7 gange halvfjerdsenstyve gange, så
Skulle det vist også være nok

Men hvis man virkelig har had, kan
Den jo dukke op mange gange på
En dag - det kan man jo føle, også
observere det med hjernen - enkelt,

Mvh

Lars

Hej Jacob,

Smukt indlæg.

Jeg har funderet lidt, på det seneste, over at hvis andre ikke kan være anderledes end de er, så kan man måske heller ikke selv være anderledes end man er. Det er ikke for at fralægge mig et ansvar, men mere for at acceptere tingene og komme en smule overens med sig selv om at det man er og gør er ok.

Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men det er ved at give mig lidt mere ro omkring hvad jeg bør være og ikke bør være. Når man slipper af med "bør" og "skal" være/gøre, så bliver det hele mere lystbetonet selvom man mere eller mindre er det samme. Den eneste forskel er måden man forholder sig til det.

kh
Lasse

Hej med jer.

Ja, nogle smukke tanker.

Jeg har det lidt ligesom med sult og mættelse. Når man stifter bekendtskab med Martinus føler jeg det lidt som en sult - man bliver sulten efter at gøre det bedre. Men jeg har også brug for hvile eller mættelse - det er når jeg accepterer mine fejl, idet alt er såre godt. Sådan forventer jeg mine liv vil blive fremover en skiftevis stræben efter at gøre det bedre, en meget mikroskopisk del lykkes, og resten fejler. Og når det fejler så bliver man nødt til at acceptere, at sådan er det altså nu - og det er ingen fiasko, at det ikke er anderledes. Og det er jo vigtigt at det er sådan, altså at der er denne vekslen. Var der ingen trang til at gøre det bedre, bliver udtrykket "alt er såre godt" en sovepude. Og var der ingen accept af, at alt virkelig er såre godt, så ville det ende med desperation over, hvor stor en fiasko man selv er.

Og sådan er det vel med al form for træning i at opøve nye færdigheder, der skal både træning til, men også hvile fra træningen.

Men hvis man een gang har genkendt det verdensbillede Martinus beskriver i sit eget sind, så vil man aldrig ophøre med denne specielle træning, og så er man i gang med at leve analyserne fuldt ud.

Fjernet.

Det er interessant det her fordi teori og praksis for alvor mødes. Vi har vores 'teoretiske' viden om at alt er såre godt og samtidig har vi nogle konkrete udfordringer som vi forsøger at forstå med hjælp af teorien. På den måde kan vi både blive klogere på os selv og teorien. Det eneste som er lidt en bummer er at det er så svær en øvelse

Jeres indlæg minder mig i øvrigt om en foredragsholder på Klint, som mente at 'bør', altså at der er ting man bør gøre, ikke eksisterer. Det synes jeg var en grænseoverskridende udtalelese og jeg er stadig ikke overbevist om at den er rigtig (eller jeg har forstået det rigtigt). Pointen i udtalelsen er vel at man er som man er og ikke kan være anderledes. Men så er det jeg tænker at det så også er ok at tænke at man bør gøre noget, bør være anderledes eller hvad man nu oplever at man bør.

Jeg tror ikke at man skal fortolke ovenstående som at man kan gøre hvad man har lyst til og skal være ansvarsløs, men mere at det er ok at frigøre sig på en eller anden måde for forventninger og lignende.

Hej Lasse.

Man kan måske sige det på den måde, at alt i livet indeholder noget "dobbeltpolet", mens vi som mennesker ofte kun fokuserer på den ene side af medaljen, iden vi oplever et lede ved den anden side af medaljen. Derfor glemmer vi at sætte pris på den side af medaljen, som vi har fået nok af.

Foredragsholderen i Klint beskriver kun den ene pol, når vedkommende mener, at der ikke findes noget man bør gøre. Mange guruer anbefaler også enpolede fremgangsmåder - eksempelvis mantraet at man skal leve i nuet. Ja, det er også vigtigt at man kan det, men gør man udelukkende det, så er man et primitivt dyr, eller et dybt senilt menneske, for kun senile mennesker lever helt i nuet, hvilket er en meget ubehaglig tilstand. Men det er klart, at man heller ikke hele tiden kan leve på, hvad der sker i fremtiden. Og mange mennesker føler nok, at de lever for lidt i nuet, og derfor bliver dette mantra så populært, mens man overser vigtigheden af, at vores nutid hænger sammen med både fortid og fremtid. Men i det hele taget er det balancen der er vigtig.

