så vil jeg også gå hårdere til dig, så kan du lære det"! osv..Inden man får set sig om, er situationen accelleret til noget, som ingen af parterne egentlig selv synes de har nogen skyld i, og ingen af parterne ønskede egentlig, at det skulle komme så vidt. Mon ikke det er sådan de fleste krige opstår?

I bagklogskabens lys kan jeg ikke udelukke, at det jeg egentlig mener at udstråle fra det indre, ikke er det der kommer til udtryk i det ydre. Når en situation accellererer kan det derfor let stamme fra mig selv, selv om jeg ikke oplever mig selv sådan indefra. Og måske er det i virkeligheden mit eget blik af mig selv indefra der er for "rosenrødt", og det ydre udtryk der er det "rigtige", det er jo det andre kan se, og dermed er det det jeg får tilbage? Når det ender med "krig" er det så ikke netop fordi det er noget jeg selv har startet, selv om jeg ikke oplever det sådan? Karmaloven fortæller jo netop, at vi ikke kan opleve noget som vi ikke selv er årsag til. Når jeg derfor tænker "det er den andens skyld at vi kom op at skændes!", så er det fordi mit indre billede af mig selv ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.

Martinus beskriver, hvordan dyreriget i masser af situationer er baseret på camouflage. Hvad er camouflage også et udtryk for? Det er også et udtryk for, at man skjuler sit indre for i det ydre at give udtryk af at være noget andet end det man er. Hvorfor gør man det? Det gør man, fordi man mener, at dette vil være til fordel for en selv, altså egoisme. Camouflage er et produkt af egoisme, og dermed tilhørende dyreriget.

Jeg er derfor kommet til den konklusion, at vi først kan lære at kende os selv den dag vi er i det ydre som vi er i det indre. At kende sig selv kun indefra betyder intet, så lange vi camouflerer os, for vi er kun noget i kraft af vore omgivelser, og de kender os kun udefra. Hvad nytter det så, at jeg inderst inde ved, at jeg er så og så god, når andre ikke kan se det? Den virkelighed jeg får tilbage er jo ikke hvordan jeg selv opfatter mig selv indefra, men hvordan andre opfatter mig udefra. Derfor er min sande væremåde ikke hvordan jeg selv tror jeg er, men hvordan andre oplever mig. Hvordan bliver vi i det ydre, som vi er i det indre? Det gør vi ved at lade være med at camouflere os. At camouflere sig kan altså ikke kun snyde vore omgivelser. Det snyder i lige så høj grad os selv, for vi får det samme tilbage fra omgivelserne som vi giver til dem. Når vi camouflerer os, får vi camouflage tilbage, det vil sige, vi får ikke vort indre selv tilbage, såfremt vi ikke i det ydre er på samme måde. Vi får derimod os selv tilbage som vi er over for andre. Først den dag vi udstråler det vi er, får vi det tilbage af omgivelserne som vi oplever os selv som værende.

Måske er det en af grundende til, at enæggede tvillinger ofte er mere lykkelige end "normale" børn. Mon ikke de netop altid har en mulighed for at se sig selv udefra, for de vil jo ofte på samme tid være præget af de samme indre følelser, og dermed kan den ene tvilling straks se, hvordan en følelse i det indre ser ud for omgivelserne - for den indre sindsstemning kan straks aflæses i det ydre på den anden tvilling.