SPØRGSMÅL: En læser skriver: Gang på gang oplever vi, at en masse mennesker bliver dræbt eller lemlæstet på samme tidspunkt. Fjernsynet fortæller om fly, der styrter ned, voldsomme togulykker, bilbomber midt i en menneskemængde. Og så spørger jeg mig selv: Hvordan kunne disse tilfældigt sammenbragte mennesker dog have denne kollektive skæbne tilgode? Martinus fortæller os jo ellers, at karmaloven er ”hårfin og logisk”.
SVAR: Det er rigtigt, at det umiddelbart ser lidt mærkeligt ud, at så mange mennesker kan komme ud for en sådan skæbne. Og der er oven i købet endnu et ”karmaforhold”, der gør sig gældende. For vi kender nok allesammen fortællinger om, hvordan et menneske ved et “uheld” ikke kom med et tog, der forulykkede, eller et menneske, der kom for sent til et fly, som så senere faldt ned. Her kan man så at sige næsten fornemme Forsynets indgriben.
En anden ting er, at vi somme tider glemmer at se på begivenhederne med “kosmologiske” øjne, nemlig forskellen mellem at ”dø” og at blive lemlæstet. At blive rykket fra den fysiske til den åndelige tilstand, – det vi kalder “at dø” – er jo ikke altid noget forfærdeligt, hvorimod det er en voldsom skæbne at blive lemlæstet.
Da Martinus deltog i rådsmøderne på Martinus Institut, holdt han somme tider hele små foredrag for de øvrige rådsmedlemmer. Alt dette er bevaret på bånd, og jeg er overbevist om, at man tid efter anden vil offentliggøre mange af disse “guldkorn”. Lad mig citere fra et rådsmøde d. 6.12.1980, her gengivet fra Kosmos nr. 12-1998, hvor Martinus netop taler om disse emner: “De mennesker, som er nået frem til ikke at stjæle, ikke at myrde, ikke at gå i krig og ikke lave onde handlinger, – de behøver ikke at være bange for ragnarok. Det betyder ikke, at de ikke kan rammes af døden, – for det er jo en fødsel, og den kan være den eneste redning for dem. For når ragnarok raser, husene bryder sammen, der kommer vulkanske udbrud, og alting ramler, så kan de jo ikke reddes på anden vis, – dem der ikke skal have karmaen. Der er jo så mange, der bor ved siden af hinanden. Den ene skal have en forfærdelig karma, de andre har ikke dén karma tilgode. Så kunne det jo blive en uretfærdig skæbne. Men da er det jo – som hele tiden – at døden er en lige så god redning, som den er en “afslutning på livet”.”
Som eksempel bruger Martinus en mand, der tvinges til at være soldat, men som absolut ikke vil slå andre mennesker ihjel: “Så er det meget ofte, at han bliver skudt, for at redde ham, – for så er han inde i en højere verden, hvor han ikke skal dræbe.” Og senere konkluderer Martinus: “Så derfor vil en masse mennesker blive reddet ved ragnarok, – ved at de dør.”
Skæbnebuer er returvirkninger af væsenets egen væremåde
Se, det var jo en ganske anden forklaring på denne vores evige skiften fra den fysiske til den åndelige tilstand. For mange mennesker lyder disse tanker nok mærkelige. Men har man sat sig ind i Martinus’ analyser af, hvad der sker, når den fysiske organisme dør, så er denne “fødsel” til den åndelige verden jo langt at foretrække frem for de ufattelige lidelser, det medfører at blive lemlæstet og invalideret.
Og dermed er vi tilbage ved karmaloven, der på en måde er meget beroligende: Alt, hvad der sker mig, er jeg selv den egentlige årsag til, – ingen andre kan gribe uberettiget ind i min skæbne. Derfor trækker Martinus en direkte parallel mellem den måde, hvorpå vi behandler alle andre levende væsener på, og dén skæbne, vi selv kommer ud for. Læs fx den omfattende forklaring til symbol nr. 19 i Det Evige Verdensbillede, bog 2. Her er et lille bitte uddrag fra stk. 19.22: ”Hvis et væsens livstilstand i særlig grad opretholdes ved andre væseners unaturlige død, såsom ved nydelsen af animalsk føde eller kødspisning og ligeledes ved mord, drab og lemlæstelse i andre situationer, og det samtidig indtager krops- eller legemsødelæggende giftstoffer, er et sådant væsens skæbnebuer så belastet med returvirkninger af denne væsenets morderiske væremåde, at det er prædestineret til når som helst at komme ud for den samme unaturlige død eller mørke skæbne, som det med sin morderiske væremåde har påført andre væsener. I et sådant tilgodehavende af mørk skæbne lurer denne skæbne på det alle vegne.”
Det er interessant, at her inkluderer Martinus ikke kun vort forhold til vore medmennesker og dyrene, men også måden, vi behandler de små, levende mikroindivider i vores organisme. Det udtrykker han ganske klart: “Man kan ikke uberørt af karma eller skæbnevirkninger permanent skabe ulykkelige og dødbringende naturforhold for vore mikrovæsener i vor organismes indre og stadig leve i glimrende naturforhold i den makroorganismes indre, i hvilken vi selv er mikroorganismer.”
Nu har Martinus forklaret os den hårfine logik i skæbneloven. Når en masse mennesker bliver udsat for en voldsom begivenhed, er der nogle, der har en ”mørk” karma tilgode og bliver mere eller mindre lemlæstet. Andre er kommet længere frem i humanitet og nøjes med at blive ”født” ind i den åndelige verden. At vide dette fjerner absolut ikke sorgen, savnet og lidelserne for de implicerede. Men det ville være endnu værre for os alle, hvis disse begivenheder skete fuldstændig tilfældigt og helt uden formål. Nu ved vi fra Martinus’ analyser, at ingen kan gribe uberettiget ind i din og min skæbne, – at alt, hvad der sker os, er ”returvirkninger af vores egen væremåde”. Og at formålet med bl.a. sådanne voldsomme begivenheder er at fremme hele menneskehedens evne til at føle andres lidelser, – til næstekærlighed.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:009