Vil lige her tilføje, at Martinus i sit værk altid beskriver begge sider af livet. Først beskriver han i sine analyser, hvad der er vejen frem, altså at du skal tilgive din næste for eksempel, derefter beskriver han, at man på den anden side ikke skal bebrejde nogen, at de ikke kan gøre det - og dermed skal man heller ikke være alt for ond ved sig selv, hvis man ikke kan det. Han beskriver vejen til lyset, men forklarer samtidig det guddommelige ved mørket.

Hej med jer!

Det, der gør kommunikation (udveksling af tanker) vanskeligt er dels sproget, ordene, som jo er de redskaber, hvormed tankerne skal udveksles. Dels er ordene flertydige. Dernæst er det forskelligt fra person til person, hvordan man forstår et ord. Og det er også forskelligt, hvor bevidst man er om disse forhold.

Derfor er det egentlig fantastisk at vi alligevel i rimelig grad er i stand til at udveksle tanker vha. ord.

Og dernæst er der jo de mange perspektiver. Hvor noget er rigtigt fra et perspektiv, men forkert fra et andet.

Fra Guddommens perspektiv er der en evig viden tilgængelig i verdensaltet. Uvidenhed er altså kun noget lokalt, en nødvendig kontrast, for evigt at fastholde og forny Guddommens alviden. Fra dette perspektiv er alt såre godt. Der er ingen intolerance. Eller den ses i hvert fald i det rette perspektiv som udtryk for uvidenhed. Intolerance bliver altså ikke noget Guddommen lader sig diktere af.

Så flytter vi perspektivet ned til "Gudedatteren" eller "Gudesønnen", der hvor man endnu ikke har erkendt intolerancen for det den er: udtryk for uvidenhed.

Der giver vi - i vores uvidenhed - og ofte ubevidst intolerancen magt. Den forklæder sig ofte. Og så siger vi til andre, at det er for dårligt, at de er sådan og sådan (men man ser ikke denne dom som intolerance, men derimod som retfærdighedssans). Senere når alle ens intolerante domme vender karmisk koncentreret tilbage fra omgivelserne, så kommer vi til at tro, at det er os selv, der er noget grueligt galt med. Vi bliver intolerante over for os selv. "Du duer heller ikke til noget", "Dine følelser duer ikke", "Du har ikke ret til at være her", siger vi til os selv. Måske lægger vi ikke engang mærke til ordene, men kun til følelsen af mindreværd, selvhad, frygt og angst. Vi føler os bare forkerte.

Intolerancen siger. "du BURDE være anderledes, for du er ikke god nok som du er!".

Vejen fri, er at opdage og blive bevidst om, at det er intolerancen, der taler. Og intolerancens "burde" bygger på uvidenhed. Det er altså disse former for "burde" den vise må slippe for at handle vist og blive fri. Man må i stedet optræne kærlighedens tankeklima, som siger: "du kan gøre det mere humant i fremtiden", "men lige nu kan du ikke gøre det bedre. Det er godt nok. Du er god nok som du er lige nu. Og det er alle andre også". Det er den vises dom, visdommen. Visdommen kan også tale om at "burde". Men det er en anden form for "burde", den er uden intolerance. Hvis jeg kan mærke mit hjertes tale, så kan jeg føle, at jeg bør hjælpe. Men dette "burde" skaber ikke splittelse i mit sind, hvor en intolerant side fordømmer en anden side.
Det bliver derimod et "burde" der udspringer af et forsonet sind, hvor hjerte og forstand lytter til og støtter hinanden, og hvor også intolerancen får rum, men hvor den ikke får lov til at være enebestemmende. Men derimod kun en ud af flere aktører, hvor det er "jeget", der beslutter, hvad der skal gøres.

Jeget kan således handle diktatorisk, når det handler ud fra sin intolerance. Eller det kan handle demokratisk, når det lader kærlighedens tankeklima være det primære i sin viljeføring. Kærligheden fordømmer ikke intolerancen, men giver den derimod plads, uden at give den hele magten. Hvorimod intolerancen paradoksalt nok ikke kan rumme intolerancen.

