Kære Kenneth,

'Guds Jeg' er jo et eksempel på at M. er nødt til at vende matematik'en i sproget på vrangen, for at på en enkel måde at gøre det forståeligt i almindelig tale,
Jeg ER Mig, Jeg hedder Holger,
det er altså et Jeg, der har et navn, og ikke omvendt, 'et navn, der har et Jeg',
(Gud er et af det evige noget's mange navne)
det er tydeligt, at X0 er 'Jeg-Hel' og at X1 er 'Jeg-Del',

dog er det, det samme rum i alle huse, hulrum, materialer, m.v.
mangfoldigheden af lokale 'rum-rammer', inddeler rummet, i rum, dvs 'rum-dele',

der var mere, men nu blev det sent,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Kenneth

Når Martinus ikke har delt det op i 0X1, 0X2 og 0X3, så tænker jeg at det hænger sammen med at Guds jeg - eller 0X - ikke har en specifik skabeevne, som ikke er indeholdt i summen af de uendelig mange X2'ers skabeevne. Og på samme måde for det skabte (X3). Der er således ikke "noget" at kalde 0X2 og 0X3.

På en måde gælder dette også for X1'erne, men alligevel er der en forskel da Guds jeg som Holger er inde på ikke blot er summen af alle jeg'er, men netop er sit eget evige jeg, som er "opdelt" i de uendelige mange "selvstændige" jeg'er (X1'er).

Det er vanskeligt at beskrive med fattige ord.

Hvorfor har Martinus så ikke kaldt det 0X1 i stedet for 0X? Det synes jeg er svært at svare på. Måske er det fordi det giver et indtryk af for stor adskilthed, da 0X jo har en skabeevne og noget skabt eftersom det har summen af al skabeevne og alt skabt gennem alle X2'ers skabeevne og dermed alt det skabte (X3).

Med kærlighed

Lars

  Hej Kenneth.

Vil også give min kommentar, der ligner lidt andres.

Jeg har selv, nok på baggrund af min tidligere tilknytning til biblen, opfattet Gud som værende en personlighed, og det gør jeg stadigvæk, da jeg ser på x1, som værende Guds "jeg" og oplevelsesevne (bevidsthed).

  Men "bagved" Guds bevidsthed, og bagved skabeevnen og det skabte (x2 og x3), må der jo være et "samlet" udspring af "det hele", og det er dette "altings udspring" jeg læser at Martinus betegner som 0x, en i mine øjne udmærket betegnelse, da alt samlet i et punkt jo vil ophæve sig selv, og blive til "ingenting", "nullet" er også i andre sammenhænge hos Martinus, brugt som udspring for al anden "bevægelse", bla.a i brugen af "talsystemet".

  Men da Guds bevidsthed ikke er lig hans skabeevne eller det skabte, , forstået sådan, at det "punkt" i Guddommen der er Guds oplevelsescentrum, ikke er lig de "punkter" der er de skabte eller hvor skabeevnen befinder sig, så er x1 ikke "hele" Gud, og for at give et udtryk for hvad hele Gud og altings ophav er, så bruger Martinus denne 0x betegnelse, tror jeg.

  Der kan efter min opfattelse derfor ikke findes noget 0x1 eller 0x2 eller 0x3, da 0x kun kan eksisterer som en samlet enhed, som er "imateriel" i både fysisk og åndelig forstand, og ikke har forbindelse med udspaltninger i x1,x2 og x3, på anden måde, end ved at være den "kraft" hvorfra alle disse andre x,er udspringer..

  Martinus betegner så godt nok 0x som værende Guds "jeg", og det er jo på sin vis også rigtigt da Gud jo er "alt", men jeg ser alligevel en forskel på dette "jeg" (0x) og det "jeg" der betegnes som værende x1, da x1 for mig er "bevidsthedsjeget alene" og det "jeg" hvori oplevelsen af livet "registreres".

