SPØRGSMÅL: I en mail, der er fuld af sorg og savn og eftertanke, skriver en læser, at hendes mand lå uhelbredelig syg og blev holdt kunstigt i live i en respirator. Hun måtte selv være med til at træffe beslutningen om at slukke for respiratoren, der holdt ham i live. Nu spørger hun, om Martinus nogensinde har skrevet om denne situation?
SVAR: Dette spørgsmål svarer Martinus naturligvis ikke direkte på. Men i Livets Bog, bind 6, stk. 2152 til og med 2154, giver han os en medrivende og næsten begejstret forklaring på forskellen mellem et levende væsen og dets ”redskab”, dets organisme, – og den kortslutning, der kan ske ved sygdom. Med Martinus’ ord: ”Alle sygdomme udgør i deres inderste analyse, som vi her skal se, mellemkosmiske elektriske kortslutninger ganske uanset, hvordan de så end på den, for de fysiske sanser tilgængelige overflade, måtte tage sig ud, og ganske ligegyldigt, hvilke navnebetegnelser de her har fået. Det er ikke blot de lokale apparater i den fysiske organisme, der kan kortslutte. Det kan også ske, at organismen bliver totalt kortsluttet, hvorved den mellemkosmiske, elektriske hovedstrøm til denne bliver totalt afbrudt. At alle organismens funktioner i dette tilfælde standser er selvfølgeligt. Funktioner kan ligeså lidt finde sted i levende som i døde materier uden drivkraft. Hvis nævnte kortslutning er af et sådant omfang, at den ikke kan repareres eller udbedres, må organismen kasseres, idet den uden den elektriske strøm eller drivkraft er ubrugelig og ikke mere vil kunne opfylde sit formål. Det er en sådan totalt kortsluttet organisme, vi kalder et “lig”.”
Det er ikke et levende væsen, der dør, når respiratoren slukkes
Nu blev vi klar over, at når vi slukker for respiratoren, indeholder den ”et mellemkosmisk, elektrisk, kortsluttet organisk apparat.” Men det er jo ikke et levende væsen. Nej, forklarer Martinus: ”Det kan derfor ikke være udtryk for et levende væsens død eller undergang, således som man almindeligvis i dagliglivet antager. Det kan udelukkende kun være udtryk for et redskabs eller et apparats undergang. Alt det ved organismen, der var synligt for de fysiske sanser før kortslutningen, dens øjne, ører, hænder og fødder osv., er stadigt synlige. Det, der mangler, er altså kun det, der aldrig har været direkte synligt for de fysiske sanser, nemlig den kraft, der før beherskede organismen og bevirkede dens funktioner, og som vi nu har lært at kende som mellemkosmisk elektricitet, der igen er det samme som mellemkosmisk ånd. Denne usynlige kraft eller ånd er altså ikke mere i organismen og kan ikke mere tilgå denne. Men det betyder ikke, at nævnte ånd eller kraft ikke eksisterer. Fordi en lampe kortslutter, ophører den elektriske strøm ikke med at eksistere. Den kan bare ikke mere komme til udløsning i lampen. Fordi den fysiske organisme, som udelukkende er et elektrisk anlæg, er kortsluttet, betyder det heller ikke her, at den elektriske strøm, som før beherskede organismen, er ophørt med at eksistere. Den eksisterer stadig, selv om den ikke mere kan tilgå den læderede eller kortsluttede organisme.”
”Når der ikke længere findes naturlige livsmuligheder”
Vi har tidligere i anden forbindelse – med tilladelse fra rådet – gengivet fem punkter vedr. dødskriteriet. Martinus’ udtalelser er protokolleret ved et rådsmøde i 1971 og lyder:
1. Mennesket må dø, når der ikke længere findes naturlige livsmuligheder for det.
2. Det er uheldigt for livet i den åndelige verden at holde liv i en krop ud over mulighederne for at genvinde de naturlige livsmuligheder i rimelig grad.
3. De nuværende metoder til at holde liv i fx en fuldstændig hjerneskadet person anvendes i overdreven grad.
4. Der må oprettes en myndighed til at afgøre, når der ikke længere skal holdes liv på kunstig vis.
5. Organtransplantation er en unaturlig proces og bør ikke finde sted uden den pågældende persons udtrykkelige samtykke.
Disse fem punkter giver os et fingerpeg om, hvad Martinus mener. Lad os slutte med hans konklusion fra det tidligere omtalte stykke 2153: . ”Da den fysiske organisme således her er synlig som et redskab, som et apparatur, ja ligefrem er synlig som et fuldkomment fabriksanlæg, der drives ved en særlig elektrisk kraft, bliver det, i samme grad som dette forstås af den udviklede forsker, til kendsgerning for ham, at det levende væsen ikke er identisk med sin fysiske organisme. Dennes tilblivelse og undergang er således ikke væsenets tilblivelse og undergang.”
Når man må slukke for respiratoren hos et uhelbredeligt sygt menneske, er det en indre glæde at vide, at der altså ikke er tale om det pågældende menneskes ”undergang”, men om et ”redskabs” undergang. Martinus har endnu engang hjulpet os igennem sorgen og savnet.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:0027