Det rigtige menneske lever altid i nuet i den forstand, at det ikke ærgrer sig over fortiden, eller er bange for fremtiden. Det kan nok lægge fremtids-planer i nutiden, eller trække på erfaringer fra fortiden, men disse aktiviteter er ikke præget af uro, men derimod af glæde, forståelse og tilfredshed.

kh
Jan

Hej Jan,

Så det du grundlæggende siger er at hvis man mener at man selv bør gøre noget, så er det en form for intolerence overfor sig selv?

Og selvfølgelig med tanke på at "bør" handler om at man skal gøre noget frem for at føle sig moralsk eller på anden måde forpligtiget til at gøre det. Er der ikke en hård fin balance mellem de to ting? Jeg synes du får forklaret forskellen så det er til at forstå.

Hej Lasse,

Ja, hvis man mener, at man selv bør gøre noget, så er det enten en form for intolerance overfor sig selv - eller også er det det ikke

Det kan være intolerance mod sig selv, men det behøver ikke at være det.

Og intolerance kan også være en nødvendighed i visse situationer, hvor der ikke er noget gode at vælge, men hvor man må vælge det mindste onde.

Det kan godt være en hårfin balance om det er det ene eller andet. Det gælder her som i alt andet om, at optræne sin skelneevne, så man ikke tager fejl af de forskellige stoffer man blander som 'kosmisk kemiker'.

Ja, hvis man mener, at man selv bør gøre noget, så er det enten en form for intolerance overfor sig selv - eller også er det det ikke

Så har man ikke sagt for meget

Nogle gange er det godt at få sat nogle ord på hvornår noget er det ene eller det andet. For mig at se skal man have fat i hvordan man har det med sit "bør". Vi er ude i noget fornemmelse og følelse af hvordan det "bør" er. Som udgangspunkt tror jeg at en "dårligt" (for en selv) "bør" er når man føler sig presset og måske er klar til at gå på kompromis med sig selv. Det "gode" "bør" fører i højere grad til en indre glæde og mening.

Sådan cirka

Hej.

Det med ”bør og burde” fik mig til at tænke en del, især fordi at jeg har været meget ramt af psykiske problemer og nu muligvis har fået fysiske problemer i forlængelse, men på en måde har det været en stor glæde for mig, for jeg er blevet presset ud i nogle ting som jeg ikke havde regnet med og jeg føler umiddelbart at det har givet mig et gennembrud i min sygdomstilstand, at komme ind på ”burde og bør”.

Jeg har skrevet to kommentarer, for at det kunne blive overskueligt.
Første kommentar tager udgangspunkt i det foredragsholderen på klint havde sagt om ”burde og bør” hvilket Lasse var inde på, og det andet var en kommentar om hvorfor vi føler intolerance, og hvordan at vi kan vende intolerance i os selv ved at gøre op med burde og bør.

Kh Jacob

Burde og bør.

Hej igen

Jeg må indrømme at jeg syntes foredragsholderen som Lasse omtaler, virkeligt er inde på noget af det rigtige, for mit vedkommende.

Som jeg forstår udtalelsen, så handler det ikke om at jeg skal være i nuet hele tiden, men det handler om hvordan at jeg håndtere og forholder mig til nuet, fordi at det er der at mine følelser og tanker er placeret.

Jeg tænker at hvis jeg nu står i en situation hvor at jeg føler intolerance, så nytter det vel ikke at jeg tænker at jeg burde føle tolerance.

Hvis jeg tænker at mine følelser og tanker ”bør” være anderledes end de er i dette øjeblik, så bliver jeg forvirret. Det er vel det samme som at pege på en gris og sige at det ”burde” være en ko. Hvis at jeg gjorde det, ville jeg blive meget bange og ked af det, for det første fordi at jeg siger noget der ikke er sandt, og for det andet fordi at jeg siger noget der ikke kommer til at ske. Men jeg tror faktisk tit at jeg gør det og jeg tror ikke at jeg er den eneste, jeg er bare en af de slemme.