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Alle, Gud såvel som Gudasønnerne, er alle levende væsener, der alle udgår fra og sammenstråler i et och detsamme, X1. Enhver gudasøn har ved en hvis tidspunkt (plads i tiden og udviklingen) kun  tilgang til en del af "Guds hele" X2 og X3, og det er på så vis vi kan få medvæsener i mikro- mellem- og makrokosmos og en omverden. Derfor, for Gud i hans helhed, er ju X1, X2 og X3 helt identiske, da jo alla kontraster i X2 og X3 "smelter sammen" til en enhed, dvs. "noget som er",  stilheden eller den evige uendelige enhedlige  potentialitet, den rene alkærlighed. Denne Gudsenhed kan vi kalde X0 eller 0X. Men når vi ber til Gud møder vi Gud i form af hans representanter, fx. højåndelige væsener eller makrovæsener, der "distribuerer" hans vilje.

Vi er alla infor hinanden Guds representanter, i det vi er deler av omgivelserne for hverandre og distribuerer karmahøsten til/for hverandre. Gud som enhver Gudasøns omgivelser er jo noget helt andet æn den nævnte Gudsenhed, X0, 0X, der kun kan forstås hved at tænkes.

Enhver af os har en helt individuelle omgivelser (sedt til alle detaljer) der kan fornimmes,  kommunikeres med og på forskellige måder bearbejdes, og derfor er Gud som enhvers omgivelser en personlig Gud!

Hej Kenneth

Jeg synes godt nok, at du lægger hårdt ud her i vores nye analyseforum!

Umiddelbart ligner anvendelsen af "0X" jo det som Martinus hidtil har kaldt X1... Jeg har her prøvet at opsummere 0X, som Martinus beskriver det i de to stykker fra "Den intellektualiserede kristendom":

- det er guds jeg
- det kan ikke sanses
- det er evigt levende
- det besjæler verdensaltet
- det er delt op i et uendeligt ocean af jeger
- det danner jeget i ethvert levende væsen

Specielt de to sidstnævnte punkter finder jeg interessante i analysen af 0X. Igennem X-analyserne i "Livets Bog" har Martinus forklaret, at ethvert levende væsen i sin grundanalyse udgør et "noget som er" eller X. Dette "noget som er" har som bekendt de tre principielle funktioner: X1 (jeget), X2 (skabeevnen) og X3 (det skabte).

Men selvom vi alle har et jeg (X1), som i sin grundanalyse er det samme, nemlig den årsagsløse årsag eller "noget som er", så betyder det jo ikke, at jeg kan opleve, hvordan det er at være Kenneth eller Holger eller Avatar. Mit jeg er nemlig knyttet til den del af guddommen, som hhv. udgør den skabeevne (X2) og det skabte (X3), der tilsammen skaber "mig".

Det er altså i kraft af tilknytningen til skabeevnen og materien, at jegerne (X1) bliver til individers jeger (X1) - og dermed bliver opsplitningen af 0X en lige så eviggyldig realitet som X1, X2 og X3.

For mig at se, er 0X ikke blot et 0X1. Jeg forstår det som det immaterielle, som i sig rummer hele illusionen om liv gemmen opsplitningen i utallige levende væsner, der kan hver især har en uadskillelig treenig fremtræden, nemlig gennem X1, X2 og X3. 

... Men jeg synes virkelig, at det er vanskeligt tankestof, det her, og derudover vil jeg være ked af at overfortolke et "0X", som vi kun har til rådighed gennem et ufuldstændigt manuskript udgivet efter Martinus' død. Så det kan kun blive spekulationer fra min side...

Venlig hilsen

Petersh

PS: I den seneste udgave af "Den ny verdensimpuls" (nr. 3, september 2008), som jeg har modtaget med posten i dag, har Søren Ingemann Larsen skrevet en længere artikel hvori han gennemgår 0X-problematikken. Her kan man bl.a. se det maskinskrevne manuskript, der ligger til grund for afsnittene om 0X i "Den intellektualiserede kristendom" - og i dette manuskript forekommer "0X" kun som håndskrevne tilføjelser, der kan være vanskelige at tyde.

