Man kan da ikke sige, at alt er såre godt?

SPØRGSMÅL: Et bestemt spørgsmål dukker op hos mange, der begynder at studere Martinus Åndsvidenskab, – og nu har vi fået spørgsmålet igen: ”Martinus skriver gang på gang, at ”Alt er såre godt”. Men det kan man da ikke sige, når man ser på menneskehedens nuværende ulykkelige situation med sult og nød, krig og ufred overalt. Mener han virkelig, at det er ”såre godt?””

SVAR: Når man lever midt i dommedagsepokens ragnarok, og man selv er nået så langt i sin udvikling, at man af hjertet længes efter fred og harmoni blandt alle mennesker, så er tiden kommet, hvor man virkelig får glæde af at bruge tid og kræfter på at studere Martinus’ udsagn om, at “alt er såre godt”. Det kræver naturligvis mere spalteplads at redegøre for dette, end jeg her har til rådighed, for vi bevæger os nu ind på det vældige emne-område, der omhandler karmaloven og mørkets nødvendighed.

I Livets Bog, bind 4, stk. 1085 til 1088 forklarer Martinus livets oplevelse som en bestemt korrespondance mellem Forsynet og det enkelte væsen, – med det ene formål at bringe væsenet frem fra en dyrisk til en menneskelig mentalitet. Har man først fået fat i denne “nøgle” til forståelse af ens eget og andres livsforløb, bliver livet én stor undervisning og tilsidst til egentlig livskunst. Men på vort nuværende udviklingstrin er vort udsyn stærkt begrænset. “Det er dette begrænsede eller utilstrækkelige overblik eller syn af “lykken” eller Guddommen, vi fx kalder “uretfærdighed”, “lidelser”, “sorg” og “synder”. Fra det højeste trin, hvor man har et fuldkomment overblik over foreteelserne og derfor fuldt ud kan udrede de enkelte tråde eller detaljer, ser man jo, at de ikke er “uretfærdighed”, men derimod er opfyldelsen af uundgåelige led i en planmæssig førelse af væsenet op imod opfyldelsen af dets eget inderste begær, opfyldelsen af dets allerinderste attrå: Mødet med Guddommen. Som vi ser, gør perspektivets love sig gældende på det mentale plan nøjagtig på samme måde, som det gør sig gældende på det fysiske plan. Jo højere man er oppe på bjerget, desto videre udsigt har man over dalen.” (stk. 1088)

Dommedagsepoken er livsbetingende nødvendig for videre udvikling
Når man er færdig med at læse de ovenfor nævnte stykker, vil jeg anbefale, at man køber eller låner Livets Bog, bind 7, med det fascinerende kapitel 16: ”Den kosmiske verdensmoral”. Her forklarer Martinus grundigt, hvad det er, der gør det vanskeligt for os at forstå analyserne om “skæbnemysteriets løsning”. I stk. 2399: “Vi er her ved kernepunktet i alt eksisterende mentalt mørke imellem de jordiske mennesker. De tror, deres medmennesker er “onde”, når de udløser handlinger ud fra mentalt mørke, ligesom de opfatter medvæsenerne som “gode”, når de handler ud fra mentalt lys. Her er det absolut en hovedbetingelse for enhver forsker eller ethvert menneske, der vil tilegne sig den rette væremåde og komme ud af overtroens forbandelse, at sætte sig ind i, hvorfor væsenerne handler ud fra mørkets mentalitet, eller de handler ud fra lysets mentalitet. Når man tror, at et menneske er ondt, skyldes det den store fejltagelse, at man tror, at dette at være “ond” eller “god” kun er en villiesakt. “ Og i stk. 2453 slår Martinus fast: “Intet som helst væsen kan komme i lidelse og smerte eller mørk skæbne uden i kraft af dets egen væremåde. Vi ved ifølge kosmiske analyser, at de levende væsener nødvendigvis må opleve en epoke, i hvilken de kulminerer i mørket for derefter at blive kvalificeret til at kunne opleve en epoke i tilsvarende kulminerende lys. Begge disse epoker er absolut lige nødvendige.” Og videre i samme stykke: “Det mørke, den dommedagsepoke eller det ragnarok, jordens mennesker lever i i dag, udgør altså en livsbetingende nødvendighed for menneskehedens videre udvikling og fuldkommengørelse. Det er en guddommelig anordning, der udgør intet mindre end fundamentet for skabelsen af væsenernes oplevelse af evigt liv. Vi ser således her, hvorledes den guddommelige verdensorden opfylder det guddommelige ord: “Alt er såre godt”.

