Her er nogle interessante punkter til overvejelse, som jeg fandt på Sebastien Vesterlunds hjemmeside ( http://www.sebastien.dk ).
8 ting, der gør livet sværere, når man kender kosmologien:
1) Â Â Â bevidstheden om, at en-polet kærlighed egentlig ikke er kærlighed
2)    afstanden mellem ens reelle udviklingspunkt og ens idéal stiger.
3)    Vækker en længsel, der motiverer udrensning af de mørke sider – hvile-inkarnationernes dage er talte. (getsemane)
4) Â Â Â Bevidstheden om mikrokosmos gør, at vores ansvarsområde forøges.
5)    Den belejlige vane, at skylde skylden på de andre, bliver afsløret som værende ulogisk – der venter et kæmpe arbejde i at lære, at vi selv er årsag til vores egen skæbne.
6) Â Â Â Ligeledes kommer man i konflikt med sin evt. bekvemme intolerance og man motiveres til at forsøge at elske sin næste som sig selv. Den sårede flygtning mellem to riger.
7) Â Â Â Når man bliver bevidst omkring udviklingsstigen, så kan man komme til at fortabe sig i ønsket om at stå et andet sted.
   HVEM TØR LEVE EVIGT?
8 ting, der gør livet lettere, når man kender kosmologien - modsvar på ovenstående:
1) Â Â Â Bevidstheden om, hvad kærlighed ER gør det nemmere at udvikle og styrke de kvaliteter i ens forhold, der bringer en nærmere Gud. Martinus sagde jo osse, at et forhold er en perfekt slibesten. Den enpolede kærlighed ER jo allerede besværlig!
2)    Det idéal man præsenteres for igennem kosmologien er, hvor utroligt det end lyder, ikke højere end det, man organisk gennem udvikling allerede ER blevet klar til at stræbe efter.
3) Â Â Â Man får ikke mere, end man igennem sit ønske har bedt om, og det er jo trods alt et ønske. Tænk hvis det var sådan, at det ikke var vores personlige ønske, der var den basale drivkraft i selve livsoplevelsen? Som gevinst får man den mest guddommelige evne: Alkærligheden i sit bryst.
4) Â Â Â Mikrokosmos var vores ansvar hele tiden. Vi er således blot blevet bevidstliggjorte i en omstændighed, der var allerede gældende. Uden denne viden ville vi aldrig kunne opnå fuldkommenliggørelsen af Guds mening med os.
5)    Samme argument – vi ER årsag til vores egen skæbne og her gælder umiddelbart osse dette, at verden var nemmere, end da vi vidste mindre om den – men for at udvikle os videre, må vores forhold til verden jo nødvendigvis gå gennem et kredsløb, fra uforståelighed og umulighed over til genialitet. En ikke-afsløring af dette forhold ville være det samme som udslettelse af alt liv.
6) Â Â Â Intolerancen er ikke en fordel i det øjeblik man ønsker fred. Og kosmologien kommer ikke til en, hvis man ikke ønsker fred. Den preller af. Så derfor er det et gode, at man bliver klar over denne omstændighed, idet det kun er igennem at tolerere sin næste, at man kan blive en del af den Guddommelige bevidsthed, netop fordi den per se er Alkærlig.
7) Â Â Â Kosmologien er en lang opfordring til forsvar for alle detaljer i livets oplevelse. Og en vis stræben mod højere tilværelsesplaner er jo ikke andet end et sundt begær, dette, som garanterer os videre udvikling. I det omfang begæret er til gene for os, fordi det forhindrer os i at leve i nuet, så er det ikke kosmologiens skyld, men vor stadig ufærdige tænkemåde.
   Tænk hvilket perspektiv der ligger gemt i dette evighedsaspekt ved universet. Menneskeheden har intet begreb om, hvad der ligger og venter af lykke oplevelser. Og det er jo ikke Sébastien, som jeg kender ham, der lever videre. Det er mit jeg, som jeg ikke kender endnu. Det er identisk med Guds.
Interessante punkter synes jeg. Sebastien har knyttet lidt yderligere kommentarer til dem på hans hjemmeside.
Nogle kommentarer til dem? Evt. flere punkter på begge sider?
kh,
Torben
Kære Torben og Andre
Herligt at vi kan finde gamle frem... 
Jeg synes bare, de er gode at læse... 
Fantastisk rammende sætninger
Jeg fortalte en gang en bekendt en del om kosmologien, (han er ateist og total modstander af alt andet end videnskabens fysiske beviser). Men, hans rimelige høje intelligensniveau gjorde, at han jo ikke kunne afvise de logiske konklusioner og dertilhørende analyser.