Måske kan man se det hele på denne måde.

0X/X0 er "den/det" "uden navn" som kan være bevisdt i X1, X2 og X3 (eller deler af X3). X er helheden af X1, X2 og X3.

I stedet for en triangel får vi en pyramide (et tredimensionel tetraeder).

Såden:

Billedet viser et kosmiskt bevisdt væsen, symboliseret ved linier mellem 0X/X0 og de tre evige principer, X1, X2 og X3. Hvis 0X/X0 ikke er bevisdt i X1 og X2, symboliseres dette ved att der ikke findes nogle linier mellem X0/0X og X1 og X2.

Hej med jer

Jeg fandt lige disse to passager, hvor Martinus beskriver, at det eneste eksisterende i verdensaltet er "det guddommelige noget":

Her i dette uddrag fra stk. 534 ("Livets Bog", bind 2):

"I realiteten eksisterer der i verdensaltet kun "det guddommelige noget". Det er dette evige "noget", der "ser sig selv" i form af alle eksisterende kontraster, hvilke igen i sin dybeste analyse kun udtrykker "perspektiviske" forhold og dermed er illusoriske. Dette vil igen sige, at alt det, der sanses eller opleves, i virkeligheden er "det guddommelige noget". Dog opfatter eller sanser vi det ikke i denne dets kontrastløse eller "immaterielle", men derfor ikke mindre absolutte, eksistens, fordi denne eksistens simpelthen ikke er tilgængelig for sansning. Den er jo før sansningen. Og det er derfor, vi er blevet nødsaget til at udtrykke dets analyse her som blot og bar "et noget, som er"."

... Og videre i dette uddrag fra stk. 549 (også "Livets Bog", bind 2):

"Som du ser, kære læser, er "noget nr. 1" det altdominerende, eneste absolut eksisterende. Alt andet er og bliver illusioner. Men illusionerne er en uundværlig faktor i det levende væsens analyse, idet det ikke kan være noget "levende væsen" uden disse. Disse er livets detaljer. Livet er "noget", bestående af illusioner. Dette "noget" er, som vi nu har set det, det samme som "noget nr. 2" og "noget nr. 3", der igen i sin højeste analyse er det samme som "noget nr. 1".
  Det treenige princips to principper "X2" og "X3" udgør således tilsammen et "illusionsprincip"."

Det er dette guddommelige noget - hævet over alle illusioner - som jeg forstår som 0X. I kraft af sit evige ønske om at opleve sig selv bliver dette "spejlbillede" (X3) rodfæstet i det, vi er vant til at kalde individets jeg (X1) vha. skabeevnen (X2).

Hmm... Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er blevet klogere af denne 0X-snak... Måske skulle jeg bare holde mig til en god omgang husmands-X?  ???

Venlig hilsen

Petersh

Kære alle

Tak for jeres supergode kommentarer. Jeg vender lige tilbage i aften, hvor jeg har lidt mere tid til at svare, det synes jeg emnet kræver 

kh.
Kenneth

Hej alle

Jeg tror at løsningen på dette svære spørgsmål findes i stk.133 i "Den intellektualiserede Kristendom"

I stk. 133 skriver Martinus:

Men hvordan kan Gud fremtræde som levende væsen.?-Vi har allerede påpeget,at der eksisterer ikke noget uden for,oven over,ved siden af eller neden under Gud.Hvordan kan han da opleve bevægelse i nogen som helst retning,da han ved sin uendelighed fylder alt rum eller plads ud?.-Ved sit immaterielle område er Gud  tids-og rumdimensionelfri.Han behøver ikke plads eller rum.Det er ikke stof i den forstand,menneskenes sanser kan opfatte det.Da Gud,som vi skal se, er selve skaberen,er plads,tid og rum noget, han skaber og derfor er hævet over.Han må eksisitere forud for enhver skabelse.Han er det  tids- og rumdimmensionelles herre.Derfor kan han opleve tid og rum på en anden måde,end de almindelige levende væsener oplever disse evige principper.Verdensaltet er altså et evigt eksisterende levende væsen.Men for at være "levende" må det altså skabe liv.Liv er i sig selv ikke evigt,det er noget,der skabes.Men Gud og dermed verdensaltet har alligevel evigt liv,eftersom det i ham automatisk har en uafbrudt fornyelsesproces,en fornyelseskilde.Der findes således absolut ikke noget ophold eller standsning i denne livets fornyelsesproces og dermed heller ikke i livets oplevelse.Det er denne fornyelsesproces ,der skaber al bevægelse i hele verdensaltet.Uden denne bevægelse,intet levende verdensalt,ingen Guddom.Og dermed heller ikke noget levende væsen.Men nu eksistere der som kendsgerning både det levende verdensalt,Guddommen og de levende væsener.

Vi har dermed to analyser af X ( X er analysen af det levende væsen.)nemlig:

X-analysen ,som er lig med gudesønnernes analyse,(spaltet ud i X1,X2,X3-det treenige skabeprincip)
Vores livsoplevelse finder sted inde i os og uden for os.

og

OX analysen ,som er lig med Guddommens analyse, (spaltet ud i OX1,OX2,OX3-også et treenigt skabeprincip)
Guddommens oplevelse finder sted inden i sig ,og kun inden i sig.
Dvs. at udover, at vi skaber vor egen livsoplevelse ,skaber vi også livsoplevelsen for Guddommen...  😮

Dette er den store forskel mellem Guddommen og gudesønnerne i deres respektive livsoplevelsesområde.

Derfor tror jeg at Martinus prøver at præcisere denne forskel med sit overraskende (og forvirrende )-"OX"

OX = Summen af alle eksiterende X´er,-så på den måde "hænger" Guddomen og gudesønnerne sammen.
Dermed en forklaring af de vise ord fra Biblen:" I ham lever ,røres og ere vi".

Til Algotezza:
Det er en flot pyramidetegning ,du der har kreeret,men du har dermed skabt et fire-enigt skabeprincip.. ??? Og det har Martinus aldrig nævnt noget om,  .Du skriver også i dit indlæg OX/XO ;jeg tror ikke at faktorernes orden her, er ligegyldig.Det kan kun være OX,som Martinus skriver.XO skulle jo så være et nyt element i den treenige analyse og det giver ingen mening.

Til Kenneth:

Din overskrift på tråden burde for forståelsens skyld være : OX-Gud analyse

Dette er mit bud.

Kærlig hilsen Cai

Hej alle

Jeg er dybt imponeret over jeres tanker vedrørende disse supersvære analyser Det er en fornøjelse at læse! Og tak for alle de gode teksthenvisninger.

Som jeg forstår indlæggene er alle mere eller mindre inde på at 0X er Martinus' måde at skelne mellem Gudommen som helhedsvæsen, og som "opsplittet" væsen i form af de tre X'er.

Det passer også fint med det man kan læse i flere af Per Bruus-Jensens bøger, hvor han anvender begrebet "Den initiale tomhed", altså "det noget" hvorfra alting udspringer. I bogen Kosmisk Kemi skriver han direkte, at "Den initiale tomhed" er 0X!

Som Petersh skriver, så er der i den nyeste udgave af bladet "Den Ny Verdensimpuls" den samme diskussion omkring 0X. Her mener Ole Therkelsen, at X1, X2 og X3 gensidigt er afhængige af hinanden (eksempelvis : det skabte er afhængig af en skaber, en skaber er afhængig af en skaberevne, og en skaberevne er afhængig af at have noget at skabe med) hvorimod 0X kan stå for sig sig selv som netop forudsætningen for de tre X'er

Ole Therkelsen mener, at der nok ikke er særligt stor forskel på 0X og X1, da begge er beskrevet som "immaterielt" og dermed som "Den årsagsløse årsag". Derfor udtrykker Ole Therkelsen, at det må være en pædagogisk forenkling, når Martinus har valgt i Livets bog kun at anvende X1 og ikke 0X (de steder, hvor han skriver om Gud som helhedsvæsen)

I den Ny Verdensimpuls bliver der andetsteds henvist til tekststykke 1010 i LB3, hvor Martinus beskriver nullet. Det kan måske give en ide om hvorfor Martinus har valgt at sætte 0 foran X'et.

