Kunne Jesus få et raserianfald?

SPØRGSMÅL: En Martinus-studerende undrer sig og skriver: ”Når man læser Martinus’ beskrivelse af Jesus som et kosmisk bevidst menneske, kan man godt undre sig over Bibelens beretning om, at Jesus gik hårdt i rette med de handlende, der solgte deres varer i templet. Kan det virkelig passe, at Jesus fik dette anfald af raseri, – eller er det bare noget, som senere er “opdigtet”? Har Martinus udtalt sig om dette?”

SVAR: I lyset af Martinus’ analyser er det helt urealistisk at forestille sig, at et kosmisk bevidst menneske som Jesus skulle få et raserianfald -! I den slags tilfælde kan man næppe betragte Bibelen som ufejlbarlig sandhed. Den er skrevet af den tids mennesker, for hvem det var en naturlig ting at blive rasende.

Martinus sætter spørgsmålet ind i en større sammenhæng i den lille bog nr. 7, ”Den længst levende afgud.” Her skildrer han den vældige udvikling, der skete i menneskets opfattelse af Guddommen. I kapitel 18 fortæller han, hvordan “hævnens og vredens Gud synker i grus”, og ved Jesu eksempel skal blive til “alkærlighedens Gud”.

I denne forbindelse nævner Martinus direkte det stillede spørgsmål, idet han skriver: “Nu vil man måske indvende, at Jesus også kunne blive vred. Man vil eventuelt henvise til den beretning, der går ud på at lade ham lave en svøbe og med denne piske købmændene bort fra templets trappe. Men her er det let for den udviklede forsker at opdage, at nævnte beretning stammer fra samme mentalitetstrin som det, hvorfra man i god tro accepterer Guddommens jordmenneskelige vredestendenser og hævntilbøjeligheder….”.

Nej, Jesus dømte ingen
Martinus slår således fast, at et raserianfald absolut ikke kan forenes med den mentalitet eller “kosmiske bevidsthed”, som Jesus var i besiddelse af. Et sådant menneske “…kan ikke være belastet med en bevidsthed, der farer i flint og raseri ved at se en smule handel på tempeltrappen. Og navnlig ikke da det jo netop var en handel med ting, som det var skik og brug at benytte ved offertjenesten.” Og så kommer Martinus med en tilføjelse, der godt kan sætte vores fantasi i munter bevægelse: “Hvis dét var “syndigt”, hvorfor går “Jesu repræsentanter” så ikke rundt og pisker alle indehaverne af de mange blomster- og kranseforretninger ved krematorier, kapeller og kirkegårde? Disse forretninger er alle i stor udstrækning endog baseret på søn- og helligdagshandel.”

Det pågældende kapitel slutter således: “Nej! Det usande må dø. Beretninger, der er opstået i mentale terræner, der ligger under Jesu niveau, fornægter sig ikke. Det er på “frugten”, man kender træet. Og heldigvis har Jesus i form af udtalelser og væremåde efterladt sig så mange frugter, at hans høje stadium let kan skelnes fra alt det, der fra en lavere zone eller primitiv jordmenneskelig opfattelse er ham pådigtet”. Og så skriver Martinus i samme artikel om Jesus, der hang på korset i de mest forfærdelige smerter: ”Blev han i det hele taget vred på sine plageånder? – Sagde han ikke stille, kærligt og mildt ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør.” Selv efter de forløbne ca. 2.000 år lever disse ord endnu, og de har samme gyldighed i dag som dengang: De enkelte mennesker står på vidt forskellige udviklingstrin. Det er ikke en viljesag, hvor langt man er nået, – så vi har alle behov for tilgivelse, – og for at tilgive andre.

Jesu mission som eksempel for os alle udtrykker Martinus kort, klart og præcist således: ”Jesus dømte ingen, men tilgav alle”.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0032

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of