Smerte og lidelse sætter spor i bevidstheden
Og dermed er vi nået frem til spørgsmålets inderste kerne: Er der i virkeligheden et højere formål med de lidelser, mennesker må gennemgå, – er der en dybere mening bagved? Ja, svarer Martinus, for udviklingen af den humane sans og dermed næstekærligheden er ikke noget, man kan lære på skoler, universiteter eller læreanstalter. Den opstår udelukkende gennem en længere udviklingsperiode, på samme måde som vore øvrige sanser er opstået. Og hvad er det da, der giver os evnen til medfølelse med andre? Det er udelukkende vore lidelsesoplevelser, der giver os denne evne. “Denne lidelsernes skæbne er absolut det eneste, der kan ændre væsenets plads på udviklingsstigen. Lidelseserfaringerne opsummerer sig i væsenets bevidsthed. Disse kan i første omgang gøre væsenet bitter imod Gud og menneskene, idet det slet ikke forstår meningen eller den guddommelige kærlighedsplan, der ligger skjult i dets skæbne. Men selv om væsenets organisme skal dø, så dør dets sjæl eller psyke ikke, og de her opbevarede erindringer udslettes ikke. (….) Lidelseserindringerne, der er billeder eller kopier af oplevelserne, overgår som mellemkosmiske elektriske impulser til et særligt batteriorgan i skæbneelementet for herfra igen i det kommende ny jordliv atter at kunne overgå til væsenets fysiske dagsbevidsthed og gøre sin virkning. Denne virkning bliver dog ikke af væsenet oplevet eller sanset som erindringer (….) Nævnte erindringsimpulser bliver derimod i væsenets kommende liv overført til væsenets fysiske dagsbevidsthed som en evne til i påkommende tilfælde mentalt eller sjæleligt at opleve andre levende væseners lidelser. Denne evnes kapacitet eller styrke vil således være afhængig af, hvor stort et område af lidelseserindringer, man har fået opsummeret i sit skæbneelement i tidligere liv. Denne evne til sjæleligt at fornemme andre levende væseners lidelse kendes under begrebet “medlidenhedsevnen”, der i virkeligheden er det samme som næstekærlighedsevnen.” (Livets Bog, bind 6, stk. 2228)

Som nævnt kan jeg ikke gå i dybden med disse analyser her. Men jeg kan kraftigt opfordre til, at man bruger tid og energi på at sætte sig ind i Martinus’ logiske analyser, enten ved at deltage i studiekreds eller ved selvstudium. Og her giver Livets Bog, bind 7, altså et vældig godt overblik over disse problemer.

Konklusionen står i et af de allersidste stykker (2663): “Alle jordens mennesker vil således tilsidst hver især blive en virkningsfuld, urokkelig celle i åbenbaringen af den altoverstrålende, guddommelige, lysende ånd eller varige, totale fred, som verden forlængst er begyndt at hungre efter.

Og det er just denne omskabelse, der bliver resultatet af alle de lidelser, vi i dag forfærdes over, – og som til sidst vil vise os alle, at alt virkelig er “såre godt”.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:004

Leave a Reply

Notificer om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste

Materiale faktorer bør ikke påvirke en person ved at ændre hans humør

wpDiscuz