Stk 1010, LB3
At denne "stilhed", som det "evige noget" i sig selv er, er absolut, og ikke blot er en "grad" af "stilhed", hvilket vil sige: en art "bevægelse", der er så "langsom", at den for vore sanser må forekomme som total "stilhed", bliver til kendsgerning derigennem, at der ingen grænser er, hvor stor eller lille en "bevægelse" kan forekomme, hvilket igen vil betyde, at der ingen grænser er for, hvor stort eller lille et legeme eller en organisme kan være. Hvem har, og hvem vil nogen sinde få at se det største eller mindste "levende væsen" i tilværelsen ? - Er mikrokosmos bag mikroskopet ikke ligeså detaljeret og formfuldt som makrokosmos bag teleskopet ?  Tror nogen forsker, at han nogensinde vil kunne finde det absolut "mindste" eller "største" i verdensaltet? I så fald bliver han i sig selv et af de allerbedste beviser på naivitet. Hvor begynder, og hvor slutter tallene? - Begynder de ikke med et nul foran ettallet? - Og kan en talrække blive så lang, at et nul bagved bliver værdiløst ? Og hvad forstå man ved et nul ? - Er det ikke netop udtryk for det uundværlige navnløse "noget" - Må ikke talrækken begynde med dette navnløse "noget" og slutte med samme navnløse "noget" ? Er tallet nul således ikke lig X1, hvilket igen vil sige: det "faste punkt", medens de andre tal er lig "bevægelsen"? At dette nul i talrækken i realiteten er dennes "faste punkt" bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at det rent fysisk er dens absolutte midtpunkt. Talrækken består således af tal foran og tal bagefter nullet. Uden denne placering ville den autoriserede talrække i sin helhed være ganske ufuldkommen. Den ville umuligt udgøre det geniale og urokkelige billede af selve uendeligeheden, evigheden og dermed guddommen, som den nu udgør.

Hvor ville det være herligt at have lidt kosmisk bevidsthed til at gennemskue dette emne 

kh.
Kenneth

Som nævnt af "Petersh" har jeg skrevet en artikel om 0X som er trykt i "Den ny verdensimpuls" (nr. 3, september 2008). Dette udmærkede tidskrift kan varmt anbefales, men man er meget velkommen til også at hente min artikel på nettet under http://0x.ingemannlarsen.dk. Her kan man også downloade den pågældende manuskriptside og se den i yderligere forstørrelse.

Som det vil fremgå, mener jeg, at det i allerhøjeste grad er tvivlsomt, om Martinus har ønsket at introducere dette begreb 0X, som jo først er tilføjet på et meget sendt tidspunkt i manuskriptet med hånden. Dette i kombination med dels at ingen tilsyneladende har hørt Martinus tale om 0x eller har set det andre steder bør allerede tænde advarselslamperne. Og har man andre eksempler på begreber hos Martinus, der ikke grundigt er forklaret side op og side ned? - Og dette gælder ikke for 0X, som kun forekommer i form at de nævnte tilføjelser i hånden.

Det der også er problemet med 0X er, at der ikke er "plads" til det i Martinus' begrebsunivers. For der er ikke noget ud over de 3 X'er. At 0X skulle være Guds jeg og X.1 de enkelte væseners jeg, er nonsens, for X.1 er immaterielt og kan derfor ikke deles op i antal. Derfor er det også, at Martinus gentagne gange skriver, at verdensaltet har eksakt den samme analyse som enhvert andet levende væsen. Se fx. slutningen af stk 1003 i Livets Bog III:

Verdensaltet afslører sig saaledes med nøjagtig den samme Analyse som selve det levende Væsen. Det har de samme tre „X"er, hvoraf det første ligesom hos det levende Væsen udgør „det, der skaber", der igen er det samme som „Jeg'et. Det andet „X" er „Skabeevnen", der ogsaa er det samme som Oplevelses- eller Manifestationsevnen, medens det tredie „X" udgør „det skabte", hvilket vil sige: Organismen med sine skiftende Omdannelses- eller Forandringsprocesser.

