SPØRGSMÅL: En studiekreds undrer sig over jødernes hårde skæbne og stejle holdninger. For dels har jøderne haft en ufattelig grusom skæbne, – og dels er de jo, – som folk betragtet – ikke særlig tilgivende, men holder fast i princippet “øje for øje og tand for tand”. Og selv betragter de sig som ”Guds udvalgte folk”. Hvordan skal det forstås i lyset af Martinus’ analyser?

SVAR: Dette spørgsmål er i virkeligheden mere interessant, – og mere omfattende – end man umiddelbart skulle tro. For Martinus lader os se jødefolkets skæbne som et eksempel for alle nationer, – og for hvert enkelt individ. Med andre ord: Vi kan alle lære noget af jøderne!

Martinus behandler emnet flere steder, bl.a. i Livets Bog, bind 4, stk. 1301 til og med 1308. Her sætter han jødernes skæbne ind i et vældigt perspektiv mellem Bibelens to afsnit: Det Gamle og Det Nye Testamente. Han skriver: “Er det ikke netop overholdelsen af familielovene fra “Det Gamle Testamente”, der har kunnet holde det jødiske folk sammen til ét folk igennem årtusinder, selv om det så at sige var spredt over hele den civiliserede verden, måtte leve i en permanent landflygtighed blandt mange andre racer, måtte tale alverdens tungemål foruden dets eget sprog. (….) Var ikke vor religionsundervisning ud fra dette “testamente” et permanent studium af krige og atter krige. (….) Påbød ikke selve Moseloven “øje for øje og tand for tand”? Og var det ikke selve ypperstepræsterne, (….) der dømte Jesus af Nazaret til tortur og korsfæstelse? – Og hvorfor? – Var det ikke netop fordi, han forkyndte “næstekærlighedens evangelium”?”

Og sikke en forskel der er på disse to testamenter, – disse to udviklingsperioder i menneskehedens historie. “De første idealer gør det livsfarligt virkeligt “at elske” sin næste, medens de sidstnævnte gør det livsfarligt “ikke at elske” sin næste”, som Martinus konstaterer.

Jødefolket viser os den vej, vi ikke skal gå
Men hvordan skal det så forstås, når jøderne kaldes “Guds udvalgte folk”? Har Guddommen virkelig sine “kæledægger” eller favoritter blandt nationerne? Selvfølgelig ikke. Men når de levende væsener skal udvikles fremad i kredsløbet, både “nedad” mod mørket og “opad” mod lyset, – så må Guddommen vejlede og undervise ved eksempler. Herom skriver Martinus: “Og det “jødiske folk” er kun “Guds udvalgte” på den måde, at det er blevet dét folk, i hvilket “alle jordens slægter skulle velsignes”. Dette vil igen sige, at det er et folk, der er foran i spiralen eller udviklingens kredsløb. Derved er det blevet et folk, hvis skæbne de efterfølgende nationer eller folk kan se tilbage på. Dets skæbne er således lagt blot for hele den øvrige verden. Da dette folk altså er foran denne øvrige verden, vil denne igennem nævnte folks historie være i stand til at følge hele dets skæbnedannelse eller udvikling. Den øvrige verdens folk kan på dette folks skæbne se, hvorledes det går, når man i alt for høj en grad misforstår sin identitet som “Guds udvalgte folk” og tror, at denne “udvælgelse” består i, at man er kaldet til at være et “herrefolk”,…..”

Nu bliver jødernes skæbne med andre ord af største interesse for alle nationer, – og for hvert eneste individ i menneskeheden. For det er jo absolut ikke kun jøderne, der har haft disse ideer om at være “udvalgte”, om at være andre nationer overlegne, om “øje for øje og tand for tand”. Disse principper genfinder vi hos mange andre religioner. Og overalt, hvor man ser nationalismen og den forretningsmæssige udplyndring udfolde sig, der ser man billedligt talt jødedommens princip udfolde sig. Som Martinus udtrykker det: “Jo, de “ikke-jødiske” racer har taget vældigt ved lære af “jøderne”. De er “forretningsmæssigt set” selv blevet “geniale jøder”.”

Men hvad sker der med os, når vi modtager den “guddommelige undervisning” i form af en ulykkelig skæbne og opdager, at der er begået fejl? Det kan godt være, at det tager tid, før vi indser det. Men på et tidspunkt vil både nationer og enkeltindivider søge at forandre kursen. Og her udgør jøderne ikke nogen undtagelse. De vil vokse fra deres strenge ortodokse religion, de vil søge at leve i fred med deres naboer, – de lærer tilgivelsens kunst!

Den jødiske mentalitet ligger dybt i alle mennesker
Martinus udtrykker det på en meget kraftfuld måde i stk. 1308: “”Det Gamle Testamente” med dets beretninger om krige og heltemæssige krigsherrer, konger og profeter, er således et stykke “psykologi”, fortalt som “verdenshistorie”. “Det jødiske folks” historie er igennem denne beretning blevet “anskuelsesundervisning” for hele den øvrige verden. Dette folks liv og væremåde, dets vildfarelser, religiøse tro og indstilling udgør i princip det samme liv, den samme væremåde, de samme vildfarelser og fejltrin, som alle andre folk i verden efter “det jødiske folk” nødvendigvis må gennemleve. “Jødernes” skæbne er alle jordmenneskers absolut uundgåelige skæbne. Ideen om at være “Guds udvalgte folk”, være en slags “herrefolk” på Jorden, er et for alle folkeslag, for alle racer, for enhver nation eller stat fælles særkende på et givet tidspunkt i deres historie, lige såvel som ideen om at være i “særlig gunst” eller “yndest” hos Guddommen er noget, det enkelte individ på et givet tidspunkt i dets passage af kredsløbet også uundgåeligt må ligge under for. (….) Hvilket folk eller hvilket individ er totalt fri af denne ide? – Nej, denne ide ligger meget dybt i alle levende væsener på det stadium i spiralkredsløbet, på hvilket jordmenneskeheden af i dag befinder sig. (….) Den er en uundgåelig følge af den uerfarenhed eller uvidenhed om livets love, som markerer nævnte trin. Absolut alle folk og alle enkelte individer må igennem oplevelsen af denne uvidenhed og overtro og dens virkninger i skæbnedannelsen.”

Læg mærke til den overbærenhed og forståelse, Martinus udviser. Overalt, hvor der opstår krig og uenighed, er der brug for tilgivelse og forståelse. Der er brug for, at man rækker hånden ud mod sine fjender, tilgiver dem og sig selv, finder løsninger, som begge parter kan acceptere.

Og så slutter Martinus med dette tankevækkende spørgsmål til os alle: “Hvordan skulle hovmodet ellers komme til at “stå for fald” og den heraf følgende visdom blive til?”

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0025

Pin It on Pinterest

Share This