Hvis at jeg har fortrudt en handling i fortiden, så nytter det vel ikke at jeg tænker, jeg burde ha handlet anderledes.
Istedet for at sige jeg burde ha handlet anderledes, hvilket jeg tror er den mest almindelige tankegang for de fleste mennesker, så kunne jeg sige: ”Ja, jeg gjorde det og det gør mig ked af det.” ”Jeg vil forsøge at gøre det anderledes fremover”.

På den måde ligger jeg ikke en distance imellem mig og min historie, mit følelsesliv og væremåde.

Ligeså snart at jeg siger at jeg ”burde og bør” så føler jeg at jeg ligger afstand til mig selv og realiteterne og samtidig kommer der en uro og forvirring, fordi at der ligger et umuligt krav gemt i indstillingen.

Samtidigt kan ”burde og bør” også afholde et menneske fra at slappe af, fordi at med sine ”burde og bør” aldrig må stå stille. Burde og bør peger jo hele tiden på en forbedring eller forandring af situationen.

En dag for nylig stoppede jeg op midt på gaden og lukkede øjnene og stod helt stille, og jeg blev af mit sind bombet og gennemhullet med ”burde og bør” ”sindet”/(mig selv) ville ha at jeg skulle bevæge mig, alt fra ”folk syntes du er mærkelig”, til ”Martinus mener at man skal være anonym”, til ”er du ved at blive sindssyg?” kom som kommentare til at jeg burde bevæge mig, men jeg stod helt stille, og svarede mine tanker ”lad os se hvad der sker.” og jeg blev stående og der skete ingen ting, jeg døde ikke og jeg var ikke vanvittig, og jeg så at hovedparten af alt hvad ser der køre igennem mit hoved ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og derfor kom jeg til den overbevisning at det kunne være godt gradvist at komme af med ”burde og bør”.

Jeg mener ikke det handler om at vi hele tiden skal være i ”nuet”. Jeg mener stadigvæk at vi skal søge viden, råd og vejledning og at vi stadigvæk skal ønske os selv en god fremtid og bede for det og forsøge at tage hånd om vores tilværelse og medvæsener. Men jeg mener at det handler om vores holdning til det der sker i ”nuet” så at vi forsøger at kombinere accept og fremadrettethed fremfor for måske at tabe vores opmærksomhed på enten vejen eller horisonten.

Det kan godt være det ikke er behageligt at være under omskabelse, som man bliver trykket på og moduleret med af tilværelsen. Det er nok ubehageligt at begå fejl, og det er ubehageligt at få virkningerne af sine fejl, men jeg er kommet til at tvivle på om det er meningen at man skal lide samtidigt. Og det som jeg har set i mig selv er at ”burde og bør” holder mig fra at hvile i mig selv og at ”burde og bør” kan gøre mig aggressiv hvis nogle påpeger, handler på, eller agere overfor mine indre ”burde og bør'er”.

Det betyder ikke at der ikke er en masse ting jeg skal og vil. Jeg skal jo eksempelvis spise, sove og gå på toilet og jeg skal i følge analyserne blive mere tolerant og vil også gerne blive være mere tolerant. Men sådanne ting kan blive til helveder hvis at det er noget man burde eller bør. Ligeså snart at jeg ”bør” spise, bliver det for mit vedkommende til en løgn.

”Jeg burde spise, min familie burde være anderledes, jeg burde ikke føle antiparti, jeg burde aldrig ha sagt sådan til hende, jeg burde ikke ha det sådan her, de burde ikke sige sådan til mig, jeg burde være åben, jeg burde smile, jeg burde være glad, jeg burde være frisk, jeg burde ikke være træt, jeg burde tage telefonen, jeg burde ikke være ked, jeg burde ikke være syg, jeg burde være stærk..

Og sådan køre det, men jeg tror ikke helt så meget på det mere.

Kærlig hilsen
Jacob

Hvorfor føler jeg intolerance?

Det kan kun være fordi at jeg tænker intolerant, fordi at jeg tænker at situationen, mig selv, eller næsten burde eller bør være, handle, tænke eller føle anderledes. Det kan godt være min holdning er at alle er helt ok som de er, men fra det og så til ikke at dømme ubevidst er af en anden verden for mig at se.