Alt det bedste

Søren

Kære Søren,

Velkommen til,

Jeg var ved at skrive et indlæg i nat, bl.a. til Dig, men det blev sent,
så Jeg slettede det, men kommer igen i nat, (aftenvagt)
Jeg kan på forhånd afsløre, at Jeg ikke ser noget problem med 0X,

Kærlig hilsen
Holger

Symboliserer 0 i 0X og 0X1, 0X2 og 0X3 ad Gud er  unik og uden medvæsener?

Skal dette sammenlignes med hvad Martinus skriver i sin analyse af talsystemet, at det korrekte måde at skrive tallene er 01, 02, 03, 04...?

Hej.

Spændende diskussion! Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skal mene om det, men jeg har noget svært ved at acceptere, at Gud skulle have et "jeg". At tale om et "jeg" forudsætter, at der findes noget andet - noget der ikke er "Guds jeg". Eftersom Gud er alt, kan der ikke være noget der ikke er Gud, og dermed er der vel heller ingen grund til at tale om "Guds jeg". Hvis "Guds jeg" var mere end summen af de levende væseners jeg'er, så var der jo noget til stede i "Guds jeg", som ikke havde med levende væsener at gøre - og der kan jo ikke eksistere andet end levende væsener, for døden eksisterer ikke.

Det eneste jeg i min knold kan få det famøse 0X til at svare til er begrebet "Gud".

Men jeg skal da ærligt indrømme, at jeg i bund og grund stadig ikke fatter, hvad Gud er for noget, men det er jo en helt anden snak. 

Kan Gud, dvs. helheden "af" "noget der er", være noget andet - end Guds stilhed? Der ikke er død... men levende... en evig "hvilende"  potentialitet udenfor bevægelse,  tid, rum og tilstand... livets evige kilde... Kan Gud beskrives på anden måde end gennem hvad han ikke er?

Hej Algotezza

Jeg går udfra at dit spørgsmål er til mig..?

Ja ,jeg mener at Gud er unik og uden sidestillede medvæsener (Der findes kun een Gud).
Der findes ingen over,under,ved siden af Gud.Det gør at Gud er unik, i modsætning til alle andre levende væsener ,der har sin plads blandt andre mikrokosmiske,mellemkosmiske og makrokosmiske væsener.Men samtidig er vi alle levende væsener( som jo er uendelige i antal) ,en del af Gud.

Derfor tænker jeg at Martinus præciserer denne forskel ved at betegne Guds analyse med OX.

Læg mærke til at Martinus markerer (i stk. 134, linie 4 i bogen) Guds "jeg", som et jeg i citation.Der må være en grund til det.. ???

Det logiske ville jo ellers være at kalde Guds jeg som OX1, ligesom  vores jeg benævnes X1, i X-analysen..-det immaterielle " noget som er".

Tænker jeg

Kærlig hilsen Cai

  Hej Alle.

På sin vis tror jeg nu nok at Martinus med sit 0x "begreb" kommer så tæt på at beskrive Gud, som vi mennesker nogensinde kan komme.

  Har hørt et par steder fra, Bla.a Alex Collier, som beskriver andromedianernes liv, (som tilnærmelsesvist kunne anses for at være lig "Det rigtige menneskerige"), at disse også, trods liv og bevidsthed op i niende og højere dimensioner (som Alex beskriver det) stadigvæk søger efter mening og indsigt i hvad "isnes" (som disse betegner Gud), er, "isnes" betyder jo også blot, "Det som er".