Efter mange afteners hed debat, sagde han en dag til mig: "Jeg vælger ikke at beskæftige mig med den del af livet for det er simpelthen det letteste. Hvis jeg skulle acceptere disse analyser, ville mit liv aldrig blive det samme igen - for det ville have dybtgående konsekvenser for hele mit liv - for alt hvad jeg gør og tænker. Jeg måtte i givet fald revidere hele mit verdensbillede..... og det er altså for besværligt" :
Kh...Anette
Efter mange afteners hed debat, sagde han en dag til mig: "Jeg vælger ikke at beskæftige mig med den del af livet for det er simpelthen det letteste. Hvis jeg skulle acceptere disse analyser, ville mit liv aldrig blive det samme igen - for det ville have dybtgående konsekvenser for hele mit liv  - for alt hvad jeg gør og tænker. Jeg måtte i givet fald revidere hele mit verdensbillede..... og det er altså for besværligt"  :
Sådan tror jeg mange ville forholde sig til det, hvis de fik en gennemgang af Martinus' analyser. For mange folk vil det betyde en så voldsom kovending, at de ikke magter det i ét liv. Man skal nok være så mæt af alt det gamle, at man stort set ikke har andet valg, end at sætte sig ind i dette nye verdensbillede. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det :
Tjah, man skal jo nok være "sulten" først ...
kh,
Torben
Jeg er fuldstændig enig... men er man "sulten" nok og får bare lidt fat i analyserne, så har Anettes bekendt jo helt ret. Mit liv blev i alt fald ændret fundamentalt - men "sulten" og logikken i analyserne gav mig lysten til at foretage ændringerne. Jeg fandt det ikke besværligt, for jeg tog Martinus' råd og tog det til mig jeg havde brug for her og nu og lod resten ligge. Da det havde bundfældet sig, kom der et behov for at komme videre - alt i alt tog det vel 10 år at komme igennem LB, men jeg prøvede så at leve det ud, som jeg fik kendskab til undervejs 
kh
Tina
Jeg synes hellere ikke det har været besværligt, men det har afgjort ændret hele min måde at se livet på. Det kan ikke undgås, når man (jævnfør korsets analyse) går fra at forske horisontalt (mål- og vægtfacitter) til også at forske vertikalt (Hvorfor, hensigt, mening).
Det sværeste, synes jeg, er at når man har fået kendskab til åndsvidenskaben (videnskab for væremåde), så bliver man sin egen største dommer. For nu kender man konsekvenserne af sine handlinger - eller man ved (via samvittigheden, sit livskompas), når man ikke handler/tænker i overensstemmelse med verdensaltets grundtone - kærligheden. 
Slut med at bebrejde andre, have ondt af sig selv etc. for man er jo sin egen skæbneårsag : Man bliver mere ydmyg, synes jeg.
Men, hvor skaber det også megen glæde, livsværdi og trøst. Det at vide, at der hersker en absolut retfærdighed og slutresultatet altid er den fuldkomne kærlighed. Det gør det hele værd at forske i - både teoretisk og praktisk
Kærligts...Anette
Man bliver mere ydmyg, synes jeg.
Netop dette er nok en rimelig stor og behåret kamel at sluge for mange, at ens ulykkelige skæbne skulle være ens egen skabelse 😮 :
Jo - helt sikkert. Men hvor ville det være totalt uretfærdigt, hvis mørk skæbne ramte tilfældigt. Det er en endnu større, pukkelrygget, behåret og lugtende kamel at sluge 
Men, okey, det er jo lettere at sige at det hele er de andres skyld Så har vi masser af grund til at hade og forfølge hinanden - og det var jo det vi længtes efter, da vi spiste af det forbudte æble
Anette
Tjah, man skal jo nok være "sulten" først ...
kh,
Torben
Helt enig.
Især tror jeg også at lidelse, fx angst, samvittighedsnag mv. kan bevæge mennesker i retning af Kosmologien - fordi det bliver nødvendigt med et nyt verdensbillede. Jeg taler naturligvis her om de mennesker, som ikke finder trøst og/eller forklaring i den gamle verdensimpuls eller andre åndelige sammenhænge.
KH/lars
Ja, hvis f.eks. smerten bliver så påtrængende at forstå, at hverken gudstjenester eller universitetsforelæsninger kan dække behovet for forklaring, så er man nok ved at være moden.
Jeg tror livet skal gøre lidt ondt, før man er villig til at sluge kosmologiens "kameler". Altså smerte og lidelse skal være så påtrængende, at man længes efter en forklaring af deres inderste natur og sukker efter en mening. Hvis man bagatelliserer eller ignorerer lidelsen, og skubber den over på enten en djævel eller tilfældigheden, så er man næppe moden for et evigt verdensbillede - hvad siger I?
kh,
Torben
Jeg tror livet skal gøre lidt ondt, før man er villig til at sluge kosmologiens "kameler". Altså smerte og lidelse skal være så påtrængende, at man længes efter en forklaring af deres inderste natur og sukker efter en mening. Hvis man bagatelliserer eller ignorerer lidelsen, og skubber den over på enten en djævel eller tilfældigheden, så er man næppe moden for et evigt verdensbillede - hvad siger I?
kh,
Torben
Så har jag också upplevt det. Det har varit nödvändigt att få en ny världsbild.
Problemet kanske blir att man därmed har ett behov som, så att säga, kastar en in i den nya världbilden. Men om den stämmer kan man ju inte veta, inte genast i alla fall. Kanske kan man ana det med någon slags intuition (som kan beskrivas som en förening av känsla och intellekt).
Någon har sagt: Han VET allt, men det är också allt.
Tack för ett intressant forum - Tomas
Hej Tomas,
Problemet kanske blir att man därmed har ett behov som, så att säga, kastar en in i den nya världbilden.
Ja, på mange måder er man nok mæt af de gamle forklaringsmodeller. Hvis man får læst hele Livets Bog, så er man da om ikke andet vedhængende
På et tidspunkt bliver man nok også mæt af Livets Bog, men så har man givetvis kosmisk bevidsthed selv og kan uden besvær læse alt i den store "Livets Bog" - (også det, der står med småt) :
kh,
Torben
Skriv et svar