Eksempelvis jeg høre det ikke selv men jeg tænker noget lig; ”han burde ikke sige eller være sådan” - han bør eller burde være eller gøre anderledes end han er og gør.. Og her efter kommer så følelsen af intolerance, og så siger jeg ubevidst det samme til mig selv; ”jeg bør ikke føle intolerance, jeg bør gøre noget andet end jeg gør, og derfor siger jeg indirekte at jeg burde være noget andet end jeg er.

Men ved at gøre op med mine burde og bør kan jeg sige til mine tanker og mine følelser at jeg bør tænke og føle nøjagtigt som at jeg gør, og så kan jeg derefter se på mit medmenneske som jeg føler intolerance overfor og prøve at tænke at han netop bør og burde tale og handle på nøjagtigt den måde som han netop gør, og hvis jeg har overskud tilføje Martinuses huskeseddel at øjeblikket og alle handlinger, tanker og følelser fra både mig og omgivelserne der optager dette ”nu” er så fuldkomment som at det overhovedet kan blive i forhold til fortiden og med henblik fremtiden, måske tilføje en stille bøn.

I denne tankestrøm omformer jeg mit syn på vedkommende hundrede procent og pludseligt ser jeg på vedkommende lige præcis som han er og lige der begynder jeg at tolerere vedkommende, og så er der måske ikke så langt til at jeg begynder at holde af vedkommende. Så når jeg fjerner synerne om at nogle burde og bør, at min medvæsener burde eller bør være anderledes kan jeg muligvis bedre tolerere dem bedre.

For mig at se er er al intolerence af næsten, startet med bør eller burde.

Men jeg starter løbet med at tolere mig selv og ved at omvende blikket på mig selv og med lyst og viljekraft benytter jeg samme strategi på den som står overfor mig. Det tror jeg er et godt udgangspunkt for min personlige praksis af tolerance og rummelighed.

Sjovt nok, har Martinus sjældent sagt noget om hvordan at vi skal se på os selv. Men jeg tror måske at meget af den praktisk forståelse
er noget vi selv skal erfare selv og eventuelt arbejde sammen med andre mennesker under udvikling om at forstå.

Kærlig hilsen
Jacob

Jo der er du jo medarbejderen i
Skabelsen af dig selv - martinus
Nævner det jo igen og igen - for-
Vandlingen - før var jeg sådan og
Sådan og nu er jeg sådan.

Vi bliver egentlig vor egen psykolog
Og når man kommer igang, kan man
Jo næsten ikke stoppe - hele tiden
Holder gud sit spejl op foran næsen
Af en også kommer følelse af behag
Eller ubehag - noget er tilgivet så
Mange gange at det måske er blevet
En automat funktion i sig !

Mvh

Lars

Hej Jacob.

Jeg tror, du er godt på vej. Noget af det bedste man kan få ud af en hvilken som helst livsoplevelse, herunder også studiet af Martinus, må vel være, at man kommer på sporet af, hvilken vej man skal vælge. Du har helt sikkert fat i noget af det rigtige for din egen udvikling.

For mit eget vedkommende, så er jeg også blevet klar over, at jeg skal arbejde med raseriet i mig selv. Som eksempel kan jeg nævne, når min PC ikke gør som jeg vil have den til - du har selv nævnt noget lignende. Som ung var jeg vild med den nye teknologi, nu sprutter jeg indvendig, bare jeg skal vente et ekstra minut på et eller andet tåbeligt som computeren er i gang med. Og går den ned, så jeg må formattere den, kan min verden gå i sort i flere dage.

Et eksempel hvor det kan gå stærkt er fra trafikken. I et lyskryds kører bilisten foran, efter min mening, for langsomt frem da det bliver grønt. I mit hovede bliver bilisten til en idiot. Ved det næste lyskryds er idioten væk, men min puls er oppe at køre. Og mindsandten om jeg ikke igen kommer til at holde bagved en idiot, som kører for langsomt frem ved grønt. Men denne idiot bliver en endnu større idiot, for nu er det anden gang jeg kommer ud for det, og eftervirkningerne efter første gang er der stadig. Og man kan jo sagtens forestille sig, at når jeg kommer ud for det tredje gang på samme dag, så er min evne til at køre bil nedsat med måske 30%, og jeg kan være til fare for både mig selv og mine omgivelser.