  Så at tro at vi allerede på vort nuværende stadie., kan komme tættere på en forståelse af Gud, end den Martinus giver os, er nok lidt naivt, personligt tror jeg ikke noget væsen nogensinde kommer til denne forståelse (at kunne definere Gud), men det er blot at søge videre alligevel, da det er ønsket om at opnå viden, på alle planer, der driver vores udvikling i den rigtige retning (mener jeg).

  0x betyder for mit vedkommende, Guds "urkraft"/"urbegær", bestående af et ønske inde i det stille og ubevægeælige 0, om at kunne opleve.

  0 står for selve energien der ligger i Gud, xèt for Guds længsel/begær, i bevidst form.

  At nullet står først, tror jeg angiver at det (selve grundenergien) skal være der før længslen (jegets ønske) kan opstå/have et sted at være.

  Alt udspringer jo af et ønske, et begær, eller en længsel, (ifølge Martinus) og da må Guds oplevelsestrang vel også udspringe af et begær eller en længsel, og det er så (set med mine øjne) det eneste der findes i dette 0, udover energierne til at skabe altet med.

  For at få sin længsel tilfredsstillet, må Gud udspalte sig selv i x1, (en bevidsthed der kan opleve) x2 (en evne til at skabe noget der kan opleves) og x3 (noget skabt), men når dette er sket, så er 0x ikke brugbart mere, som andet en et begreb for altings "udspring".

  Hvis man forestiller sig et 0, uden bevægelse, som gerne vil kunne opleve noget,(har et iboende ønske) og dette 0 derfor sender en del af sig selv ud som et +1 (lad der blive lys =+1), så skabes samtidigt for at en balance kan opretholdes i "nullet" et -1, (mørket), som modpol til lyset, men da disse ting nu er "udenfor" 0, så er 0 blevet til x1, som kan opleve det 0 har skabt, via x2,  ved en "distanceriing" fra sig selv, (sin egen bevidsthedsoplevelse), til det skabte x3.

  Tilbage i "nullet" er altså nu kun x1, og ikke længere hele 0, da noget har "bevæget " sig væk fra 0`et, (+1 og -1). ???

  Samtidigt er 0 dog alligevel en immateriel del af alt der findes, idet alt jo er udspunget/skabt eller opretholt af energierne fra dette "som er".

  Volapyk sikkert, men Kenneth, du kunne nu også godt have fundet et lidt lettere emne at lægge ud med, i analysesammenhænge, end det sværeste af dem alle.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Kære Venner,

En af Martinus hovedpointer er at Vi Alle er en del af 'Gud', og at der kun er det samme Jeg, og det er det Vi Alle kender som Jeg, (Os Selv)
det pointeres også, at 'et Jeg' er ikke noget man har, men 'noget' man ER,
det (og meget mere) så Jeg selv meget tydeligt i et kosmisk glimt i 1984,
(Jeg anede ikke noget om glimt, intuition, Martinus)
'Aha det er det man kalder gud', tænkte Jeg, det slog mig også, hvor overraskede folk i almindelighed må blive når De selv indser dette, nemlig at det er det samme Jeg der er bag Alt og Alle,
for mig er dette ikke teori, men urokkelig selvoplevet kendsgerning,
Jeg glædede mig meget over 'Den Intellektualiserede Kristendom',  og også over at støde på 0X, egentlig ser Jeg det som et kuriosum, og Martinus optagethed af at sætte ord på, sprogliggøre,
jeg modtog igår også Ny.Imp. og har set de tre indlæg, Jeg er enig i Instituttets,
bl.a. dette at se det i sin rette sammenhæng,

