SPØRGSMÅL: I en mail, der er fuld af en mors kærlighed til sit lille evnesvage barn, skriver en læser: ”Her i Norden er vi stolte af, at vi næsten har udryddet ”Downs syndrom”, mongolisme og andre ”fejl” hos fostre ved hjælp af loven om fri abort. Men hvad sker der så med de stakkels væsener, der har denne ”mangelsygdom”, og som netop skulle fødes til den fysiske verden for overhovedet at kunne komme videre i deres udvikling?”

SVAR: Når man som lægevidenskaben lever tilværelsen på en “et-livs-teori”, er der sådan set ikke noget at sige til, at man er stolt af at have udryddet en sygdom blandt nyfødte børn. Men når man betragter tilværelsen gennem et kosmisk perspektiv, har man en helt anden livsindstilling.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, hvad det overhovedet er, der foregår, når et menneskevæsen forsøger at komme fra den åndelige til den fysiske tilstand. Læs fx Martinus’ smukke beskrivelse og forklaring til symbol nr. 34 i Det Evige Verdensbillede, bog 4. I stykke 34.15 fortæller Martinus os, at et samleje ikke blot er en “nydelsesakt” for to enpolede væsener. For det diskarnerede enpolede væsen er det selve “porten”, igennem hvilken det “kan komme fra salighedsriget eller den åndelige verden og ind i den fysiske verden og her fødes i en ny fysisk organisme og i en vis tidsepoke opleve et fysisk jordliv”. Og i stk. 34.17-18: “I sædcellen og ægcellen forekommer (…) talentkerner eller de såkaldte “kromosomer” og “gener”. I sammensmeltningen af disse mikrokosmiske talentkerner fra begge parringsvæsenerne ligger arveanlæggene til en ny fysisk organisme. (…) Når et åndeligt væsen således kan overgå fra en åndelig tilværelse til en fysisk tilværelse, skyldes det, at det åndelige eller diskarnerede væsen er udstyret med et fra sit tidligere fysiske liv nedarvet talentkernesæt for opbygning af en fysisk organisme. Men disse talentkerner kan jo kun komme til udfoldelse eller udvikling ved at komme i kontakt med den herfor passende fysiske materie, som de jo skal bygges op af. Og denne fysiske materie forekommer ikke på det åndelige plan”.

Samfundets love passer nogenlunde med befolkningens mentalitet
Nu er der så at sige “banet vej” for, at det pågældende væsen kan inkarnere påny. Og når dette væsen så fra tidligere inkarnationer har nogle talentkerner, der ikke er helt så fuldkomne, som de senere vil udvikle sig til, så kalder dette jo egentlig på medfølelse og behov for hjælp til at gennemføre den forestående opvækst. Hør blot Martinus’ beskrivelse i artiklen Verdensgenløsningsprincippet: ”Det normale i tilværelsen er altså, at ethvert lille hjælpeløst væsen, der kommer til verden, allerede forinden er organisk knyttet til to skytsengle, der i form af forældre garanterer dets beskyttelse til skelsår og alder.”

Hvis fosteret viser tegn på ”defekter”, prøver man at forhindre inkarnationen og fremkalder en abort. Det skal vi på ingen måde gøre os til dommer over. De fleste samfund har en lovgivning, der nogenlunde passer med gennemsnittet af befolkningens mentalitet og humanisme. Men hvad sker der med de pågældende væsener, der så gerne vil inkarnere i den fysiske verden? Ja, i første omgang har det vist sig, at når man koncentrerer sig om de lidt “ældre” kvinder og forhindrer, at de får børn med egenskaber, der betragtes som defekter, – så fødes der blot flere af disse børn hos yngre kvinder. Og når dette forhindres, fødes de pågældende i andre lande, hvor man ikke er nået så “langt” (!) inden for lægevidenskaben, eller hvor lovgivningen forhindrer fri abort.

At ”forære sig selv til livet”
Og da de omtalte væsener med mere eller mindre defekte talentkerner jo nødvendigvis SKAL tilbage til den fysiske verden for at komme videre i deres udvikling, er der ingen tvivl om, at lovgivningen langsomt vil ændre sig frem mod en større medfølelse med disse væsener og en langt større hjælp til de forældre, der tager imod dem. I Morgenavisen Jyllands-Posten omtales en ny undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift The Lancet. Den viser, at der foretages færre og færre aborter. Mellem 2010 og 2014 blev der foretaget ca. 56 mio. aborter årligt på verdensplan. Antallet har været faldende de seneste 25 år, viser undersøgelsen. Årsagerne hertil kan være mange, men vi har lov til at formode, at det kan være et led i menneskehedens ganske langsomme vej frem mod en større humanisme og næstekærlighed.

Men de forældre, der allerede på nuværende udviklingstrin formår at tage imod deres lille handikappede barn, udfører virkelig en konkret kærlighedsgerning. Lad os slutte med et smukt citat, der viser, hvilken vej udviklingen vil gå: ”Kærlighed er en mental indstilling, hvis tankeretning udløser glæde i at lade andres velfærd gå forud for sit eget. Det er en tilværelsesmåde, der kun kan udløse den højeste lykkefølelse i dette “at ofre sig selv for andre”, altså den fuldkomne hundrede procents foræring af sig selv til livet eller omgivelserne, den fuldkomne hundrede procents frihedsgivning for alle andre levende væseners udvikling og oplevelse af livet.” (fra artiklen ”Gavekultur” i den lille bog nr. 12).

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0031

Pin It on Pinterest

Share This