Til det må læresætningen være, at mennesker kommer og går, men idioter er et begreb jeg skaber i min egen bevidsthed, og dermed er det mig der er idioten. Jeg kan ikke gøre noget ved langsomme bilister, men jeg kan arbejde med min mentalitet, så jeg ikke får det første raserianfald, og når jeg får det stoppet, så får jeg heller ikke det andet og tredje anfald.

Dette raseri er på ingen måde gavnligt, og jeg kan mærke, hvordan det tærer på min organisme. Det er slet heller ikke hensigtsmæssigt, for alle de småting, der får mig op at køre, går som regel over i løbet af minutter, enkelte gange timer, eller ganske få gange i løbet af et par dage. Og så er det der forårsagede raseriet væk, men skadevirkningerne efter raseriet er der stadig. Jeg har måske sagt noget til nogen, der ikke var så godt, eller jeg kan mærke det på min egen organisme i form af ujævn puls, smerter, træthed, svimmelhed eller måske ligefrem besvimelse.

Det er en ond spiral for denne skade på min egen organiske gør mig mere utilpas, og denne utilpashed gør måske, at der ikke skal så meget til at ophidse mig næste gang, for ikke nok med at noget driller mig, nu føler jeg mig også endnu mere utilpas end sidst det skete, og så er jeg dårligere til at tackle modgang - og så videre. Denne onde spiral er ikke noget jeg har været opmærksom på før for nylig, men nu ved jeg, hvor ondets rod befinder sig, og så kan jeg arbjede med at fjerne roden, i stedet for hele tiden at beskære fra toppen af - en beskæring der kun får ondet til at vokse hurtigere.

Bruce Lipton er inde på, at vi enten kan være i vækst eller i forsvarsposition, dette gælder også for vore celler. Ikke kun det der sker, men navnlig vore følelser omkring det der sker er i høj grad med til at påvirke dette, men også andre ting kan spille ind, for eksempel så er jeg blevet meget opmærksom på kostens betydning. En sund kost kan minimere risikoen ved negative følelser/tanker og omvendt. I det hele taget kan det hele vel sammenfattes i ordet "stress". Man kan få stress af negative tanker/handlinger omkring sig selv eller andre, af dårlig ernæring, alkohol og stoffer, og sikkert også andre ting. Stress er kun godt, når det hjælper os med at overleve en umiddelbar fare, ellers er det kun skadeligt for vores langsigtede velbefindende.

Så jo, hvis man vil fremad skal man ikke tænke på at gøre verden bedre, det bedste er at gøre sig selv bedre, og det første skridt er jo at få øje på, hvad problemet i virkeligheden er.

Kære Svend.

Tak for din åbenhjertige og ærlige respons. Det er røre mig.

Jeg glæder mig over det du beskriver med at kunne begynde at få øje på roden af problemerne. At du ligesom ser mekanikken bag, fremfor frembringelserne.

Det er livgivende med disse gennembrud i det daglige liv, det føles som om at man får ”lyst” 

En ting jeg kan se at jeg også skal lære, er at lade tingende synke, jeg bliver hurtigt ivrig og ”glemmer” det jeg lige har lært. Ja, måske jeg skal lade mig selv synke. Jeg har aldrig følt mig så sørgmodig og opmundtret i ét end i netop denne tid.

Tak for dit indlæg, det er bekræftende for mig at læse.

Så jo, hvis man vil fremad skal man ikke tænke på at gøre verden bedre, det bedste er at gøre sig selv bedre, og det første skridt er jo at få øje på, hvad problemet i virkeligheden er.

Jeg kan ikke se nogen anden vej.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Lars,

Tak for kommentaren.

Ja, vi er nok ved at blive vores egen psykolog, og læge for den sags skyld
Og det føles som om at det bliver mere og mere glædeligt at arbejde med sig selv i takt med at man vil det mere og mere.

Kærlig hilsen
Jacob

Krigeren.

Det der regnes for at være vundet er allerede tabt.

Krigeren regner ikke med at ha overkommet eller overvundet noget, han forventer ikke at møde forståelse, sympati eller kærlighed. Hvis han møder sygdom, vold, og intolerance, kommer det ikke bag på ham, han ser alle andres fejl og tyranni i ham selv, og forsøger med sin vilje at bekæmpe det i hans indre.