Kærlig hilsen
Holger

1074. Da det "levende væsen" kun kan eksistere som en enhed bestående af "tiden" og "evigheden", vil det være umuligt at give en retmæssig analyse af denne enhed eller det "levende væsen", hvis man ignorerer den ene eller den anden af disse to foreteelser og således kun erkender den ene af de to. Hvis vi derfor siger om det "levende væsen", at det hverken er kærligt eller ukærligt, ignorerer vi dermed fuldstændigt dets identitet med "tiden" eller "nuet" og fremhæver kun "evigheden". Men som blot og bar udgørende "evigheden" er væsenet jo slet ikke udgørende noget "levende væsen". Det må, for at kunne udgøre et "levende væsen" også udgøre "nuet". Men "nuet" kan umuligt udgøre mere end én realistisk kontrast. Det kan ikke samtidig være en realistisk, praktisk manifestation af denne kontrasts modsætning. Man må huske på, at det er i "nuet", at al realistisk eller praktisk oplevelse foregår. Og man kan ikke i det samme "nu", man åbner sin mund, lukke den. Kun én kontrast ad gangen er, som nævnt, mulig i "nuet". Andre kontraster kan ganske rigtigt nok være til stede i "nuet", men ikke som realistisk eller praktisk oplevelse, men derimod kun som "tænkte" modsætninger baserede på erindringer fra "fortiden" eller de heraf fremtrædende "tænkte" formodninger om "fremtiden". Det "levende væsen" kan derfor i realistisk, praktisk fremtræden ikke både være "kærligt" og "ukærligt" i "nuet". Det kan kun være enten det ene eller det andet i det samme "nu". Og da det uden "nuet" ikke er noget "levende væsen", kan man ikke retmæssigt sige, at det "levende væsen" både er "kærligt" og "ukærligt". Dets eksistens som "levende væsen" betinges jo udelukkende af, at det netop kun er den ene ting ad gangen. Kunne det være begge tingene eller manifestere begge kontrasterne i samme "nu", eksisterede det jo ikke, da den ene kontrast da måtte ophæve den anden og dets fremtræden blive lig "X" eller blot og bar "noget, som er", hvilket altså er jegets analyse. Men jeget alene kan ikke udgøre det "levende væsen". Dette væsen eksisterer kun i kraft af, at kontrasterne netop ikke kan manifesteres samtidigt, men kun skiftevis, hvilket er lovbundet af kredsløbet eller "X2" og "X3". Det "levende væsen" kan derfor netop kun være enten "kærligt" eller "ukærligt", enten "stort" eller "lille", enten "skønt" eller "uskønt", "ondt" eller "godt" osv., thi i modsat fald er det ikke "levende". Livet, hvilket vil sige: selve oplevelsen, er jo netop udelukkende kun dette ene at kunne erkende kontrasterne eller modsætningerne, hvilket ville være umuligt, hvis disse forekom i selve oplevelsesøjeblikket (nuet) på en sådan måde, at de totalt ophævede hinanden. Og uden oplevelse af kontraster var der ikke noget liv, og uden liv eksisterede der kun "noget, som er". Om dette "noget" kan man derimod retmæssigt sige, at det hverken er "ondt" eller "godt", at det hverken er "skønt" eller "uskønt" eller på anden måde udgør noget som helst udover sin analyse: "noget, som er". Men på det "levende væsen" kan en sådan analyse ikke anvendes, idet man dermed, om end ubevidst, totalt frakender det selve oplevelsesevnen og dermed dets liv. Og et "noget" uden liv kan ikke være "levende". Det må derfor altid være underforstået, at den slags udtalelser om det "levende væsen" kun kan gælde dette "noget, som er", hvilket vil sige: jeget eller "evigheden" og ikke selve dets fremtræden som "levende væsen", som "nuet" eller "tiden". I denne sidste fremtræden er det jo identisk med de skiftende kontraster og må da være ét med den eller den kontrast, der i oplevelsesøjeblikket er den fremherskende eller realistiske. Og denne væren ét med nævnte kontrast må være livsoplevelsens absolutte analyse, indtil den er fortrængt af dens modsætning, der da må blive livsoplevelsens eller "nuets" retmæssige analyse. 

---
Kan Gud, der i sin organisme må  indefatte alle kontraster,  kaldes levende?